Snik-snak

Jeg bliver vækket tidligt af Fasanerne, som alarmerer hinanden. I går så jeg to gå nede i moseområdet. Jeg så også harer og rovfugle samt en enkelt Spætte, der sad på den store træstamme i haven. Imens morgensolen varmer huset op, drikker jeg min første kop kaffe og lægger planer for dagen.
Vi henter æg i hønsehuset og stabler brænde til næste vinter. Jeg sidder udenfor og lader Solen varme kroppen, indtil mine kinder brænder. Jeg læser og skriver, sidder ved skrivebordet og skribler ord og sætninger, der skal gerne skulle blive til noget sammenhængende.

Vi gør alt det, fysikken magter, imens vi spræller som fisk i et net for at komme ud af en slags dødvande, hvor vi overhovedet ikke hører hjemme.
Derfor bagte jeg også et par brød i går, selvom fryseren i forvejen er fyldt godt op. Men disse er gode til morgenmad og som madbrød, selvom det i virkeligden er helt almindelige grove franskbrød.

Foranderlighed

Alle billeder fra i morges

Dengang vi overtog matriklen, var her kun græsmark, ukrudt, grusbunker og nogle alt for høje træer, som slog imod de gamle vinduer. Så gik vi i gang med at anlægge store bede og grave ud til en kæmpe køkkenhave. Det var alt sammen en meget stor glæde, og vi var lykkelige for vores store have. Senere købte vi et drivhus, hvor vi har dyrket tomater og agurker i massevis. Vi har foræret grøntsager væk til højre og venstre.

Nu lister vi rundt og nedlægger det meste igen. Ikke det hele, for de fleste blomster får lov til at overleve. Men jeg må erkende, at der ikke er nogen, som har lyst til at overtage pasningen af en 3.000 kvadratmeter stor have.
- Hvor er livet og verden dog foranderlig.
Således tænkte jeg i morges, da jeg gik rundt på min daglige havevandring og fotograferede. Blomsterne, farverne og naturens dufte vil altid være min kilde til inspiration, uanset hvor mange bede vi nedlægger, og hvor lang tid der vil være imellem græsslåningen. For ingen dage udenfor ligner hinanden til forveksling.

Livet er for kort til skvalderkål.

Tingene må tage den tid, som ting tager. Der er intet, som går hurtigt længere, og det er heller ikke meningen, at det skal. Stille og roligt finder jeg frem til mine "gamle" blogvenner igen. Det føles godt og trygt. Jeg håber ikke, nogen kommer til at føle sig snydt, for "opsamlingen" bliver foretaget i en helt vilkårlig rækkefølge fra min side af.

Manden og Konen er iøvrigt kommet til den konklusion, at livet er for kort til skvalderkål. Så i dag har vi nedlagt endnu et bed, her bliver virkelig færre og færre af dem. Alle lupinerne blev gravet op, og hele bedet nedlagt. Det var blevet så invaderet af skvalderkål, at lupinerne ikke havde mange chancer uden en kæmpeindsats fra menneskehedens side. For tale om at sprøjte, det bliver her slet ikke. Det har vi aldrig gjort, og det kommer vi heller ikke til at gøre. Men vi fik da reddet et par planter, som blev flyttet til en bedre, men mindre bolig.

Til gengæld blev eftermiddagen tilbragt udenfor sammen med hunden, Solen og strikketøjet. Og det var da meget bedre end at ligge en hel dag med næsen i skvalderkål.
Lige nu står Manden i køkkenet og steger sine berømte frikadeller. En lang og fredelig aften ligger foran og venter.

Forårsglæder

Bøgen er da forlængst sprunget ud, hvilket lige gik forbi min næse. Men det gør ikke noget, for det kan der hurtigt laves om på - så her er den. Bladene har den gladeste forårsgrønne farve.

Hvad der derimod ikke undgik min opmærksomhed, det var, at jeg i dag hørte frøerne kvække livligt nede fra vandhullet. Den velkendte høje lyd fra frøer, som fortæller, at vejret er blevet varmere, mosejorden er fugtig, og forsommeren er over os. Lyden, som om få dage også vil følge os langt ind i søvnen om natten. Den lyd som irriterer vores gæster, når de skal sove - men som jeg selv elsker. 
Går man endnu længere ned, så finder man naboens større vandhul, hvor hr. og fru And svømmer rundt og hygger sig.
Foråret har indtaget mine sanser.  

Noget om alder



Jeg kan mærke mit hjerte slå, og jeg smager på  foråret. Vi ordner blomsterbede, river indkørslen og fejer foran huset.
Men jeg er rastløs. Helt præcis sagt, så er både Manden og Konen rastløse. Det er virkelig underligt ikke at være i gang med at ordne køkkenhaven længere. I hele vores liv sammen, har vi altid omkring denne her tid måttet slide med at få anlagt alt det, som skulle holde os selvkørende med grønt indtil næste år.
Nu må køkkenhaven være et overstået kapitel - men det føles meget meget mærkeligt ikke længere at gøre det, man altid har gjort.
Vi er også nået til det kapitel i livet, hvor jeg skræller kartoflerne først på eftermiddagen for at spare på kræfterne om aftenen. Hvor jeg spiser langsommere end tidligere, og ikke altid når at tage fastnet-telefonen, hvis den ringer, samt hvor vi husker hinanden på at tage vores piller!

Men Kejserkronerne er smukke, og selvom bedene bliver indskrænket, er her stadigvæk masser af blomster. Kattene spinder, som de altid har gjort, og hønsene lægger æg. Vi drømmer om 3 ugers samlet ferie i campingvognen, og det har vi aldrig prøvet før. Solen skinner på mine vinduer, lige om lidt er det påske.
Her kommer ingen besøgende, for 1 læser til eksamen, og 2 står overfor en flytning. Begge to til noget meget større og bedre. Så alting er godt, der skal bare findes nye veje til de rastløse. Noget med camping og ikke længere behøve at have dårlig samvittighed over at sidde i en stol i Solen, lytte til ingenting og nyde livet. Jeg tror nu nok, vi skal lære det.- men det ER altså underligt at måtte nedlægge køkkenhaven.

Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og ta imod duglette perlestænk
Af hav, når det glitrer i solen

Når jeg bliver gammel
Skal bugten være så fuld af liv, der hvor havet slår ind
At du kan fange det lis´så let
Som en dreng med et net på en bambuspind

Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og spise mandler med mynthe-stænk
Og æbler med lommekniv i solen

Når jeg bliver gammel
Skal bugten være så fuld af liv, der hvor solen går ned
For intet liv gemmes væk
For at forsvinde helt alene med sin ensomhed

Uddrag af "Peter A.G.Nielsen

GNAGS"