Nu er der pause i regnvejret. Solen skinner, og der bliver en helt speciel stemning derude efter sådan et langvarigt regnvejr. Fuglene er glade, og naturen dufter af friskhed.
Her kommer lige et par billeder fra morgenens havevandring - lige før regnvejret.
Og det behøver ikke at være tørvejr i ret mange minutter endnu, før jeg er den, som går udenfor og tørrer havestolene af, for at sætte mig med en kop kaffe og en bog.
Fortsat god søndag til Jer derude i Blogland.
søndag den 17. juni 2012
fredag den 15. juni 2012
Vanskelige høns
Det er en fin dag med tørvejr i dag. Jeg har været tidligt oppe. Lidt før kl. 6 sad jeg udenfor og lyttede til Gøgen, som var den eneste lyd, der kunne høres, udover småfuglene. Hønsene sov endnu.
Men de der høns - de er altså blevet underlige. Når mørket har sænket sig over matriklen om aftenen, så bliver de stædigt udenfor. De vil absolut ikke længere gå ind på deres pinde i hønsehuset, men lægger sig i stedet for til at sove på jorden udenfor i hønsegården. Og tror mig, når jeg siger - at Manden og Konen har prøvet på at lokke dem ind på mange forskellige måder. På det punkt har vores fantasi været ufattelig stor.
Nu gider vi ikke mere. Vi giver op, og lader dem blive ude. Så ka´ de selv være ude om det, ka´ de, hvis nu ....
Til gengæld lægger de mange æg. Efter jeg har givet væk til venner og bekendte, står jeg ofte tilbage med alt for mange æg.
Så i de sidste par dage er der blevet lavet is, chokolademousse og æggepaté.
Ægge-tingene hober sig op i frysere, så vi må snart ud og købe en fryser mere.
mandag den 11. juni 2012
Terrasse
Her bygges en ny terrasse tæt på huset. Det bliver godt at gå direkte ud på en træbund.
Som et led i ønsket om at blive boende lige indtil Plejehjemmet venter forude, så bygges her endnu en terrasse. Denne gang tæt på huset, således at man ikke altid behøver vandre hen over græsplænen. Måske ender det endda med, at denne her bliver overdækket, og så har jeg på fornemmelsen, at vi aldrig går længere ud i haven end hertil.
Men ting tager tid - særligt når man kun er Manden og Konen til at enes om tingene.
Så dagene flyver, her rodes og hygges. Og i betragtning af, at den ældste del af huset er fra 1795, så går det jo meget godt indtil videre. Vi hygger os med projektet og får frisk luft hver eneste dag.
Rom blev jo heller ikke bygget på én dag - og måske er det i virkeligheden slet ikke os, der skal bygge hele Rom.
torsdag den 7. juni 2012
Ud i Verden
Så er det endelig blevet regnvejr eller i hvert fald noget, som ligner lidt. Og det gør heller ikke spor, for græsplænen er brun nu.
I dag drager jeg ud i Verden - eller i hvert fald længere ned ad vejen - for at besøge gamle bekendte.
Senere vil jeg pakke - ikke for at drage ud i den store Verden - men bare for at have en taske stående parat, hvis svigerdatteren finder på at føde.
Selvom hun først har termin om en måned, ved man jo ikke, hvornår vi to gamle styrter hurtigt afsted fra øen for at se til endnu en lille ny i familien.
Hun går på orlov fra i dag af - og jeg pakker taske.
Det sidste er næsten som dengang, man skulle føde selv. Og alligevel ikke helt - for da havde man kun orlov efter fødslen, og ikke før. I 6 uger, såvidt jeg husker. Eller var det mon i 8?
Uanset hvad, så er jeg godt tilfreds. Både med min dejlige svigerdatter - og at det ikke er mig, som skal hjælpe den lille nye pige ud i den store Verden.
Jeg skal bare pakke en taske.
Sådan er det
Som det sker en gang imellem i mit liv - så har jeg været sygdomsramt i nogen dage, og har derfor ikke kunnet blogge.
Når man så endelig kan se verden i øjnene igen, så gør en tur i haven godt. Selvom turen bliver kort, så kvikker farverne og luften op. Og der var sket utroligt meget bare på de par dage, hvor jeg ikke har været ude.
Turen kostede en lur på sofaen bagefter, men den gav alligevel overskud til overblik.
"Om aftenen lagde jeg tusind af planer,
men om morgenen gik jeg alligevel min vante rute ...."
(efter kinesisk ordsprog)
fredag den 1. juni 2012
Første sommerdag
Nå ja - men vi har da også været inde og se filmen om Hvidstensgruppen.
Et spændende indblik i den historie, som mange af os har hørt om. I den uge, hvor filmen blev vist, strømmede folk til biografen, og derfor måtte der spilles ekstra forestillinger, for at alle fik en chance for at se den. Også denne film var en utrolig god oplevelse. Anne Grethe Bjarup Ris fortjener stor ros for sit instruktørarbejde.
Ifølge kalenderen starter sommeren i dag. Jeg har været tidligt oppe, og derfor er jeg færdig med at støvsuge, vifte med støvekluden og ordne badeværelserne. Nu vil jeg gå ud og nyde naturen, for dyrelivet er pokkers givende og stilheden ubetalelig. Der er nok også et par planter, som trænger til en kærlig hånd.
Senere skal vi ind til byen, hvor der er et par småting, som skal ordnes.
Glædelig første-sommerdag.
Abonner på:
Opslag (Atom)