Først i dag har vi haft tid til at køre lidt rundt for at se stormen i øjnene.
Først og fremmest gjaldt det jo om at få sikret vores drivhus og få sat et par tagsten på plads. På længere sigt vil taget over staldbygningen ikke være tæt, men det kan ikke gøres bedre nu.
Campingvognen har også hoppet lidt, så den får lige et par stormpløkker i morgen, hvis der skulle komme mere stormvejr.
Hvis man ser godt efter på billedet, så kan man se en lille mand, som tager en alvorlig snak med et meget stort træ. (tryk evt. på billedet)
Og hvordan kommer man så lige igennem sådan et træ???
- Som man spiser en elefant, siger Konen og prøver at muntre ham lidt op.
- Én bid af gangen.
Men der er vist bidder nok til mange år frem i tiden.
Vores køretur blev et sørgeligt syn.
Den vestlige side af øen er hårdt ramt. Jeg havde taget kameraet med for at tage billeder, men man kan simpelthen ikke tillade sig at udstille andre folks ulykker offentligt.
Her er tage, som er blæst helt væk. Og jeg mener helt væk.
Husgavle, der er styrtet sammen, og flere steder er det endda gået ud over stuehuset. Utallige træer og utallige havehegn. Campingvogne, hvoraf en enkelt er blevet slået til pindebrænde og ligger til ukendelighed sammen med skabe og skuffer.
Lade-bygninger der er styrtet sammen, vinduer der er blæst ud, og beboelsesejendomme som har lidt stor skade.
Mange drivhuse er simpelthen forsvundet helt ud i den blå luft.
Efter køreturen kunne jeg lade være med at blive ked af det, og vi skal bestemt ikke klage her.
For træet ligger fint, hvor det ligger. Det ligger på den jord, hvor vi engang havde køkkenhave. Og for allerførste gang er jeg glad for, at vi ikke har magtet den længere. Det havde da været ærgerligt, hvis alle porrerne havde stået nede under træet!
Der kommer kun billeder nu. Ordene kommer senere.
For vi har travlt med at se til sommerhusene og give de respektive ejere besked. Og vi kan forsikre dem om, at her er sket ting og sager.
Det blev en mørk og stormfuld aften. Som i en rigtig gyser.
Det her er nok lige præcis det, vi ikke havde forestillet os ville ske.
Huset rystede, da det store træ nede i grundens bagerste hjørne væltede. Den første tanke var, at en del af taget var blæst af. Men nej. Det var heller ikke bilen eller nogle af de andre træer, men simpelthen det allerstørste. Og billedet her viser overhovedet ikke størrelsen på det gamle træ.
Vi har ofte sagt i sjov, at hvis vi kom i stor økonomisk krise - så kunne vi jo altid fælde træet, og på den måde få varme i mange år!!! Men kun i sjov, for jeg ville da aldrig drømme om at fælde det smukke gamle træ. Nu blev det så bare Moder natur som afgjorde den sag!
Og hvordan man overhovedet kan save igennem den tykke stamme er da en gåde.
Ellers har vi kun mistet et par tagsten samt 7 ruder i drivhuset. Tv-antennen på taget er knækket og skraldebøtten udenfor er væltet omkuld. Heldigvis nåede husbond at tøjre den fast til huset, inden alt indholdet var fløjet langt ned ad vejen.
Men det kunne da have været meget værre, for dyr og mennesker har det godt. Og jeg havde tappet flere liter vand af på flasker og sat stearinlys i stagerne, hvis strømmen skulle svigte i længere tid end de 20 minutter, hvor den forsvandt.
Det var mit håb, at stormen ville lægge sig lidt, inden det blev mørkt, således at jeg kunne tage flere billeder. For de her er taget inde fra vognporten af og igennem et vindue.
Det gjorde den ikke, og derfor kan skaderne først tages nærmere i øjesyn i morgen tidlig. Imens hygger vi os inde med de hjemmebagte boller, som jeg nåede at bage, inden naturen gik amok.
Kim Skotte fra Politiken skriver:
"Jeg savner psykologisk dybde. Som film glemmer man hurtigt Carl Mørck og co. efter at man har forladt biografen."
Jeg kan ikke være mere enig, efter at jeg i torsdags fik set filmen i biografen.
Personerne bliver presset sammen til ingenting på alt for kort tid.
Filmen er blevet til en helt ordinær krimi, hvor persontyperne er gået tabt i iveren efter at gøre filmen egnet til salg i andre lande. Netop derfor har man også valgt at holde filmens længde på ca. 1½ time, selvom ½ times længere spilletid ville have klædt den. Så ville der have været tid til at give personerne dybde, hvilket de absolut ikke får på noget tidspunkt.
Jeg forstår godt, hvis man har haft problemer, men det unikke ved bogen er altså gået tabt.
Jeg ved også godt, at hvis man skulle vise alt fra bogen, så skulle den have været til en lang tv-serie i stedet for en film på blot 1½ time.
Den eneste, der spiller sin rolle helt som den skal være, det er Nikolaj Lie Kaas.
Han er den eneste, der folder sin person ud, og han virker troværdig i rollen som Carl Mørck.
Tilsvarende bogen - oplever man hans Carl Mørck som en slidt, sammenbidt, livstræt og surmulende mand. Han virker troværdig.
Men i det hele taget synes jeg, at afviklingen af plottet føles stift, og man må også finde sig i et par handlingsmæssige kameler.
Bevares .... filmen er da knaldgodt lavet, det kan sikkert ikke være anderledes. Men "Kvinden i Buret" er altså blevet til en af de mange film med en fint udtænkt historie om en mentalt anderledes strømer. Samt en opfindsom forbryder, der først bliver afsløret i allersidste øjeblik.
Vejret er jo stadigvæk med os, så i går eftermiddags gik vi en tur i skoven. I lysningen ligger der en lille skovsø, og den er som regel målet for min lille vandretur. Ikke særlig langt, men nok til at jeg får pulsen op. Når husbond går alene, går han meget længere.
Jeg er stadigvæk glad for mine vandrestave, men synes det er svært at gå med fotoapparatet om halsen samtidig, uden at det vil svinge alt for meget frem og tilbage. Tænker det ikke er særlig sundt for apparatet.
Her i skoven møder man sjældent mennesker, og taknemmelig bliver man, når man har så smukke steder at kunne færdes i. Det er vigtigt, at vi kan sætte pris på ting og forhold, der ikke er en selvfølge for alle. At kunne gå en tur, at få mad hver dag samt alle de små hverdagsting.
Og i aften skal jeg i biografen. Til premieren på Kvinden i Buret, som vi har været så heldige at få her til øen.
