"Mig før Dig" af Jojo Moyes

Det er lidt svært at beskrive denne her bog, for den har så mange aspekter i sig.
I første omgang tror man sikkert, det er en banal kærlighedshistorie, men man opdager snart, at der tager man altså fejl.
Bogen handler først og fremmest om en handicappets hjerteskærende situation, og de pårørendes kamp for at få livet til at fortsætte. 
Den tager også fat på et så alvorligt emne som aktiv dødshjælp. Har alvorligt syge mennesker retten til selv at bestemme?
Og har den syges omgangskreds retten til at tro på, at de alene ved, hvad der er godt eller skidt for den syge?

Will er handicappet fra brystet og ned. Louisa tager modvilligt imod et tilbud om et arbejde som handicapmedhjælper, fordi der ikke er andet arbejde at få. Og de to kommer til at forandre hinandens liv for altid. Om det så er Louise, der kommer til at forandre Will - eller det er Will, som kommer til at forandre Louisa, det vil jeg lade kommende læsere bedømme selv.
Stemningen i romanen er skiftevis melankolsk, komisk og tragisk. Selvom det på mange måder er en trist bog, så er den også livsbekræftende og rørende. Den gav i hvert fald mig mange ting at tænke over. Derfor har jeg måttet læse den langsomt, selvom det er en let læst bog.

Af en eller anden grund så kommer den også til at handle om klasser. Louisa kommer fra en familie med fødderne solidt plantet i en våd cement, således at de er sikre på, at de ikke kan flytte sig. Hvorimod Will med sin overklassebaggrund gang på gang belyser, hvilke muligheder der findes, selvom man ikke har en formue i ryggen. For ham er alting stadigvæk nemt, når bare man er rask og rørig.
Der sker så mange ting, og plottet handler ikke kun om romantik og forelskelse, men også om, hvordan Louisa og Will finder ud af håndtere hinanden. Og om de hver især kan hjælpe modparten med at finde livsglæden igen. 

Selvom den er nem at læse, så har jeg læst min hjerne træt på den bog. Tørret en enkelt tåre væk og prøvet at få pulsen i ro.
For som jeg har læst den, handler den om en stærkt handicappet mand, der er livstræt.
Træt af at omgivelserne blander sig, og tror de ved bedst. Træt af at de på trods af en håbløs situation, hele tiden prøver at få gang i en hyggelig samtale. Træt af at de handler hen over hovedet på ham uden at spørge, hvad han rent faktisk har lyst til. 
Og ikke mindst træt af vores evindelige forsøg på at gøre tingene bedre, end de rent faktisk er.     

 
 

Solnedgang fredag aften

Solnedgang fra hoveddøren fredag aften. Himmelfarver.
Naturen er en dygtig kunstner,  for selvom man ofte ser på det samme billede, så er det alligevel aldrig ens.

Åbent Bibliotek

Jeg sidder og kigger ud over haven. Regnen skyller ind på ruden, og alting udenfor er vådt. Er lidt bekymret for de mange krukker med blomster, som jeg lige har plantet til. Vi har tændt op i brændeovnen for at gøre eftermiddagen hyggelig.

I formiddags var der trængsel mellem reolerne på biblioteket i anledning af, at man nu kan kalde sig for "åbent bibliotek". Det blev fejret ved en reception med taler samt lidt godt til ganen, og fra nu af vil sygesikringsbeviset åbne døren fra 7 morgen til 22 aften. Og her vil nogen nok tænke, at det da ikke er noget særligt, for jeg fik fortalt af en ansat, at vi er et af de sidste biblioteker i landet, som endelig er nået så langt. 
I dag var vi til gengæld rigtig mange, som havde trodset den silende regn. Og der var store smil på trods af vådt tøj og våde paraplyer. Vi glæder os rigtig meget til at tage rummet i brug.
Jeg valgte ikke at tage mit kamera med, fordi jeg forventede, at pladsen ville blive trang, og det viste sig at være en klog beslutning. Derfor kun et billede af de bøger, som lå og ventede på mig. 
Selv er jeg himmelhenrykt over de nye åbningstider, som vil gøre det muligt for mig nu at besøge biblioteket, når husbond alligevel skal køre ind til byen i et af sine ærinder i de foreninger, som han er en del af. Jeg glæder mig, men lige nu vil jeg smutte ind ved siden af brændeovnen og læse i en af de bøger, som blev hentet frem igennem menneskemængden i dag.   

Ud under åben Himmel

På denne her årstid findes der mange flotte billeder af rapsmarkerne rundt omkring i landet. Så her kommer mine bidrag, der er taget fra det ene vindue oppe på 1.-salen. Billederne er taget hen over dagen, derfor er lyset forskelligt.
Hvert eneste år lader jeg mig betage af synet, og det er næsten så man får ondt i øjnene af den klare gule farve.

I går og i dag har jeg taget livtag med et af bedene. Man siger, at man skal vælge sine kampe med omhu. Det mener jeg også selv, at jeg gør, selvom Manden i huset ofte mener det modsatte.  Men så bliver der bare ikke lavet mere den dag. Og bagefter kan man jo så sidde udenfor og være tilfreds med, hvad man har udrettet. Jeg elsker at være ude, jeg holder af ro og åben Himmel. Og mener stadigvæk at arbejdet i haven er det hele værd. 
Til sidst kommer her lige lidt billedspam fra dagens tur rundt i haven. Så nu er I advaret.

 

Ud i det blå

 

 

I dag er det mandens fødselsdag, så vi kørte en tur. Ud i det blå lige efter frokosten. Ud og få Vind i håret og Sol på kinderne. Den Sol man oplever, når man er ved Havet, for vi endte, som så mange gange før, nede ved Havnen. Der er kommet mange små både og mange turister, så vi måtte ligefrem stå i kø for at få os en is.  Noget vi ellers sjældent gør. 
Sol får den kære mand også lige nu. For i fødselsdagsgave har han vundet retten til at kravle rundt og grave mælkebøtter op af græsplænen. Men han lader da til at være ganske godt tilfreds med det, og nyder selvfølgelig resultatet bagefter.



  

- Det sker....

 

Det er svært at få terrassen fuldstændig færdig, når man er handicappet i sin ryg samt på synet. Men Manden skal som nok komme efter det, når blot det hele  får lov til at tage den tid, der skal til. Og terrassen er jo næsten færdig. Han mangler blot at få lavet et par trin ned til haven, samt at fylde græs på en tom plet foran og så lidt afretning her og der.  Nå ja...og så lige et gelænder omkring den højre side af terrassen, der ikke ses på billederne her. Men det er svært at kunne se de små søm, når brædderne skal sættes fast...så jeg holder, og han slår! Ligesom det er svært at bevæge sig frit, når ryggen er låst.  

Og hans øjne bliver åbenbart ikke bedre.
 - Det sker, siger man stadig.
 - Det sker, at man aldrig nogensinde finder en forklaring, og derefter kan det så gå begge veje. 
Derfor kommer vi heller ikke på ferie i år. Og måske vil campingvognen aldrig mere komme ud at køre med Manden og Konen. For husbond føler sig ikke kompetent til at køre på fastlandet, og er i øvrigt også blevet frarådet det. Og da slet ikke med en campingvogn bagpå.
Derfor har vi nu placeret vognen tæt op af terrassen. På den måde kan den i det mindste bruges som en slags udhus/læsehus/kaffehus/skrivehus.
Ikke optimalt, men bedre end ingenting.
Set fra den lyse side, er hans øjne siden sidste sommer blevet så meget bedre, at han tør køre rundt omkring på øen.
Derfor er vi ikke fuldstændig låst fast hjemme, som vi var sidste år. Vi kan handle, og vi kan bevæge os rundt omkring. Til Havet, til Havnen, til Is-huset, til byen, til biografen.

Selvom jeg indimellem bliver ramt af mismod, er her bestemt også lyspunkter. F.eks. har jeg fået plantet drivhuset til, og der er allerede en enkelt lille blomst på den ene tomatplante.  
At bloggen så bliver forsømt i denne tid, det indrømmer jeg gerne. Men sådan må det lige være for en tid, når det nu ikke kan være anderledes.
Og så lige et par billeder fra et par af havens mange skønne blomster:

   
   

Begrænsningens kunst

Her og der og alle vegne skyder tulipanerne op.
Når vi en dag må nedlægge alle vores blomsterbede, så vil jeg have små grupper med tulipaner rundt omkring i min græsplæne. Det har jeg efterhånden set gjort mange steder, og det ser rigtig fint ud. Og så kan en eller anden bare komme og slå græsset omkring dem.
Men foreløbig har vi bede - og vi har nok. Her er Liljekonvaller og Kejserkroner og en hel masse mere, som jeg ikke orker at tage billeder af lige nu.
For alle mine kræfter bliver brugt på haven. Og selvom der er mange fordele ved at have et stort fysisk aktivitetsniveau, så kan jeg af og til godt mene, at det måske også kan overdrives lidt. 

Men i dag har vi alligevel været hos plantemanden. Fik købt tomater og agurker til drivhuset samt en enkelt peberplante. Det bliver forhåbentlig sat ned i morgen.
Jeg fandt også flere blomster til krukkerne samt et par Hostaer til et bed, der mangler bunddække. Og så kom jeg altså til at købe lidt persille til at plante ud. Ved godt, at vi ikke har køkkenhave længere....men lidt persille bliver man da nødt til at have.
Åh, hvor er det altså svært at begrænse sig. Det er først, når man falder ømskindet og udmattet om i sofaen om aftenen, at man kommer i tanke om, hvorfor man er ved at omlægge haven til noget nemmere.      

Gøgen er kommet

- Så er det sommer - for i morges hørte jeg Gøgen for første gang i år. Og det lød endda, som om den var ret tæt på.  

De første tulipaner er sprunget ud, og jeg har fået sået Marmelukærmer og Tallerkensmækkere. Nu mangler jeg bare at få de 4 breve med Morgenfruer i jorden, som venter på at manden skal grave et lille bed fri til dem. Førhen havde jeg dem i køkkenhaven, og de er kun beregnet til at klippe af og sætte i vaser.
Billedet af tulipanerne er fra i går aftes, hvor vejret viste sig fra en af sine smukke sider. Men da jeg om eftermiddagen havde gumpet mig fremad på jorden i et stykke tid, i krig mod ukrudtet, så mærkes det alligevel, at jorden stadigvæk er kold.
Men Gøgen er kommet, og så er det altså sommer.

Den 4. maj

Skikken med at sætte lys i vinduerne den 4. maj ses desværre ikke så ofte mere. I min barndoms land var det et fantastisk syn, når vi gik tur om aftenen den 4.maj for at se på lysene i de mange vinduer fra de store etageejendomme. Det var en aften, man så hen til, og var der en beboer, som ikke havde sat lys, så blev det omtalt.
Jeg har ikke selv oplevet krigen, men mine forældre havde. Og jeg mener, at det er vigtigt at holde traditionen med lys i hævd som et symbol på frihed og fred. Et bånd til fortiden, samt en påmindelse om, at frihed aldrig er en selvfølge. Derfor havde vi sat lys i alle vores 14 små vinduer. Ikke for andres skyld, men for vores egen, for fortiden og for fremtiden.

Desværre bor her ikke længere så mange fastboende her på vores lille udkants-vej. Så på den gåtur i aftes ud i nattemørket, kunne vi kun konstatere, at vi var de eneste.
Til gengæld tryllebandt lyset fra Himlen mit øje, så turen var bestemt ikke helt forgæves.

"Kirstens Dagbog" - Et liv med Alzheimers Demens

 

Udover at jeg har slappet af og har fået plantet lidt persille, så har jeg også siddet i drivhuset og læst en bog. 

"Kirstens Dagbog", der udkom i 2002, og som jeg faldt over ved en tilfældighed for et stykke tid siden, da jeg gravede dybt ned i bøgerne i en genbrugsbutik.  Det er en bog, som man nok skal være lidt forsigtig med at beskrive, men jeg kan alligevel ikke lade være med at nævne den.



 

Forfatteren Kirsten Ewaldsen fik aldrig at vide, at hun led af Alzheimers sygdom, for det nåede hun ikke at kunne forstå. Hun blev bare mere og mere klar over, at der var noget galt med hende i løbet af de 10 år, hvor hun kæmpede med den sygdom, der langsomt nedbrød hendes hjerne.
Og hele denne ensomme kamp kan vi i dag læse om i Kirstens dagbog, som hendes barnebarn har redigeret og sat sammen til en bog udgivet efter Kirstens død.
Det skrevne ord var Kirstens særlige talent, og evnen til at skrive, den bevarede hun derfor til langt hen i sygdomsforløbet. Faktisk til længe efter, at hun måtte give op overfor så basale ting som at rydde op og vaske tøj.
Kirsten forstod ikke, hvad der skete med hende, og i dagbogen spørger hun sig selv igen og igen om, hvad der dog kunne være galt med hende. Troede hele tiden at hun bare skulle tage sig sammen, og kom derfor til at føle sig mere og mere nytteløs og uværdig. 

11.marts 88 skriver hun f.eks.:
"Jeg er forvirret og træt. Stoler ikke på mig selv - bliver så nemt forvirret, hjernen fungerer dårligt, simple ting roder sammen for mig - jeg føler mig så mangelfuld, hvad er jeg overhovedet værd...."

Et andet sted skriver Kirsten i sin dagbog:
"Her roder. Hver gang, jeg vil prøve at rydde op, kan jeg ikke finde ud af det. Der er for mange ting, jeg ikke kan hitte ud af. Jeg kan simpelthen ikke gennemføre en beslutning og udføre den systematisk, hvilket jeg har været dygtig til før."

Det er en rigtig god bog, som jeg varmt kan anbefale.
Som læser kommer man helt ind under huden på Kirsten, der gennem sine dagbogsnotater fortæller, hvordan hendes liv og hverdag former sig, når man lider af en demenssygdom. Man får virkelig øjnene op for, hvor frustrerende det må være. I dag kan man så undre sig over, at der gik så lang tid, før sygdommen blev konstateret, men den var nok ikke så meget i fokus dengang som nu.
I maj måned 1993 skriver Kirsten så i sin dagbog for sidste gang. Hun døde desværre i 1995.
For mig selv personligt har bogen været en unik indsigt i en sygdom, som jeg aldrig har været i berøring med, og derfor heller ikke ved nok om. Tankevækkende læsning, der er god at have med i bagagen. Bogen er sørgelig - men den er bestemt ikke en grædekone-historie.

Vingeskudt

I morges gik jeg igen på havevandring.
Krukkerne i drivhuset står og venter på at komme udenfor, vi skal bare lige først være sikker på, at vi er færdige med at få minusgrader om natten.

 Rabarberne, de kan snart bruges...

og Løvstikken er så godt som klar.

Og så er her bare lidt af alt det andet, som gør de daglige små havevandringer til så stor en del af ens livskvalitet.
Jeg kan da stadigvæk glæde mig over haven, selvom vi har skåret kraftigt ned på bedene og har nedlagt den selvforsynende køkkenhave.  

Ellers er jeg vingeskudt i dag.
Var i lørdags med husbond til et lokalt marked, hvor han havde lovet at bemande en tombolavogn. Jeg var med i 2 timer, og siden da har jeg været i besiddelse af et par ben, som ikke kan gå, samt en tung og udmattende træthed. Går rundt med følelsen af at have briller på med en helt forkert styrke. Det har jeg jo prøvet mange gange før, fordi det er en del af min sygdom, og jeg kunne bare have ladet være med at tage med, hvis jeg ikke gider døje med følgerne bagefter. Det gad jeg denne gang, for jeg fik til gengæld en dejlig lørdag, som er det hele værd.
I dag er husbond også draget af sted til sin tombolavogn, fordi der er fest og farver i byen på grund af 1.maj.
Men i dag bliver jeg hjemme og nyder min have, mine bøger og mit strikketøj.