Så er det sagt - med billeder

Jeg ved ikke, om jeg tør sige det nu, imens resten af Danmark sidder klistret til tv-skærmen hjemme i stuerne.
Men nu vover jeg alligevel pelsen:
- Jeg ser ikke håndbold!
Jeg ser heller ikke foldbold, tennis eller Tour De France. Sport på tv interesserer mig ikke.

Så imens gemalen lige nu sidder og hepper på de danske håndbolddrenge, tømmer jeg mit kamera for de billeder, som er taget i dag.
Vejret har været skønt. Lysere og smukkere end det har været længe. Og det gav lyst til bare at køre rundt på må og få, blot for at lade sig inspirere. Stoppe op, fotografere og drikke den kaffe, der selvfølgelig var med.
Det var fascinerende at se, hvordan lyset kunne skifte flere gange i løbet af den ene time, vi var af sted.

 

 

"Knud, den store" af Hanne-Vibeke Holst

 

Nu har jeg efterhånden brugt mange timer på at læse videre i bogen om Knud, den store - og er blevet mere og mere overrumplet. 
 
Hvis jeg nu ser i bakspejlet - så har begyndervanskelighederne haft noget at gøre med, at jeg normalt ikke bryder mig om at læse en historie, som bliver fortalt igennem et barns øjne.
Slet ikke set igennem en lille drengs øjne, som jeg ikke umiddelbart kan identificere mig med.
Men et barn, der bliver født ind i en verden, som det har svært ved at finde ud af at agere i - det kan jeg til gengæld genkende. Derfor tager jeg alle mine tidligere ord omkring bogen i mig igen og siger bare, at det ikke er en roman, der bliver læst over en enkelt aften.

En råkold aprildag i 1936 fødes en dreng i Vendsyssel. Det er Knud, og han får store drømme.   
Men børn bliver jo også voksne, og så bliver jeg efterhånden draget mere og mere ind i bogens univers.  
Jeg opdager, at bogen har noget på hjertet. For Hanne-Vibeke Holst fortæller ikke blot om sin far, men siger også noget til alle os andre.
Samtidig med at den er et portræt af Danmark fra en nær fortid. En tid, som jeg selv har oplevet, og som derfor kommer til at stå lyslevende foran mig under læsningen. 
Pludselig får jeg svært ved at ryste bogen af mig. Den kom til at følge med i tankerne, imens det også har været nødvendigt at lave andre ting. 

Jeg indser nu, at en murstensroman af denne kaliber, giver man sig ikke bare til at læse.
Den er et projekt,- ligesom et patchworktæppe, der skal laves lidt af gangen, før alt bliver sat sammen til én stor enhed, og forståelsen således langsomt kommer til syne. 
Da jeg nåede så langt i fortællingen som dertil, hvor Knud er blevet en voksne mand, der ustandselig prøver at få sin tilværelse til at hænge sammen, så skal jeg da lige love for, at læsningen har været en dejlig øjenåbner.
Ikke mindst fordi jeg kan genkende så meget af Knud fra min egen far. Fra tiden dengang, da man kun var en mand, hvis man fik den succes, som man drømte om, og man kunne forsørge sin familie.

Så efter at have læst bogen færdig, må jeg indrømme, at den endte med at blive en stor læseoplevelse. Derfor er det med stort vemod, at jeg nu lægger bogen væk.   
 

    

En mandag i januar

"En mandag i januar".
Hvis det var titlen på en bog, ville jeg straks købe den og håbe, at det ville være en morsom og opmuntrende bog.  
For hvis jeg selv skulle skrive den, ville den blive til en meget trist og vemodig historie.

Januar måned er altid en underlig måned, hvor man sidder træt og mat tilbage efter julen, gæsterne, og hele hurlumhejet med nisser og alt for meget mad.
Det er stadig de mørke timer, som dominerer dagen, og man føler, at der er alt for længe til, at det bliver forår igen. Maven gør knuder efter overspisning, og økonomien gør knuder efter julens budget. Selvom der er rigeligt at glæde sig over hver eneste dag, så er man tilbøjelig til at glemme det i januar. Man leder ligefrem efter melankolien.   
Det har regnet hele dagen i dag, og det regner endnu.
Jeg har vasket tøj, strøget, fjernet lidt støv og lavet en portion frikadeller. Bare for at kunne sige til mig selv, at jeg også i dag har gjort mit bedste. Og så har jeg siddet og læst tilbage på min gamle blog. Det har været underligt at gå tilbage i fortiden på den måde. De særeste minder er dukket op ud af den blå luft.

Og nu vi taler om fortiden, så er jeg næsten færdig med at læse Hanne-Vibeke Holsts roman om sin far, Knud den Store.
Bogen er god, men --  lang.
Velskrevet, men lidt for lang.
Da Knud har erobret alt det, han drømte om, må han kæmpe desperat for ikke at miste sig selv og sætte alt over styr .... og det er så først her, at jeg begynder at vågne lidt op og blive rigtigt interesseret i at læse videre. Det tager bare alt for lang tid, før man når der til.
Jeg er næsten færdig, men kan ikke umiddelbart anbefale bogen. Hvis man er den type læser, der gerne vil være med helt fra starten, så falder man i søvn under bogens første halvdel. Det gjorde jeg i hvert fald.     


  
  

Hverdag igen

 

Det var koldt i morges. Men når Himlen ser således ud, er man forpligtet til at gå udenfor og få vækket sine sanser til live igen.

 

Jeg elsker julen - men er meget tilfreds med, at det nu er blevet hverdag igen. De sidste mange dage har været mærket af den manglende hvile fra juledagene, samt det faktum at vi har været flere mennesker i huset i mange dage.

Jeg har været træt og langsom, og har allermest haft lyst til at lægge mig på sofaen og bare vente på foråret.

 

Nytårsaften lavede Manden og Konen lækker mad til sig selv - men orkede ikke at spise den. Vi sov os igennem hele aftenen foran tv´et.

Nytårskoncerten den 1.januar er jo en fast tradition. Så der kom lidt gode rester på en frokosttallerken, og så ind foran tv og lytte. Og det var akkurat lige så hyggeligt, som det plejer at være. 

Vi har også en fast aftale med noget skihop bagefter - men her faldt jeg atter i søvn i stolen - så det oplevede jeg ikke meget af.

Til gengæld nåede jeg at vågne tids nok til at se filmen om Marie Krøyer, som netop blev vist på en anden kanal. Og den var god nok til at holde mig vågen.

 

Efterhånden er dagene heldigvis blevet mere og mere almindelige.

Manden og Konen kan atter stå oprejst og gå på sine 2 ben. Juletræet er fjernet, og alle kasser båret på loftet. Hvis nogen nu finder en Nisse her, så er det i hvert fald ikke med vilje.

   

 

I dag har vi været i byen for at handle, køleskabet skulle fyldes op igen. 

Det mærkes, at hverdagene vender tilbage, for folk er atter begyndt på at snige sig ud deres huse igen. Der var trafik på vejene - hvilket vil sige mere end 3 biler af gangen. Vi kom til at køre efter noget så hverdagsagtigt som en traktor, og derfor blev vi tvunget til at give os god tid. Det var lige præcis, hvad jeg havde brug for i dag. 

  

Nu er husbond så gået i gang med noget så hverdagsagtigt som at ordne hønsehuset, imens jeg skriver dette blogindlæg. Om et øjeblik drikker vi kaffe og spiser æbleskiver, for fryseren er fyldt med æbleskiver. Gad vide hvem i alverden der har været dum nok til at lave alle dem!

Hverdagene er tilbage - livet er godt.