Som dagene går

 

 Månen hænger som en lampe på Himlen. Månestrålerne giver lys nok til alle rum, så man ikke behøver at tænde lamper. 

Imens det begynder at blive lyst, drikker jeg kaffe og skriver mine morgensider. 3 håndskrevne sider fyldt med de tanker, som umiddelbart rammer forbindelsen imellem hjernen og ned til min hånd. I øjeblikket glider skrivningen let, og der er stof nok til mange romaner. Bare ikke meget, som egner sig til offentliggørelse, og man må så konkludere, at det ikke er romanerne, som skal gøre mig rig. Men så er der så meget andet.

Jeg har været lidt i haven, for det begynder at krible i fingrene. Starter stille og roligt op og holder mange pauser.
I dag bliver her gjort rent, og samtidig starter jeg på pakningen af et par kufferter.
 
For fredag tager vi til ældste sønne-familie på Sjælland, hvor vi bliver i en lille uge. Turen går først og fremmest ud på at gense det mindste barnebarn, men vi håber da, at kræfterne også rækker til at kigge forbi et par andre steder. Der er mange, som gerne vil se os, og vi når sjældent dem allesammen. Børnene er heldigvis søde til at forstå, at vi ikke kan tilgodese alle, hver gang vi er på fastlandet. Ak ja - det er ikke altid nemt at være barn ud af en stor børneflok. Man må dele.
Men måske er det i virkeligheden moderen, der har de største kvaler med at fatte, at hun ikke kan magte det hele på én gang, og allerhelst vil hun jo gerne se dem alle.
  
Når vi så er hjemme igen, regner jeg helt bestemt med foråret. Jeg regner med varme i luften og nye planter, der skal sættes i jorden.
Til den tid haster det også med at få sat nye glas i drivhuset i stedet for dem, der forsvandt i oktober-stormens klare luft.

Og nu vi er ved stormen.... så svinger gemalen stadigvæk saven og øksen lidt hver dag. Stille og roligt skrider projektet fremad. Den tykke stamme samt rodklumpen, bliver vi nok nødt til at have hjælp til - men flere har allerede meldt sig på banen som frivillige medhjælpere. Så det skal nok gå. Det hele virker i hvert fald ikke helt så uoverkommeligt, som det gjorde kort efter, at kæmpen var faldet.       

Småkager, småkager og småkager

Klokken er næsten blevet 16, og opvaskemaskinen snurrer i køkkenet. Her er ryddet op, og to hold vasketøj er også blevet lagt på plads.
Gæsteværelserne er blevet støvsuget, der er lagt sengetøj på sengene, og håndklæderne ligger parat.

Man tror det næppe - men jeg har altså bagt småkager igen.

Det var staben af mandlige frivillige inde i genbrugsbutikken, som råbte på flere småkager. Eller rettere sagt - så lod jeg mig falde for smiger, og der skal ellers meget til. Men sådan kan det altså gå, og det viser jo bare, at selvom man er en kvinde i min alder, så kan man immervæk gå hen og falde for smiger.

 

Ellers tager jeg stadig forberedelserne til julen lidt af gangen, så jeg kan klare det. Selvom vi kun bliver 4 personer til julefrokosten,  så skal de ikke snydes for en ordentlig frokost. Så i går blev her lavet frikadeller. Jeg hoppede på låget til fryseren for at få alting til at være der.

 

Og så lige som Manden og Konen for et øjeblik siden skulle til at sætte sig ned for at hvile benene, gik døren op. Det var en god bekendt, der ville aflevere en juledekoration, fordi vi har været hjælpsomme mod vedkommende i årets løb. Jeg har ikke fotograferet den endnu - for lige nu trænger jeg mest af alt til at sidde ned og slappe lidt af. Det gøres fint sammen med et skriv på bloggen.   

 

 

Mosekonens november

I år har det været en god november. Ja, det har det faktisk - selvom det er mange år siden, at jeg er kommet med den udtalelse. 
Den ene dag har bare taget den anden - og hovsa, så er man pludselig igennem den måned, som normalt volder mig så store kvaler.
Måneden, hvor tiden nemt kan stå stille, og man svæver i et ingenmandsland, der hverken er vinter eller forår.

Mange dage har været brugt inden døre. Jeg har bagt franskbrød, og det er også blevet spist igen.
Da Brugsen havde tilbud på Amo mel til 10,- kr., gik jeg lidt amok og købte 15 poser. Så i fremtiden skal her bages - mere! Overvejer at anskaffe mig en fryser til.

 

Her er blevet strikket sokker til en svigerdatter samt næstyngste barnebarn, og her er planer om mange flere. For det gik jo også meget godt, når bare man fik taget sig sammen til at begynde.

Vintertid er ikke havetid.
Hvem har lyst til at bruge kræfter i haven, når det er koldt og blæser og regner. Det er i hvert fald ikke sundt for en gammel Mosekone.
Så er det langt bedre at hente brænde ind til brændeovnen eller stå i køkkenet og lave mad. Så det har jeg også gjort, og der ligger nu mange færdigretter i fryseren lige til at tage op på dage, hvor det kniber med kræfterne eller lysten.   
I dag er julepynten så kommet på plads i stuerne. Sammen med nisserne sniger fornemmelsen af december måned sig langsomt på. Min egen julestemning har jeg ikke fundet endnu - men den ligger nok gemt et sted nederst i julekasserne.  



 

Måske en anden dag!

Efter en hyggelig valgaften hjemme, hvor vi sad alt for længe oppe for at følge slagets gang, så kom jeg lidt sent op denne morgen.
Alligevel knasede græsset under fødderne, da jeg gik udenfor - så det må have været en kold nat.
Skyndte mig at redde den sidste lille morgenfrue ind fra kulden. Den har det bedst i mit køkkenvindue.

 

Det har hele tiden været min mening at lave æggepaté i dag.
Ikke til jul - men bare til os to gamle, fordi hønsene har lagt alt for mange æg.
Bagefter havde jeg store planer for strygetøjet.
 
Strygetøjet blev bare ikke til noget.
For imens var gemalen blevet færdig med at male et par af væggene i køkkenet, og jeg havde lovet at stille på plads på de åbne hylder bagefter.
Den ene hylde tager så den anden, ligesom kluden på den ene nips-ting tager kluden videre til den anden. For derefter at vandre videre til køkkenskabene ud- og indvendigt, og til sidst ligger man også og rydder op under køkkenvasken. 
Pludselig ser man så sig selv i gang med den helt store køkken-rengøring, hvilket absolut ikke var meningen. Men skønt at få gjort.
Og nu er jeg absolut for træt til at stryge i dag.