mandag den 29. august 2011

Årets Regatta





Det er efterhånden mange år siden, at jeg første gang fortalte om den årlige Regatta. Men i 2007 gjorde jeg det HER
Jeg hygger mig nu lidt med at læse, hvordan jeg formulerede mig dengang, det er sjovt at læse tilbage.

Men det var altså i lørdags, at det var Regatta-dag.
I år var vejret ikke helt så godt, som det har været i de sidste par år. De sejlende var gennemblødte af regn ved ankomsten, og af samme grund var der ikke så mange lokale til stede først på dagen. De kom først senere, da vejret klarede op.
Manden og Konen ventede også. Som altid var det hyggeligt at gense alle de smukke både, ligesom det var rart at møde kendte ansigter fra øen. Og ikke mindst få sig en lille sludder sammen med en kop kaffe fra de medbragte termokander. De "indfødte" møder talrigt op hver eneste år. For at nyde synet af de fantastiske fartøjer, som man jo nok kan drømme sig lidt væk i. Men lige så meget for at se andre ... og for at blive set!

Nu er der et helt år til igen, og jeg glæder mig allerede til næste år. Det ville være en skam, hvis man blev nødt til at blive væk fra den oplevelse. Der er en helt speciel stemning omkring sådan en Regatta. Lugten af Hav og udlængsel.

lørdag den 27. august 2011

Har Solen tændt ild i Himlen?



Vi har været til den årlige Regatta i dag, og det var egentlig den, jeg ville skrive om, men det må blive en anden dag.  For jeg kom til at se ud og opdagede, at der var ild i Himlen.  
Jeg løb hurtigt ind efter kameraet og fór udenfor.
Et par minutter efter var det mørkt. Og med Himlens billeder på nethinden tror jeg bare, at jeg vil nyde resten af aftenen.

Billederne er næsten ubehandlet.

torsdag den 25. august 2011

Morgenstund

I morges havde jeg en tid hos lægen allerede før klokken otte. Så vi pakkede resterne af kaffen og maden sammen for at  nyde det ved et af ynglingsområderne efter lægebesøget. Disse små stunder ved Havet, giver nemlig det hele mening.
Det var en tåget og fugtig morgen, men sådan en kan bestemt også godt have sin charme. Der var mildt og dejligt, og vi fik også hilst på et par hundeluftere, som var ude på morgenturen.
Siden har tågen lettet og forvandlet resten af dagen til solskin. Vasketøjet har været ude, og endnu et lille stykke af haven har fået en overhaling. Her er støvsuget, og gulvene er blevet vasket.
Men morgenstunden har været det bedste ved dagen i dag - det var den, som gav energi.

Og så var der jo også lige færgen, som var på vej ind.

tirsdag den 23. august 2011

"En dåre Fri" af Beate Grimsrud

Det er vist længe siden, jeg har fortalt lidt om, hvad jeg læser. For lidt læser jeg da stadigvæk.

Men tiden efter at vi kom hjem fra ferien har været travl. Lidt for travl. Det er hændt, at jeg af samme grund har følt mig en smule forvirret, og at ord og sætninger derfor har blandet sig med hinanden.
Men nu er jeg da endelig blevet færdig med bogen "En dåre Fri", skrevet af Beate Grimsrud.
Jeg har været usædvanlig lang tid om at læse bogen færdig. Ikke fordi den er svær at læse, men fordi jeg havde brug for mange pauser. Bogen er nemlig en barsk historie, hvor læseren føres direkte ind i psykens grænseland - og det var altså ikke altid lige sundt, når jeg selv befandt mig i en mærkelig stresset tilstand.

Romanen er en hudløs beretning om et menneskes kamp mellem styrke og svaghed, og om det at leve med sine psykoser.
Hovedpersonen, Eli, må leve sit liv sammen med 3 drengestemmer - Espen, Erik og Emil - i hovedet. Stemmerne har fulgt hende det meste af livet og giver hende sjældent fred. Derfor er hun tvunget til at være der, hvor verden ikke er, lukket ude fra sig selv. Bogen er sat sammen af små punktvise afsnit, der veksler mellem nedslag i diverse barndoms- og ungdomserindringer...og så nutiden.

Eli er 39 år og lever alene i sin lejlighed, hvor hun har dækket vinduerne til med mørke gardiner. Hun synes, at gulvet skråner imod vinduerne, og hun er bange for, at stemmerne vil bede hende om at springe ud.
Da bogen udkom, diskuterede man, om den er fiktion eller virkelighed? Fordi forfatteren i virkeligheden har haft mange af samme slags sygdomsperioder, og har skrevet de værker, der bliver fortalt om i romanen. Men man fik det aldrig bekræftet, og egentlig synes jeg også, det er ligemeget. For det er en god og indsigtsfuld bog, og dens styrke består mest i, at den er en blændende  bearbejdelse af et svært stof. Personligt tror jeg dog på, at der skal en god portion virkelighed til, for at man kan skrive sådan.     

Bogen er fyldt med ensomhed og savn. Ikke blot omkring Eli, men også omkring hendes søskende og forældre, samt de andre patienter på afdelingen. I lange perioder er Eli nemlig tvunget til at være indlagt. Bogen viser os med sine indgående og præcise beskrivelser her en verden, som er ukendt for de fleste. Den er en barsk historie om en kvinde, der uendeligt langsomt får repareret sit splittede hoved.
Jeg tror egentlig ikke, at jeg vil anbefale bogen, hvis man ikke interesserer sig for emnet. Det gør jeg -
og det var altså grunden til, at jeg holdt ved.
Efter det her...har jeg brug for noget lettere. Så jeg trækker vejret dybt ned i maven, og går atter i gang med en af Håkan Nessers bøger. :-)

lørdag den 20. august 2011

Stilhed over øen




Selvom kroppen er ved at indstille sig på efterår, og bladene falder i haven, så er der heldigvis mange skønne sensommerdage tilbage endnu.
En af dem har været i dag. Jeg har klippet nogle stauder ned, og jeg har siddet med benene oppe på en havestol, imens dagdrømmene gik sine helt egne veje. 
Senere kørte vi en tur. Fordi man ellers alt for nemt kan komme til at glemme at se sit eget nærmiljø med de rigtige øjne. Og fordi vi pludselig lagde mærke til, at øen atter står stille. Sommerhusene står tomme, og de fastboende er ved at få deres ø tilbage. Så vi kunne drikke vores kaffe og spise vores lille kage i tosomhed lige midt i udsigten.
   

fredag den 19. august 2011

Sommerens forfald


De første blade er allerede begyndt at drysse - det er lidt tidligt, men det er ganske vist. Sommeren er ved at gå i forfald, og det er indledningen til en periode med andre aktiviteter. Tid til at læse, tid til at skrive, tid til at strikke, og tid til at se film i biografen.
Men lige nu er det også tiden, hvor oprydningen efter de smukke sommerblomster går i gang. Det kan skam være ganske hyggeligt, for der er en helt speciel stemning ved efterårets halvmørke både ude og inde.
Manden og Konen flytter også lidt om i kontoret og i stuen, de gør klar til flere dage indendørs. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det lader altså til, at vi flytter om hvert eneste efterår! I år blev det heldigvis ikke til så meget - og vi orker snart heller ikke længere at bære rundt på møblerne!!

Græsplænen blev slået i går, og det var heldigt. For i dag regner det. Jeg fik også ryddet op på terrassen nede bagved drivhuset, og bagefter blev der tid til at sidde og nyde eftermiddagens Sol.
Jeg holder meget af efteråret.
Benny Andersen har beskrevet efteråret smukt i sin vise "Aftentur med Rosalina", sunget af Poul Dissing:

"Da sir´ Rosalina: Ved du hvad -
Jeg glæder mig til efteråret kommer.
Det har altid gjort mig stærk og glad.
Jeg syns´ jeg går i stå når det er sommer.
Efterårets farver har glød og temp´rament.
Jeg føler mig som genfødt hver eneste gang!"

onsdag den 17. august 2011

Fangekælderen



I en del af huset er her rent faktisk en kælder! Kælderen har 2 indgange. Der, hvor vandpumpen står, og ude fra vognporten af. Her har sikkert været flere indgange, men de er blevet muret til for mange år siden. Der går rygter om, at kælderen har været brugt til opbevaring af kartofler og roer - men også at der har gået ænder dernede. Dengang forstod man virkelig at udnytte al pladsen.
I eftermiddags havde vi besøg - og jeg ved ikke, hvordan vi kom til at tale om det. Men det endte i hvert fald med en rundvisning af hele huset. Når jeg siger hele huset, så hører den gamle kælder jo med. Særligt når den besøgende er meget interesseret i huset samt dets tidligere beboeres historie. Og jeg skal da lige love for, at vi fik snakket.  Bl.a. om kælderen her, som vi selv kalder for  ”fangekælderen”. Kommer her nogen, og de ikke opfører sig ordentligt - vil de blive smidt derned. Bare så I lige ved det!!!!
De første år vi boede her, brugte vi kælderen som kartoffelkælder. Flere signaler sagde os nemlig, at det havde de tidligere ejere gjort. Men et eller andet har de gjort anderledes, for kartoflerne mugnede... nok fordi der ikke er tilstrækkeligt med luft. Så derefter blev døren lukket, og kælderen mere eller mindre glemt. Nu har vi haft døren lukket derned til i ca. 12 år og havde næsten glemt, at den er der. Indtil i dag altså.     

mandag den 15. august 2011

Vandpyt eller badesø?


Nu kan jeg da prale af, at vi har egen badesø i baghaven. Der er i hvert tilfælde en skøn udsigt her fra 1.salen. 
I morgenstundens solskin leger sensommerens farver gemmeleg, og snart vil de gyldne farver give træerne en varm tone, før mørket og kulden igen tager over.
Dagen skal bruges i haven, og måske senere en lille køretur til Havet. For selvom kroppen værker, og husbond stadigvæk har ondt, så kan man jo sagtens finde ud af at nyde sådan en dag.  

Jeg har iøvrigt gjort noget (for mig) meget grænseoverskridende. Jeg har givet min blogadresse til 2 personer fra min virkelige verden. Jeg ved ikke helt endnu, hvordan jeg har det med det, skal nok lige vænne mig til tanken. Eller måske glemmer jeg det hen af vejen, når jeg skriver. Sådan skulle det helst være, for jeg skriver jo allermest for mig selv. 
I sidelinjen er der nu lagt et link ud til min gamle blog....og når jeg selv sidder og læser tilbage i indlæggene der, så forstår man ikke helt, hvor alle de smukke dage er forsvundet hen. Men her kan jeg genoplive dem, så de ikke tørrer helt ud som en vandpyt efter regnvejr.  



Scener fra i aftes

Det begyndte bare med lidt regnvejr i går aftes. Jeg kiggede ud ad vinduet og synes måske nok, at der var lige vel rigeligt af slagsen.
Imens Manden ringede ned til en bagbo, som er alene, for at høre om hun klarede sig, så ville jeg tappe vand af på dunke...bare for en sikkerheds skyld - og lært af tidligere erfaringer. Men netop som jeg åbnede for hanen, gik strømmen og dermed vandpumpen i kælderen, samt alt hvad dertil hører.
Så intet vand - og ingen kaffe!
Regnvandet kom stille og roligt silende, både fra oven og ned fra marken overfor. Ned i vores perlestensbelagte indkørsel... 

under hegnet, videre ned i haven. Jeg prøvede at redde mine blåbærbuske ved at grave en rende i græsplænen. Men kunne ikke stoppe alle de småsten, som lagde sig pænt til rette omkring blomsterbedene. Imens bar husbond de høns ind i hønsehuset, som stadigvæk stod udenfor i 10 cm vand. De så ærlig talt en smule våde og småforvirret ud!  


Derefter kravlede husbond mere eller mindre elegant ned i kælderen for at starte en gammel dykvandspumpe. Grunden til at den står der, er også noget med tidligere erfaringer.
Pumpen kørte til kl. 2, hvor vi slukkede og gik i seng.

Her til morgen ånder alting fred og idyl. Pumpen i kælderen er startet op igen uden besvær.
Her er strøm, man kan trække ud i toilettet, fryserne kører, og man kan atter få kaffe og morgenbad.
Alt sammen takket være en lille dykvandspumpe, som vi købte for ca. 10 år siden efter et skybrud. Bare for en sikkerheds skyld. Dengang manglede vi den.
Naturligvis ligger husbond nu med ondt i ryggen, men lige om lidt hjælper pillerne. Solen skinner fra en skyfri Himmel, og jeg vil begive mig ud i haven.
Alt dette var naturligvis ikke sket, hvis man boede på 4.sal - men måske ville livet til gengæld være kedeligt!!

(Tryk på billederne for at se dem større.)

fredag den 12. august 2011

Regn, regn og atter regn



Det regner, når vi står op, og det regner, når vi går i seng. For tiden bliver der skrevet og talt en del om vejret. Holder regnen mon nogensinde op?
De stakkels heste nede bagved er tæt ved at drukne. Billederne er udsigten fra vores baghave i morges. Det lille markområde ser ud, som det plejer på en grim vinterdag. Vand og mudder.

Vi har været hos en god nabo, som desværre kun bor her om sommeren. Vi hyggede os og fik vendt verdenssituationen, og ikke mindst vores egen lille andedam (hestedam?) Det blev gjort med smil og tilfredshed.
Biblioteksdamen har også lige været her med en helt ny stak bøger, så nu er her inspirerende læsestof igen. Her er tændt op i brændeovnen og pandekagedejen står parat til at blive brugt lige om lidt. Egentlig er det hele meget hyggeligt, og jeg keder mig ikke.

onsdag den 10. august 2011

Fornemmelsen af efterår

Vågnede til fornemmelsen af efterår og halvmørke.  Her var 16 grader indendørs, og kun 11 grader udenfor. Mørke skyer hænger tungt over øen.
Fotoklubben udstiller i denne uge, og der var vi i går.  Alle billederne er taget her på øen, og det var nogle super billeder. Man har altid godt af lidt ny inspiration, og samtidig får man på en eller anden måde lidt mere erfaring selv. Jeg talte med én om digitalkameraer, fordi jeg selv går og pusler med tanken om at købe et.
Men foreløbig er dagen i dag vist mest beregnet til støvsugning og indkøb.

tirsdag den 9. august 2011

På hjemmebane






Her blæser en kraftig vind, og bygerne falder lige efter hinanden. Vi er atter hjemme på øen, og vejret er markant anderledes i dag, end i de 14 dage vi lige har været væk. 14 dage fyldt med sommer og Sol.
 Det skulle egentlig have været i 3 uger, men både Mandens og Konens helbred skabte sig, og derfor valgte vi at tage hjem. For så er det bedst at være hjemme.
Selvom helbredet var den væsentligste grund, kan man vist også nok kalde os for hjemmefødninger. For vi kan altså begge to bedst lide at være her. Ude er dejligt, men hjemme er bedst. Og jeg ved godt, at jeg har sagt det ofte, men det tager nok ikke skade af at blive gentaget én gang til.

Vi kom med sidste færge hjem i lørdags. Det var den eneste, vi kunne få plads på, og når det nu skulle være, så skulle det være. Tålmodighed er ikke vores dyd, når først en beslutning er taget.
Søndag morgen tog jeg mit kamera og gik på havevandring, iført campingbukser og morgensko. Alt andet lå i vognen endnu.    
Utroligt så meget, som var forandret på bare de par uger. Det var ikke blot græsplænen, som var blevet langhåret, men også blomsterne som havde ændret farveskær. Og jeg havde næsten glemt, hvor ufatteligt stille her er. Trygt, og med følelsen af en samhørighed og accept, som jeg ikke kan finde andre steder.

Nu er det blevet tirsdag, vasketøjet er vasket, og vognen er tømt. Imens regnen siler ned udenfor, så pusler vi med hver sit indendørs. Det er helt sikkert sundt at tage ud en gang imellem, for på den måde opdager man, hvor skønt der er på hjemmebanen.     

fredag den 5. august 2011

P1 på Plejehjem

Når man nu ligger på fjernsynsfri camping, har man jo mere tid til at høre radio Og så kan man jo spørge sig selv om, hvorfor man ikke gør det noget oftere. Det måtte jeg i hvert fald med skam gøre i mandags, da jeg lyttede til Mikael Bertelsens nye radioserie på P1.

P1 på Plejehjem
I en serie på seks afsnit oplever Bertelsen livet på plejehjemmet Sølund i København, med åben mikrofon, og hans helt særlige og originale interviewteknik. Udsendelserne bliver sendt hver mandag kl. 20.
Det er reportager og interviews med ansatte og ikke mindst beboere, og jeg nød hvert eneste minut af udsendelsen.
- "Det er ikke sjovt at blive gammel", var der en af beboerne som udtalte - og det gjorde hun mange gange.
Det har hun helt sikkert ret i, men alligevel gav radioudsendelsen mig et lille vink om, at det måske slet ikke er værre, end man selv gør det til.
For som en af de andre beboere sagde:
- "Når man ikke længere kan åbne døren - så må man åbne vinduet.

Udsendelserne kan også høres på nettet - men jeg glæder mig allerede til 2.del på næste mandag.

onsdag den 3. august 2011

Ind under huden...

Vejret er stadigvæk strålende, Himlen er skyfri, og solnedgangene fabelagtigt smukke. Om aftenen er det dårligt nødvendigt med en trøje. Det er sommeraftener, som er skabt til at sidde udenfor sammen med et melankolsk glas rødvin og en bog. Manden og Konen er trætte og må sparer på kræfterne. De har både lyst til, og brug for at blive hjemme på pladsen for at kunne mærke ferien og friheden helt inde under huden. Og det er jo også det, der er meningen.
 
Jeg læser - eller rettere sagt læste - "Silhuet af en Synder" af Leonora Christina Skov.
Selvom bogen generelt har fået mange gode anmeldelser, så føler jeg mig ikke vildt begejstret. Jeg læste næsten halvdelen af bogen, før jeg gav op. Og det tog mig lang tid at nå dertil, simpelthen fordi jeg kedede mig. Man havde lovet mig uhygge. Der er skam også tårnværelser, tågede spejle og støvede lysekroner, men jeg synes, at uhyggen er for konstrueret og en tam affære. Der er også familiehemmeligheder og forbyttede identiteter...men bogen har ikke kunnet fange min fulde opmærksomhed.
Derfor lagde jeg den væk. Efterfølgende har jeg dog læst rundt omkring på nettet, at man skal læse over halvdelen af bogen, før den fanger. Så måske tager jeg udfordringen op igen på et senere tidspunkt, når jeg er mere motiveret.

Foreløbig er jeg i stedet for gået i gang med Håkan Nesser "En helt anden historie". Og lige nu glider den meget nemmere ned.