Som dagene går

 

 Månen hænger som en lampe på Himlen. Månestrålerne giver lys nok til alle rum, så man ikke behøver at tænde lamper. 

Imens det begynder at blive lyst, drikker jeg kaffe og skriver mine morgensider. 3 håndskrevne sider fyldt med de tanker, som umiddelbart rammer forbindelsen imellem hjernen og ned til min hånd. I øjeblikket glider skrivningen let, og der er stof nok til mange romaner. Bare ikke meget, som egner sig til offentliggørelse, og man må så konkludere, at det ikke er romanerne, som skal gøre mig rig. Men så er der så meget andet.

Jeg har været lidt i haven, for det begynder at krible i fingrene. Starter stille og roligt op og holder mange pauser.
I dag bliver her gjort rent, og samtidig starter jeg på pakningen af et par kufferter.
 
For fredag tager vi til ældste sønne-familie på Sjælland, hvor vi bliver i en lille uge. Turen går først og fremmest ud på at gense det mindste barnebarn, men vi håber da, at kræfterne også rækker til at kigge forbi et par andre steder. Der er mange, som gerne vil se os, og vi når sjældent dem allesammen. Børnene er heldigvis søde til at forstå, at vi ikke kan tilgodese alle, hver gang vi er på fastlandet. Ak ja - det er ikke altid nemt at være barn ud af en stor børneflok. Man må dele.
Men måske er det i virkeligheden moderen, der har de største kvaler med at fatte, at hun ikke kan magte det hele på én gang, og allerhelst vil hun jo gerne se dem alle.
  
Når vi så er hjemme igen, regner jeg helt bestemt med foråret. Jeg regner med varme i luften og nye planter, der skal sættes i jorden.
Til den tid haster det også med at få sat nye glas i drivhuset i stedet for dem, der forsvandt i oktober-stormens klare luft.

Og nu vi er ved stormen.... så svinger gemalen stadigvæk saven og øksen lidt hver dag. Stille og roligt skrider projektet fremad. Den tykke stamme samt rodklumpen, bliver vi nok nødt til at have hjælp til - men flere har allerede meldt sig på banen som frivillige medhjælpere. Så det skal nok gå. Det hele virker i hvert fald ikke helt så uoverkommeligt, som det gjorde kort efter, at kæmpen var faldet.       

Lærkesang

Måske har den allerede været her i et stykke tid, men det var først i dag, at jeg lagde mærke til den.

Dagen har budt på et flot solskinsvejr, og vi skulle i byen for at handle. Selvom bilen kørte, så kunne jeg straks genkende lyden.
Så vi standsede - og lige her hørte vi årets første lærkesang. Det hjalp unægtelig på humøret og satte en masse forårstanker i gang.   

"Du forsvinder" af Christian Jungersen

For mig personligt har det været en hård bog at læse.
Den er blevet læst i små bitte bidder, for selvom jeg langtfra kan sammenligne hovedpersonens hjerneskade med min egen, så er det alligevel umuligt at læse "Du forsvinder" uden at have sine egne hjerneskade-briller på.

Men det har sådan set ikke gjort noget, tværtimod. Det får mig netop til at sige, at handlingen er betydningsfuld og meget menneskeligt fortalt. Det er en bog, der burde komme på skoleskemaet i de ældste klasser.  
På trods af egne perioder med læse-træthed, så følte jeg hele vejen igennem, at bogen var interessant og fantastisk godt skrevet og fanget i stemningen. - Personligt blev jeg bare ufattelig udmattet af at skulle forholde mig til de steder i bogen, hvor jeg kunne genkende mig selv eller mine pårørende.    
Christian Jungersen giver os muligheden for at kigge med ind ad vinduet til en familie, der kæmper de kampe, en hvilken som helst hjerneskade giver. Og måske forstår man så, hvorfor så mange ramte familier fortæller igen og igen om de kampe, der må kæmpes med familie og venner. Mennesker, der ellers burde have været en støtte, de er som oftest et stort spørgsmålstegn og forstår ikke, hvad der er sket. Fordi de ikke kan se det.
  
Det er også en roman, der fortæller lidt om, hvordan hjernen virker, og hvad der sker, hvis en del af den går i stykker. Nogen vil måske sige, der er for meget fagbog over den, men jeg tror bare, at det giver de fleste lyst til at læse mere om emnet.
Under alle omstændigheder, så kan den bare læses som en rigtig god roman.
Uanset om man interesserer sig for problemstillingen eller ej, tror jeg, at de fleste vil blive fanget af de små bevægelser imellem mennesker. Det er en god historie, der får mine varmeste anbefalinger. 
 

       

Det mærkes ....

 

 

 

Selvom morgenstunden stadig er gysende kold, så kan man tydeligt mærke, at noget har ændret sig.
Duften udenfor er anderledes, og fuglene er gået i gang med at øve sig på deres forårssang. I morges stod jeg længe og lyttede, og jeg mærkede en stor lettelse i hjertet.

Selvom det kan være koldt, mørkt, vådt og surt at komme igennem vinteren på landet, så er det alligevel altid det hele værd, så snart man når til denne tid på året. 
Fuglene mærker det, planterne mærker det, dyrene mærker det, og det samme gør menneskene.
Der har gået mennesker forbi mit hus i dag! Og nogen har ringet, om vi vil sætte varme på deres sommerhus, fordi de snart er på vej.
I det lille hus hos Manden og Konen er der blevet pudset vinduer, ligesom her er blevet savet mere brænde parat til næste års vinter.  
Jeg har længe haft ondt i skelettet - og i dag fik jeg så endelig taget mig sammen til at gribe vandrestængerne for at gå en lille tur. For det er vel det, der skal til. Det skal gøre ondt, før det kan blive godt.

Kyndelmisse

I dag står der endelig Kyndelmisse i kalenderen, og så er vi halvvejs fremme ved forårsjævndøgn.
Det er lang tid siden, jeg har skrevet sidst.
For at gøre en lang historie kort, så har det været nødvendigt at slette mit nytårsindlæg, hvori der var lagt en henvisning til min gamle blog. Efterfølgende kom der ubehagelige kommentarer, og man røber vel ikke for meget ved at sige, at der stod en stiv kuling lige ind i mit i forvejen rynkede ansigt.
Det var i hvert fald ikke varme kommentarer, som jeg fik - derfor blev jeg tavs og mistede lysten til at blogge. 
Selvfølgelig koster det at skrive blog. En åben blog er som at stå og råbe ud over byens torv, men det glemmer man (heldigvis) af og til. Jeg vil hellere end gerne stå ved, hvem jeg er, og hvad jeg kan og står for. Og skriver altid fra hjertet. Men jeg vil ikke nedgøres.

I går fik jeg så en mail fra en af mine læsere om, at jeg er savnet her på bloggen. Og sådan noget varmer jo altid. Jeg fik i hvert fald lidt af modet tilbage, og foreløbig har der jo ikke været problemer her på "Mosekonen". Tværtimod, så har jeg altid sat stor pris på hver eneste kommentar, som jeg har fået her.
Den gamle blog har jeg derimod set mig nødsaget til at lukke af for igen.

Alt i alt så må januar måned siges at have været en rigtig møg-måned. 
Mørke, træthed, mathed, irritationer samt sygdom i omgivelserne. En sølle måned der har lignet den snemand, som jeg mødte i dag på vores køretur rundt omkring.

For i dag har Solen endelig skinnet, og mine panderynker glattes langsomt ud. Manden og Konen har nydt det flotte vejr og den blå Himmel med vintersol. Vi har været en tur rundt med kameraet, og for første gang siden Jul har jeg været glad i kroppen. 
Vi fejrede Kyndelmisse i går ved at spise æbleskiver (stadigvæk fra fryseren), selvom traditionen siger pandekager!

Dagens flotte vejr fik også lokket mig på rundtur i haven, og Manden har fundet tilbage til sine brændeknuder.
Naboen har været så sød at lade ham låne sin traktor til at køre grene og brændestykker væk med efterhånden. Ellers skulle han have kørt det hele væk med trillebøren.