Godt og mindre godt ....

Der er gode dage, og mindre gode dage. Manden og Konen havde billetter til biografen i fredags, men så blev jeg utilpas om eftermiddagen. Heldigvis bliver filmen vist til og med mandag, så jeg håber stadigvæk. Det er nemlig alt for længe siden, vi har været i biografen sidst på grund af digitaliseringen, og derfor havde vi glædet os meget begge to.
  
Til gengæld kørte vi en tur i går i det skønne efterårsvejr. Roen er faldet over Havnen, turisterne er definitivt væk for denne gang, og de lokale finder atter vej ned til vandet, hvor de har ro og fred til at møde deres egne tanker. 
Sådan en lille gåtur langs med havneområdet den gør altid underværker.
Nu er jeg frisk igen, Solen skinner, og om lidt smutter jeg ud i haven for at gøre mig nyttig. Sådan er livet allerbedst.   

Solopgang

 Solen var allerede kravlet et godt stykke op på Himlen, da jeg endelig stod op i morges. Der var varme og kaffe i køkkenet, men først måtte jeg lige en tur op på 1.salen for at tage et par billeder ud af vinduet. 
- Hvor heldig kan man være, tænkte jeg. 

Roserne blomstrer stadigvæk i haven, men efterårets farver og lys tager snart helt over.  

Langsom læsning

I formiddags var husbond i Genbrugsen, hvor han var blevet sat stævne for at gøre sig nyttig. Han havde 2 ting med hjem.
Den lille lampe, som jeg selv så i vinduet forleden dag. Passer til den hvide kommode samt det patchworkbillede, jeg syede engang. Kobberkedlen var en overraskelse, sådan en har jeg været på udkig efter længe.

Imens han var væk, vaskede jeg køkkengardinerne og læste derefter trofast videre på bogen om Det syvende Barn.
Men - jeg må indrømme, at jeg er tæt på at give op nu. Jeg er endelig nået til langt over halvdelen af den tykke bog, men den har ikke fanget mig endnu.
Bogen er langsomt fremadskridende og utrolig søvndyssende. Utallige er de timer, hvor jeg er begyndt på at læse, bare for derefter at falde i søvn med hængende hoved og bogen i skødet. Og sådan plejer det ikke at være. Normalt nyder jeg at læse, og falder først i søvn når jeg har lagt bogen fra mig igen. Men den her - den siger mig stadigvæk absolut intet.   

Pindsvin

Vi har ofte haft pindsvin i haven, men aldrig før i stalden.

Da jeg skulle ud i stalden i går aftes, var jeg nær faldet over et pindsvin. Der skulle hældes tørfolder op i skålen til staldkattene og lige med ét forstod jeg, hvorfra alle de mystiske klatter var kommet fra, som i de sidste par dage har ligget omkring kattenes madskål. Vi havde fået en ny beboer!
I morges sad den der igen og guffede lige så fornøjet løs af kattenes mad, alt imens missekattene stod pænt og ventede på, at det blev deres tur.

Men nu har vi altså båret den ubudne gæst udenfor, således at den kan nå at finde sig et andet sted for vinteren. Hullet i stalddøren er blevet lukket, og kattene må komme ind igennem gangen.
Det kan godt være, nogen vil synes, at scenariet er sødt, men jeg ved altså godt, at jeg i løbet af vinteren vil blive temmelig irriteret over at skulle gå og feje klatter op fra en beboer, som intet har at gøre i vores staldgemakker. Der vil den hverken være til gavn eller glæde, og den kan sagtens finde sig et andet sted, hvor den kan gå i hi, som et fornuftigt pindsvin skal.  

Lykken er ....

Så fik jeg endelig ser det mindste barnebarn, og her er hun. Den skønneste lille prinsesse, som man ikke kan ønske sig bedre. Hun og jeg fik os en fortrolig lille snak om livets tilskikkelser, og hun smilede sødt og sagde, at hun tilgav mig for, at jeg først kunne komme nu.

Den første dag på fastlandet var husbond til "gammel" klassefest – selvom han siger, at jeg ikke må kalde det for en fest. For de er jo trods alt ældre mennesker, som han siger. Men jeg mener altså, at når noget er festligt, så er det da en fest. Imens var jeg hos datteren, hvor jeg nød at være sammen med hende og hendes 2 børn. Vi så ”Husk lige Tandbørsten” i fjernsynet, spiste det obligatoriske fredagsslik og talte om dengang programmet blev vist første gang i tv.

Dagen efter kørte vi så endelig af sted for at se til det lille vidunder, og dejlig var hun. Den unge familie forkælede os på alle leder og kanter med lækker mad og hyggelig snak. Alligevel holdt vi fast på at tage tilbage til øen samme aften, for da var vi alle sammen trætte. 

....  

På hjemturen var en del mennesker med den sidste færge. Som altid på den tid af aftenen, falder der først ro i salonen efter at alle har fundet kørelejlighed fra færgelejet og hjem til egen bopæl. Der kører ingen busser så sent på natten, og derfor må de bil-løse bare håbe på at møde nogen om bord på færgen, som er kørende og gider tage én med hjemad. Men heller ikke i lørdags gik der længe, før aftenens kørsels-puslespil var blevet lagt.

Først derefter falder roen over den lille flok rejsende, og strikketøjet, krydsordene, bøgerne og termokanderne bliver trukket op af taskerne. Selvom de fleste er trætte efter en lang dag, så småsnakker man også hellere end gerne, uanset om man kender hinanden eller ej. Vi har jo trods alt alle sammen noget til fælles.

Det er altid ekstra hyggeligt at sejle med den sidste færgeafgang hjem. Der hviler en stille og hyggelig aftenstemning overalt, når folk falder hen med hver sit. Velvidende at vi alle sammen er på vej hjem, og nok skal komme hele hjem igen. På sædet ved siden af mig sad en dame, som trak et stort stikketøj op af tasken. Hun nåede lige at strikke 4 pinde, før hun faldt i søvn med strikketøjet i skødet. Jeg læste i min bog, blundende lidt, og læste lidt igen. Husbond – han mødte som altid en person, han kender, og absolut måtte tale med.

Siden hjemkomsten har jeg ligget i dvale - men nu er hverdagen blevet pakket ud igen. Formiddagens solrige vejr lokkede med en tur til vandet. Der sad vi så på et af ynglingsstederne med kaffen og ostemaden, og vi blev enige om, at vi er taknemmelige for at bo, hvor vi bor – men sandelig også over, at vi kan prise os lykkelige over at vide, at alle børnene er glade og trives i allerbedste velgående.         

Rap-ænder

Ænderne vokser og vokser.

Når man ikke har været ude før, kan det i første omgang godt virke lidt skræmmende med alt det grønne græs. Så i begyndelsen vovede de sig ikke langt væk fra andehuset.

 Men der gik ikke lang tid, før det ændrede sig.  

Nu er de ude i en stor indhegning hele dagen - går selv ind om aftenen, når mørket falder på. Vi skal bare ud og give mad og lukke døren indtil næste morgen.
Og nu siger de ikke længere pip - men rigtigt RAP!

Mosekonens sensommersnak

Sensommerluften er mild, og dagens Himmel har været sprød og klar. En del af de visne stauder er blevet klippet nænsomt tilbage - men heldigvis lever mange i bedste velgående endnu. Der er sensommerstemning over haven.

Vi planlægger en tur til det sjællandske land for endelig at se den lille nye prinsesse, som blev vores barnebarn for snart 1 måned siden.

Troede vi havde overnatningen på plads, men så nemt skulle det alligevel ikke gå. De unge familier har travlt nu om dage. Tja ... det havde vi andre da også i sin tid, men noget var alligevel anderledes.

Nu ender vores sensommer-tur med at blive til bare en enkelt overnatning i weekenden hos datteren. Ingen kommer til at bemærke, vi har været væk.

De unge nybagte forældre har ellers tilbudt sig, men denne gang siger vi pænt nej tak. De er trætte, sover ikke meget om natten, og sønnen har krævende arbejdsdage hjemme.  

Af og til mangler vi en helt personlig base på fastlandet. Et lille sted hvor man også kan finde den alene-tid, som er så tvingende nødvendig for en Kone som mig. Måske magtede jeg så at tage rejsen derover lidt oftere, end vi gør.

Men sådan er det altså. Og lige nu er jeg ærlig talt ikke helt klar over, om jeg glæder mig til rejsen, eller til at komme hjem igen. Nok begge dele. 

Men her og nu trænger jeg vist mest til mad - så jeg vil smutte igen. 

En fototur

Jeg går som en gammel pukkelrygget heks, mangler blot tørklædet om hovedet og kosten i hånden.
Jeg er heller ikke spundet ind i spindelvæv, for det lykkedes da at komme igennem en støvsugning af stuerne med en lille smule hjælp fra manden.
Kort sagt, så har jeg ondt i ryggen og i benene.

Jeg er heller ikke mere heks, end at han gerne ville have mig med ud på en fototur senere - og vi havde selvfølgelig kaffen med, som vi plejer.

En almindelig efterårsdag

Den forsvundne sommer kan jeg ikke lave om på, men jeg da kan nyde efteråret og de ting, som venter forude.
I dag har været en flot og stille efterårsdag. Der kommer nye farver på naturen, og her ånder fred og ro. Vasketøjet har hængt ude, og dørene kan stadigvæk stå åbne hele dagen igennem. I disse dage maler vi vinduerne indvendigt, og benytter os af det gode vejr.
Agurkplanterne i drivhuset er blevet fjernet for at give mere lys til tomaterne. (det er vand-pletter på billedet) Tomater er her til gengæld i overflod endnu.

Krukkerne foran huset er blevet skiftet ud med noget mere efterårsagtigt end de døende Spanske Margueritter.

Og så fik jeg bagt i dag. Når årstiderne skifter, er der altid ting, som bliver gjort anderledes. F.eks. at bage - noget jeg ikke er så god til at få gjort om sommeren. Nu glæder jeg mig til gengæld til at komme i gang med bageriet igen.

Bare lidt på en skøn og almindelig efterårsdag. 

"Glasslottet" af Jeanette Walls

Faktisk er jeg i fuld gang med at læse bogen om Det syvende Barn. Men så kom jeg til at tage "Glasslottet" ned fra reolen, og læse starten i bogen:

"Der er gået ild i mig. Dette er min første erindring. Jeg var tre år gammel, og vi boede i en trailerpark syd for en eller anden obskur by." ....

 Så blev jeg bare nødt til at læse videre i bogen!
....

Jeannette Walls fortæller om sin barndom og opvækst med en stærkt alkoholisk far samt en mor, som var kunstner. Eller i hvert fald gjorde sit bedste for at bevise, hun var det. I mange år har Jeannette Walls løjet om sin barndom, fordi hun har været bange for at fortælle sandheden, og først som 40-årig finder hun mod til at hive barndommens spøgelser frem. Det resulterede så i bogen om ”Glasslottet”.

Bogen gør ikke noget forsøg på at forsvare forældrenes opførsel, hun går linen ud og fortæller om et par totalt uansvarlige forældre og deres fire misrøgtede børn. Familien flytter bestandigt fra sted til sted på flugt fra ubetalte regninger og krav fra myndighederne. Ofte bor de i saneringsmodne campingvogne og andre gange i slumlignende lejligheder eller huse, hvis de da ikke sover under åben himmel. Forældrene er arbejdssky, og de lukker helt øjnene for børnenes basale behov. Faderen har mange drømme, som det aldrig lykkes at komme videre med og trøsten er hver eneste gang flasken. Han svigter totalt igen og igen. 

Forfatterens hukommelse løber over af erindringer om gabende tomme køleskabe, rotter i sengen, manglende strøm og vand, vinterkulde, støvler og bukser fyldt med huller. Der er ingen tvivl om, at i Danmark ville ægteparret blive betegnet som uværdige til at være forældre. De er slet ikke modne til at påtage sig et fast arbejde med de forpligtelser, det giver. Den alkoholiske  far formår sjældent at holde sig ædru i lang tid af gangen, ligesom moderen også er fraværende og svigter sine børn, der sulter og mistrives.  Men under det hele er der alligevel ingen tvivl om de hjertevarme bånd, som der er i familien. Det viser sig flere gange undervejs og ikke mindst til sidst. Jeg er slet ikke i tvivl om, at forældrene virkelig gør alt, hvad de kan. De kan blot ikke mere. 

Fortællingen er meget gribende, og den holdt mig totalt fanget i nuet. Jeg brugte en dag på at læse den, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Undervejs i læsningen blev jeg  trist, vred, bitter og harmfuld.  Men – da jeg endelig lagde bogen fra mig, da var jeg alligevel opstemt. Man bliver godt underholdt - og hvis man er heldig også en hel del klogere på mennesker. Stor respekt til Jeannette Walls for at turde indvie os andre i sit liv, og en bog som jeg på det varmeste kan anbefale andre at læse.