Ugidelig novemberdag

- Man sku´ ha´ været en kat!

Det grå og grumset novembervejr har lagt en tung dyne af ugidelighed hen over matriklen. Eller måske er det bare julen, som fortæller, at den er på vej. Men her fortsætter juleforberedelserne alligevel med løftet pande, selvom Konen er træt.

I går blev der gjort rent på gæsteværelserne, og julepynten blev hentet frem fra loftet. Der er ikke så meget tilbage længere, for jeg smed talrigt væk sidste år. Noget var gået i stykker, og noget var simpelthen blevet for gammelt. Det var godt slidt af årene, ligesom så meget andet! Jeg har heller ikke tænkt mig at købe nyt, for mine egne juleaftener med gæster, må vel være talte på et tidspunkt. I dag er det i hvert fald ikke lysten, som driver værket.  
I forgårs blev de sidste æbleskiver bagt, og der ligger nu 14o stk. i fryseren. I dag tog husbond endnu en af ænderne, og det tog hårdt på kræfterne. Mandens altså...men jeg tror da pokker, han havde svært ved at holde dyret. For i renset stand så vejer den næsten 4 kg. Se, det ligner bestemt noget, som er værd at komme efter.  
I dag holder jeg pause.
Anden skulle godtnok finpilles, men den får lov til at blive liggende i køleskabet indtil i morgen. For jeg trænger til pause. Til at hive stikket ud og opføre mig ligesom katten.

 

Jubilæum

I år har mine småkager så 50-års jubilæum, det kan man læse mere om nederst i indlægget HER.
Men også HER og HER og sikkert også i mange flere af mine gamle indlæg.

Og i dag blev årets første julesmåkager bagt. Lidt i dag, og flere en anden dag - alt er fuldstændig som det plejer, og tænk at det kan gøre en så lykkelig. 
I år ser det oven i købet ud til, at helbredet og humøret er på min side. Derfor har det været en endnu større fornøjelse, end det var i de sidste par år.
Men tænk engang, at det er 50 år siden, jeg bagte samme slags småkager til jul for første gang. Jeg var 16 år og havde forlængst overtaget husføringen hjemme. Hvis der skulle være småkager, så måtte jeg bage småkager.

Man kan måske sige, det er kedeligt at bage det samme år efter år. Det føler jeg ikke. Vil nærmere betegne kagerne som nostalgi, og ikke mindst mit eget bevis på, at have klaret nogle svære udfordringer igennem årene. 
Og der er jo heller ingen som siger, at man ikke må bage andre bagefter. 
Det er sjældent at jeg giver mig selv et skulderklap, for det skal man lade andre om. Men i dag vil jeg gerne have lov til at gøre det.  

Varme tæer

Det har været gråvejr i et par dage, men derfor kan man jo godt nyde udsigten fra sit køkkenvindue.
 
Jeg sidder ved bordet i køkkenet og mine fødder er varme. Noget jeg aldrig har oplevet før på denne tid af året, fordi køkkenet altid har været koldt og fugtigt om vinteren.  
Men forleden fik vi endelig sat den længe ønskede varmepumpe op, og min begejstring kender ingen grænse.
Lykken er at have varme tæer.
Lykken er også at kunne stå ved sit køkkenbord uden at få blærebetændelse, samt at sidde og spise sin mad ved spisebordet uden at drømme om støvler og vanter.
Så i de sidste par dage er der blevet lavet meget mad i køkkenet. Porretærter og frikadeller til julefrokosten samt et hold æbleskiver mere.

Og så har husbond atter været på Sygehuset med sine dårlige øjne. Ny undersøgelse - ny samtale. 
- Man kan jo ikke bare sige, at sådan har du det altså...
- Vi skal jo helst finde årsagen og også helst en behandling der hjælper, siger lægen, imens han atter sidder bøjet over billeder og journaler. Manden lignede virkelig en, som havde et problem.
Heller ikke denne gang lykkedes det at finde frem til årsagen på det svigtende syn. Det bedste forslag blev nu at tage blodprøver for at lede efter eventuelle arvelige sygdomme.
Imens der ventes på svaret, bliver vi helst, hvor vi er. 
En planlagt tur til fastlandet forleden dag efter julegaver, den gik ikke lige efter planen, idet jeg blev dårlig. Så vi tog hjem igen med uforrettet sag. Men måske kan man købe dem på nettet i stedet for. At sidde hjemme ved sit eget bord i varmen, imens man drikker kaffe og spiser æbleskiver, og samtidig få overstået det meste af gaveræset, - det lyder næsten som en drøm. 




    
   

2.hold - samt opskrift

 

 

Der gik lige et par dage igen. 

2 ænder er nu blevet lagt i fryseren, efter at de blev godkendt og finpillet af mig. Resten tog gemalen sig af, og billederne vil jeg skåne Jer for. Men jeg kan i hvert fald sige så meget, at de har haft et godt liv, og at de garanteret ikke har været stresset på noget som helst tidspunkt.

Så var der også lige lidt rengøring, som jeg skulle klare, samt nogle køkkengardiner, der skulle vaskes og stryges.

Bagefter kom der andre reoler op i min afdeling af stalden, som jeg skulle flytte hele mit vinterforråd over på - i form af dåser, grønt, saft, juice o.s.v. 

Så langt, så godt ....   

 

Og i dag blev det næste hold æbleskiver bagt.

Nogen har spurgt efter opskriften - den kommer her. Ved ikke lige hvor den oprindelig stammer fra, men engang har jeg åbenbart skrevet den af et sted fra, og jeg har ikke brugt andre opskrifter siden:  

(der bliver ca. 50 æbleskiver ud af denne portion)

 

10 æggeblommer

2½ dl. fløde 13% (jeg bruger madfløde)

lidt salt og 2 spsk. sukker

reven skal af en øko-citron

1 lille smule kardemomme samt lidt vaniljesukker

250 gr. mel

125 smeltet smør

10 stiftpiskede æggehvider

 

Æggeblommer, mel, fløde, salt, sukker, kardemomme, vanilje og citronskal piskes sammen.

(de tørre ting blandes og piskes i æggeblommerne skiftesvis med fløden)

 

Det smeltede smør tilsættes- og dejen piskes glat

 

Lige inden stegningen vendes de stiftpiskede æggehvider i dejen

 

Bages med lidt smør på en ganske alm. æbleskivepande

Hullerne fyldes ca. 3/4 op med dej og de vendes gerne flere gange under bagningen.

 

 

 

 

Første hold æbleskiver

Så blev sæsonens første æbleskiver bagt. Et par poser til fryseren og resten til i aften. En anden dag bliver der lavet flere, for de bliver som regel spist med stor glæde, når familien kommer i juledagene.
Sidste år havde jeg dog så ondt i benene, at jeg måtte sidde på en stol, imens jeg bagte æbleskiverne. Men vi har gaskomfur - og derfor var der ved at gå ild i Konen, køkkenrullen, Konens hår og meget meget mere. Stolen var for lav, eller komfuret for højt!    
Derfor købte jeg en elektrisk æbleskivepande i Netto i januar måned. Da den dengang var på tilbud, så mente jeg, at den måtte være vejen frem. 
Vidunderet har så stået i skabet lige siden, og jeg har glædet mig til at afprøve den.

Det blev så i dag.
Men ak ak - sikke dog en elendig tingest.
Æbleskiverne blev ikke runde,- hullerne i apparatet er for små til, at resultatet ligner æbleskiver - varmelegemet for lille til at holde apparatet varmt. Kort sagt - æbleskiverne blev elendige ....
Derfor skyndte jeg mig at hente den gode gamle pande frem igen. For sådan en fra de gode gamle dage, det ved man da, hvad er.
Og i år kan jeg jo sagtens stå op. Så hvad var det nu også lige for noget pjat at prøve på at lave om på noget, som altid har fungeret.
Derfor blev de fleste æbleskiver bagt, som de altid er blevet bagt.

   

Det store i det små

Vi spiste and, fyldt med svesker og æbler. Vi fik rødkål, brune-, hvide- og franske kartofler samt en skøn brun sovs. Altsammen på ægte mormor-manér for her skal der ikke rykkes i menuen.
Vi drak rødvin, og vi fik hjemmelavet is bagefter, hvortil vi drak kaffe.
Bagefter skulle vi se Matador i fjernsynet ... men faldt vistnok en lille smule i søvn begge to.
Anden var helt perfekt. Der var masser af kød på, og der er rigeligt tilbage til i dag også.

Dagen i dag er mest gået med indkøb. Købte en lille forårsblomst med hjem samt en slags begyndende julestemning i form af et dådyr. Og så har det jo været skønt vejr i dag, hvad der gør det meget nemmere at se det store i det små.
   

"Vinternoter" af Paul Auster

En af de bøger, som jeg har læst i den sidste tid, det er Poul Austers "Vinternoter"

Poul Auster er nu trådt ind i sit livs vinter.

Den vinter, som alle ved vil komme, men ingen tænker på som en reel mulighed, før man er der. Han er 64 år gammel, da han skriver den bog, hvor han ser tilbage på sit livs op- og nedture. Vender blikket indad og lader den ene tankestrøm overtage den anden.
Den såkaldte Vintertid er en ny livsperiode for Auster. Han kigger tilbage og ser, hvad der har betydet noget for ham...
dine fødder mod det kolde gulv når du står ud af sengen.
Duften af sommerregn.
Sneen på grenene udenfor.
Din mors blomsterbed i haven.
Mødet med den eneste ene, samt 
synet af din sovende hustru ved siden af dig i sengen, når du vågner om morgenen.

Sproget er blødt og melankolsk, men uden at blive rørstrømsk.
Der indledes med så fine og skrøbelige ord omkring et menneskes opdagelse af, at alderdom, sygdom, skavanker og dødelighed ikke kun er noget, som sker for andre mennesker:
Du tror, at det aldrig vil ske for dig, at det ikke kan ske for dig, at du er det eneste menneske i verden for hvem ingen af disse ting nogensinde vil ske, og så, en efter en, begynder de at ske for dig alligevel, på samme måde som de sker for alle andre.

Jeg kan varmt anbefale den.
Ikke kun til ældre - men til alle som vil have skærpet deres iagttagelsesevne. Ligesom i bogen "opfindelsen af ensomhed" er det selvbiografisk materiale, der flyder varmt ud fra siderne i forfatterens sædvanlige veloplagt form. 
Jeg har virkelig nydt at læse den bog. Man kommer til at slappe af og er fuldt til stede i nuet under læsningen.   


  



 



  

 

Der var en, der var to, der var tre....

På lørdag er det Mortensaften.
Og fordi andesteg er så populær en spise på den aften, så er der nu en And mindre i andegården.
I dag tog vi den første, og de andre aner slet ikke, at det snart er deres tur til at gå samme vej.

Renset efter alle kunstens regler - vejer den 3 kg. Men når den er økologisk, så vil kødet til gengæld ikke indholde ret meget fedt, som kan smelte af under stegningen.
Derfor vil der være lige så meget kød tilbage, som hvis det var en almindelig og meget større And, samtidig med at det vil mætte mere.
Nu ligger skroget i køleskabet og venter på at blive fin-pillet i morgen, fordi det er nemmere, når kødet er helt koldt.
Hvem på billedet der hedder Morten - det ved jeg ikke. Billedet blev taget i forgårs.


  

Pludselig er den her

I går blev der lavet leverpostej. Ligesom sidste år - og året før, samt året før ....

Da vi for et par måneder siden købte en hel øko-gris, vejede jeg lever og spæk af og gemte det i portioner i fryseren. I de såkaldte gode gamle dage, lavede jeg helst det hele færdigt med det samme.
Men det her fungerer også. Måske meget bedre, - for der var hverken sved på panden eller brummende ord om, at NU var det altså sidste gang, jeg orkede. - Og jeg mente det!!!  
I går blev der så lavet 5 stk., 4 til fryseren og en til frokosten med det samme.

For julen sniger sig ind på os. Som en tyv om natten kommer den bagfra og lige ud af mørket, og vupti så er den her. Derfor er de indledende manøvre til juledagene startet. 

Novemberdag

Det var en formiddag med blå Himmel, så jeg skyndte mig ud. Fik lagt de sidste tulipanløg i jorden samt i en enkelt stor krukke. Da jeg i sin tid tog dem op, blev de kun sorteret i højde og ikke i farve, så det er spændende at se, hvad der kommer op.

Man kan stadigvæk finde blomster derude, når bare man kigger godt efter. Men færdig med havearbejdet bliver jeg aldrig.

Eftermiddagen har til gengæld været grå og dryppende. Alligevel lykkedes det husbond at få slået det sidste stykke af en græsplæne, som han måtte opgive forleden. Jeg begyndte på at hakke kanterne omkring bedene, men opgav hurtigt det hårde arbejde.

Der er også blevet holdt mange pauser i drivhuset i dag. I solskin og med noget som ligner varmegrader. Med kaffe i koppen samt et tæppe omkring benene. For det er vel også det, man har en have til.