Bulbjerg

I går var vi ved Bulbjerg. Et stykke enestående natur, og så absolut mit ynglingsmål, når vi er på disse kanter. Danmarks eneste fuglefjeld, en 47 meter høj kalkstensknude. Udsigten er bare fantastisk.

Jeg måtte opgive at overtale mit trætte og efterhånden ældre legeme til at gå helt ned på stranden for at tage fuglefjeldet nærmere i øjesyn der fra. Men det gjorde heller ikke noget, for hele mit ynglingseventyr ligger alligevel deroppe i udsigten. Der, hvor man får lyst til at sidde i dagevis og får en følelse af, at Havet mødes med Himlen - og at man selv befinder sig et sted lige midt imellem.
Ude i Havet ligger resterne af Skarreklit, som ikke eksisterer længere, men væltede for over 30 år siden. Skarreklit var oprindeligt forbundet med Bulbjerg, men med tiden er den mellemliggende kalksten slidt bort af Havet. Soklen ses dog stadigvæk.
Jeg har tidligere besøgt stedet i regnvejr, i tåge eller storm. Men i går skinnede Solen, og Havet var roligt og lavede kun små rolige bølger.

Taknemlighed

Når Solen kaster sine allersidste stråler ned i Vesterhavet, så vandrer de fleste campister ned til klitterne for at sige godnat. Foreløbig har vi været fantastisk heldige med vejret, og det gælder om at nyde synet.

Det er så smukt, og jeg kan ikke lade være med at blive fuldstændig stille indeni. Så mange tanker trænger sig på. Jeg har set mange solnedgange rundt omkring i det danske land - men intet kan slå en solnedgang ved Vesterhavet. Ordet "taknemlighed" bliver pludselig nærværende.

Første feriedag

....Måske er vi de første på hele pladsen, som er vågnet.

Ikke en vind rører sig, og morgensolen skinner igennem en lys og klar Himmel. Klokken er lidt i seks. Igennem stilheden kan man høre Vesterhavet, selvom vi har valgt en plads oppe i læ, og et lille stykke væk fra havudsigten.

I går landede vi så på campingpladsen, og her er akkurat lige så skønt, som her plejer at være. På pladsen overfor har et par af vores gode venner slået lejr for at være sammen med os......

....

Således skrev jeg på min notesblok, da jeg skrev mine obligatoriske morgensider i morges. Imens drak jeg kaffe og indsnusede begærligt den tidlige morgenluft. Småfuglene trippede tillidsfulde rundt omkring på græsset foran forteltet, og et kort øjeblik efter kunne man fornemme menneskelyde fra folk, som kom snigende op efter nattens søvn.

I dag er den første dag af en længe ventet ferie. Vi installerer os og slapper af.

Danmarks bedste kringle

Imens vi venter på ferie og solskin, kan man så passende prøve at bage KRINGLE, tænkte jeg.
Og jeg kan nu hermed bekræfte, at det er helt rigtigt, når Søren Rye kalder den for Danmarks bedste kringle. Det var lige, hvad der skulle til på sådan en råkold sommerdag, efter at man har været ude i regnvejret for at se til blomsterne. Mums...hvor er den god.

Her pakkes...

Det er 20 år siden, vi var HER  første gang. I et lille telt sammen med 3 af børnene, og med en dagstemperatur på 13 grader. En ferie, som vi altid vil se tilbage på med stor glæde. Dengang blev der drukket the og spist utallige portioner varm suppe. Der blev læst masser af Anders And blade, samt bøger for både store og små. Der blev købt nye gummistøvler, og der blev investeret i et par nye spil. Det er en af de bedste ferier, vi har haft, og lige siden har pladsen været vores favorit.

Nu skal vi snart afsted igen, men på en mere pensionist-venlig måde. Jeg har pakket - selvom herren i huset helt bestemt mener, at det her er alt for mange bøger at tage med. Det mener jeg til gengæld ikke. I første omgang havde jeg lagt mange flere - man er vel optimist. Og så kan regnvejret da bare komme an, det gør ikke mig noget. 

Helle Helles "Dette burde skrives i nutid"

Jeg synes, at Helle Helles hverdagsfortællinger er fantastiske. Det er de store dramaer, som står imellem linjerne, som fanger læseren. Jeg har altid svært ved at lægge en af hendes bøger fra mig igen. Helle Helle skriver ikke, hvad folk tænker. Hun skriver, så vi føler, hvad de tænker. F.eks.:
"Jeg sad ved klapbordet og tænkte over ordet klatøjet, det var lørdag formiddag, jeg burde foretage mig et eller andet. Pakke det sidste ud og bære de tomme flyttekasser over i skuret for eksempel eller tage et bad. Jeg burde få noget frisk luft, jeg kunne i det mindste krydse vejen og gå ad den lille sti ved blokkene over til Brugsen og købe nogle grøntsager og et par æbler til toget i næste uge."

Bogen her handler om Dorte, som ikke kan finde ud af, hvad hun skal stille op med sit liv. Hver dag tager hun toget til København, hvor det er meningen, at hun skal passe sit studium. Det gør hun bare ikke. I stedet for hænger hun ud og prøver på at få tiden til at gå ved at opsøge mere eller mindre tilfældige bekendskaber eller ved at spise wienerbrød eller se på modetøj. Hun har også svært ved at falde i søvn om aftenen, men finder en metode, hvor hun gaber og gaber en times tid, før hun lægger sig. Undervejs i læsningen får man som læser af og til lyst til at råbe til hovedpersonen, at hun skal tage sig sammen.
 - Så tag dig dog sammen menneske, og gør noget ved dit liv.
Men samtidig ved man jo godt, at det ikke kan være anderledes. For vi står her med et af de mennesker, som længes efter noget andet, men bare ikke lige ved, hvad det er.

Helles Helles bøger foregår stort set allesammen i provinsen. Endda en provins som er grim, middelmådig og fyldt med grå mennesker. Sådan er denne her bog også.
Jeg er vild med at læse hendes romaner. Først og fremmest på grund af Helle Helles skrivestil, hvor hun overlader så meget til læseren. Men også fordi bøgerne handler om små liv, som udadtil ikke består af store og voldsomme dramaer. Tag bare ikke fejl af det, for det hele står der alligevel. Der er mere dramatik, end der er i en kriminalroman.
Og denne her bog er altså endnu en af forfatterens hverdagsfortællinger, hvor dramaet står imellem linjerne. Fuldstændig som i "Ned til Hundene".
"Dette burde skrives i nutid" er en fængslende roman om en søvnløs ensom kvindes tilsyneladende uspændende liv i en uspændende stationsby. Men bogen er lige så effektfuld som en spændingsroman.

Skumring

Nogen gange er det her alt, hvad man behøver.
En bænk foran huset.
En kop kaffe i hånden
og en solnedgang.

Billedet er fra i går aftes.

Doven søndag

Hele formiddagen regnede det, så planerne om mere havearbejde i dag måtte aflyses. Gad ikke blive våd i rumpetten. Jeg tror, at jeg har formået at få noget af min gamle haveglæde tilbage. Husbonds ryg føles også en del bedre på trods af, hvad lægerne fortæller.
Selvom vi meget nødigt indrømmer det, så må det erkendes, at efter vi ikke længere har hunden, er der sket en stor forskel. Meget større end forventet. Ingen af os fatter, at den hund kunne gøre så stor forskel. Men set med fornuftens øjne skulle manden jo altid gå med den i snor. Og da vi overtog hunden, anede den virkelig ikke spor om, hvordan sådan en stor hund skal gå i snor! Særligt når man har en mand med et par nedslidte ryghvirvler i den anden ende af snoren.
Så vi trøster os med, at det altså var nødvendigt for helbredet at skille os af med den. Og at hunden har det godt - for det har han bestemt. Vi har fået fortalt, hvor godt det går, og hvor glad vovsen er for sit nye og bedre liv. Samson føler sig bestemt ikke snydt - han er meget heldig.

Imens jeg har ventet på tørvejr, blev her bagt. Fryseren var ved at løbe tør for hverdagsbrød, så det blev bare til en hurtig portion af de sædvanlige boller. Så er der også rigeligt i fryseren til vi kommer hjem fra ferie.
Lige nu ser man stadigvæk sommerregn udenfor vinduet. Stille sommerregn. Lytter man godt efter, lægger man også mærke til lydene fra skovduerne, fasanerne og småfuglene i baggrunden. En let brise i trætoppen gør scenen perfekt.
Nu tror jeg nok, at jeg bare vil holde søndag og krybe sammen i sofaen sammen med de sokker, som burde være blevet strikket færdige forlængst. 

Havedrømme...

Det gælder om at nyde sommeren, imens man kan. Og imens den er her. Efter regnen fortsatte jeg i haven, hvor jeg nåede til sidst, men kunne sagtens have brugt mange flere timer.
Når man så senere sidder og nyder udsigten til en stor og skøn have, så kan man ikke lade være med at drømme lidt. Særligt når man har en af sine gode dage. Så kan man ikke lade være med at tro på, at man alligevel godt kan klare haven. Ikke køkkenhaven - men bare haven...og måske et par højbede anlagt i den store gamle køkkenhave.

Men med fare for at dette her er ved at udvikle sig til en haveblog, må jeg også hellere fortælle, at jeg er begyndt at pakke til camping. Håndklæder, trøjer og strikkegarn ligger allerede på rad og række. I næste uge skal der hentes bøger på biblioteket. Så om en uge har jeg også andre ting at fortælle om end haven. For jeg  må da indrømme, at det er den, som fylder mine tanker mest lige nu.

Dagen i dag...

Grisen er født, opvokset, kløet bagved øret, og slagtet på øen.
Derfor var stegen skæv, mør, saftig, knasende og velsmagende.
Udenfor har dagen været som efterår,
selvom datoen siger sommer.
Indenfor har duften været som juleaften.

Da jeg tog stegen op af fryseren i går og lagde den til optøning i køleskabet, skulle man næsten tro, at jeg på forhånd vidste, hvordan vejret ville blive i dag. Nemlig lige præcis velegnet til flæskesteg med tilbehør á la juleaften.

Håkan Nesser

Så er her blevet købt nye træsko og sandaler ind til sommerferien. Selvom der næsten er 14 dage til endnu, så er jeg allerede godt på vej i tankerne. Sommeren har jo været her i dag.  

Senere på dagen lidt obligatoriske havesyslerier....så en pause, hvor jeg læste i Håkan Nessers bog "Ormene på Carmine Street".

Og jeg kan da virkelig spørge mig selv om, hvorfor jeg aldrig har læst Håkan Nesser før?

Han skriver, så man lever sig ind i fortællingen og kommer tæt på personerne. Skrivestilen er langsomt flydende og fyldt med en masse dejlige små bemærkninger. Den slags, som jeg synes gør hele forskellen imellem en god og mindre god forfatter. F.eks.:
"Dagens indtryk ligger og skraber i hovedet på mig. Som uudviklede frø under en hård jordskorpe. Jeg har ingen anelse om, hvordan de ser ud i dagslys."
eller
".men bare det at kaffen trods en solid portion mælk og sukker ikke når i nærheden af, hvad der i den civiliserede del af verden er meningen med denne drik, gør at livsmodet falder i mig som en sten i en brønd. Jeg tænker, at jeg lige så godt kan gå ud og skyde mig en kugle for panden, før mit liv fortsætter længere ned i denne roterende, baglæns malmstrøm."

Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, og har straks bestilt flere fra biblioteket.
Normalt er jeg ikke så vild med kriminalromaner, men denne her er ikke en kriminalroman, som man normalt kender dem. Det er en kærligheds- og spændingsroman, spændende er det i hvert fald. Man er fantastisk godt underholdt, og skrivestilen holdt mig fast.
Så det blev altså ikke til mere havearbejde i dag - eftermiddagen blev tilkendt Håkan Nesser.

  

Problemer med Blogger

Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst til at skrive...
Men jeg har simpelthen så mange problemer med blogger, at jeg er ved at få PIP.
Så kan jeg ikke læse i kladder, der dukker kun en tom side op - så forsvinder mine faste læsere helt - så kan jeg ikke sætte et link ind i teksten (eller kan ikke finde ud af det!) - så kan jeg ikke gemme - o.s.v.....
Der er simpelthen så meget i vejen, at jeg til sidst opgiver at skrive, hvad jeg ellers ville.

Men jeg kan da finde ud af at ønske en god søndag. Min tålmodighed rækker ikke til mere lige nu.

Roser

Roserne er fra haven. Da jeg gik min aftenrunde i går aftes, var Solen allerede ved at gå ned, men jeg fik da taget et par billeder. Dagen havde været lang og god. Jeg var træt og varm, og satte mig på trappen. Det faldt mig ind, at efterhånden som man bliver ældre, går tiden hurtigere og hurtigere, og månederne skubber hensynsløst hinanden til side. Men lige nu vil jeg bare tillade mig at bruge en del tid på at se på det hele derude.

Så kom vi så langt

Der ligger en doven stemning over søndagen. Manden og Konen er nu alene i hytten, og når jeg tænker tilbage på sidste uge, har den været fuld af minderige oplevelser af alle mulige slags.
Jeg havde en rigtig dejlig fødselsdag med en del af familien samt et par venner og en nabo, som kiggede forbi. At fylde 65 år er måske i tanken en smule anderledes end de foregående fødselsdage. Og dog....for både Pippi og Mummitroldene er jo også efterhånden fyldt 65 år. Og de ligner da sig selv endnu.

Vi har også været til Middelalderdage, som blev holdt her i nærheden. Med kampshow, bueskydning og falkonershow. Specielt det sidste var en oplevelse.
En falkoner er en mand, som har trænet sine Falke, Ugler eller Ørne. Op til Chr.d.5`s tid betød navnet, at man gik på jagt for at skaffe sig vildtføde. Men i dag er falkoneri en fritidsbeskæftigelse. Udover selve min betagelse af fuglene, er jeg ikke i tvivl om, at manden var scenevant. Han var i hvert fald underholdende at høre på, og tilskuerne var tryllebundet.

Så kom vi så langt, som man siger. I morgen er der atter en hel ny og ubrugt uge at tage fat på.

 

Taknemlighed

Et par af sønnerne er på besøg, og Manden og Konen nyder dem og livet. At de samtidig savner Samson, behøver vi ikke at tale så meget om.

Vi er taknemlig for, at drengene netop valgte disse dage til at besøge os i, for det giver andre lykkestunder, og savnet efter hunden bliver skubbet lidt til side.  Under alle omstændigheder bliver Verden lysere, når nogle af børnene er her.

Derfor har jeg ikke haft tid til at fortælle om Samson før nu. Men kan kort berette, at tirsdagen var fuldstændig overvældende. Skal da lige love for, at Samson er en heldig kartoffel, som nu har fået det som blommen i et æg. Nærvær dagen lang, masser af plads med marker og højt til Himlen. Frihed, tryghed, regelmæssighed og trivsel ud over alle grænser. Han har nu fået alt det, som en hund kan ønske sig - meget mere end vi selv havde kunnet give ham, selv med et godt helbred.

Meget mere er der vist ikke at sige om den sag....andet end en hvisken om, at vi selvfølgelig stadigvæk savner ham. Ser konstant hans mørke dejlige hoved, som kigger bedene op, eller hører hans skridt gå bagved os.

Til gengæld er der også rigeligt at glæde sig over, hvad angår de mennesker, som har overtaget Samson. Vi kalder dem for vores nye venner, for det er bestemt ikke sidste gang, vi har været på de kanter. 

Vi har altså fået nye venner, og hvor er det fantastisk. Følelsen af dejligt selskab og nærvær imellem mennesker, sidder stadigvæk i kroppen. Ingen af os var i tvivl, da vi mødte dem. Jeg ville ønske, at der havde været meget mere tid til nærvær, inden vi måtte vende næsen hjemad imod øen igen. 

Da færgen lagde fra i Svendborg Havn, var vi trætte langt ind i sjælen, men på en gennemtrængende god måde. 

I dag står næstyngste for aftensmaden, og jeg sidder her og kan dufte alle herlighederne. I morgen bliver jeg folkepensionist, og så er der jo også det at glæde sig over.