Smukke dage

 

Et vidunderligt vejr i dag. 
Sidste år ved samme tid, lå der store snedriver ude foran huset, og i år er jeg allerede begyndt lidt i haven.
Har ordnet et enkelt bed og ryddet mere op i drivhuset.
Nu lover de ændringer i vejret - men bare ikke her.

 

I dag drak jeg kaffe på terrassen, da benene trængte til en lille pause. Sugede fornemmelsen af forår og solskin helt ind i hjertekulen.    
   

Og i går var vi ved Havet. 
Det smukke Hav, der ustandselig forandrer sig, således at man aldrig bliver træt af at se på det. Jeg kunne sagtens sidde der i mange timer af gangen, det er den bedste balsam for sjælen.   
Billederne er taget ikke langt fra, hvor vi bor. Man kan sagtens gå, hvis man altså har gode ben. Sådan et par supergode gå-ben - som jeg ikke er den lykkelige ejer af. 
Men det er gamle damer jo sjældent. Til gengæld er der nogen, som er så heldige at have en mand, der altid gider at køre. Og det har jeg.


    

Som dagene går

 

 Månen hænger som en lampe på Himlen. Månestrålerne giver lys nok til alle rum, så man ikke behøver at tænde lamper. 

Imens det begynder at blive lyst, drikker jeg kaffe og skriver mine morgensider. 3 håndskrevne sider fyldt med de tanker, som umiddelbart rammer forbindelsen imellem hjernen og ned til min hånd. I øjeblikket glider skrivningen let, og der er stof nok til mange romaner. Bare ikke meget, som egner sig til offentliggørelse, og man må så konkludere, at det ikke er romanerne, som skal gøre mig rig. Men så er der så meget andet.

Jeg har været lidt i haven, for det begynder at krible i fingrene. Starter stille og roligt op og holder mange pauser.
I dag bliver her gjort rent, og samtidig starter jeg på pakningen af et par kufferter.
 
For fredag tager vi til ældste sønne-familie på Sjælland, hvor vi bliver i en lille uge. Turen går først og fremmest ud på at gense det mindste barnebarn, men vi håber da, at kræfterne også rækker til at kigge forbi et par andre steder. Der er mange, som gerne vil se os, og vi når sjældent dem allesammen. Børnene er heldigvis søde til at forstå, at vi ikke kan tilgodese alle, hver gang vi er på fastlandet. Ak ja - det er ikke altid nemt at være barn ud af en stor børneflok. Man må dele.
Men måske er det i virkeligheden moderen, der har de største kvaler med at fatte, at hun ikke kan magte det hele på én gang, og allerhelst vil hun jo gerne se dem alle.
  
Når vi så er hjemme igen, regner jeg helt bestemt med foråret. Jeg regner med varme i luften og nye planter, der skal sættes i jorden.
Til den tid haster det også med at få sat nye glas i drivhuset i stedet for dem, der forsvandt i oktober-stormens klare luft.

Og nu vi er ved stormen.... så svinger gemalen stadigvæk saven og øksen lidt hver dag. Stille og roligt skrider projektet fremad. Den tykke stamme samt rodklumpen, bliver vi nok nødt til at have hjælp til - men flere har allerede meldt sig på banen som frivillige medhjælpere. Så det skal nok gå. Det hele virker i hvert fald ikke helt så uoverkommeligt, som det gjorde kort efter, at kæmpen var faldet.       

Forår og julesnaps

 

 

 

I denne tid når jeg sjældent rundt i hele haven. Der er jo andre ting at tænke på, og når man står op om morgenen, så er det mørkt. Når man så kommer i tanke om det sidst på eftermiddagen, er det også mørkt.
Men da jeg i dag skulle ud for at finde grene til et par juledekorationer, huskede jeg at give mig god tid og tage fotoapparatet med. 
Vintergækkerne kunne jeg ikke finde, men det lykkedes alligevel at finde en lille smule fornemmelse af forår og farver. 

Solen skinnede, og der var plusgrader i luften. En underlig kontrast til at husbond stod inde i køkkenet imens og lavede sin valnøddesnaps parat til jul.
Det skulle være meget nøjagtigt - så han blev også nødt til at smage. Og jeg duftede til den - mange gange. Gad vide om man kan blive beruset af det? Vi sov i hvert fald længe til middag bagefter.

 

 

    

Solskin i november

 

Det har været solskin i dag. Solskin i november og stort set vindstille.
Lige fra morgenstunden af har Solen strålet.
I dag var vi nødt til at indse, at græsset var vokset meget, siden det blev slået sidst, og maskinen blev sat væk for vinteren. Men naturens mange solskinsdage skal man bestemt ikke brokke sig over. Tværtimod, så endte vi på terrassen med eftermiddagskaffen i hånden.
   
Imens manden slog græsset, nød jeg i fulde drag at have terrassedøren stående åben. Og det har været rigtig hyggeligt i dag at bage det første hold æbleskiver til julen i smukt solskinsvejr samt til lyden fra en græsslåmaskine.

Efter stormen

Først i dag har vi haft tid til at køre lidt rundt for at se stormen i øjnene.
 
Først og fremmest gjaldt det jo om at få sikret vores drivhus og få sat et par tagsten på plads. På længere sigt vil taget over staldbygningen ikke være tæt, men det kan ikke gøres bedre nu.
Campingvognen har også hoppet lidt, så den får lige et par stormpløkker i morgen, hvis der skulle komme mere stormvejr.
Hvis man ser godt efter på billedet, så kan man se en lille mand, som tager en alvorlig snak med et meget stort træ. (tryk evt. på billedet) 
Og hvordan kommer man så lige igennem sådan et træ???
- Som man spiser en elefant, siger Konen og prøver at muntre ham lidt op.
- Én bid af gangen.
Men der er vist bidder nok til mange år frem i tiden.

Vores køretur blev et sørgeligt syn.
Den vestlige side af øen er hårdt ramt. Jeg havde taget kameraet med for at tage billeder, men man kan simpelthen ikke tillade sig at udstille andre folks ulykker offentligt.
Her er tage, som er blæst helt væk. Og jeg mener helt væk.
Husgavle, der er styrtet sammen, og flere steder er det endda gået ud over stuehuset. Utallige træer og utallige havehegn. Campingvogne, hvoraf en enkelt er blevet slået til pindebrænde og ligger til ukendelighed sammen med skabe og skuffer.
Lade-bygninger der er styrtet sammen, vinduer der er blæst ud, og beboelsesejendomme som har lidt stor skade.
Mange drivhuse er simpelthen forsvundet helt ud i den blå luft.

Efter køreturen kunne jeg lade være med at blive ked af det, og vi skal bestemt ikke klage her.
For træet ligger fint, hvor det ligger. Det ligger på den jord, hvor vi engang havde køkkenhave. Og for allerførste gang er jeg glad for, at vi ikke har magtet den længere. Det havde da været ærgerligt, hvis alle porrerne havde stået nede under træet!

 

Efterårsdag

 

 

Det er sidste dag i september, og temperaturen udenfor er lige nu 20 grader. Selvom det kan være svært at løsrive sig fra sommeren, så har efteråret en egen ro over sig.
Septemberlyset er blødt, og man nyder stadigvæk sin have. I dag har jeg ryddet lidt op i et par af bedene og gjort plads til fire Hostaer, som skal flyttes et andet sted fra. Det bliver dog ikke i dag.
Græsset trænger stadigvæk til at blive slået, men det blev heller ikke i dag. For husbond har savet et par af de gamle æbletræer af for at give et mere åbent udsyn fra terrassen af. Vi kan ikke få Himmel nok.

 

Og så vil jeg da lige vise Jer noget, som jeg købte på et loppemarked, da vi var på Sjælland. Da vi passede barnebarnet, blev der gået mange ture med klapvognen. Og i parken overfor var der den dag et loppemarked.
Der fandt jeg et hæklet tæppe, som jeg fik for 150,- kr. Fordi....det var en gammel dame, som havde hæklet det, og hun havde ikke nået at hæfte enderne på garnet bagpå tæppet, før hun døde.

Således faldt ordene, da jeg viste interesse for tæppet.
Så er det bare lige, at jeg senere et kommet til at tænke på, hvornår man er en gammel dame?
Hvad mente han mon? Er man en gammel dame, når man er 65, eller når man er 85 eller 95? Hvad gemte der sig mon bagved ordene om den gamle dame, som døde, før hun nåede at gøre sit tæppe helt færdigt?
Men nu er det havnet her hos mig, langt væk fra hvor hun boede. Og jeg skal nok hæfte ender og er iøvrigt superglad for det. Og det er katten åbenbart også. Det er i glade farver, tungt og tykt og ligger dobbelt her på stolen.   

      

Efterårsjævndøgn

Der findes en slags træthed, som man ikke kan sove væk. 
For den har taget fat i alle ens muskler og knogler samt hver eneste lille celle i ens hjerne.  
Man har ondt alle vegne og orker dårligt det mest basale, og man vandrer rundt som om, man har fået forkerte briller på med en helt forkert styrke.
   
Den træthed rammer mig med mellemrum, men mest når jeg har foretaget mig noget udover det sædvanlige.
Når jeg f.eks. har været sammen med flere mennesker i mange dage, har opholdt mig i uvante omgivelser, eller har koncentreret mig om andre ting end de vante.
Når min hjerne eller min krop kommer på overarbejde, så rammes den svulst, der sidder så uheldigt inde i min hjerne. Og svulsten holder åbenbart af at sende signaler ned til resten af kroppen med besked om, at det skal gøre ondt alle vegne, samt at jeg bør tage det med ro, for at det hele ikke skal blive endnu værre.  
Trække mig helt tilbage og ikke foretage mig noget som helst. Ikke længere være social, ikke læse, ikke skrive, ikke gå nogen steder hen, ikke gøre rent eller ordne haven. - Men bare vente, indtil den invaliderende træthed slipper lidt af sit tag igen.   
En del af de nævnte gener skyldes så samtidig alle mine mange år med epilepsi-piller, der langsomt nedbryder ens knogler.
Derfor - skal jeg altid overveje nøje om en større aktivitet eller en rejse er det værd.

Vi har været hjemme i en hel uge nu - og denne gang har det bestemt været det værd.
Selvom de mange oplevelser på Sjælland har været krævende, så har jeg ikke et øjeblik fortrudt, vi tog af sted. 
For vi fik hygget med barnebarnet og samtidig set ældste-sønnens nye hus. 
Kørte rundt alene sammen, besøgte svigermor, og havde til sidst et par meget dejlige dage sammen med svoger og svigerinde. 
Det har været en rigtig fin tur - men alligevel var det selvfølgelig godt at komme hjem igen til trygheden og de vante rammer.

Nu sidder jeg så i mine egne stuer igen.
Da vi var hjemme søndag aften gik jeg en hurtig tur i haven, hvor man kunne undre sig over, hvor meget farverne havde ændret sig på én eneste uge. Men samtidig glæde sig over, at alting ellers var, som det skulle være.
Og i dag er det så efterårsjævndøgn, hvor dag og nat er lige lange. Og nu undrer jeg mig så over, hvor hurtigt sommeren er gået.
For nu åbner vi igen op til det mørke halvår med stearinlys i vindueskarmen. Det er dagene, hvor mørket for alvor tager fat, selvom mange af os slet ikke er parate til det endnu.
Så er det netop, at man skal huske at nyde naturens mange smukke farver samt de hyggelige stunder indendørs. Og så vupti - så er det jul, og det hele går den anden vej igen.



            
 
 

Sensommer

Det har regnet i nat. Endelig. Bare en lille smule, men lyden fra nattens regn på de halvt åbne vinduer har været en velsignelse. Jeg har ligget og lyttet til dråberne, samt til mejetærskeren der har kørt til langt ud på natten.

Jeg nyder haven, som blomstrer endnu.
Men selvom kalenderen stadigvæk siger sommer, så er der alligevel et eller andet, der har ændret sig. Luften er anderledes og lyset blødere. Naturens grønne farver bliver mørkere dag for dag, og lyden fra majetærskerne rundt omkring trænger sig ind i stilheden. Jeg elsker den lyd, der har en lang historie gemt i sig. Det er lyden af et landliv, og den er smukkere end den kønneste fuglesang. For mig er det ren meditation, selv når der køres hele natten igennem for at nå at blive færdig, inden regnen kommer. 

Kaprifolien blomstrer.

Sankt hansurten tager snart farve.

Høstanemonerne bliver der plukket af til vaserne.

Hortensiaerne stråler.

Mine blåbærbuske er ikke meget værd i år, de har virkelig taget skade af tørken. Der er kun små indtørret bær, som ikke er værd at plukke.

Turisterne tager hjem, og der går færre og færre vandringsmænd forbi med store rygsække på. Et stykke af øhavs-stien går lige forbi mine køkkenvinduer, og jeg har ellers nydt at holde øje med, hvordan folk i alle aldre har bevæget sig frem mere eller mindre røde i hovederne.
Alt sammen er fornemmelsen af en sensommer.
 




Regnvejr, please ....

Stokroser

Tallerkensmækker

 Morgenfruer

og Marmelukærme

Alle de gode gammeldags blomster, som jeg forbinder med en have på landet.

I min verden er de det, der giver haven den sjæl, som jeg gerne vil have frem.

Men de græder allesammen efter vand nu. Vi er holdt op med at vande, for så vil det ende med, at brønden løber tør for vand nu. I givet fald ville vi ikke kunne komme i bad, og jeg kan ikke få min elskede kop kaffe om morgenen. Ingen af delene ville være særlig rart, hverken for os eller omgivelserne - så please, regnvejr kom snart.

 

Her er så stille, så stille. Om et øjeblik vil gemalen hente en af sønnerne nede ved færgelejet. Jeg har allerede sat maden i ovnen, fordi jeg godt kan lide at være i god tid. Det giver ro i sjælen og krop og sind tid til at hvile.

 

 





Moder-tanker og drivhus

Ja - så er Manden og Konen lige alene igen et par dage, før næstældste vender tilbage til barndomshjemmet for endnu en lille visit.

Det glæder bare mit moderhjerte SÅ meget, at de unge mennesker, som er opvokset her på øen, de stadigvæk samles flere gange om året.
Uanset hvor i landet, de nu hver især har slået sig ned. Fundet bolig, er under uddannelse og evt. har stiftet familie - så holder man stadigvæk kontakten ved lige. Man holder stadigvæk "øje" med hinanden på afstand, og nyder de stunder, hvor man mødes over fælles interesser. Fuldstændig som det var, da man endnu boede hjemme i det lille ø-samfund.
Jeg tror virkelig på, at dette sammenhold vil vare ved lige indtil de alle sammen er blevet gråhårede... og deres egne børn for længst er flyttet hjemmefra.
Vi har alle brug for en relation. Og det kunne jeg skrive meget mere om, men foretrækker at vende tilbage til emnet en anden dag. For det var egentlig slet ikke det, jeg ville skrive om, da jeg satte mig.
....

Lige i øjeblikket sker der ting og sager i drivhuset. Og så er det jo svært at lade være med at fotografere og sætte billeder ind på bloggen.
Derfor bliver jeg åbenbart ved med at sætte stikket i kontakten igen, selvom det egentlig var min helt alvorlige mening at holde en meget lang sommer-blogpause.
Men man har jo en mening, indtil man blogger en ny!

Egentlig troede vi, det var ganske almindelig agurker, der tidligt blev sat nede i drivhuset. Men det viste sig at blive til små skoleagurker. Kan godt huske nu, at begge dele stod imellem hinanden i butikken, så vi er sikkert kommet til at tage de forkerte. Men skidt med det -  for de smager også godt. Og alle de mange, som vi ikke kan nå at spise nu, de kan også skæres i skiver og gemmes i fryseren til agurkesalat til vinter. Fuldstændig som med almindelige agurker.
Desuden tager jeg små søde sherry-tomater og peberfrugter ind. Alt sammen vellykket og i store mængder. 
Det skønne vejr bliver nydt i pauserne imellem hus- og havearbejdet.
Udsigten er ikke helt, som den har været de andre år. For der plejer at gå 2 heste på marken bagved haven. Men i år går der hele 3 store flotte heste. Husbond har lovet at sørge for, at de får vand hver dag. Hvilket er en opgave som også han har meget stor glæde af.