mandag den 29. oktober 2012

Vintertid igen


Konen væltede - og ramte lige ind i en blogpause.
Men her jeg igen, og imens har man åbnet op for vintertiden. Den startede som bekendt i går med en meget smuk morgenstund. Det var koldt, men morgenlyset lokkede mig ud med kameraet. Græsset knirkede under fødderne, og lyset faldt skråt ned over de efterårsblade, som stadigvæk sad fast på træernes grene.
I dag er bladene næsten væk.
Stormen har raset længe nu, og lyden fra blæsten udenfor har ligget stabilt i underbevidstheden hele natten igennem. Vintertiden kræver altid en smule tilvænning, så i morges vågnede jeg allerede lidt over kl. 5. Stod op og satte mig ind på kontoret for at skrive morgensider og små tekster. Nød en skøn kop kaffe, alt imens der blev gisnet om, hvad den kommende vinter mon har i ærmet til mig. De 2 foregående har nemlig ikke været værd at skrive om.
Men foreløbig bliver vinteren sparket igang med kameraet, bøgerne, strikketøjet og skriverierne.

I dag trommer regnen på de små ruder, og Vinden raser stadigvæk derude. Livet bliver levet inde i den varme stue i små langsomme portioner.

fredag den 12. oktober 2012

Flydende Kunst



På Havnen blev i dag indviet et helt nyt kunstværk, og vi var med sammen med en masse andre mennesker. De fleste ivrigt optaget af at fotografere eller snakke.    
Efter at have ligget i dok siden den 24.september, så er færgen nu blevet udsmykket til flydende kunst.
Og man kan mene om det, hvad man vil - men det har i hvert fald givet omtale og mediebevågenhed.

Statens Kunstfond og Statens Kunstråd har sammen med DR stået bag kunst- og mediesamarbejdet "Vores Kunst". Et anderledes projekt, hvor det har været borgerne selv, som har definet behovet for kunst i lige præcis deres specielle offentlige rum.
Projekt "Vores Kunst" skal gerne skabe nye tiltag for kunsten i fremtiden.


torsdag den 11. oktober 2012

Morgenstund



Manden og Konen kørte hjemmefra lidt før kl. 7 i morges for at lede efter solopgangen.
Og hvorfor nu det? Bare fordi vi havde lyst.
Havde kaffe og hjemmebagt brød med for at nyde morgenmaden i den smukke natur.
Og hvorfor nu det? Bare fordi vi havde lyst.
Vi fornemmede byen vågne op, og jeg tog en masse billeder. Mødte ikke et øje på vejen, og følte os meget heldige. 
På den måde bliver verden et bedre sted at være.

mandag den 8. oktober 2012

Mosekonens opdateringer ....

 Jeg kan stadigvæk hente små fine roser ind til vaserne.
 Der er stadig røde tomater i drivhuset, og flere hvor de kommer fra.
Ænderne vokser næsten fra dag til dag og trives i bedste velgående.
Mosekonen arbejder en lille smule i haven hver eneste dag, for at komme bare nogenlunde igennem den inden vinteren.  
Ved ikke, hvad denne her staude hedder, for det går jeg ikke så meget op i. Men jeg ved til gengæld, at den bør klippes ned for at kunne blomstre endnu smukkere til foråret. Efter forårs-blomstringen klippes den så tilbage igen, og sådan får man smukke blomstre hele to gange om året.
Det gælder om at nå så meget som muligt, imens have-vejret er med os, men det føles mere og mere som hårdt arbejde.

Indimellem bliver der bagt franskbrød, for jeg ville så gerne, at vi kunne holde os selv med brød.
Dagene går hurtigt, og jeg er træt og udmattet om aftenen.
Derfor kniber det også med det helt store overskud til at blogge, og jeg falder i søvn foran tv´et om aftenen.
På bog-fronten går det langsomt,- men jeg er da kommet igennem bogen om Det Syvende Barn. Og meget mere er der vist ikke at sige om den, for den har efter min mening, hverken været penge eller tid værd.
Nu prøver jeg på at finde på noget andet at læse, som gerne skulle kunne holde mig vågen. 

fredag den 5. oktober 2012

Regnvejr og forfald







 
Haven ser måske ikke for godt ud lige nu.
Med regn og blæst, nedfaldne blade og visne stauder. På den anden side, så har forfaldet jo også sin charme.
Jeg synes næsten altid, der er dejligt og meget at se på derude. Billederne er fra gårsdagens havevandring, jeg har bare ikke nået at sætte dem ind før nu.

For jeg var langt omkring for at lede efter hyldebær, og så blev Konen træt bagefter. Hvert år ved denne her tid plejer vi at lave hyldebærsaft. Det bliver åbenbart ikke til noget i år - for der er overhovedet ingen bær at finde. Vi har heller ikke selv haft ret mange bær på bærbuskene i år, hvilket skulle betyde en kommende mild vinter. Og man har jo lov til at håbe.  

Også i dag regner det.
Jeg elsker lyden af regn, når den falder rundt omkring huset og slår hårdt mod ruderne. Oktoberdagen står lige udenfor vinduerne.
Manden og Konen har været tidligt oppe i dag. Hurtigt i gang med støvsuger og våde klude. Edderkopperne har deres spind alle vegne i et gammelt hus på den her tid af året. Knapt er det taget væk, før der kommer et nyt.
Nu skal det blive rart med en kop kaffe og en avis. For tænk engang - at vi er nået til den alder, hvor vi er begyndt at holde avis! Og det er faktisk meget hyggeligt, når man alligevel bliver nødt til at hvile sine ben en gang imellem.   

tirsdag den 2. oktober 2012

Efterår




Stilheden blev kun brudt af bladenes raslen på grenene. Luften var klar og frisk, og vinden sendte efterårsløvet ned på skovbunden.

Ja, nu er vi jo kommet ind i oktober måned, og det blev fejret i formiddags med en tur i skoven. Og hvor er der smukt. Efterår, men mange steder alligevel endnu sommerligt grønt. 
Det har været en dejlig formiddag, og den gode træthed sidder stadigvæk i kroppen. Selvom jeg altid føler mig lidt vemodig, når sommeren er slut, og fuglene trækker sydover, så kan det stadigvæk klares med en lille tur væk fra hverdagens små gøremål.