Pakkedag i solskin

Billedet er fra den 1.april sidste år.
Og man kan sagtens drømme lidt om det spæde forår lige nu. For hele eftermiddagen har den automatiske vinduesåbner i drivhuset holdt 2 af vinduerne åbne. Det betyder, at der har været ca. 20 grader. Måske er det snart på tide at få vasket ruderne lidt af.

Men først skal jeg lige have pakket det sidste færdigt. Selvom jeg har skrevet en seddel, så går jeg til og fra hele tiden for at se efter, om jeg nu også har husket at skrive dette og hint på sedlen. Og bagefter... om det nu også lige var det, som jeg pakkede ned i går. Det må have noget med alderen at gøre...eller også er jeg bare rastløs. Jeg glæder mig til at se børn og børnebørn - men jeg kan altså bedst lide at være hjemme.
Nå men - i morgen tager vi altså færgen, og så vil min rastløshed garanteret forsvinde som dug for solen. Der vil så gå 4-5 dage før jeg er tilbage på min pind her på øen igen. Jeg har ingen netforbindelse med mig, så der er ikke så meget andet at sige end: På gensyn og god weekend.

Et kig

Vi var et smut ude i det kolde vejr for at konstatere, at isen stadigvæk ligger langt ude i Havet. Næste weekend skal vi til fastlandet, og derfor skulle vi lige ned og se efter på havnen. Men da vejret åbenbart bliver lunere, og færgerne stadigvæk kan sejle, bliver der ingen problemer.
Derfor fortsatte vi roligt vores tur rundt på øen efter gaver og forskellige fornødenheder, som skal pakkes inden lørdag morgen. Forude venter nemlig svigerfars 90-års dag samt et dejligt gensyn med et par af børnene. 
Men indtil da, går dagene roligt sin vante gang med alle de gøremål, der nu engang er i en gammeldags husholdning, og i et gammeldags hus. Det, som giver mig min daglige sjæle-medicin, og som har lært mig at leve i nuet.   
  

Det lugter af forår

Vi har åbnet terrassedøren til verden udenfor. Der findes lyden fra småfuglene samt den friske duft af et forår, som er på vej lige straks.
Vi slipper for at skrabe sne, vejret er ved at gå i tø, men der er stadigvæk krystaller i sneen.
Jeg nyder at sidde i en solstråle foran den åbne dør. Solen varmer mine kinder. Jeg har slæbt en stol lige hen foran døren, og sidder der et lille øjeblik bare for at være til. Jeg har fundet mit halstørklæde frem og taget et tæppe omkring mig. Der sidder jeg med god samvittighed. For huset er støvsuget, tøjet vasket, og husbond har lovet at stege fisken i aften.
Så er det hele jo slet ikke så tosset endda.

"Solisten"

Ovenpå søndagens smukke køretur har jeg måttet holde mig indendørs siden, fordi kæber og tandkød er blevet generet af kulden. Til gengæld har jeg fået set en film, som er optaget fra fjernsynet for lang tid siden. Filmen hedder: "Solisten" og er et engelsk drama fra 2009.

Den viste sig at være en positiv overraskelse. Handlingen er baseret på en sand historie, og er på alle måder sympatisk. Den ønsker at understrege det vigtige i, at vi engagerer os i hinanden, og samtidig virker den meget troværdig.

En dag sidder journalisten Steve udendørs og arbejder på en artikel, da han pludselig hører lyden af violinmusik. Hans nysgerrighed får ham til at undersøge, hvem det er, som spiller. Til sin forbavselse finder han en sort excentrisk hjemløs mand, der sidder og spiller på en violin, som blot har to strenge tilbage.
Steve begynder at snakke med manden, og finder ud af, at hans navn er Nathaniel. Han er tidligere elev på det prestigefyldte Julliard kunstakademi, og straks øjner Steve en god historie! For hvordan er sådan en talentfuld musiker endt med at bo på gaden? Da Steve dykker dybere ned i Nathaniels fortid, opdager han mørke sider af Nathaniels personlighed. Nathaniel lider nemlig af skizofreni.
Steves artikler får stor succes, og samtidig knytter han fortsat et tættere venskab med Nathaniel, som han på samme tid prøver at hjælpe.

Han skaffer ham en cello og en lejlighed, men Nathaniel er slet ikke interesseret i at bo i lejligheden. Han vil gøre alt for at beholde celloen, men han vil blive boende på gaden - blandt narkomaner og alkoholikere. Steve kan derfor kun se fortvivlet til, og føler at hans forsøg på at hjælpe er mislykket.

Mødet mellem Steve og Nathaniel beskriver ganske fint de besværligheder og ikke mindst gevinster, der ligger i at turde knytte venskaber med meget anderledes mennesker.
Man ved jo, at de er der. De hjemløse, de såkaldte "anderledes" eksistenser. Ofte omgivet af alle deres ejendele pakket ned i plastikposer. Men man lader som om, de ikke er der. Måske tænker man, at man burde hjælpe dem - så de kan blive ligesom os andre.

Men egentligt burde man blot begynde med at tilbyde dem venskab - måske kunne man endda lære noget af dem. Jeg føler mig i hvert fald overbevist og er glad for, at jeg fik set filmen.

    

Ud og se

Det har ikke været helt så koldt i dag, men iskoldt nok til mig. Jeg stod og så længselsfuldt ud af vinduet i formiddags, da husbond foreslog at køre en tur. Så imens han varmede bilen op, pakkede jeg mig ind, som om jeg skulle til Sibirien for at se på isbjørne.
Vi mødte ingen isbjørne, men vi mødte meget andet. En smuk natur, som jeg sugede lige ind i hjertekulen, og som gav fornyet energi og glæde i kroppen.
Det blev til en tur til Havnen og en lille tur til stranden...(nå ja, og så lige ind i Netto efter garn på udsalg). -  Jeg kunne slet ikke få nok af det smukke vintervejr, og fik da også taget alt for mange billeder. 
Hjemme i varmen igen, gjorde det godt med en god søndagsfrokost. Bagefter var det så bare lige, at vi faldt lidt i søvn...og derfor kommer billederne først nu.   

Og så kom vinteren...

Det er meget meget koldt. Og smukt.
Ned til 18 grader - det var, hvad der mødte os tidligt i morges. Jeg gemte mig under dynen, indtil brændeovnen var blevet tændt godt op, og stuen blevet nogenlunde varm.
Men det værste var næsten, at vi kom op til vandrør, som var frosset til på loftet. Intet koldt vand i badeværelset og kun en tynd stråle vand i køkkenet. Så Mand og Kone måtte i gang med at kravle rundt oppe på kvisten, udstyret med min hårtørre for at tø rørene op, samt en smule efter-isolering, som husbond lagde pænt omkring bagefter. 
Jow...sommeren er skøn, men vinteren kan bestemt også have sin helt egen charme!

Og imens jeg ventede på, at den sidste isolering skulle virke på vandet i det "rigtige" badeværelse, kunne jeg heldigvis få mit morgenbad ude i vaskerummet. Som ikke er et rigtigt vaskerum, men nærmere et slags ekstra badeværelse. Her kunne jeg endda nyde de smukke isblomster på vinduet, imens jeg stod under bruseren. De var fuldstændig lige så smukke, som dem vi havde i lejligheden, hvor jeg boede som barn. Dengang kunne jeg bruge en hel søndag på at skrabe isen af vinduerne bare for at komme til at se ud i gården igen. Og gården var bestemt ikke noget smukt syn, så er udsigten her da noget helt andet. Derfor kom der ikke et eneste ondt ord fra mig af i dag. Brrr.....         

Kyndelmisse

Selvom Solen skinner, så er det koldt udenfor. Min morgen var lys, da jeg vågnede, og jeg kommer straks i tanke om, at det er Kyndelmisse i dag. Iflg. folketroen, skal man i dag kunne se tegn på forårets komme. 

Jeg kommer også i tanke om, at dengang drengene cyklede ned til skolebussen lidt i 7 om morgenen, da var det netop den 2.februar, at jeg for første gang begyndte at mumle noget om, at de snart ikke længere behøvede bruge cykellygte. Når de cyklede af sted om morgenen, gik jeg altid med ud. Både for at se dem komme godt af sted, men også for at give mig selv en del af den friske morgenluft.   

Kyndelmissen er en mærkedag fra dengang danskerne levede på landet. Fra gammel tid siges det, at den 2.februar er den koldeste dag på året. Da skulle man gerne have halvdelen af sit vinterforråd tilbage.

Man siger, at hvis blæsten på Kyndelmissedag er så stærk, at 18 kællinger ikke kan holde fast på den 19., så bliver det tidligt forår.

Hvis det sner, så kommer våren tidligt,

og hvis lærken høres første gang på denne dag, bliver det tidligt forår.

Det er de spådomme, som handler om foråret, jeg husker bedst, men der er selvfølgelig også mange andre varsler. Iøvrigt er jeg af den opfattelse, at den gamle folketro giver en stabil form for åndelig virkelighed, der minder os om, at hver sæson er en del af naturens kredsløb. Og vi mennesker er bare en lille del af det hele, som intet kan stille op imod naturen. Og under alle omstændigheder må det i hvert fald her på matriklen konstateres, at hønsene er begyndt at lægge æg igen, og at man nu kan høre småfugle synge i morgenstunden. Vi har ikke halvdelen af brændet tilbage her, men vi ved heldigvis, hvor vi kan hente mere. For det kan da godt være, at vi har mange dage med kulde tilgode endnu - men lyset er i hvert fald godt på vej tilbage.