Mere Jul

Det blev en rigtig skøn juleaften, en af dem som vil blive husket med stor glæde. Tiden løb fra os, for vi sad længe omkring bordet. 

Først kl. 21 gik vi omkring juletræet og sang alle de julesalmer, der hører sig til her i huset. 

Os 4 brummere - hvor ingen af os ejer en eneste tone i livet, men alligevel ikke er bange for at synge højt! 

Hvis nogen havde hørt os udefra, var de sikkert løbet skrigende væk. Men ingen hørte os - for vi er de eneste hjemme på vejen i hele julen. Og vi mente iøvrigt også selv, at det lød perfekt. 

 

Bagefter delte vi gaver ud. Spiste slik og drak kaffe eller rødvin.  

Gav os god tid med gaverne, for at påskønne det, som andre har gjort sig umage med at vælge til os. Manden og Konen fik den sauterpande, som de har ønsket sig længe. Og jeg fik en skøn blomsterbog samt små poser med blomsterfrø fra en trofast blogveninde. Så nu kan foråret virkelig godt komme an, stemningen er i hvert fald til stede.

 

Denne 1.juledags aften, er de unge taget til julefrokost hos en kammerat, som samler alle "de gamle" kammerater her fra øen omkring sig. Noget, der er ved at blive til en hyggelig tradition.  

Manden ser tv (el. sover?), og Konen pusler. 

Jeg har fået tømt opvaskemaskinen (igen) og har atter fyldt den. Ovnen er rengjort, og en maskine tøj er hængt til tørre.

Jeg har læst lidt og strikket lidt. 

I morgen venter en 2.juledag med julefrokost, men her ligger det meste jo parat i fryseren.

 

Solen har skinnet hele dagen, og fuglene har kvidret.

1.juledag bliver lukket ned med et brag af en solnedgang. 

  



Glædelig Jul til Jer ude i stuerne

På denne dag som  er årets korteste, der går kursen først og fremmest mod Julen. 
Men samtidig venter vi spændt på lysets tilbagekomst. Pg den glæde der ligger i at skulle opleve endnu et forår.

Det er næsten jul nu, og jeg har nået det, som jeg havde sat mig for.
Juleænderne og flæskestegen ligger parat. Mandlerne til risalamande er hakket og ligger parat i en pose. Den 23.dec. vil de små kartofler til brune-kartofler blive kogt, så de er parat til juleaften.
Middagsmaden til den 22. og 23. er under kontrol, og det samme er det, som skal på bordet til julefrokosten. Ikke fordi nogen kræver julefrokost - men mest fordi Manden og Konen gerne vil, så længe de kan.

Udenfor er det lige nu regnfuldt og gråt - men jeg er inde i varmen og hyggen, fuld af taknemlighed.  
I morgen er de 2 yngste sønner på vej til øen. De andre har planer, som indbefatter svigerforældre eller et arbejde der også skal passe.

Nu er der vist bare tilbage at ønske Jer, som kigger her forbi, en rigtig glædelig jul.

Husk at hver eneste juleaften er noget særligt. 

Jeg håber, at I hver især må få en dejlig juleaften, fuldstændig som I ønsker den.

 

GLÆDELIG JUL.

 

 

Forår og julesnaps

 

 

 

I denne tid når jeg sjældent rundt i hele haven. Der er jo andre ting at tænke på, og når man står op om morgenen, så er det mørkt. Når man så kommer i tanke om det sidst på eftermiddagen, er det også mørkt.
Men da jeg i dag skulle ud for at finde grene til et par juledekorationer, huskede jeg at give mig god tid og tage fotoapparatet med. 
Vintergækkerne kunne jeg ikke finde, men det lykkedes alligevel at finde en lille smule fornemmelse af forår og farver. 

Solen skinnede, og der var plusgrader i luften. En underlig kontrast til at husbond stod inde i køkkenet imens og lavede sin valnøddesnaps parat til jul.
Det skulle være meget nøjagtigt - så han blev også nødt til at smage. Og jeg duftede til den - mange gange. Gad vide om man kan blive beruset af det? Vi sov i hvert fald længe til middag bagefter.

 

 

    

Småkager, småkager og småkager

Klokken er næsten blevet 16, og opvaskemaskinen snurrer i køkkenet. Her er ryddet op, og to hold vasketøj er også blevet lagt på plads.
Gæsteværelserne er blevet støvsuget, der er lagt sengetøj på sengene, og håndklæderne ligger parat.

Man tror det næppe - men jeg har altså bagt småkager igen.

Det var staben af mandlige frivillige inde i genbrugsbutikken, som råbte på flere småkager. Eller rettere sagt - så lod jeg mig falde for smiger, og der skal ellers meget til. Men sådan kan det altså gå, og det viser jo bare, at selvom man er en kvinde i min alder, så kan man immervæk gå hen og falde for smiger.

 

Ellers tager jeg stadig forberedelserne til julen lidt af gangen, så jeg kan klare det. Selvom vi kun bliver 4 personer til julefrokosten,  så skal de ikke snydes for en ordentlig frokost. Så i går blev her lavet frikadeller. Jeg hoppede på låget til fryseren for at få alting til at være der.

 

Og så lige som Manden og Konen for et øjeblik siden skulle til at sætte sig ned for at hvile benene, gik døren op. Det var en god bekendt, der ville aflevere en juledekoration, fordi vi har været hjælpsomme mod vedkommende i årets løb. Jeg har ikke fotograferet den endnu - for lige nu trænger jeg mest af alt til at sidde ned og slappe lidt af. Det gøres fint sammen med et skriv på bloggen.   

 

 

Og nu til noget helt andet ....

Altså - nu må jeg virkelig tage mig sammen og slippe tankerne omkring filmen fra i tirsdags. 

Derfor kommer her nu en lille beretning.
Den foregår hen over morgenbordet et sted langt ude på landet. En Mand og en Kone sidder og spiser de sædvanlige boller med ost på, samtidig med at de lægger planerne for dagens gøremål. 

- Nu vil jeg gå ud og skære grenene af juletræet, siger Manden, og ser virkelig ud som om, han er godt og grundig træt af julen.

- NEEJ, skriger Konen. - Hvor skal jeg så hænge alle julehjerterne?
Hun ser for sit indre blik en nøgen træstamme, der stå midt i stuen juleaften.

- Nå nej - jeg mente bare de nederste grene, ler Manden. - Bare så træet passer ned i juletræsfoden.
Og så griner de begge to - og glemmer helt at det var en mørk dag i går og et surt vejr i dag.

"Sorg og Glæde"

 

Sorg og Glæde.
Der er lidt af hvert til os alle sammen - men desværre mere til nogen end til andre.
I går aftes var Manden og Konen i biografen for at se filmen "Sorg og Glæde".
Jeg var forberedt på at skulle hulke mig igennem de 107 minutter og tørre tårer væk fra kinderne hele vejen hjem.
 
Det skulle jeg bare ikke - for det er ikke en film om død - men en film om kærlighed.
At turde fortælle den historie til os andre er så stor en gave, at man burde bøje sig dybt i støvet og takke for tilliden. Og man burde ikke bare takke Niels Malmros - men også hans kone, Marianne. Filmen har virkelig rørt ved så mange ting i mig, at den har rumsteret i min hjerne siden i går aftes og gør det endnu. Det er en af de film, som jeg aldrig glemmer.
Den er meget svær at skrive en anmeldelse om, men i forvejen havde jeg lovet mig selv, at det ville jeg gøre. Uanset hvad.


Med en sjælden nænsomhed skildrer Niels Malmros sit livs tragedie. Han gør det helt uden underlægningsmusik, for på den måde at prøve på skabe en bestemt stemning hos publikum. Det lader han os selv om.  
Niels Malmros skildrer sin egen og hustruens ulykke, fuldstændig som den skete i virkeligheden. 
Og virkeligheden kan jo somme tider være barsk på den ene eller den anden måde. Det kan den også for andre.
Det er også sådan i virkeligheden, at hvis den ene bryder sammen - og man pludselig står alene med problemerne/opgaverne - så holder man sig oppe. Fordi man skal, og der ikke er anden udvej. Så fortrænger man sine egne behov til fordel for den anden.

Jeg mener, og har altid ment, at man skal være meget varsom med at fordømme nogen.  
For selvfølgelig kan man altid sige, at den ene skulle have gjort dit og den anden dat. Der var tidspunkter i biografens mørke, hvor jeg sad og blev rasende. På manden.
Men hvor går grænsen imellem hvad man skal og ikke skal - eller hvad man kan og ikke kan? Mange af os andre har vel også ulykker eller spøgelser af en eller anden karakter godt skjult bagved vores hække og hoveddøre.

Efter at have set filmen er jeg mest blevet glad for at konstatere at medmenneskeligheden eksisterer endnu.
For selvfølgelig er det en skrækkelig tragisk og sørgelig ting at dræbe sit eget barn. Men - Marianne var altså i psykose og handlede udenfor sin egen bevidsthed.  
Man KAN ikke sige, at det var nogens skyld. Det var - og er - en stor sorg, som de stakkels mennesker skal leve med i resten af deres liv.

Og det er der nu kommet en smuk film ud af, som mest drejer sig om en hyldest til kærligheden.


Ægteparret har valgt at blive boende i huset efter tragedien for 30 år siden. Det var ikke noget egentlig valg, som de tog fra starten af, men sådan blev det bare. De har levet et stille liv sammen. Med dagligdagens velsignede gentagelser til at holde alting oppe. Og jeg er sikker på, at de har været lykkelige sammen, så godt som det nu engang har ladet sig kunne gøre.

 

Filmen "Amour"

Mange vil sikkert huske Michael Hanekes guldpalme-vindende drama: "Amour".

Fordi Manden og Konen nu har tegnet et abonnement på Viasat, så fik jeg endelig set en af de film, som jeg ellers var gået glip af. 
Dengang filmen blev vist i biograferne, var det i perioden, hvor husbond havde så dårlige øjne, at han ikke kunne køre bilen. Og ingen bil - ingen biograf.

Nu fik jeg til gengæld set filmen i fjernsynet, og jeg kan slet ikke lade være med at gøre opmærksom på den, selvom jeg godt ved, at den er en gammel nyhed. 
Men det er jo simpelthen en fremragende film.

Den handler om ægtefællerne Georges og Anne, som begge har passeret de 80 år, og nu nyder deres otium i lejligheden i Paris, hvor de tilsyneladende har boet hele livet.
Et skønt og kultiveret pensionistpar, der elsker hinanden betingelsesløst og som har besluttet at følge deres lange kærlighedsforhold til dørs i en gensidig fredsommelighed og med høflig ømhed.

Men hverdagen vendes fuldstændig på hovedet, da Anne får et slagtilfælde, som gør hende lam i højre side af kroppen og medfører begyndende demens.
Ganske langsomt skærer filmen helt ind til benet og viser os, hvilken urimelig pris nogle mennesker i sidste ende kommer til at betale for et levet liv.

Filmen er meget rørende. 
Her oplever man virkelig, hvordan filmmediet kan bruges som et værktøj, der kan afdække alle detaljernes poesi. Der er blød musik i billederne og hele måden historien er bygget op på.
Jeg var vild med nærbilledernes sentimentale tyngde, samt den vidunderlige ro, man oplever hele vejen igennem filmen.
Hvert eneste billede fortæller, hvad filmen drejer sig om: Et levet liv, mens døden observerer et sted i baggrunden. 
Den afmagt der står malet i personernes ansigter, det er billeder man sent glemmer.
Måske er jeg bare selv en sentimental gammel Kone. Men jeg vil alligevel anbefale filmen, hvis der skulle være nogen, som ikke har set den endnu. 

Så længe det knager, så holder det ....

Selvom det har knaget og braget i hele huset, så overlevede vi alligevel stormen. Vindstødene kom slet i nærheden af det, som vi oplevede sidst.
Ingen væltede træer, løse tagsten eller knuste drivhuse. Sådan...
Blot lidt vand ned i nakken på et tidspunkt, hvor vindretningen ledte regnvandet ind under et par af tagpladerne.
Men det tager forsikringen sig af - senere. Vi satte bare et par spande under, indtil vinden drejede om.

Men det lød alt sammen vældig dramatisk inde fra varmen af, og jeg havde svært ved at sove om natten.
Halvt i søvne drømte man om gamle brædder, der løsnede sig. Vinduer der blæste ud, lofter der faldt ned, samt et gammelt hus, der faldt fuldstændig fra hinanden. Den vilde susende lyd af blæsten var svær at lægge fra sig.
Så det blev kun til et par timers søvn den nat.
På et tidspunkt stod jeg op for at smutte hen og se ud på vejret. Det gjaldt om at holde godt fast på vinduet, så det blev kun til et hurtigt kig. 
Da vinden så endelig lagde sig ned og faldt til ro hen på morgenstunden, kunne jeg endelig sove - og pludselig blev det enormt hyggeligt at krybe sammen og tænke på naturens vidunderligheder. Lige ude på den anden side af væggene. Sådan noget er jo altid hyggeligt, når man selv ligger under en dyne inde i varmen.

I dag har Solen så skinnet. Det er stille, vandet er vendt tilbage nede i havnen, så færgerne atter kan sejle. 
Post har vi ikke fået noget af endnu, men det får vi sikkert på mandag. Den skal i hvert fald nok komme - en eller anden dag. 
  

Imens vi venter på storm

 

De sidste julesmåkager er bagt, og jeg har vinket farvel til kageformen for denne gang og sat den allerbagerst i skabet. Det var en god fornemmelse.
Mangler stadigvæk at købe lidt julegaver, men dem som skal sendes, de er i hus.
Sukker dybt og inderligt og siger: - Så langt, så godt.
Det er stadigvæk ikke julestemningen, som står forrest i køen.

Nu sidder jeg så her i kontoret og venter på stormen. Har allerede tappet vand af i en stor mængde flasker samt sat stearinlys parat, hvis strømmen skulle forsvinde. 
Udenfor hyler blæsten allerede, og regnen slår imod de små ruder. Det lyder voldsomt, og jeg kan tydeligt mærke, at her er mere fodkoldt end normalt. Gamle huse og stormvejr er ikke nogen god kombination.

Det indkøbte juletræ er blevet tøjret godt fast til rækværket, og alle løse genstande er båret ind. Campingvognen er blevet flyttet, således at den ikke vælter ned i terrassen - hvis den altså vælter.
Her er båret brænde ind til resten af dagen, og køleskabet er fyldt op til de næste par dage. Hønsenes æg er allerede samlet, selvom det er noget, som normalt bliver gjort sidst på dagen.
Alle øens færger er indstillet og forskellige arrangementer er aflyst. Man beder folk blive hjemme.
Det gør vi også hellere end gerne. I går hentede jeg bøger på biblioteket, og på mit bord venter flere sokker på at blive strikket færdig.
Vi har lige tilmeldt os den viasat-pakke, som indeholder alle filmkanalerne, så måske vil der også være noget, som lokker der.
Så længe hustaget bare bliver liggende over vores hoveder, så skal det nok gå. Det store træ i haven kan i hvert fald ikke vælte mere end én gang.