Solnedgang

Det var ellers meningen, at vi skulle have været i biografen i går aftes for at se filmen om Simon Spies og Glistrup. Men da vi havde spist, var vi alt for trætte. Vi følte os som to 90-årige, der havde vandret i bjergene hele dagen.
 
Så i stedet for gav vi os til at jagte den friske luft og solnedgangen, fordi der stod en smuk september-aften lige udenfor det åbne vindue.
Og vi nåede lige præcis at se Solen forsvinde.

Havet lå som et spejl under Himlen, og Solen gik ned i sine orange farver. Ikke en vind rørte sig, træerne på det sidste billede er blot skæve, fordi det normalt stormer meget i den ende af øen. 
Der var en stilhed i luften fuld af nærvær, således at man kunne trække vejret dybt og kører hjem til sit tv og sin kaffekop.   

 

Sommerstemning

 

 

I lørdags sluttede vi dagen af med en lille gåtur på Havnen. Solen skinnede endnu og ikke en vind rørte sig.
 
Først var vi som planlagt omkring stranden. Men stemningen fra sommerlivet på byens havneområde lokkede. Først kom færgen ind med et nyt hold turister, der gik op i byen for at finde husly. Men ved lystbådehavnen er der i disse dage fuldstændig spækket med sejlere. Ferieglade mennesker, som nyder den lune aftensol, det siges, at her aldrig har været så mange turister som i år. 
Men at slentre langsomt og afslappet rundt og se på de mange sejlere er en dejlig måde at fordøje sin egen dag på. Bruge øjnene og studere de mange skønne både samt drømme sig selv ud på Havet.

 

Den 4. maj

Skikken med at sætte lys i vinduerne den 4. maj ses desværre ikke så ofte mere. I min barndoms land var det et fantastisk syn, når vi gik tur om aftenen den 4.maj for at se på lysene i de mange vinduer fra de store etageejendomme. Det var en aften, man så hen til, og var der en beboer, som ikke havde sat lys, så blev det omtalt.
Jeg har ikke selv oplevet krigen, men mine forældre havde. Og jeg mener, at det er vigtigt at holde traditionen med lys i hævd som et symbol på frihed og fred. Et bånd til fortiden, samt en påmindelse om, at frihed aldrig er en selvfølge. Derfor havde vi sat lys i alle vores 14 små vinduer. Ikke for andres skyld, men for vores egen, for fortiden og for fremtiden.

Desværre bor her ikke længere så mange fastboende her på vores lille udkants-vej. Så på den gåtur i aftes ud i nattemørket, kunne vi kun konstatere, at vi var de eneste.
Til gengæld tryllebandt lyset fra Himlen mit øje, så turen var bestemt ikke helt forgæves.

Lys i vinduerne

Vi har haft levende lys i vinduerne for at mindes Danmarks befrielse for 67 år siden. Det er tid til stille eftertænksomhed.
Under krigen havde man hængt mørklægningsgardiner op for at beboelseskvartererne ikke skulle være lysende mål for eventuelle bombefly. Da befrielsen kom, blev gardinerne straks hevet ned og erstattet af stearinlys i vinduerne som symbol for friheden.
Og da jeg er vokset op med en far og en mor, som har fortalt mig meget om krigens tid - så glemmer jeg det aldrig.
Håber du har husket at sætte lys i vinduerne.   

Vind og vejr

Husbond er kørt ned til Havnen, for at se om det kan lykkes for færgen at lægge til. Den havde store problemer tidligere. Det blæser nemlig meget mere nu, end det gjorde i formiddags, da jeg tog dette billede på vej til julemarkedet. Traditionen tro har vi besøgt det lokale julemarked i formiddags. Også traditionen tro, så vi købte de gode klejner ved bager-boden, og den hjemmelavet julemedister ved slagter-boden. Ellers gik der såmænd et par meget hyggelige timer med lokal snak om vind og vejr.

Ellers er det lidt småt med julehumøret i år. Men det skal nok komme, når alle nisserne har fundet deres pladser. Nu er jeg i hvert fald begyndt at sætte frem, og så vil resten af nisserne blive sat frem i morgen.
Foreløbig vil jeg hygge mig med min bog og lyden af stormen, som raser udenfor. Der er en besættende stemning ved sådan en stormende og mørk aften, hvor blæsten får husets gamle brædder til at knirke og give uhyggelige lyde fra sig. Og for at forstærke den stemning, så har jeg valgt en uhyggelig og hæsblæsende bog af Karin Slaughter. Normalt ville hun nok være lidt for rå efter min smag - men ikke i aften.       

Når det er mørkt

I går ved aftentide kørte vi ned til Havet. Vandet er jo stort set det samme om dagen som om natten. Et stort dejligt stykke af bølger - og så stilhed. Men vores egen oplevelse af Verden forandres, når det er mørkt.

Alle burde prøve at være på landet sådan en sen aften. Gå ud ad mørke uoplyste veje, mens Vinden suser i træerne og der kun er et ganske svagt måneskær til at vise vej.

Vi parkerede så tæt på Havet, som vi overhovedet kunne, for at jeg fik mulighed for at tage et billede med hjælp fra lyset på bilens forlygter.

En smuk nat, hvor ens bekymringer bliver mindre synlige.  

Vi mødte slet ingen genfærd eller mistænkelige personer, og bagefter var det dobbeltskønt at komme hjem til den varme kaffe og trygheden indendøre. 

  

Nattemørket

Dagen er snart forsvundet helt ude i horisonten. Jeg fandt et par latyrus tidligt i morges, som stod op ad husmuren, og de måtte straks ind i vasen for at forskønne dagens gråvejr. Vi har da fået lavet en del i dag, men alting er ligesom foregået i halvmørke.  

Jeg sidder nu ved spisebordet og ser ud i mørket. Gardinerne er ikke trukket helt for endnu, der er ingen fare for, at her kommer nogen forbi og ser ind til mig. Her er mennesketomt, stille, og mørkt som i en kulkælder. Jeg har altid været så stolt af vores buldermørke, og min mening har været den, at det er skønt at bo helt uden lysforurening. Her ses kun Måneskin og Stjerner om natten. Hvis man skal ud, så må man enten tage en lommelygte med, eller kende vejen mere end godt.

Og det har virkelig også været skønt. Men jeg må da indrømme, at efterhånden som jeg er blevet ældre, længes jeg efter en lille smule lys derude i nattemørket. Måske bliver man mere mørkeræd med årene. Det er muligt, men foreløbig vælger jeg at elske mit buldermørke lidt endnu.