Efterårslys og Regatte-dag

Ikke ret meget kan måle sig med sådan en sensommermorgen, hvor jeg sidder ved spisebordet i køkkenet og skriver lidt. Alt imens morgenlyset langsomt forandres udenfor, og september måned gør opmærksom på sig selv med efterårets gyldne og støvfyldte stråler.

Jeg håber, det gode vejr holder. For i dag er det REGATTA-DAG , og vi skal som sædvanlig på denne tid af året ind til Havnen for nyde stemningen samt synet af de mange millioner kroners både, der vil ankomme i løbet af eftermiddagen. Denne weekend vil den gamle Havn atter blive fyldt op i den største privat arrangerede sejlerregatta, som jeg har fortalt om i flere tidligere indlæg. Og denne dag er altid en af dem, som vi specielt nyder.

Så imens kornet stadigvæk ligger i stakke, jeg drager til Regatta-dag, og tiden ellers bare går så forfærdelig hurtigt, vender mit overskud og min lyst til at blogge garanteret langsomt tilbage.  
  


  

Ramt lidt på mit blog-overskud.

 

 

 

 

 

 

Udenfor vinduerne ligger nu de afhøstede kornmarker. Her er stille, og turisterne er på vej væk. Hjem til deres hverdag og alt, hvad de holder af lige præcis der. Jeg har åbnet alle vinduer og døre og kan mærke naturen komme indenfor, netop som jeg elsker den her på en smuk sensommerdag.  Sætter pris på stilheden, den fuldstændige stilhed både ude og inde.

 

Som dagene dog er gået - nu er det langt over en uge siden, at jeg har skrevet på bloggen. Gæster til middag, manglende overskud samt en lokal veninde, der blev syg. Først efter flere undersøgelser blev diagnosen stillet. Heldigvis viste det sig at være falsk alarm, men man kan sørme godt nå at blive bange. Og selvfølgelig har jeg, som jo kender til angsten, været der. Lavet mad, lyttet og været til stede.

Bagefter blev det så mig selv, som fik brug for pause-dage. Stille dage, hvor man lader tingene tage god og langsom tid, og hvor man lader kroppen hvile. Fordi man også selv er et sårbart menneske, der ikke tager noget som helst for givet.

 

I nat har Fuldmånen lyst Himlen op, og som altid forstyrrer den min ellers gode nattesøvn. Ikke fordi det generer mig at ligge vågen lidt, men på den anden side, så kan man jo lige så godt stå op og nyde morgenlyset samt den magiske morgenstund. Derfor - lavede Manden og Konen kaffe og kørte det lille stykke vej ned til den lokale perle, som ligger godt puttet af vejen ved Havet. Der hvor lyset spiller den smukkeste melodi, imens den klare morgenluft strømmer igennem én med samme kraft som Havet lige foran.

Jeg tænker også på, at jeg nok foretrækker at blive i blog-stilheden lidt endnu.

  



"Fra hus til hus" af Kristin Marja Baldursdóttir

Det er en stille dag i dag - for i aftes var vi inviteret til middag hos en af naboerne. Det blev en dejlig aften, en af dem hvor man får rørt latter- og snakke-musklerne så det til sidst næsten gør ondt i ansigtet. Jeg var glad og let om hjertet, da vi gik hjem.

Derfor er her dømt stille søndag i dag. Til gengæld har jeg læst en bog færdig, som er værd at nævne. 

Det er den islandske forfatter til Karitas-bøgerne, Kristin Marja Baldursdöttir,  der har skrevet en underholdende roman om en moderne kvinde og den evindelige søgen efter kærlighed og lykke.

 

Hvem tillader man at færdes i sit hus, uanset om man selv er der eller ej? Rengøringskonen.

Netop hun får et unikt indblik i, hvordan livet udspiller sig i hjemmet, og sammenligner måske med sit eget liv.

Det er det udgangspunkt, Kristín Marja Baldursdóttir tager i sin lille og meget morsomme roman, hvor den knap 30-årige Kolfinna går "fra hus til hus" og gør rent.

Efter et forlist parforhold er Kolfinna flyttet ind hos sin nedslidte mor. Der er arbejdsløshed, så det eneste arbejde hun kan få, det er sort rengøring i fire meget forskellige hjem. Derfor begiver hun sig altså af sted med sin kost og spand - og det bliver starten på hendes møde med meget forskellige mennesker.
Ved at færdes frit i de forskellige hjem får hun et godt indblik i, hvordan andre mennesker lever.  Samtidig med at hun involverer sig mere og mere sine kunders liv, og på den måde bliver præsenteret for fire forskellige synspunkter på, hvad der er et godt liv.
Historien om Kolfinna er medrivende fortalt. Bogens slutning er god, selvom det ikke er nogen fantastisk psykologisk afslutning, hvis man spørger mig. 
Måske er historien også af og til en lille smule ensformig, men jeg har alligevel nydt hver eneste sætning, fordi Kristin Marja Baldursdöttir som altid er en glimrende fortæller.
Hun skal have stor ros for sine fantastiske miljø- og personskildringer. Det er en god historie om, hvor menneskeligt og naturligt det er at søge efter en mening med livet, og historien sætter ligeledes spørgsmål ved, hvad et godt liv er.    

Rådyr

Nu hvor der er blevet høstet, så kan man nemmere få øje på dyrene.
Derfor lykkedes det et rådyr med sit lille lam at fange min opmærksomhed igennem vinduet i morges.

De stod der længe.
Så længe, at jeg både nåede at lave kaffe og dække morgenbord uden at vi generede hinanden.
Hvis billedkvaliteten ikke er så god, er det sikkert fordi, køkkenvinduerne trænger til at blive pudset!

  
   

Sensommer

Det har regnet i nat. Endelig. Bare en lille smule, men lyden fra nattens regn på de halvt åbne vinduer har været en velsignelse. Jeg har ligget og lyttet til dråberne, samt til mejetærskeren der har kørt til langt ud på natten.

Jeg nyder haven, som blomstrer endnu.
Men selvom kalenderen stadigvæk siger sommer, så er der alligevel et eller andet, der har ændret sig. Luften er anderledes og lyset blødere. Naturens grønne farver bliver mørkere dag for dag, og lyden fra majetærskerne rundt omkring trænger sig ind i stilheden. Jeg elsker den lyd, der har en lang historie gemt i sig. Det er lyden af et landliv, og den er smukkere end den kønneste fuglesang. For mig er det ren meditation, selv når der køres hele natten igennem for at nå at blive færdig, inden regnen kommer. 

Kaprifolien blomstrer.

Sankt hansurten tager snart farve.

Høstanemonerne bliver der plukket af til vaserne.

Hortensiaerne stråler.

Mine blåbærbuske er ikke meget værd i år, de har virkelig taget skade af tørken. Der er kun små indtørret bær, som ikke er værd at plukke.

Turisterne tager hjem, og der går færre og færre vandringsmænd forbi med store rygsække på. Et stykke af øhavs-stien går lige forbi mine køkkenvinduer, og jeg har ellers nydt at holde øje med, hvordan folk i alle aldre har bevæget sig frem mere eller mindre røde i hovederne.
Alt sammen er fornemmelsen af en sensommer.
 




Sommerstemning

 

 

I lørdags sluttede vi dagen af med en lille gåtur på Havnen. Solen skinnede endnu og ikke en vind rørte sig.
 
Først var vi som planlagt omkring stranden. Men stemningen fra sommerlivet på byens havneområde lokkede. Først kom færgen ind med et nyt hold turister, der gik op i byen for at finde husly. Men ved lystbådehavnen er der i disse dage fuldstændig spækket med sejlere. Ferieglade mennesker, som nyder den lune aftensol, det siges, at her aldrig har været så mange turister som i år. 
Men at slentre langsomt og afslappet rundt og se på de mange sejlere er en dejlig måde at fordøje sin egen dag på. Bruge øjnene og studere de mange skønne både samt drømme sig selv ud på Havet.

 

Stille, stille, stille

 

Stille, stille, stille - det er altså for meget dette her. 

Den ulidelige varme gør det jo næsten umuligt at lave noget som helst.
Her er kun faldet en lille smule regn om natten. Minidråber, som blev usynlige på vejen kort efter, at de var faldet.
I går var der på et tidspunkt 32 graders varme på terrassen, og haven lider mere og mere under hedebølgen.
I dag har jeg kun overkommet at nippe lidt visne blomster af krukkerne samt at hænge vasketøjet ud og fjerne lidt støv i stuen. I går gik jeg tidligt i gang med at fjerne ukrudt fra et af bedene, men måtte opgive efter ½ time.
Til gengæld får jeg læst og skrevet en masse, så intet er jo helt så skidt, at det ikke er godt for noget andet.  

Palmeliljen (tror jeg den hedder) blomstrer. Da den står et sted, hvor der også normalt er meget tørt, tyder alting på, at den er helt tilfreds med tingenes tilstand, og belønner med at blomstre smukt i år.  
 

Og på trods af sparsom vanding, så kan man utroligt nok stadigvæk finde peberfrugter og tomater i drivhuset. Agurkerne synger derimod på sidste vers. Men skidt med det, for nu ligger der 8 kg skivede agurker i fryseren fordelt i poser af 1 kg., og der er trods alt grænser for, hvor meget agurkesalat vi kan spise i løbet af vinteren, før man bliver træt af det.

Rullegardinerne er stadigvæk trukket for i stuen, men man finder jo ud af at hygge sig på andre måder end udenfor hele tiden.  Og husbond har lovet, at vi kører en tur til stranden i aften med varm kaffe og køligere udendørs temperaturer.