Marmelade-træning

Efter en god nats søvn ser det hele meget lysere ud. At Solen så også skinner, så jeg kan bevæge mig ud i haven, det hjælper bestemt også. Humøret er i hvert fald bedre end forleden, og der er blevet ryddet godt op i rodet oppe i hovedet.
Dagens første kop kaffe blev indtaget udenfor sammen med fuglefløjt og sommerdufte. Nu er jeg lige blevet færdig med en meget lille portion rabarber/jordbær marmelade. Jeg er temmelig stolt af mig selv, fordi jeg kunne finde ud af at lave en lille portion. 500 gram rabarber og 500 gram jordbær.
Tidligere skulle alt altid laves i så store mængder, at det halve kunne have været nok. Det var vigtigt at vise, at jeg magtede det hele på ingen tid. En super-kvinde og en super-mor! Så blev det meste iøvrigt alligevel foræret væk til sidst, fordi vi ikke selv kunne nå at spise det.
Men nu er jeg blevet ældre, og er snart folkepensionist. Så jeg er gået i skarp træning med at lære at lave små portioner af gangen, både når det gælder syltning og bagning. På den måde virker det meget mere overskueligt, og jeg bliver ikke helt så træt, inden jeg overhovedet når at få begyndt. Så hellere lave lidt oftere og nyde processen. Den her marmelade har i hvert fald været en ren fornøjelse at lave, og jeg glæder mig til at smage resultatet.

Flad i betrækket

Det er da pokkers, som det kan blive ved med at regne. Hele dagen i går, og det meste af dagen i dag. Jeg er halvmat i betrækket, men prøver at holde mig beskæftiget.
I går kørte vi til byen efter et par småting, men kiggede også lige ind i Genbrugsbutikken. Her fandt jeg en kaffekværn, som fungerer. Så denne her er ikke blot til pynt, den er også til gavn. Jeg fandt også et helt nyt strygejern, som aldrig har været brugt. Det måtte jeg også eje, da mit eget gamle ikke fungerer godt længere.
I dag blev alt strygetøjet så ordnet, og der blev ryddet op i skabet med tøj. Her er støvsuget og hentet blomster ind til vaserne. Manden har vasket hele campingvognen af indvendigt, og sammen har vi drømt om camping og oplevelser.
Jeg er stadigvæk flad i betrækket, og lader tankeløst mine fingre løbe hen over tastaturet. Imens skæver jeg til den tomme kaffekop, som trænger til at blive fyldt op for mindst tyvende gang i dag.

Claus Meyers Almanak

Jeg har længe været i tvivl - skulle jeg mon investere i Claus Meyers store Almanak? Men nysgerrigheden vandt, så for et stykke tid siden købte jeg bogen, og ikke et eneste øjeblik siden har jeg fortrudt.

Bogen er først og fremmest imponerende i sin størrelse. Den er så stor, at man bør have den liggende på en bestemt plads indenfor rækkevidde, for at den bliver brugt. Den er simpelthen for stor til bare at hente ud på køkkenbordet.  Men den er også imponerende med alle sine smukke billeder af den danske natur samt billeder af nogle af de retter, som bliver nævnt.
Opskrifterne er bygget op i måneder, uger og dage. Den har sæsonopdeling af råvarer med tips til opskrifterne.
Der er tips til aftensmaden, frokosten og morgenmaden. Der er opskrifter til desserterne, småretterne, pålæg samt syltning, drikkevarer, brød og kager. Der er klassiske gamle danske retter, og der er mere fremmedartede forslag. Alting med Meyers forkærlighed for sæsonens gode råvarer.
Bogen er virkelig en madbibel uden lige, som følger årets gang dag for dag og fører læseren ud i naturen og ind i køkkenet. Den er gennemført og fyldt med interessante informationer om de forskellige råvarer, og det er retter, man får lyst til at lave. Her får jeg så lyst til igen at nævne de mange smukke billeder.

Almanakken er bestemt en imponerende opskriftsamling, og selvom jeg ikke er nogen egentlig mad-nørd, forudser jeg, at bogen kan inspirerer mig i resten af mit liv. Jeg nyder at bladre i den, læse opskrifter og se billeder samt til at blive klogere på små ting, jeg aldrig før har anet. Forny tingene eller gøre dem nemmere.
Men den giver mig først og fremmest lyst til at gå i køkkenet. Nu ligger den fremme på købmandsdisken i spisestuen. Et næsten 700 siders mesterværk, hvor du principielt har madplan til et helt år eller mere. Det er bare at gå i gang.

Så sidder hun bare der!

Når først jeg er kommet ned - så bliver jeg som regel dernede, til jeg ikke orker længere. Det er man jo nødt til, når man ikke tåler at have hovedet nedad, og benene ikke vil holde en oppe i ret lang tid af gangen. Men jeg er da helt sikker på, det alligevel er sundt for krop og sjæl at være i haven.
Havde jeg bare vidst, at husbond tog et billede, så havde jeg dog strammet ballerne  en smule!

Vores blomsterbede er ved at blive overskuelige, og jeg kravler lystigt rundt. Havearbejdet har altid afstresset mig, nu er det blot lidt ærgerligt, når man ikke længere kan det, man gerne vil. Jeg føler dog, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg kan glæde mig over, at vi er ved at få styr på det, som får lov til at blive i haven. Køkkenhaven, som ligger helt nede i den anden ende af grunden, den er ved at blive omdannet til en kæmpe græsplæne. Så vil der selvfølgelig være meget mere græs at slå, men man behøver jo ikke at slå det hele hver eneste gang.
Jeg tror, at jeg er ved at bevæge mig ud af den periode, hvor der ikke var ret meget energi og lyst til at foretage sig noget. Det håber jeg.

Rigdom

Valmuerne er begyndt at springe ud, og jeg fotograferer den første, som jeg plejer.
De fleste kræfter bliver brugt i haven, så det kniber med tiden til at blogge og kommentere. Men jeg skal nok komme efter det, lige nu handler livet bare mest om at nyde rigdommen udenfor. Fuglesang, solskin og alle blomsternes farver og dufte skal indtages og gemmes et sted, hvor det kan findes til vinter. Så jeg fotograferer, noterer og sanser det bedste jeg har lært.

 
 

Jeg venter...

Jeg springer sjældent over min morgenrutine med at skrive morgensider i hånden. Kasserne med håndskrevne sider fylder mere og mere på reolen. Derimod har bloggen måttet holde pause, imens jeg ventede på, at min mave og jeg blev gode venner igen. Det er vi (næsten) nu.
Men Aahhrr...da inspirationen til at blogge endelig meldte sig igen i går, så var blogger nede. Hele Blog-landet lå dødt og øde hen. Så ku´ det hele da også være lige meget! Og sådan er der vist mange rundt omkring, der har haft det, for man bliver da en lille smule afhængig.

Lige nu og her har jeg ikke genfundet inspirationen, så jeg må lige lede efter den. Jeg har god tid til at lede i dag. For husbond er taget til fastlandet for at være chauffør i den flyttebil, som i dag flytter næstyngste og kæresten fra Århus til København. De andre brødre møder så talrigt op i Hovedstaden for at løfte og bære. Så er det godt at have mange søskende, og hvis ellers tidsplanen holder, kan husbond nå at være tilbage til mig med sidste færge kl. 24.
Imens - vil Samson og jeg hygge os her. Jeg har tændt op i brændeovnen, fordi jeg selv kan bestemme, hvor varmt her skal være. Noget vi ikke er helt enige om her i familien.  Og naboen kommer senere på dagen for at gå en lang tur med Samson.  

Naturens pensel

I øjeblikket maler foråret med bred pensel. Naturen er en smuk blanding af farver og lyde, og jeg behøver ikke at bevæge mig ret langt væk for at få del i alle goderne. Man behøver blot at se ud af køkkenvinduet eller gå over på den anden side af vejen efter syrenerne. Der er så rigeligt af alt det, som er godt for øjnene og sjælen.

Ude i vognporten er Svalerne vendt tilbage.
De  er her på 10. år. Helt inde i køkkenet kan jeg høre dem, og jeg fornemmer, de har travlt med at bygge reden færdig. Trofast vender de tilbage år efter år for at bygge det selvsamme sted i vores vognport. Det er Landsvaler, som helst placerer deres reder indendørs i carporte eller i staldbygninger.
Det siges, at Svalen er lykkebringende. Hvor de bygger rede, er der lykke til husets beboere. Så vi passer godt på dem, og glæder os over, at de er vendt tilbage.

Lys i vinduerne

Den 4.maj blev her tændt lys i vinduerne. Det var da 66 år siden, danskerne fik beskeden om, at den tyske besættelsesmagt havde kapituleret. En dag man bør mindes og glæde sig over.

Jeg har altid sat lys i vinduerne på dagen, og det kan ærlig talt godt gøre mig lidt trist at tænke på, at der ikke længere er så mange, som holder traditionen i hævd.
Da jeg var en lille pige gik vi altid tur op og ned igennem gaderne for at tælle lysene, og jeg fik fortalt historier fra krigens grusomme tid. Jeg husker de mange lys, og den glæde over friheden som altid lå hen over mine forældres ansigter.
Det er måske nok svært at forestille sig i dag, hvordan det var at leve under krigen. Men vi bør alligevel huske historien og være taknemlig for, at vi lever i et frit land.
Det er en af de smukkeste danske traditioner, og jeg håber, der er mange flere, som vil tage den til sig. At også de unge vil forstå at mindes dem der faldt, og dem der kæmpede.

Slip hestene løs

I Mandens og Konens lille hjørne af Verden var det i dag, at bondemanden satte sine heste ud. Så nu galoperer der atter et par glade heste hen over engen bagved matriklen. De vil være det første, jeg ser, når jeg åbner terrassedøren om morgenen, og det sidste jeg spejder efter, når tusmørket sænker sig.

Meget passende kan jeg så sige, som Erik Clausen:
-  "Slip hestene løs og lad vognen stå"

Nu er det jo ikke, fordi Erik Clausen har noget specielt med lige præcis disse her heste at gøre! Tværtimod. Men manden har altså en meget stor stjerne hos mig. Han har en fremravende evne til at beskrive de "små mennesker" og deres kampe. De lidt forhutlede og kejtet typer, som de fleste af os  holder af, mest fordi de altid gør deres bedste. 
Så hvis jeg kommer til at tænke på Erik Clausen, når jeg ser på hestene, er det slet ikke så tosset endda. Det viser jo bare, hvor genial manden er.

Stjernedrys

Aftenen i går var en af de smukke. Utrolig stemningsfuld. Selvom jeg småfrøs lidt i den kølige aftenluft, kunne jeg ikke lade være med at blive stående udenfor, og fredfyldt falde i staver.
Ude over Havet tårnede skyerne sig op, det er da ren trolddom og magi. En del af et landskab i evig beværelse. Disse naturens farvespil gør mig altid glad, og får mig til at gå ud. Bare være stille og lytte til fuglenes aftensang, og jeg skal da lige love for, at der var et helt kor, som leverede den i går aftes. 

Bøger

I fredags kom der bud fra biblioteket. Der er alt for mange bøger, jeg gerne vil læse, og pludselig lå her en hel stak.

Foreløbig er jeg begyndt på Kirsten Thorups "Tilfældets Gud" samt Thomas Espedals "Mod Kunsten" (notesbøgerne). Jeg kan godt lide at have gang i 2 bøger på een gang. En almindelig roman, samt en krimi eller en selvbiografi. Læsningen afstemmes efter humøret, eller hvor grebet jeg bliver af bogen. Her og nu er det Espedal som vinder med sin selvbiografi, hvor han fortæller om sin vej mod kunsten. Thomas Espedal er et utilpasset menneske, og ligesom hans forrige bog "Gå", så handler denne her også om at være på vej - selv når man er groet fast. Interessant, men lidt speciel læsning.

Det er godt at fordybe sig i en god bog. Og selvom jeg ikke er vokset op i et hjem med bøger, så har jeg ikke kunnet få bøger nok i mit voksneliv. Eller måske netop derfor. Det er bare ærgerligt, at bøger er så dyre at købe, for ellers købte jeg dem allesammen selv. Lige nu står Helle Helles "Dette burde skrives i nutid" allerøverst på min ønskeliste. Men hvem ved, måske er den der lige pludselig, og indtil da....kan jeg vist sagtens læse mig mæt i alle de andre.