Den 4. maj

Skikken med at sætte lys i vinduerne den 4. maj ses desværre ikke så ofte mere. I min barndoms land var det et fantastisk syn, når vi gik tur om aftenen den 4.maj for at se på lysene i de mange vinduer fra de store etageejendomme. Det var en aften, man så hen til, og var der en beboer, som ikke havde sat lys, så blev det omtalt.
Jeg har ikke selv oplevet krigen, men mine forældre havde. Og jeg mener, at det er vigtigt at holde traditionen med lys i hævd som et symbol på frihed og fred. Et bånd til fortiden, samt en påmindelse om, at frihed aldrig er en selvfølge. Derfor havde vi sat lys i alle vores 14 små vinduer. Ikke for andres skyld, men for vores egen, for fortiden og for fremtiden.

Desværre bor her ikke længere så mange fastboende her på vores lille udkants-vej. Så på den gåtur i aftes ud i nattemørket, kunne vi kun konstatere, at vi var de eneste.
Til gengæld tryllebandt lyset fra Himlen mit øje, så turen var bestemt ikke helt forgæves.

Jubilæum

I år har mine småkager så 50-års jubilæum, det kan man læse mere om nederst i indlægget HER.
Men også HER og HER og sikkert også i mange flere af mine gamle indlæg.

Og i dag blev årets første julesmåkager bagt. Lidt i dag, og flere en anden dag - alt er fuldstændig som det plejer, og tænk at det kan gøre en så lykkelig. 
I år ser det oven i købet ud til, at helbredet og humøret er på min side. Derfor har det været en endnu større fornøjelse, end det var i de sidste par år.
Men tænk engang, at det er 50 år siden, jeg bagte samme slags småkager til jul for første gang. Jeg var 16 år og havde forlængst overtaget husføringen hjemme. Hvis der skulle være småkager, så måtte jeg bage småkager.

Man kan måske sige, det er kedeligt at bage det samme år efter år. Det føler jeg ikke. Vil nærmere betegne kagerne som nostalgi, og ikke mindst mit eget bevis på, at have klaret nogle svære udfordringer igennem årene. 
Og der er jo heller ingen som siger, at man ikke må bage andre bagefter. 
Det er sjældent at jeg giver mig selv et skulderklap, for det skal man lade andre om. Men i dag vil jeg gerne have lov til at gøre det.  

Mosekonens sensommersnak

Sensommerluften er mild, og dagens Himmel har været sprød og klar. En del af de visne stauder er blevet klippet nænsomt tilbage - men heldigvis lever mange i bedste velgående endnu. Der er sensommerstemning over haven.

Vi planlægger en tur til det sjællandske land for endelig at se den lille nye prinsesse, som blev vores barnebarn for snart 1 måned siden.

Troede vi havde overnatningen på plads, men så nemt skulle det alligevel ikke gå. De unge familier har travlt nu om dage. Tja ... det havde vi andre da også i sin tid, men noget var alligevel anderledes.

Nu ender vores sensommer-tur med at blive til bare en enkelt overnatning i weekenden hos datteren. Ingen kommer til at bemærke, vi har været væk.

De unge nybagte forældre har ellers tilbudt sig, men denne gang siger vi pænt nej tak. De er trætte, sover ikke meget om natten, og sønnen har krævende arbejdsdage hjemme.  

Af og til mangler vi en helt personlig base på fastlandet. Et lille sted hvor man også kan finde den alene-tid, som er så tvingende nødvendig for en Kone som mig. Måske magtede jeg så at tage rejsen derover lidt oftere, end vi gør.

Men sådan er det altså. Og lige nu er jeg ærlig talt ikke helt klar over, om jeg glæder mig til rejsen, eller til at komme hjem igen. Nok begge dele. 

Men her og nu trænger jeg vist mest til mad - så jeg vil smutte igen. 

Lige her og nu ....

Hverdagen går videre, imens vi venter på nyt fra øje-fronten. Haven er stadigvæk stemningsfuld og fyldt med gode energier, selvom jeg da godt har lagt mærke til, at mørkningen kommer tidligere og tidligere. Men på en eller anden måde, så virker det også hyggeligt.

Jeg passer haven, så godt jeg kan. I pauserne drikker vi kaffe på terrassen, som selvfølgelig ikke bliver helt færdig lige nu. Men da sagtens kan bruges, som den er - vi har faktisk haft meget glæde af den.
Manden og Konen trives i deres egen lille fredfyldte verden, selvom savnet efter at se den lille ny umiddelbart virkede stort. Det er der stadigvæk - men jeg har accepteret at forholde mig til det.  
Husbond har slået græs i dag - eller rettere sagt noget af det.
Han satte to høje pinde over for hinanden, og i hver ende af haven - og så gik han efter den modsatte pind. Ellers kan han ikke se, hvor han har slået, og rækkerne ville blive skæve med høje græstotter her og der. Den kniber gevaldigt med at se tæt på og nedad. Så hellere langt.
På den her måde fungerede det næsten. Når han så var nået ned til den anden ende af haven - hvor den anden pind stod - så rykkede han pindene, således at de passede til græsslå-maskinens bredde. 

Tidligt i morges vågnede jeg og blev med eet opmærksom på stilheden. En kendt og fredfyldt fornemmelse af, at øen står stille igen.
Pludselig er her næsten mennesketomt, og de fastboende skifter automatisk gear. Ferietiden er ved at være slut, og de fleste turister er rejst hjem nu. 
Os, der bliver tilbage, vi ser på hinanden og siger, som vi plejer at gøre. At det er dejligt, når de kommer - men sandelig også godt, når de er taget hjem, og vi bliver os selv igen. Så vil der atter være varer nok på hylderne i forretningerne, plads på færgerne og på de små gader i byen. 
Og så glæder vi os jo alligevel til næste år, når de vender tilbage med nyt liv.

Tja .... livet går sandelig sin stille gang, uanset hvad jeg ellers slår mig selv oven i hovedet med af bebrejdelser og bekymringer. Derfor kan jeg jo lige så godt vende mig imod det, der er lige her og nu. 

Også en god grund til at gribe sit kamera og gå ud og tage en hel masse billeder. Alle billederne er fra i dag.

 

  

Efter jævndøgn

Ja, så har vi jo passeret forårsjævndøgn. Lyset har overtaget mørket, forår og sommer står nu lige foran os og venter på at blive godt brugt.

Én efter én kommer folk krybende frem fra deres stille vinterskjul, eller de kommer tilrejsende for at gense deres højt elskede sommerhus.
Man får lyst til at købe blomster og ordne bedene i haven. Klippe hækken. Slå græsset. Pudse vinduerne. Rive efterårets visne blade sammen. 
Forårsmilde vinde.
Fuglenes leg i luften.
Naturens stille hvisken.
Det er, som når man trækker tæppet væk fra et fuglebur.

Igen i dag har jeg været lidt i haven. Rodet lidt i jorden, drukket kaffe og læst i den lokale avis, som posten lige kom forbi med. Den samme stabile postmand, der trofast afleverer sin post, som han altid har gjort det.  
Man kan måske få den tanke, at det ene år ligner det andet til forveksling. Men tag ikke fejl - for det gør det slet ikke.
Børnene er blevet lidt ældre, og vi er blevet meget ældre.
Førhen blev haven udvidet, nu bliver den indskrænket. Planer er blevet ændret, drømme er blevet nedlagt for at give plads til helt andre.
Mulighedernes land har fået en anden udsigt.

Og til sommer venter vi barnebarn igen. Ældste søn og hans skønne hustru venter sig en lille prinsesse, der så bliver vores barnebarn nr. 5.  

 

Livets å....

Min bevisthed har været slået fra som et fladt batteri, og jeg har ikke kunnet koncentrere mig om at skrive. 
Har haft et epileptisk krampeanfald på turen, og et til hjemme. Det første skyldes de mange lys, som ramte mine øjne fra storbyens biler i nattemørket. Det andet skyldes simpel træthed og udmattelse. Den 90-årige fødselsdag, vi var til, den var virkelig også en hård nød at knække, for her mødte jeg "spøgelser" fra en fortid, jeg helst vil glemme - og også havde glemt.
Måske har jeg efterhånden brugt tid nok på at ærgre mig over det nu, og kan skrive lidt på bloggen igen. Men ærgerligt var det altså, for nu er det ellers gået så godt længe. Meget længe endda. Derfor har jeg i mange sammenhænge gået rundt på min ø siden vi kom hjem - uden at kunne finde mig selv. Lysten til mere af alt var forsvundet. En forfærdelig forestilling, der ikke kunne helbredes med plastre eller dyre cremer.    


Roen i hverdagen er endelig ved at nå mig igen, og jeg magter nu at se tilbage på hyggelige og givende dage sammen med mine børn. De har endnu en gang været så fantastisk søde, og vil gøre alt det bedste for mig. De trives og lever et godt liv allesammen, så der er virkelig intet at brokke sig over, hvad det angår. Jeg er meget heldig. Nu sidder jeg bare tilbage og savner dem, velvidende at jeg aldrig selv ville kunne trives i storbyen. Men heldigvis varer det ikke så længe, før vi ser et par af dem her på øen igen.   


De foregående dage i tavshed har virkelig også hjulpet til med atter at få begge mine ben solidt plantet på jorden. I går fik jeg bagt franskbrød og lavet mad til et par dage. Den overvældende fysiske og psykiske lammelse, der følger med, når jeg er socialt sammen med mange mennesker i flere dage af gangen, den forsvinder lidt efter lidt. Så selvom glæden ved børn og børnebørn kan synes at opleves kort, kan den måske alligevel være det hele værd.