Firkanter

Imens det meste af Danmark har brugt flere dage på at se håndbold og få firkantede øjne, så har jeg imens brugt tiden på at knække koden til oldemors firkanter.
Jeg er ikke vokset op i noget kreativt hjem, og i min mors verden var håndarbejde ikke et ord, hun kendte til. Men nu fik jeg da endelig lært det her også, og måske ender det endda med at blive til et lille tæppe. Måske kan det endda blive færdigt, inden jeg bliver oldemor. Ikke fordi der er planer om det lige nu...men tiden går jo så hurtigt.

Herligt besøg

Fredag eftermiddag kom næstyngste lige forbi hos "de gamle" til en kop kaffe. Denne gang skulle "kliken" nemlig mødes her på øen hos en af de få, som har valgt at blive tilbage for at bo og leve her.

De er en flok gamle skolekammeraterne. En lille trofast gruppe, som har holdt sammen, siden de flyttede hjemmefra. Mødes jævnligt for at spille deres højt værdsatte rollespil/brætspil flere gange om året, og helst i mange dage af gangen. Selvom de unge mennesker efterhånden har slået sig ned i alle landets hjørner...så møder man op på skift hos hinanden. Altid - og næsten uanset hvad. Og det bedste i en mors øjne er den trofasthed, de viser overfor hinanden. Man stiller nemlig også op, hvis der skulle være problemer af en eller anden slags et sted i farvandet. 
Den loyalitet de unge mennesker har overfor hinanden hører desværre til sjældenhederne i den verden, vi lever i nu. Vi møder den alt for sjældent. 
Netop derfor varmer det en mors hjerte at være vidne til.
Og når moderen selv så samtidig fik taget sig sammen til at bage en portion boller, og fik fundet julens efterladte æbleskiver frem fra fryseren, bliver alting fuldendt. Men først og fremmest var det dejligt at se sønnen igen.   

Dagens køretur

Jeg fik vasket lidt tøj i dag, og ordnet andre ting her hjemme. Og det trængte både huset og jeg til. Sidst på eftermiddagen blev vi så enige om at køre en tur. Vi var bare lige sent nok ude, for Solen var tæt ved at forsvinde for os på vejen.

Her kunne vi se, hvor højt oppe Havet har været i de dage, der var højvande. Det har sikkert været et imponerende skue at opleve naturen på den måde. 

Men lige nu længes jeg bare efter en lang lang gåtur, foreløbig må jeg bare styre min iver, fordi jeg  stadigvæk har ondt i tænderne og kæberne. Derfor kørte vi i stedet for ned i forretningen med genbrugs-møbler, og der fik vi både kaffe og en hyggelig snak. Så det var slet ikke nogen dårlig idé. De blev glade for at se os, og vi lovede snart at blive friske nok til at komme og hjælpe lidt til igen. Der er så hyggeligt dernede, og altid fyldt godt op med hjertevarme og søde mennesker.    

Lidt opdateringer

Det blev jul, og det blev nytår. Dagene er godt i gang med at blive lysere, og vi har vel efterhånden vænnet os til at skrive 2012 i stedet for 11.       

Det er nu halvanden måned siden, at jeg skrev på bloggen sidst. Jeg ved det jo godt.. og endelig har jeg fået lysten og energien til at blogge igen. Det var sandelig også på tide. Men jeg har ofte læst med hos Jer andre, bare uden at kommentere eller orke at gå i gang med at skrive noget fornuftigt selv. Det er ikke bare lysten, der har manglet, men jeg har simpelthen ikke haft energi til at sætte ordene sammen. Har ikke haft en eneste fornuftig tanke i hovedet, udover de spekulationer, som jeg ikke allesammen ønsker at indvie offentligheden i.

Men kort fortalt, så har vi begge to været syge samtidig. Maveonde, influenza, feber, krampe, lungebetændelse og hoste, hoste, hoste. For mit eget vedkommende sluttet smukt af med at flække en kindtand, da jeg spiste en rosin. Tanden har jeg lige har fået fjernet.

Det er ikke begavet gjort af Manden og Konen at lægge sig syge samtidig. Vi fik ikke købt nye forsyninger ind, men på den anden side gjorde det måske heller ikke så meget. For ingen af os orkede alligevel at få lavet noget, som bare lignede en gang fornuftig mad. Det gik det meste af december måned med. Derfor tabte vi begge to både kræfterne og mælet. Jeg har stadigvæk ingen appetit og har tabt mig 5 kg. Ikke fordi jeg ikke trængte til det – bare ikke på den måde!

Samtidig - har vi været nødt til at rejse frem og tilbage til Middelfart Rygcenter på grund af husbonds nakke- og rygproblemer. Han venter stadigvæk på svar m.h.t. ryggen. Men det er til gengæld nu blevet konstateret, at der ikke kan gøres noget ved nakkesmerterne. Nakkehvirvlerne er vokset sammen på grund af slidgigten, og han kan kun prøve at lindre med forskellige milde øvelser. Måske vil man så kunne undgå, at det bliver værre med årene. Kun måske... ellers må han finde sig i det.  Men det virker da i det mindste, som om de har styr på tingene, hvilket ikke er, hvad vi har været vant til tidligere i andre henseender. Undersøgelserne af selve ryggen er ikke slut endnu, men i fremtiden vil der nu gå længere tid imellem vores udflugter til Middelfart. Det er herligt, for disse dagslange køreture har bestemt også taget på kræfterne. Og hver eneste gang, er der gået et par dage bagefter, før husbond er blevet menneske igen. Ofte sidder han oppe med smerter den halve nat. Det er synd for ham. Og måske også en lille smule synd for mig, for jeg har svært ved at klare tingene herhjemme alene.  

Sådan er det cirka… meget kort… og derfor blev der pludselig fuldstændig udsolgt hos Konen på øen. Hun satte hidsigt sin computer helt væk, og tænkte dengang at det ku´ sku´ da‘ også være lige meget med det hele!! Alting gik i sort.  

Jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem julen, men jeg husker den alligevel som nogle hyggelige dage sammen med de 2 yngste sønner. Jeg ved, at vi sang en enkelt salme og spillede et enkelt spil, som næstyngste havde sørget for til mandelgave. Julegaverne måtte vi droppe i år, fordi vi ikke kom i byen. Men skidt med det, ingen af os mangler noget, vi ikke kan undvære for at kunne være lykkelige mennesker allligevel.  

Heldigvis havde jeg været i god tid med maden til julefrosten, og meget lå allerede i fryseren. Vi kom også nogenlunde igennem madlavningen til selve juleaften, takket være mine 2 hjælpsomme sønner. De blev her i 10 dage, og de gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe til. Men andestegen og de brune kartofler slap jeg ikke for, det er ikke ungdommens spidskompetence. Og man forestiller sig næppe, hvor frastødende en varm andesteg i ovnen dufter, når man har kvalme til op over begge ører!

Dette er den helt korte opdatering af en meget meget længere historie. Og jeg stopper her med alle beklagelserne. For i det store og hele, så er intet af det jo  mere alvorligt, end jeg selv gør det til. Og det meste har vi jo prøvet før. Bare ikke samtidig, i december måned og i så lang tid af gangen.    

Dagen før nytårsaften tog sønnerne hjem for at holde deres egen nytårsfest – og nytårsaften lå husbond og jeg i hver sin ende af sofaen som et par tåbelige og medtaget zombier. Men vi hyggede os alligevel. Småsnakkede og fik tankerne lagt ned i de rigtige skuffer. Skyderi var her intet af, så vi havde det stille og fredeligt og kunne hvile ud i fred og fordragelighed.

Jeg vil nu se frem til et nyt år, der forhåbentlig bliver et helt almindeligt år. Måske endda året, hvor vi kan finde modet til at tage de svære valg i stedet for de nemme. Jeg har tiltro til det nye år, men lige pt. handler det for mig bare om at komme på toppen igen. Og så vil jeg gøre mit bedste for at få en smule liv i bloggen.

Godt nytår til Jer - lidt forsinket, men alligevel lige velment.