I år har det været en god november. Ja, det har det faktisk - selvom det er mange år siden, at jeg er kommet med den udtalelse.
Den ene dag har bare taget den anden - og hovsa, så er man pludselig igennem den måned, som normalt volder mig så store kvaler.
Måneden, hvor tiden nemt kan stå stille, og man svæver i et ingenmandsland, der hverken er vinter eller forår.
Mange dage har været brugt inden døre. Jeg har bagt franskbrød, og det er også blevet spist igen.
Da Brugsen havde tilbud på Amo mel til 10,- kr., gik jeg lidt amok og købte 15 poser. Så i fremtiden skal her bages - mere! Overvejer at anskaffe mig en fryser til.
Her er blevet strikket sokker til en svigerdatter samt næstyngste barnebarn, og her er planer om mange flere. For det gik jo også meget godt, når bare man fik taget sig sammen til at begynde.
Vintertid er ikke havetid.
Hvem har lyst til at bruge kræfter i haven, når det er koldt og blæser og regner. Det er i hvert fald ikke sundt for en gammel Mosekone.
Så er det langt bedre at hente brænde ind til brændeovnen eller stå i køkkenet og lave mad. Så det har jeg også gjort, og der ligger nu mange færdigretter i fryseren lige til at tage op på dage, hvor det kniber med kræfterne eller lysten.
I dag er julepynten så kommet på plads i stuerne. Sammen med nisserne sniger fornemmelsen af december måned sig langsomt på. Min egen julestemning har jeg ikke fundet endnu - men den ligger nok gemt et sted nederst i julekasserne.
Mange kender Lisa Genova fra bogen "Stadig Alice".
En barsk roman om en kvinde, der får Alzheimer.
Men i august udkom hun også med bogen "Livet efter dig", og jeg var heldig at få den hurtigt på biblioteket.
Det er en fortælling om to kvinders liv, der flettes ind i hinanden sammen med drengen Anthonys korte liv. Anthony er autist, og netop derfor får historien et helt særligt lag over sig.
Det er en god historie.
Om Beth, som smider sin utro mand ud for derefter at genoptage sin gamle drøm om at skrive. Og som skriver historien om en ukendt autistisk dreng.
Samt om Olivia, der er blevet separeret, efter at hendes autistiske søn er død, og som hver eneste dag lige siden har ledt efter svaret på, hvorfor sønnen i det hele taget har haft sin gang her på jorden. Blot for at blive taget fra hende igen.
De to kvinders historie fortælles hver for dig.
Men sløjfen på det hele kommer til syne fra den autistiske Antonys tankeverden, som beskrives meget rørende.
Bogen er virkelighedsnær og brugbar. Det er en bog, som både kan bruges til dem, der gerne vil vide mere om autisme - eller dem, som ikke ved noget som helst i forvejen.
Men den kan helt bestemt også bare læses som en rigtig god historie.
Selvom den aldrig vil komme op på højde med "Stadig Alice", er det alligevel en rigtig god fortælling. Den rokker nemlig ikke ved, at Lisa Genova skriver godt, og man bliver grebet af de to kvinders skæbner samtidig med, at man får en troværdig indføring i et autistisk barns verden.
Jeg blev i hvert fald grebet af historien og kan helt klart anbefale bogen.
Efter vi malede køkkenet, har gemalen været halvskidt.
Nu er det ellers gået rimeligt længe - men når tingene går godt, så tror man jo straks, at man kan det hele. Og malerarbejde er altså noget af det, som giver ham de største problemer, så egentlig burde han holde sig helt væk fra den slags beskæftigelse. Ting bliver bare ikke gjort af sig selv. Det eneste, som kommer af sig selv, det er lommeuld.
Derfor har han nu ligget med smerter i nakke og ryg, samt en rigtig dum følelse af svimmelhed lige siden. Dagene har været stille, og vi har holdt os hjemme.
Men i dag sidder han op igen.
Og når Manden sidder op, så vender Konens energi også tilbage.
Så 2.hold æbleskiver er bagt, og nu bliver der altså ikke lavet flere æbleskiver i år. Hønsene har lige fået resterne fra sidste år!
Så hønsene er glade, og katten fandt sig en plads i Solen, som har skinnet ind ad terrassedøren.
Og imens dagen lige er gået ned i orange farver, har jeg hentet hjemmelavet lasagne op af fryseren.
Fangede lige dette smukke øjeblik fra min stue af og måtte fotografere det. For selvom man har set det så mange gange før, så kan jeg aldrig få nok.
Tænk bare, at sådan et syn, det kommer rent faktisk helt af sig selv. Her behøver vi slet ikke at gøre noget som helst andet end at nyde det.
Efter en hyggelig valgaften hjemme, hvor vi sad alt for længe oppe for at følge slagets gang, så kom jeg lidt sent op denne morgen.
Alligevel knasede græsset under fødderne, da jeg gik udenfor - så det må have været en kold nat.
Skyndte mig at redde den sidste lille morgenfrue ind fra kulden. Den har det bedst i mit køkkenvindue.
Det har hele tiden været min mening at lave æggepaté i dag.
Ikke til jul - men bare til os to gamle, fordi hønsene har lagt alt for mange æg.
Bagefter havde jeg store planer for strygetøjet.
Strygetøjet blev bare ikke til noget.
For imens var gemalen blevet færdig med at male et par af væggene i køkkenet, og jeg havde lovet at stille på plads på de åbne hylder bagefter.
Den ene hylde tager så den anden, ligesom kluden på den ene nips-ting tager kluden videre til den anden. For derefter at vandre videre til køkkenskabene ud- og indvendigt, og til sidst ligger man også og rydder op under køkkenvasken.
Pludselig ser man så sig selv i gang med den helt store køkken-rengøring, hvilket absolut ikke var meningen. Men skønt at få gjort.
Og nu er jeg absolut for træt til at stryge i dag.
Nu er det blevet sen aften, og Himlen er oplyst af en klar Måne samt blinkende Stjerner.
Men dagen har været strålende med Sol i øjnene og plads til magien.
Vi har været på tur - taget billeder og drukket kaffe uden at møde et eneste menneske.
Lukket resten af verden ude og mærket, at november måned også kan være et ret betagende syn.
Sommerturisterne har forladt øen i løbet af efteråret, så nu er her stille.
Man kan næsten høre, naturen ånde lettet op.
Ingen rift om bænkene og ingen trafik på trappen ned til vandet.
Vi får det hele, fuldstændig som vi vil have det.
Stilhed og duften af saltvand.
Ellers ikke noget særligt i dag - bare en usandsynlig smuk novemberdag.
Julen kan alt for hurtig blive en travl tid.
Selvom jeg ikke regner med, at vi skal være så mange til jul i år, så kan jeg alligevel bedst lide, at tingene er nogenlunde, som de plejer. Det modsatte kan tids nok komme.
Og så kan det da godt være, at alting alligevel ikke er helt som førhen, for år efter år er forskellige ting blevet opgivet.
Men i dag fik jeg i hvert fald bagt julens første småkager, og de ligner heldigvis SIG SELV.
Det ville være synd at sige, at bagningen gik fuldstændig som smurt. Men næsten.
Så jeg er glad - og træt - og ligner ikke mig selv. Derfor har husbond lovet at hente grillmad til i aften, for så bliver man frisk igen bagefter.
Solen skinner stadig, og det er jo dejligt.
I søndags spiste vi andesteg, selvom jeg måtte købe mig til anden i år. At have ænder gående selv, hører til en af de ting, som er bortfaldet her på matriklen. Men andestegen smagte godt alligevel, og jeg nød i fulde drag ikke skulle finpille den selv.
Efter et par stille dage på langs med henholdsvis en dårlig ryg samt et rundtosset hoved, så er Manden og Konen klar igen.
Husbond knokler på med sit brænde og siger, at han nyder det.
For selvom det som regel ender med smerter og et større pilleforbrug end normalt, så minder det ham om hans yngre dage. Dengang hvor han gik i skoven hele vinteren for at hente brænde hjem til vores daværende gamle koks-kedel, som holdt os med varme i et meget stort hus.
Nu har vi et mindre hyggeligt hus, og en god lille brændeovn. Og han saver målrettet og flittigt omkring 2 timer hver dag. Flere har allerede været forbi og tilbudt at fjerne hele molevitten for os uden beregning - ingen har tilbudt at betale for det.
Men der er altså virkelig for rigtig mange penge i det kæmpe træ, så derfor har vi valgt at beholde det selv. Det løber jo ingen steder. Alle grenene bliver savet op, og stammen får lov til at ligge et år, hvorefter den kan blive savet ud til bordplader, som der også er rift om.
Hvis det skulle tage gemalen mange år at komme igennem det hele, så gør det jo heller ikke noget. Vi har tid nok - og nu er her seriøst styr på brændeforsyningen et par år frem i tiden.
I dag besluttede jeg mig ellers for at lave porretærte til julefrokosten. Imens den bagte, sad jeg på min bænk i haven og nød udsigten til den blinkende lille sø, som villigt samler sig nede i mosen. Det er flot og smukt.
Det har været solskin i dag. Solskin i november og stort set vindstille.
Lige fra morgenstunden af har Solen strålet.
I dag var vi nødt til at indse, at græsset var vokset meget, siden det blev slået sidst, og maskinen blev sat væk for vinteren. Men naturens mange solskinsdage skal man bestemt ikke brokke sig over. Tværtimod, så endte vi på terrassen med eftermiddagskaffen i hånden.
Imens manden slog græsset, nød jeg i fulde drag at have terrassedøren stående åben. Og det har været rigtig hyggeligt i dag at bage det første hold æbleskiver til julen i smukt solskinsvejr samt til lyden fra en græsslåmaskine.
November måned hører bestemt ikke til min ynglingsmåned. Denne mørke, regnfulde, og lange måned, hvor melankolien er min faste følgesvend.
I dag vælter regnen ned udenfor, og mørket hænger tungt ned over landskabet, hvor stormen har sat sine tydelige spor.
I går købte jeg de første hyacinter. Jeg købte mig til den allerførste duft af jul samt en lille smule af et kommende forår. For selvom vi blev kastet ind i november måned med hvirvelstorm, og min planlagte blogpause på den måde blev forstyrret, så kan man jo lige så godt prøve at få glæden trukket indendørs. Og når man ser på hyacinterne samt tænder stearinlysene, kan man da ikke lade være med at blive en lille smule glad indeni. Man bliver også tilfreds af at foretage sig noget meningsfuldt.
Så i dag har jeg bagt boller til at lægge i fryseren.
Der ligger en del i forvejen, men for mig er det vigtigt at få fyldt op til julen over. Så ved jeg, det er i orden, inden jeg begynder på æbleskiverne, alle julesmåkagerne, samt det lune til de mange juledage. For planlægning er en meget vigtig ting, når alderen trykker, og de fysiske skavanker blander sig i ens eget verdensbillede.
