Her blæser en kraftig vind, og bygerne falder lige efter hinanden. Vi er atter hjemme på øen, og vejret er markant anderledes i dag, end i de 14 dage vi lige har været væk. 14 dage fyldt med sommer og Sol.
Det skulle egentlig have været i 3 uger, men både Mandens og Konens helbred skabte sig, og derfor valgte vi at tage hjem. For så er det bedst at være hjemme.
Selvom helbredet var den væsentligste grund, kan man vist også nok kalde os for hjemmefødninger. For vi kan altså begge to bedst lide at være her. Ude er dejligt, men hjemme er bedst. Og jeg ved godt, at jeg har sagt det ofte, men det tager nok ikke skade af at blive gentaget én gang til.
Vi kom med sidste færge hjem i lørdags. Det var den eneste, vi kunne få plads på, og når det nu skulle være, så skulle det være. Tålmodighed er ikke vores dyd, når først en beslutning er taget.
Søndag morgen tog jeg mit kamera og gik på havevandring, iført campingbukser og morgensko. Alt andet lå i vognen endnu.
Utroligt så meget, som var forandret på bare de par uger. Det var ikke blot græsplænen, som var blevet langhåret, men også blomsterne som havde ændret farveskær. Og jeg havde næsten glemt, hvor ufatteligt stille her er. Trygt, og med følelsen af en samhørighed og accept, som jeg ikke kan finde andre steder.
Nu er det blevet tirsdag, vasketøjet er vasket, og vognen er tømt. Imens regnen siler ned udenfor, så pusler vi med hver sit indendørs. Det er helt sikkert sundt at tage ud en gang imellem, for på den måde opdager man, hvor skønt der er på hjemmebanen.
