lørdag den 12. april 2014

Alting har sin tid


Det er med vemod, jeg skriver dette indlæg:

Min første blog begyndte jeg at skrive i maj måned 2007.
Der er nu gået 7 år, og det er blevet til utallige indlæg fra min hånd samt endnu flere hjertevarme kommentarer.
Men nu bliver jeg desværre nødt til at indse, at overskuddet til at blogge ikke længere er der. Energien og helbredet har svært ved at følge med. 

Og når en blog begynder at føles mere som en byrde end en fornøjelse, så er det tid til at lukke og slukke. Desuden er der stadigvæk rigtig mange ting i mit virkelige liv, som jeg gerne vil have tid og energi til, og det kniber det somme tider gevaldigt med.   

Derfor må MOSEKONEN lukke og slukke og sige tusind tak for denne gang.
Tak for alle Jeres dejlige kommentarer, som jeg altid har glædet mig over at modtage. Det har virkelig været 7 fantastiske og meget givende år, som jeg altid vil se tilbage på med stor glæde.
Om jeg vil begynde at blogge igen, når jeg har fået gravet dybere ned i den virkelige verden, det ved jeg ikke endnu. Det må fremtiden vise. Foreløbig tak for denne gang.
  
  
  

mandag den 24. marts 2014

Magisk morgenstund



 
Det var en smuk og tåget morgenstund. Somme tider kan naturen være fuldstændig magisk, og det føles som om, man er trådt direkte ind i et vidunderligt eventyr.
Et eventyr befolket af Alfer, Elver, Hekse og Trolde. Jeg så dem desværre ikke - men jeg er helt og aldeles overbevist om, at de er der et eller andet sted. For hvis man giver sig rigtig god tid, kan man høre dem hviske.



 

lørdag den 22. marts 2014

Lykken er ....


I september 2007 gav Lis Sørensen to forrygende koncerter i den smukke Dansesal på Kronborg.
Her sang hun nogle af de allermest populære sange fra hendes lange karriere, og i den forbindelse blev der skabt et forrygende opsamlingsalbum.

Jeg har en veninde, som jeg snakker (læs skriver) musik med.
Men også bøgerne, kagerne, brødet, haven, naturen og livets op- og nedture i alle sine mangfoldigheder.
For snart mange år siden lærte vi hinanden at kende igennem min første blog, og siden da har vores mange breve til hinanden været en kilde en evig glæde.
I dag kom pakkeposten med en uventet gave.
Det var ovenstående CD, som nævnte veninde har sendt til mig.
Det skylder jeg hende en meget stor tak for. Det var lige, hvad jeg havde brug for på en dag, hvor helbredet netop havde skrantet, og humøret derfor var helt nede.

Lykken er en helt uventet gave.
Og lykken er en god veninde, som man har lært at turde stole på og som altid er et sted i nærheden, selvom vi bor langt fra hinanden.

I dag har jeg siddet det meste af eftermiddagen og lyttet til Lis Sørensens  "Verden er i Farver", og således kunne en ellers grå dag gå hen og forvandle sig til en dag fuld af farver.


 
Der var i øvrigt ikke mange blomster at købe i Netto i går, som jeg havde regnet med.
Til gengæld havde de netop lagt et par eksemplarer af Jo Nesø´s  nyeste bog på hylderne, og den måtte jeg selvfølgelig have med hjem, før andre fik øje på den.
Den mand skriver da hurtigere, end man kan nå at læse. Men nu har jeg den heldigvis, og jeg glæder mig til at læse bogen. Der er bare lige lidt andet, som skal læses færdigt først. Og det gør bestemt ikke noget - for lykken er også at vide, at der er en god bog, som ligger og venter på at blive læst.













 

torsdag den 20. marts 2014

Jævndøgn

Så kan havefolket godt finde skovl og rive frem igen. 
Jeg er godt tilfreds med det halve bed, som jeg nåede i formiddags, for bagefter lavede jeg også varm mad til et par dage. Så nu behøver jeg ikke at spekulere på det i morgen.   
I morgen vil jeg nemlig ud og købe blomster. Masser af blomster i alle mulige farver og former. Bare for at fejre den lyse tids tilbagekomst.  

For i dag er det jævndøgn.
Fra nu af er dagene længere end natten. Den nordlige halvkugle, hvor vi befinder os, hilser sommerhalvåret velkomment. Og i løbet af de kommende 3 måneder, vil dagslængden øges med yderligere 5 timer. Hele 5 timer mere har vi nu at glæde os til.

mandag den 17. marts 2014

Timerne går ....


 

God mandag morgen til alle.
Rundt omkring på øen er får og lam kommet på græs. En lys stemning af forår ligger tæt hen over landskabet. Flere har allerede slået græsplæne for første gang i år - men det synes jeg er lige optimistisk nok. Det kan tids nok komme.
Der er ikke så mange ord i mig, for tiden rækker slet ikke til alt det, som jeg gerne vil, så jeg springer hurtigt videre til noget andet. 
 


  

fredag den 14. marts 2014

Smukke dage

 




Et vidunderligt vejr i dag. 
Sidste år ved samme tid, lå der store snedriver ude foran huset, og i år er jeg allerede begyndt lidt i haven.
Har ordnet et enkelt bed og ryddet mere op i drivhuset.
Nu lover de ændringer i vejret - men bare ikke her.

 
I dag drak jeg kaffe på terrassen, da benene trængte til en lille pause. Sugede fornemmelsen af forår og solskin helt ind i hjertekulen.    
   


Og i går var vi ved Havet. 
Det smukke Hav, der ustandselig forandrer sig, således at man aldrig bliver træt af at se på det. Jeg kunne sagtens sidde der i mange timer af gangen, det er den bedste balsam for sjælen.   
Billederne er taget ikke langt fra, hvor vi bor. Man kan sagtens gå, hvis man altså har gode ben. Sådan et par supergode gå-ben - som jeg ikke er den lykkelige ejer af. 
Men det er gamle damer jo sjældent. Til gengæld er der nogen, som er så heldige at have en mand, der altid gider at køre. Og det har jeg.


    

onsdag den 12. marts 2014

Smukke martsdage

Efter mine tidligere meget uheldige billeder så kommer her lige en stribe fra i går.


Det er koldt om morgenen. Græsset knaser under fødderne, men lyset falder fantastisk smukt ned over landskabet. Hvis det ikke var, fordi man er så kuldskær, som jeg er, så burde man virkelig drikke sin første kop kaffe udenfor. Måske i mit næste liv!!
 
Det blev først sidst på dagen at kom vi af sted på den køretur, som var aftalt. Men det gjorde ikke noget, for lyset og landskabet ventede.
 
I Marstal var der stille.
 Jeg tænker, at de små påskelam er tidligt på færde i år?
 
Vi kørte længe rundt, og jeg tog mange billeder. Alt for mange. 
 
Manden og Konen endte med at blive trætte og sultne, og derfor kørte de til sidst hjem. Med aftensolen lige i øjnene. Det var en lang dag med havearbejde og grundig sæbebehandling af det nye gulv.


Jeg gemmer resten af billederne til en anden gang.
 

Morgenstund


Jeg var på tur med kameraet i går - herom senere.
 
Lige nu vil jeg bare sige, at det er en dårlig idé at lade sit kamera blive ligge på bordet med den lange linse på. Min eneste undskyldning er, at vi kom sent tilbage og var meget sultne! Derfor blev kameraet bare liggende, hvor jeg lagde det!
Men da jeg så skulle skynde mig at fotografere ud igennem vinduet tidligt i morges, så var der ikke tid til at skifte linse. For rådyr venter ikke.  Desuden lå morgentågen endnu tæt hen over haven, og tågen venter heller ikke. Derfor  kan jeg kun beklager disse uskarpe billeder.
 
Men det var da forsøget værd, og i virkeligheden vist også sådan, at det hele så ud.








onsdag den 5. marts 2014

Gulv og firkanter





Jeg har lukket mig inde på kontoret. Helt alene - og der opholdt jeg mig også det meste af dagen i går.
Ikke fordi jeg har gjort noget, som jeg ikke måtte... men fordi der hamres og saves ude i køkkenet.
Så der ville jeg alligevel bare gå i vejen.
Og mændene derude de lyder virkelig som om, de hygger sig gevaldigt alene. Der er noget særligt imellem mænd, som laver noget sammen. Noget som indbefatter rockwool, en sav og en boremaskine. Samt en masse regnestykker for at beregne de rigtige længder på brædderne.

  
Men det ser ud som om, at de bliver færdige inden frokosttid i dag. Og jeg sidder og glæder mig.
Har fået ryddet op på mine hylder og fundet gamle projekter frem igen. Ting, der var lagt væk, og som jeg ellers havde opgivet. Bl.a. en masse oldemorfirkanter, som jeg aldrig fandt ud af at hækle sammen. 
Sådan er jeg endt - med fastmasker. Jeg er ikke tilfreds, men må nok accepterer, at det er det, jeg kan. Ved ikke, hvad jeg ellers havde forestillet mig, men nok noget mere elegant af en slags. 

onsdag den 19. februar 2014

Som dagene går

 
 Månen hænger som en lampe på Himlen. Månestrålerne giver lys nok til alle rum, så man ikke behøver at tænde lamper. 
Imens det begynder at blive lyst, drikker jeg kaffe og skriver mine morgensider. 3 håndskrevne sider fyldt med de tanker, som umiddelbart rammer forbindelsen imellem hjernen og ned til min hånd. I øjeblikket glider skrivningen let, og der er stof nok til mange romaner. Bare ikke meget, som egner sig til offentliggørelse, og man må så konkludere, at det ikke er romanerne, som skal gøre mig rig. Men så er der så meget andet.




Jeg har været lidt i haven, for det begynder at krible i fingrene. Starter stille og roligt op og holder mange pauser.
I dag bliver her gjort rent, og samtidig starter jeg på pakningen af et par kufferter.
 
For fredag tager vi til ældste sønne-familie på Sjælland, hvor vi bliver i en lille uge. Turen går først og fremmest ud på at gense det mindste barnebarn, men vi håber da, at kræfterne også rækker til at kigge forbi et par andre steder. Der er mange, som gerne vil se os, og vi når sjældent dem allesammen. Børnene er heldigvis søde til at forstå, at vi ikke kan tilgodese alle, hver gang vi er på fastlandet. Ak ja - det er ikke altid nemt at være barn ud af en stor børneflok. Man må dele.
Men måske er det i virkeligheden moderen, der har de største kvaler med at fatte, at hun ikke kan magte det hele på én gang, og allerhelst vil hun jo gerne se dem alle.
  
Når vi så er hjemme igen, regner jeg helt bestemt med foråret. Jeg regner med varme i luften og nye planter, der skal sættes i jorden.
Til den tid haster det også med at få sat nye glas i drivhuset i stedet for dem, der forsvandt i oktober-stormens klare luft.



Og nu vi er ved stormen.... så svinger gemalen stadigvæk saven og øksen lidt hver dag. Stille og roligt skrider projektet fremad. Den tykke stamme samt rodklumpen, bliver vi nok nødt til at have hjælp til - men flere har allerede meldt sig på banen som frivillige medhjælpere. Så det skal nok gå. Det hele virker i hvert fald ikke helt så uoverkommeligt, som det gjorde kort efter, at kæmpen var faldet.       

fredag den 14. februar 2014

Lærkesang



Måske har den allerede været her i et stykke tid, men det var først i dag, at jeg lagde mærke til den.

Dagen har budt på et flot solskinsvejr, og vi skulle i byen for at handle. Selvom bilen kørte, så kunne jeg straks genkende lyden.
Så vi standsede - og lige her hørte vi årets første lærkesang. Det hjalp unægtelig på humøret og satte en masse forårstanker i gang.   


torsdag den 13. februar 2014

"Du forsvinder" af Christian Jungersen


For mig personligt har det været en hård bog at læse.
Den er blevet læst i små bitte bidder, for selvom jeg langtfra kan sammenligne hovedpersonens hjerneskade med min egen, så er det alligevel umuligt at læse "Du forsvinder" uden at have sine egne hjerneskade-briller på.

Men det har sådan set ikke gjort noget, tværtimod. Det får mig netop til at sige, at handlingen er betydningsfuld og meget menneskeligt fortalt. Det er en bog, der burde komme på skoleskemaet i de ældste klasser.  
På trods af egne perioder med læse-træthed, så følte jeg hele vejen igennem, at bogen var interessant og fantastisk godt skrevet og fanget i stemningen. - Personligt blev jeg bare ufattelig udmattet af at skulle forholde mig til de steder i bogen, hvor jeg kunne genkende mig selv eller mine pårørende.    
Christian Jungersen giver os muligheden for at kigge med ind ad vinduet til en familie, der kæmper de kampe, en hvilken som helst hjerneskade giver. Og måske forstår man så, hvorfor så mange ramte familier fortæller igen og igen om de kampe, der må kæmpes med familie og venner. Mennesker, der ellers burde have været en støtte, de er som oftest et stort spørgsmålstegn og forstår ikke, hvad der er sket. Fordi de ikke kan se det.
  
Det er også en roman, der fortæller lidt om, hvordan hjernen virker, og hvad der sker, hvis en del af den går i stykker. Nogen vil måske sige, der er for meget fagbog over den, men jeg tror bare, at det giver de fleste lyst til at læse mere om emnet.
Under alle omstændigheder, så kan den bare læses som en rigtig god roman.
Uanset om man interesserer sig for problemstillingen eller ej, tror jeg, at de fleste vil blive fanget af de små bevægelser imellem mennesker. Det er en god historie, der får mine varmeste anbefalinger. 
 

       

tirsdag den 4. februar 2014

Det mærkes ....

 
 


 
Selvom morgenstunden stadig er gysende kold, så kan man tydeligt mærke, at noget har ændret sig.
Duften udenfor er anderledes, og fuglene er gået i gang med at øve sig på deres forårssang. I morges stod jeg længe og lyttede, og jeg mærkede en stor lettelse i hjertet.

Selvom det kan være koldt, mørkt, vådt og surt at komme igennem vinteren på landet, så er det alligevel altid det hele værd, så snart man når til denne tid på året. 
Fuglene mærker det, planterne mærker det, dyrene mærker det, og det samme gør menneskene.
Der har gået mennesker forbi mit hus i dag! Og nogen har ringet, om vi vil sætte varme på deres sommerhus, fordi de snart er på vej.
I det lille hus hos Manden og Konen er der blevet pudset vinduer, ligesom her er blevet savet mere brænde parat til næste års vinter.  
Jeg har længe haft ondt i skelettet - og i dag fik jeg så endelig taget mig sammen til at gribe vandrestængerne for at gå en lille tur. For det er vel det, der skal til. Det skal gøre ondt, før det kan blive godt.