Efterårsdag

 

 

Det er sidste dag i september, og temperaturen udenfor er lige nu 20 grader. Selvom det kan være svært at løsrive sig fra sommeren, så har efteråret en egen ro over sig.
Septemberlyset er blødt, og man nyder stadigvæk sin have. I dag har jeg ryddet lidt op i et par af bedene og gjort plads til fire Hostaer, som skal flyttes et andet sted fra. Det bliver dog ikke i dag.
Græsset trænger stadigvæk til at blive slået, men det blev heller ikke i dag. For husbond har savet et par af de gamle æbletræer af for at give et mere åbent udsyn fra terrassen af. Vi kan ikke få Himmel nok.

 

Og så vil jeg da lige vise Jer noget, som jeg købte på et loppemarked, da vi var på Sjælland. Da vi passede barnebarnet, blev der gået mange ture med klapvognen. Og i parken overfor var der den dag et loppemarked.
Der fandt jeg et hæklet tæppe, som jeg fik for 150,- kr. Fordi....det var en gammel dame, som havde hæklet det, og hun havde ikke nået at hæfte enderne på garnet bagpå tæppet, før hun døde.

Således faldt ordene, da jeg viste interesse for tæppet.
Så er det bare lige, at jeg senere et kommet til at tænke på, hvornår man er en gammel dame?
Hvad mente han mon? Er man en gammel dame, når man er 65, eller når man er 85 eller 95? Hvad gemte der sig mon bagved ordene om den gamle dame, som døde, før hun nåede at gøre sit tæppe helt færdigt?
Men nu er det havnet her hos mig, langt væk fra hvor hun boede. Og jeg skal nok hæfte ender og er iøvrigt superglad for det. Og det er katten åbenbart også. Det er i glade farver, tungt og tykt og ligger dobbelt her på stolen.   

      

Malergården - 2.del

 

Selvom Malergården trues af fugt og forfald, så lever den gamle drøm om, at de gamle bygninger skal bestå som museum stadigvæk.
Den firlængede gård ligger med en forrygende udsigt over Lammefjorden, og med en gammel tilgroet have. Men haven er alligevel smuk, og man kan sagens forestille sig, hvordan den har været engang. Her har køkkenhaven f.eks. ligget.

Stuerne inde har et fantastisk lysindfald fra bygningens store vinduer, og man forstår godt, at Sigurd Swane har været så produktiv.

 

 

 Her har han f.eks. malet et portræt af sønnen Henrik som lille.

Og Gerda Swane har malet bror Henrik som voksen.

 

Iøvrigt er stuerne fyldt med nostalgiske ting. Jeg elsker at opleve de tidslommer, hvor tiden nærmest står stille.



 

 

 

Desuden blev jeg smask forelsket i det gamle brændekomfur. Lugtede pandekager og hjemmebagt brød og havde svært ved at løsrive mig. Hvis det havde været muligt, så havde Manden og Konen taget det med hjem lige på stedet, for det ville have været perfekt til vores gamle køkken.

 

 

Og så var der bogreoler overalt i stuerne, så der hersker ingen tvivl om, at familien har hygget sig med at læse ved petroleumslampen om aftenen .

Ved bøgerne var det også svært at løsrive sig. 

Mine fingre kløede virkelig efter at trække et par af bøgerne frem for at begynde at læse i dem. Særligt da jeg opdagede hele samlingen af Martin A. Hansens dagbogsnotater.

Men man måtte jo styre sine lyster ....

 

   

Og således slutter vi det, som har været rammen om kunstnerfamilien Swanes liv. Hvis jeg skulle komme på de kanter igen en dag, genser jeg gerne det hele igen. Stedet er bestemt et besøg værd, også selvom man ikke interesserer sig for malerkunst. For det er tillige en skøn oplevelse af en svunden tid.  





Solnedgang

Det var ellers meningen, at vi skulle have været i biografen i går aftes for at se filmen om Simon Spies og Glistrup. Men da vi havde spist, var vi alt for trætte. Vi følte os som to 90-årige, der havde vandret i bjergene hele dagen.
 
Så i stedet for gav vi os til at jagte den friske luft og solnedgangen, fordi der stod en smuk september-aften lige udenfor det åbne vindue.
Og vi nåede lige præcis at se Solen forsvinde.

Havet lå som et spejl under Himlen, og Solen gik ned i sine orange farver. Ikke en vind rørte sig, træerne på det sidste billede er blot skæve, fordi det normalt stormer meget i den ende af øen. 
Der var en stilhed i luften fuld af nærvær, således at man kunne trække vejret dybt og kører hjem til sit tv og sin kaffekop.   

 

Malergården

 

 



 

På Sjælland var der én bestemt ting, som vi havde sat os for at opleve, udover

at besøge familien. Og det var Malergården i Odsherred, som specielt jeg i mange år har drømt om at komme til at opleve.

 

Kunstmaleren Sigurd Swane købte i midten af 1930-erne et forfaldent husmandssted med en skøn beliggenhed med udsigt over Lammefjorden. Her fandt han de landskabsmotiver, som han havde ledt efter og flyttede derfor med hele sin familie til Odsherred. Det forfaldne husmandssted blev revet ned og bygget op på ny, og her skabte familien så deres helt eget paradis. De skabte et lille selvforsynende samfund og der blev brugt kampesten og genbrugsmaterialer til genopbygningen. De 3 børn gik ikke i den offentlige skole, men blev undervist hjemme.
Dengang var sønnen Henrik Swane 5 år gammel.
Malergården blev i 2005 åbnet for publikum.
 
Men allerede i 2003 besøgte fotografen Henrik Swane vores ø, hvor han holdt et fantastisk foredrag. Det var egentlig søsteren, maleren Gerda Swane, der var blevet inviteret, men hun var desværre blevet syg i mellemtiden.
 
Så kom Henrik - og vi blev alle sammen bjergtaget.
En lidt skæv eksistens og en enspænder, som pludselig stod der og fortalte så levende om familien Swanes liv med en utrolig talestrøm.  Samtidig med at han udfoldede sin egen specielle personlighed som fotograf og menneske. Henrik var kejtet og elskelig, og han stod trippende på stedet iført sin røde baskerhue og med 2 forskellige træsko på.  
Han sagde, at hans fødder var ligeglade, det var kun udseende. Og han gik lige godt i dem uanset farven. 
Og hans fotografier var originale og anderledes beskåret, end man er vant til.

Men Malergården blev altså et rigtigt kunstnerhjem med atelier, kunstudstillinger og litterære sammenkomster. Med et utal af værelser og med malerier alle vegne. Sigurd Swane blev en af de betydeligste danske kunstnere i det 20.århundrede. Han fandt sin stil som landskabs- og portrætmaler.
Og mange kendte personligheder har slået sig ned på Malergården i en periode, bl.a. forfatterne Thit Jensen, Martin A. Hansen og Valdemar Rørdam, imens Sigurd Swane malede deres portrætter.

Henrik Swane døde i 2011, og hvis du er blevet interesseret, så læs evt. HER., hvor jeg fandt en rigtig god beskrivelse af ham.
  
Der er mere endnu at fortælle om selve Malergården - så jeg fortsætter nok min beretning en anden dag. Men hvis man har fået nok nu, så kan man jo bare springe det indlæg over! 


   
 

Efterårsjævndøgn

Der findes en slags træthed, som man ikke kan sove væk. 
For den har taget fat i alle ens muskler og knogler samt hver eneste lille celle i ens hjerne.  
Man har ondt alle vegne og orker dårligt det mest basale, og man vandrer rundt som om, man har fået forkerte briller på med en helt forkert styrke.
   
Den træthed rammer mig med mellemrum, men mest når jeg har foretaget mig noget udover det sædvanlige.
Når jeg f.eks. har været sammen med flere mennesker i mange dage, har opholdt mig i uvante omgivelser, eller har koncentreret mig om andre ting end de vante.
Når min hjerne eller min krop kommer på overarbejde, så rammes den svulst, der sidder så uheldigt inde i min hjerne. Og svulsten holder åbenbart af at sende signaler ned til resten af kroppen med besked om, at det skal gøre ondt alle vegne, samt at jeg bør tage det med ro, for at det hele ikke skal blive endnu værre.  
Trække mig helt tilbage og ikke foretage mig noget som helst. Ikke længere være social, ikke læse, ikke skrive, ikke gå nogen steder hen, ikke gøre rent eller ordne haven. - Men bare vente, indtil den invaliderende træthed slipper lidt af sit tag igen.   
En del af de nævnte gener skyldes så samtidig alle mine mange år med epilepsi-piller, der langsomt nedbryder ens knogler.
Derfor - skal jeg altid overveje nøje om en større aktivitet eller en rejse er det værd.

Vi har været hjemme i en hel uge nu - og denne gang har det bestemt været det værd.
Selvom de mange oplevelser på Sjælland har været krævende, så har jeg ikke et øjeblik fortrudt, vi tog af sted. 
For vi fik hygget med barnebarnet og samtidig set ældste-sønnens nye hus. 
Kørte rundt alene sammen, besøgte svigermor, og havde til sidst et par meget dejlige dage sammen med svoger og svigerinde. 
Det har været en rigtig fin tur - men alligevel var det selvfølgelig godt at komme hjem igen til trygheden og de vante rammer.

Nu sidder jeg så i mine egne stuer igen.
Da vi var hjemme søndag aften gik jeg en hurtig tur i haven, hvor man kunne undre sig over, hvor meget farverne havde ændret sig på én eneste uge. Men samtidig glæde sig over, at alting ellers var, som det skulle være.
Og i dag er det så efterårsjævndøgn, hvor dag og nat er lige lange. Og nu undrer jeg mig så over, hvor hurtigt sommeren er gået.
For nu åbner vi igen op til det mørke halvår med stearinlys i vindueskarmen. Det er dagene, hvor mørket for alvor tager fat, selvom mange af os slet ikke er parate til det endnu.
Så er det netop, at man skal huske at nyde naturens mange smukke farver samt de hyggelige stunder indendørs. Og så vupti - så er det jul, og det hele går den anden vej igen.



            
 
 

Næsten på vej

"Økuller er ikke noget, man får, når man er på en ø. - Det er noget, man får, når man er væk fra sin elskede ø."
(Frit citeret efter et debatindlæg i avisen forleden dag)

I morgen tager Manden og Konen til Sjælland, og så må vi se, hvordan det går. 
Søn og svigerdatter har brug for en barnepige et par dage, og vi får lov til at passe det yngste barnebarn. Det glæder vi os bestemt meget til.
Bagefter har vi fået lov til at låne et sommerhus i Nordsjælland. Der bliver vi i en uges tid og ser os omkring, og selvom vi glæder os, er vi alligevel allerede rastløse, inden vi er kommet af sted her fra øen. En ubeskrivelig tilstand af uro og frustrationer er følelserne, som dukker op, når vi næsten er på vej. Når vi så er kommet af sted, forsvinder det lidt igen, for så atter at dukke op til overfladen igen efter et par dage på fastlandet.
  
Men nu er der altså blevet pakket - og man siger jo også, det er sundt og inspirende at tage hjemmefra en gang imellem for at kunne mærke, hvad man har hjemme.  
Desuden mener husbond godt, han kan køre bil nu, hvilket lige er blevet bekræftet af øjenlægerne på Odense. Der er overhovedet ingen undskyldninger.
Så jeg har altså pakket, forhaven er løbet over for ukrudt, og huset har fået en overhaling. Hønsene bliver passet, og kattene får mad til sædvanlig tid.
Jeg vil ikke have nogen netforbindelse imens, men det forhindrer mig jo ikke i at tage en masse billeder på vejen, som senere vil blive kastet ud på bloggen i tide og utide.
På gensyn, og ha´ det nu rigtig godt så længe.

  

       

Regatta-dag

 

Det siges, at der var for omkring halvanden milliard kroner både i Havnen i går. Som altid var det et fantastisk syn, og stemningen var fuld af fest og farver. Og så var vi endda lige ved at komme for sent til alle herlighederne, fordi vi havde fejlvurderet den kraftige vind, som havde ført skibene fra Tyskland langt hurtigere frem end tidligere. Men hvad ved sådan nogle landkrabber som os om det?
Men det holdt tørvejr, og jeg nåede at få en hel masse billeder samt at suge stemning og udrejsedrømme til mig.
Og det sidste sidder jeg så her og påstår med store armbevægelser, - velvidende at selvom det usandsynlige skulle ske, at jeg ville få tilbuddet, så ville jeg pænt takke nej tak og foretrække at blive, hvor jeg er.
- Havet er smukt og beroligende at se på og lytte til, siger den ene landkrabbe til den anden.

Om aftenen var der arrangeret festmiddag og musik, og det har varet til langt ud på natten. Og selvom en stor del af de gode sejlermennesker garanteret er gået til ro med hovedpine, så var havnen alligevel tom i formiddags ved 9-tiden.
Ved den tid var Manden og Konen nemlig inde for at handle i Netto og kunne ved selvsyn konstatere, at alting igen så ud, som det plejer.