Morgengæs

Man skal være hurtig til at gnide søvnen ud af øjnene, når gæssene højlydt flyver hen over matriklen i den tidlige morgenstund. Jeg havde næsten opgivet at få et billede, og slået mig til tåls med, at der er rigelig nydelse til mig i at ligge under den varme dyne og lytte med på koret.  
Men i morges snød jeg dem, og var hurtig til at gribe kameraet. Jeg fik en masse billeder af Himmel uden gæs....og et par enkelte af Himmel med gæs. De flyver hurtigt de bæster - og Konen er knap så hurtig om morgenen.

solopgang

Også i dag var solopgangen storslået, og jeg nød udsigten oppe fra 1.salen af. Det bliver endnu en af de skønne sensommerdage. Vi har en besøgsaftale i eftermiddag, som vi glæder os til, men først skal der lige vaskes lidt tøj og ordnes et par vinduer.
I øjeblikket er her ikke så meget tid til at blogge, for energien bliver brugt andre gode steder. Så jeg venter lige lidt...   

  

En smuk efterårsdag

Det har været en af de dage, hvor jeg vågnede udhvilet i morges. At Solen så samtidig skinnede, gjorde jo heller ikke noget.

I går tog vi for alvor hul på vejen imod vinteren. Det var efterårsjævndøgn, og dagene bliver nu kortere og mørkere, sikkert også en smule koldere. Haven bærer tydeligt præg af at være midt i efterårstiden, men der er stadigvæk en masse at glæde sig over. De gyldne farver og den bløde Sol er en fryd for sjælen. 

Jeg fik lagt mange nye blomsterløg, og et par af bedene fik den allersidste overhaling for i år. Det var slet ikke så slemt, da jeg først kom i gang, og hønsene var glade for ukrudtet. I dag er det lige før, jeg fortryder, at jeg har nedlagt så mange af blomsterbedene. Men vi kan jo altid starte forfra til foråret og grave noget at græsset op igen!  

Langsomt men sikkert.

I dag har der været brug for en længere gåtur, fordi vi begge to mærker begrænsningerne. 

I går var jeg på Odense Sygehus for at få kontrolleret min medicin, og det blev en lang køretur for manden, som måtte køre trods hovedpine og ondt i ryggen.

Kontrollen af min medicin har altid været meget lemfældig. Men nu ser det virkelig ud som om, at det endelig er lykkedes at få fat i en læge, som fremover vil have sin snor i mig. Det blev til en god samtale, og nu tager vi så det hele derfra. Jeg slap heldigvis for en tur på laboratoriet, men fik lov til at få taget blodprøverne her på øen, så må tiden vise, om der virkelig er en god forklaring på min evige træthed.

Til gengæld kunne vi så nå noget andet, når vi nu alligevel var kommet på fastlandet. Jeg fik f.eks. købt fødselsdagsgave til Guldklumpen, det mindste barnebarn, han skal have bondegårdsdyr. Vi købte også et par dvd-film samt de to bøger af Jo Nesbø, som jeg manglede. 

Og i dag har vi så indrettet os i nuet. Med gåtur, cykelløb i tv, kaffe og strikketøj. Her strikkes stadigvæk sokker i små størrelser, langsomt men sikkert. 

Jeg får ikke kommenteret så meget hos Jer andre lige nu, men vender snart tilbage...langsomt men helt sikkert.    

     

  

Duften af vinter

Hele huset dufter kraftigt af flæskesteg. Det har det gjort hele dagen igennem, for vi har spist varm mad tidligt. 
Sådan gør de fleste på landet, men vi gør det kun om vinteren. Og hvad er så mere nærliggende end at bruge valgdagen som skæringsdag til vinter-madplanen. Den spisetid passer iøvrigt også mig bedst, for jeg har flest kræfter at gøre godt med først på dagen, og skulle der blive nogen tilovers, kan de jo passende bruges til en spadseretur senere.
Først når det bliver forår igen, vil der nu atter blive lavet om på det, for til den tid skal jeg forhåbentlig tilbringe mere tid i haven. Bevares, der er stadigvæk en del, som skal gøres, men ikke i samme grad som til foråret.  
Så vi lægger altså ud med flæskesteg i september - ikke med valgflæsk - men med langtidsstegt flæskesteg med sovs, kartofler og rødkål.  

Imens stegen stod i ovnen i formiddags, var Manden og Konen på skolen for at stemme. To kryds på samme dag, skulle vi sætte. Her stemmes samtidig ja eller nej til, om øen skal være en del af en sydfynsk Nationalpark. Så det bliver dobbelt spændende her, og selvom man ikke kender resultatet endnu af hverken det ene eller det andet, kan man jo godt på alle måder prøve at gøre dagen til en festdag.    

Hverdagslykke

Efter gårsdagens blandene oplevelser, så trængte vi til motion og frisk luft. Og da vejret jo er smukt i dag, bestemte vi allerede tidligt at køre en tur.
Vi ender ved Havet i septembersol. Husbond var ude og soppe, og han ærgrede sig over, at han ikke havde taget badebukser med. Jeg kunne nok nære mig, for jeg er ingen vandhund.
Men at sidde på en stor sten og betragte i stilhed, det kan jeg bruge. Havet så vidunderligt glimtende i Solen, være i nuet, være til stede. Der hvor Havet, Himlen og Jorden smelter sammen.

På stranden mødte vi ingen. Men på vandrestierne mødte vi til gengæld flere, alene eller i grupper og med små rygsække og vanddunke. Det var så hyggeligt, og der er masser af natur til os allesammen.
Når helbredet arter sig, og Solen skinner, så er det ikke svært at finde hverdagslykken igen.

Lav profil, kringle og kortfilm...

Billedet er taget i morges gennem køkkenvinduet.

Manden har det skidt i dag, han har igen været ret svimmel og er stadigvæk utidig. Næste undersøgelse af ryg og nakke er først den 11.november. Hmm....der skal ikke herske tvivl om, at man skal være i besiddelse af en stor tålmodighed, hvis man er syg. Men det kender de fleste af os jo til.
Nå men... der bliver sikkert heller ikke forandret noget efter den undersøgelse, så vi holder bare lav profil i dag, og venter på i morgen. Jeg bagte kringle i går - og måske kan vi nyde eftermiddagskaffen i haven, det håber jeg.

Og imens vi venter, får vi tiden til at gå med at nyde næstyngstes nyeste kortfilm, som iøvrigt kan ses H E R -  Husk....at man skal ca. 8 minutter ind i udsendelsen, før sønnike og hans rørende film kan ses.
Måske ville jeg kunne sætte et direkte klip ind her, men jeg ved altså ikke hvordan man gør. Jeg er nået til den alder, hvor jeg ikke gør noget, uden at jeg er helt sikker på konsekvenserne!
Men jeg fik da vistnok sat linket ind på Facebook, ved hjælp af yngstes udførlige vejledning.

I som læser med her ønskes en dejlig weekend.

Spændende grønlandsk kunstner

Naja Abelsen er en spændende grønlandsk kunstner, som i denne uge udstiller nogle af sine malerier i Havehuset inde i øens købstad. Derfor trodsede vi regn og storm i går for at gå på udstilling, og det var bestemt ikke kedeligt.
Motiverne fra den grønlandske kultur og natur er fantastiske, og specielt de mytologiske tanker, som ligger bagved mange af dem, er det som interesserer mig. Men jeg faldt også for de smukke og knivskarpe dyremotiver fra polarkulden.
- Tænk at kunne male sådan....det må da være skønt, tænker jeg. Men Naja har altså også tegnet lige fra hun var en ganske lille pige og fik stukket sin første blyant i hånden. Altid og hele tiden, fortæller hun.

Kunstneren er en spændende person, både som maler og som menneske. Derfor glemte jeg helt at tage billeder fra udstillingen af, og I må nøjes med et fra hjemmesiden. Vi endte nemlig i en dyb snak om det psykologiske aspekt ved at være maler eller forfatter. 
Iøvrigt kan man se flere af Najas malerier i Knud Rasmussens Hus i Hundested, hvor hun også udstiller i øjeblikket og lige indtil efterårsferien. 
Vil du vide mere, så er Naja Abelsens hjemmeside H E R. Den er i hvert fald et besøg værd, uanset hvor i landet, man bor.

Efterårsmelankoli

September måned har taget rigtig godt imod os, selvom der hviler en underlig tungsindighed over denne første søndag i måneden.   

Hestene er blevet hentet hjem fra marken bagved, og kun vadestedet står tilbage for at minde os om en regnfuld sommer.  Vejens mest beboede sommerhus blev forladt i dag. Det eneste af sommerhusene, som er befolket hele sommeren igennem, er nu lukket og slukket for denne sæson. Ejerne er på hjem til Californien, hvor de lever resten af året.  Lyden fra høstmaskinerne er pludselig standset, og det virker som om, de nåede hvad de skulle, inden regnen vender tilbage hen under aften. Landmændene har virkelig kæmpet en brav kamp imod tiden. Husbond har kæmpet med græsset, og jeg har taget sidste livtag med et par af blomsterbedene. Drivhuset er blevet ryddet for gamle blomster, som alligevel ikke blev vandet. Det blev heller ikke til så mange tomater og agurker i år, som jeg kunne have ønsket mig – men måske til næste år. Og heldigvis kan man jo stadigvæk have glæde af stedet til en kaffepause. 

Det er efterår, det bliver tidligt mørkt, og jeg går rundt i mit lille hus og tænder mine lamper tidligere og tidligere. Jeg kan høre, at det tordner langt væk fra, og det må siges at passe til stemningen lige nu. Sådan er det hvert eneste år en dag i september måned. - Selvom jeg hverken har snakket meget med heste eller sommerhusejere i løbet af sommeren..... så føles det alligevel som om, vi er blevet forladt. Underlig stemning.

Stemningsbilleder fra haven

Her er helt stille. Forude venter en aften med kaffe, is og resten af Hakån Nessers bog "De ensomme". Hvis altså ikke husbond overtaler mig til en film i fjernsynet lige om lidt. Det bestemmer jeg mig for om et øjeblik.
Det har været en smuk sensommerdag. Haven har nydt godt af mine små besøg dagen igennem, og det har jeg også. På listen over dagens gøremål stod der egentlig noget husligt, men jeg tillod mig at tage god tid i haven i stedet for. I morgen er der jo atter en dag - og september måned bliver garanteret helt fin.   

Som det plejer

I mandags blev vi endelig helt færdige med at rense tagrenderne. Vi fik slået græsset, og her blev  ryddet en lille smule op i stalden. Det meste blev kørt på lossepladsen bagefter.
Men så kom der også en menneskelig regning bagefter, som lige måtte betales over et par dage. Mandens og Konens dårligdomme viste sit grimme ansigt. Bagefter skulle der et par dages pause til, for at få dagene til at fungere nogenlunde normalt igen. Natten imellem mandag og tirsdag vågnede jeg med et mindre krampeanfald. Det er ellers længe siden sidst - så jeg var næsten begyndt at leve i lykkelig uvidenhed! ÆV

Nå - men nu er vi ovenpå igen, og i dag er efteråret jo begyndt ifølge kalenderen. Vi har været i byen for at købe stort ind. Forrådskamrene skulle gerne blive fyldt godt op inden vinteren. Ikke at den behøver at skynde sig for min skyld, jeg glæder mig sjældent til kulden og mørket. 
Men i dag var det lunt og klart. Luften var morgenfrisk, og kaffen var med. Fuldstændig som det plejer at være. Og så er det jo, at man skal huske på, at man stadigvæk kan nyde de mange gode dage, samt at det er dem, som giver styrken til at klare alt det andet, når det hele ser håbløst ud.
Det blev en skøn tur, og i skrivende stund her i skumringen kan jeg også godt komme med den påstand, at det har været en dejlig dag.