- Det er svært at spå

Nu står her kun en ganske lille julekasse tilbage, det er den, som skal bruges til juletræet. De andre er tomme og båret op på loftet. Der kan de nu hygge sig sammen med alle spøgelserne, lige indtil de skal fyldes op igen efter jul.

År efter år...de samme handlinger, og gudskelov for det. Det giver en form for tryghed og stabilitet i ens tilværelse. Og selvom jeg ikke altid synes, at jeg orker, når jeg begynder på at julepynte, så ender jeg med at blive tilfreds. For når først det står der, glæder jeg mig over, at det også er lykkedes denne jul. - Sådan, siger jeg til mig selv. 

Men når man er en langsom pensionist, er der også andre ting, som bør gøres i god tid. Og selvom vi ikke bliver så mange hjemme den kommende juleaften, skal den sædvanlige mængde småkager bages alligevel. I går bagte jeg den første portion, senere kommer der flere til.   

Ligesom de foregående par år, minder jeg mig selv om, at jeg engang kom til at sige, at hvis jeg ikke længere bagte småkager, så kunne familien godt bestille pladsen til mig på plejehjemmet.
Jeg har lige siddet og regnet på det, og fandt ud af at til næste år - så vil det være 50 år siden, jeg bagte kagerne for allerførste gang. Så jeg satser bestemt på at tage næste år med, og helst et par år mere!
Man skal bare være klar over, at...
 - Det er svært at spå, og især om fremtiden, som Storm P. sagde. 

Vind og vejr

Husbond er kørt ned til Havnen, for at se om det kan lykkes for færgen at lægge til. Den havde store problemer tidligere. Det blæser nemlig meget mere nu, end det gjorde i formiddags, da jeg tog dette billede på vej til julemarkedet. Traditionen tro har vi besøgt det lokale julemarked i formiddags. Også traditionen tro, så vi købte de gode klejner ved bager-boden, og den hjemmelavet julemedister ved slagter-boden. Ellers gik der såmænd et par meget hyggelige timer med lokal snak om vind og vejr.

Ellers er det lidt småt med julehumøret i år. Men det skal nok komme, når alle nisserne har fundet deres pladser. Nu er jeg i hvert fald begyndt at sætte frem, og så vil resten af nisserne blive sat frem i morgen.
Foreløbig vil jeg hygge mig med min bog og lyden af stormen, som raser udenfor. Der er en besættende stemning ved sådan en stormende og mørk aften, hvor blæsten får husets gamle brædder til at knirke og give uhyggelige lyde fra sig. Og for at forstærke den stemning, så har jeg valgt en uhyggelig og hæsblæsende bog af Karin Slaughter. Normalt ville hun nok være lidt for rå efter min smag - men ikke i aften.       

Jul - eller bare foråret?

Mandens og Konens helbred driller alt for meget. Bekymringerne vandrer omkring fremtiden, imens vi stædigt prøver at holde fast i nutiden. Indtil der er helt afklaring på husbonds skavanker, så nøjes vi med at ændre det, som der kan ændres noget ved. 
For timerne flyver og bliver til dage, som bliver til uger, der bliver til måneder med ærgelse over alt det, vi så gerne vil, men ikke kan. Men man kan da i det mindste gøre sig umage med at få det allerbedste ud af det hele. Og det synes jeg faktisk, at vi gør. 

I mørkningen gik jeg en tur i haven for at få en smule frisk luft, og få højnet humøret lidt.  Der fik jeg øje på en lille gnist af foråret. At tænke sig... en måned før jul, så stod foråret lige omkring hjørnet.
Jeg tog lidt af det med ind, og nu står de smukke forsythiagrene ved siden af brændeovnen i stuen. Det kan man da kun blive i bedre humør af. 
Jeg har iøvrigt tænkt mig at sætte julepynt op i weekenden, men har da aldrig før prøvet at pynte op med nisser dansende omkring helt nye udsprungne forsythiagrene.      

Margit Sandemo´s Livsglæde

Selvom Margit Sandemo har skrevet et utal af bøger, så tror jeg, at de fleste kender hende bedst fra "Sagaen om Isfolket". De 47 forskellige bøger i serien har gjort hende til Nordens mest solgte forfatter med et oplæg på 37 millioner bøger.  
I april 2011 udkom så Margit Sandemos længe ventede selvbiografi "Livsglæde". Jeg var spændt på at læse den, men måtte pænt vente, indtil biblioteket fik den hjem. Og det blev så nu.

I bogen kommer man helt ind under huden på barnet/pigen/kvinden/og den pæne ældre dame. Man bliver klogere på, hvad der har inspireret hende til at skrive så mange fantastiske historier.  
Romanforfatteren Margit Sandemo fortæller om sit eget dramatiske og indholdsrige liv, bl.a. flere voldtægter og oplevelsen af at have overnaturlige evner. Bogen er en dramatisk rejse gennem et liv fyldt med barske, sjove, sørgelige og spændende oplevelser, og den er mindst lige så spændende som alle hendes andre bøger.

At læse biografier er altid en fornøjelse. Jeg synes selv, det er fornøjeligt og inspirerende, at læse om andres liv og levned. Men at læse en, som er skrevet af en nu 85-årig dame, det er bare helt fantastisk. 
Allerede som 7-årig begyndte Margit Sandemo at se syner, hvilket førte til, at hun senere flere gange blev indlagt på et psykiatrisk sygehus. Hun påstår selv, at det var de meget tidlige overgreb imod hende, som førte til evnerne på det synske område. 
For overgrebene fortalte hun ikke om til nogen. Hun lærte derimod at leve med dem alene ved at finde sin egen måde at overleve alt det forfærdelige på. Det er barsk læsning for sarte sjæle. 
Meget senere fik hun heldigvis et godt liv - men først som 40-årig begyndte hun at skrive. I historierne kunne hun forsvinde fra denne verden, og gå ind i et helt trygt land. Og det var lige, hvad hun havde brug for. 

Margit Sandemos livshistorie tog mig i sit greb og holdt mig fast, jeg blev meget optaget af hendes meget stærke livsfortælling. Hvis man kender bare lidt til Sandemo´s bøger, så kan bogen bestemt anbefales. Og kender man hende ikke, så får man rig lejlighed til det her.

Skrøbelighed

Når man bliver nødt til at erkende, at man ikke længere magter de store portioner på een gang, er det klogt at begynde i god tid. Her skal bruges mange æbleskiver til jul, og derfor er jeg begyndt nu. Den første portion blev lavet i dag.

Og så må jeg vist hellere give bloggen et par ord med på vejen igen.

Kort fortalt, har Manden været en tur på Rygcentret i Middelfart. Denne gang handlede turen om nakkeproblemerne - næste gang vi tager turen, handler det om ryggen. Een ting af gangen. Vi tog hjemmefra kl. 7 om morgenen, og var hjemme igen kl. 21 om aftenen. Selve turen var hyggelig nok, men siden da har vi begge to ligget underdrejet.
Det er noget skidt, for han bliver mere og mere bevægelseshæmmet, og fremtiden må lige pludselig tages op til revision. Udfordringen ligger i ikke at se det hele med negative briller, men at lade glasset være halvt fyldt.

Når livet føles skrøbeligt, findes der ikke noget meget bedre end en tændt brændeovn med lune æbleskiver på toppen. 2 mennesker, kaffe på kanden og den nyeste cd med Poul Krebs på anlægget. Den kom jeg nemlig til at forære mig selv på turen til Middelfart forleden.
"Der er noget ved alting", synger han. 
For der er jo noget ved alting, og selv den mindste lille sætning kan blive til en god historie. Så er der selvfølgelig også det, der bare ikke er noget ved, uanset hvor meget man prøver. 
Poul Krebs har fantastiske tekster på sine helt nye sange. 

   

Når det er mørkt

I går ved aftentide kørte vi ned til Havet. Vandet er jo stort set det samme om dagen som om natten. Et stort dejligt stykke af bølger - og så stilhed. Men vores egen oplevelse af Verden forandres, når det er mørkt.

Alle burde prøve at være på landet sådan en sen aften. Gå ud ad mørke uoplyste veje, mens Vinden suser i træerne og der kun er et ganske svagt måneskær til at vise vej.

Vi parkerede så tæt på Havet, som vi overhovedet kunne, for at jeg fik mulighed for at tage et billede med hjælp fra lyset på bilens forlygter.

En smuk nat, hvor ens bekymringer bliver mindre synlige.  

Vi mødte slet ingen genfærd eller mistænkelige personer, og bagefter var det dobbeltskønt at komme hjem til den varme kaffe og trygheden indendøre. 

  

Nattemørket

Dagen er snart forsvundet helt ude i horisonten. Jeg fandt et par latyrus tidligt i morges, som stod op ad husmuren, og de måtte straks ind i vasen for at forskønne dagens gråvejr. Vi har da fået lavet en del i dag, men alting er ligesom foregået i halvmørke.  

Jeg sidder nu ved spisebordet og ser ud i mørket. Gardinerne er ikke trukket helt for endnu, der er ingen fare for, at her kommer nogen forbi og ser ind til mig. Her er mennesketomt, stille, og mørkt som i en kulkælder. Jeg har altid været så stolt af vores buldermørke, og min mening har været den, at det er skønt at bo helt uden lysforurening. Her ses kun Måneskin og Stjerner om natten. Hvis man skal ud, så må man enten tage en lommelygte med, eller kende vejen mere end godt.

Og det har virkelig også været skønt. Men jeg må da indrømme, at efterhånden som jeg er blevet ældre, længes jeg efter en lille smule lys derude i nattemørket. Måske bliver man mere mørkeræd med årene. Det er muligt, men foreløbig vælger jeg at elske mit buldermørke lidt endnu.