På hjemmebane

Her blæser en kraftig vind, og bygerne falder lige efter hinanden. Vi er atter hjemme på øen, og vejret er markant anderledes i dag, end i de 14 dage vi lige har været væk. 14 dage fyldt med sommer og Sol.
 Det skulle egentlig have været i 3 uger, men både Mandens og Konens helbred skabte sig, og derfor valgte vi at tage hjem. For så er det bedst at være hjemme.
Selvom helbredet var den væsentligste grund, kan man vist også nok kalde os for hjemmefødninger. For vi kan altså begge to bedst lide at være her. Ude er dejligt, men hjemme er bedst. Og jeg ved godt, at jeg har sagt det ofte, men det tager nok ikke skade af at blive gentaget én gang til.

Vi kom med sidste færge hjem i lørdags. Det var den eneste, vi kunne få plads på, og når det nu skulle være, så skulle det være. Tålmodighed er ikke vores dyd, når først en beslutning er taget.
Søndag morgen tog jeg mit kamera og gik på havevandring, iført campingbukser og morgensko. Alt andet lå i vognen endnu.    
Utroligt så meget, som var forandret på bare de par uger. Det var ikke blot græsplænen, som var blevet langhåret, men også blomsterne som havde ændret farveskær. Og jeg havde næsten glemt, hvor ufatteligt stille her er. Trygt, og med følelsen af en samhørighed og accept, som jeg ikke kan finde andre steder.

Nu er det blevet tirsdag, vasketøjet er vasket, og vognen er tømt. Imens regnen siler ned udenfor, så pusler vi med hver sit indendørs. Det er helt sikkert sundt at tage ud en gang imellem, for på den måde opdager man, hvor skønt der er på hjemmebanen.     

Ind under huden...

Vejret er stadigvæk strålende, Himlen er skyfri, og solnedgangene fabelagtigt smukke. Om aftenen er det dårligt nødvendigt med en trøje. Det er sommeraftener, som er skabt til at sidde udenfor sammen med et melankolsk glas rødvin og en bog. Manden og Konen er trætte og må sparer på kræfterne. De har både lyst til, og brug for at blive hjemme på pladsen for at kunne mærke ferien og friheden helt inde under huden. Og det er jo også det, der er meningen.
 
Jeg læser - eller rettere sagt læste - "Silhuet af en Synder" af Leonora Christina Skov.
Selvom bogen generelt har fået mange gode anmeldelser, så føler jeg mig ikke vildt begejstret. Jeg læste næsten halvdelen af bogen, før jeg gav op. Og det tog mig lang tid at nå dertil, simpelthen fordi jeg kedede mig. Man havde lovet mig uhygge. Der er skam også tårnværelser, tågede spejle og støvede lysekroner, men jeg synes, at uhyggen er for konstrueret og en tam affære. Der er også familiehemmeligheder og forbyttede identiteter...men bogen har ikke kunnet fange min fulde opmærksomhed.
Derfor lagde jeg den væk. Efterfølgende har jeg dog læst rundt omkring på nettet, at man skal læse over halvdelen af bogen, før den fanger. Så måske tager jeg udfordringen op igen på et senere tidspunkt, når jeg er mere motiveret.

Foreløbig er jeg i stedet for gået i gang med Håkan Nesser "En helt anden historie". Og lige nu glider den meget nemmere ned.

Bulbjerg

I går var vi ved Bulbjerg. Et stykke enestående natur, og så absolut mit ynglingsmål, når vi er på disse kanter. Danmarks eneste fuglefjeld, en 47 meter høj kalkstensknude. Udsigten er bare fantastisk.

Jeg måtte opgive at overtale mit trætte og efterhånden ældre legeme til at gå helt ned på stranden for at tage fuglefjeldet nærmere i øjesyn der fra. Men det gjorde heller ikke noget, for hele mit ynglingseventyr ligger alligevel deroppe i udsigten. Der, hvor man får lyst til at sidde i dagevis og får en følelse af, at Havet mødes med Himlen - og at man selv befinder sig et sted lige midt imellem.
Ude i Havet ligger resterne af Skarreklit, som ikke eksisterer længere, men væltede for over 30 år siden. Skarreklit var oprindeligt forbundet med Bulbjerg, men med tiden er den mellemliggende kalksten slidt bort af Havet. Soklen ses dog stadigvæk.
Jeg har tidligere besøgt stedet i regnvejr, i tåge eller storm. Men i går skinnede Solen, og Havet var roligt og lavede kun små rolige bølger.

Taknemlighed

Når Solen kaster sine allersidste stråler ned i Vesterhavet, så vandrer de fleste campister ned til klitterne for at sige godnat. Foreløbig har vi været fantastisk heldige med vejret, og det gælder om at nyde synet.

Det er så smukt, og jeg kan ikke lade være med at blive fuldstændig stille indeni. Så mange tanker trænger sig på. Jeg har set mange solnedgange rundt omkring i det danske land - men intet kan slå en solnedgang ved Vesterhavet. Ordet "taknemlighed" bliver pludselig nærværende.

Første feriedag

....Måske er vi de første på hele pladsen, som er vågnet.

Ikke en vind rører sig, og morgensolen skinner igennem en lys og klar Himmel. Klokken er lidt i seks. Igennem stilheden kan man høre Vesterhavet, selvom vi har valgt en plads oppe i læ, og et lille stykke væk fra havudsigten.

I går landede vi så på campingpladsen, og her er akkurat lige så skønt, som her plejer at være. På pladsen overfor har et par af vores gode venner slået lejr for at være sammen med os......

....

Således skrev jeg på min notesblok, da jeg skrev mine obligatoriske morgensider i morges. Imens drak jeg kaffe og indsnusede begærligt den tidlige morgenluft. Småfuglene trippede tillidsfulde rundt omkring på græsset foran forteltet, og et kort øjeblik efter kunne man fornemme menneskelyde fra folk, som kom snigende op efter nattens søvn.

I dag er den første dag af en længe ventet ferie. Vi installerer os og slapper af.

Her pakkes...

Det er 20 år siden, vi var HER  første gang. I et lille telt sammen med 3 af børnene, og med en dagstemperatur på 13 grader. En ferie, som vi altid vil se tilbage på med stor glæde. Dengang blev der drukket the og spist utallige portioner varm suppe. Der blev læst masser af Anders And blade, samt bøger for både store og små. Der blev købt nye gummistøvler, og der blev investeret i et par nye spil. Det er en af de bedste ferier, vi har haft, og lige siden har pladsen været vores favorit.

Nu skal vi snart afsted igen, men på en mere pensionist-venlig måde. Jeg har pakket - selvom herren i huset helt bestemt mener, at det her er alt for mange bøger at tage med. Det mener jeg til gengæld ikke. I første omgang havde jeg lagt mange flere - man er vel optimist. Og så kan regnvejret da bare komme an, det gør ikke mig noget.