Mere Jul

Det blev en rigtig skøn juleaften, en af dem som vil blive husket med stor glæde. Tiden løb fra os, for vi sad længe omkring bordet. 

Først kl. 21 gik vi omkring juletræet og sang alle de julesalmer, der hører sig til her i huset. 

Os 4 brummere - hvor ingen af os ejer en eneste tone i livet, men alligevel ikke er bange for at synge højt! 

Hvis nogen havde hørt os udefra, var de sikkert løbet skrigende væk. Men ingen hørte os - for vi er de eneste hjemme på vejen i hele julen. Og vi mente iøvrigt også selv, at det lød perfekt. 

 

Bagefter delte vi gaver ud. Spiste slik og drak kaffe eller rødvin.  

Gav os god tid med gaverne, for at påskønne det, som andre har gjort sig umage med at vælge til os. Manden og Konen fik den sauterpande, som de har ønsket sig længe. Og jeg fik en skøn blomsterbog samt små poser med blomsterfrø fra en trofast blogveninde. Så nu kan foråret virkelig godt komme an, stemningen er i hvert fald til stede.

 

Denne 1.juledags aften, er de unge taget til julefrokost hos en kammerat, som samler alle "de gamle" kammerater her fra øen omkring sig. Noget, der er ved at blive til en hyggelig tradition.  

Manden ser tv (el. sover?), og Konen pusler. 

Jeg har fået tømt opvaskemaskinen (igen) og har atter fyldt den. Ovnen er rengjort, og en maskine tøj er hængt til tørre.

Jeg har læst lidt og strikket lidt. 

I morgen venter en 2.juledag med julefrokost, men her ligger det meste jo parat i fryseren.

 

Solen har skinnet hele dagen, og fuglene har kvidret.

1.juledag bliver lukket ned med et brag af en solnedgang. 

  



Glædelig Jul til Jer ude i stuerne

På denne dag som  er årets korteste, der går kursen først og fremmest mod Julen. 
Men samtidig venter vi spændt på lysets tilbagekomst. Pg den glæde der ligger i at skulle opleve endnu et forår.

Det er næsten jul nu, og jeg har nået det, som jeg havde sat mig for.
Juleænderne og flæskestegen ligger parat. Mandlerne til risalamande er hakket og ligger parat i en pose. Den 23.dec. vil de små kartofler til brune-kartofler blive kogt, så de er parat til juleaften.
Middagsmaden til den 22. og 23. er under kontrol, og det samme er det, som skal på bordet til julefrokosten. Ikke fordi nogen kræver julefrokost - men mest fordi Manden og Konen gerne vil, så længe de kan.

Udenfor er det lige nu regnfuldt og gråt - men jeg er inde i varmen og hyggen, fuld af taknemlighed.  
I morgen er de 2 yngste sønner på vej til øen. De andre har planer, som indbefatter svigerforældre eller et arbejde der også skal passe.

Nu er der vist bare tilbage at ønske Jer, som kigger her forbi, en rigtig glædelig jul.

Husk at hver eneste juleaften er noget særligt. 

Jeg håber, at I hver især må få en dejlig juleaften, fuldstændig som I ønsker den.

 

GLÆDELIG JUL.

 

 

Forår og julesnaps

 

 

 

I denne tid når jeg sjældent rundt i hele haven. Der er jo andre ting at tænke på, og når man står op om morgenen, så er det mørkt. Når man så kommer i tanke om det sidst på eftermiddagen, er det også mørkt.
Men da jeg i dag skulle ud for at finde grene til et par juledekorationer, huskede jeg at give mig god tid og tage fotoapparatet med. 
Vintergækkerne kunne jeg ikke finde, men det lykkedes alligevel at finde en lille smule fornemmelse af forår og farver. 

Solen skinnede, og der var plusgrader i luften. En underlig kontrast til at husbond stod inde i køkkenet imens og lavede sin valnøddesnaps parat til jul.
Det skulle være meget nøjagtigt - så han blev også nødt til at smage. Og jeg duftede til den - mange gange. Gad vide om man kan blive beruset af det? Vi sov i hvert fald længe til middag bagefter.

 

 

    

Småkager, småkager og småkager

Klokken er næsten blevet 16, og opvaskemaskinen snurrer i køkkenet. Her er ryddet op, og to hold vasketøj er også blevet lagt på plads.
Gæsteværelserne er blevet støvsuget, der er lagt sengetøj på sengene, og håndklæderne ligger parat.

Man tror det næppe - men jeg har altså bagt småkager igen.

Det var staben af mandlige frivillige inde i genbrugsbutikken, som råbte på flere småkager. Eller rettere sagt - så lod jeg mig falde for smiger, og der skal ellers meget til. Men sådan kan det altså gå, og det viser jo bare, at selvom man er en kvinde i min alder, så kan man immervæk gå hen og falde for smiger.

 

Ellers tager jeg stadig forberedelserne til julen lidt af gangen, så jeg kan klare det. Selvom vi kun bliver 4 personer til julefrokosten,  så skal de ikke snydes for en ordentlig frokost. Så i går blev her lavet frikadeller. Jeg hoppede på låget til fryseren for at få alting til at være der.

 

Og så lige som Manden og Konen for et øjeblik siden skulle til at sætte sig ned for at hvile benene, gik døren op. Det var en god bekendt, der ville aflevere en juledekoration, fordi vi har været hjælpsomme mod vedkommende i årets løb. Jeg har ikke fotograferet den endnu - for lige nu trænger jeg mest af alt til at sidde ned og slappe lidt af. Det gøres fint sammen med et skriv på bloggen.   

 

 

Og nu til noget helt andet ....

Altså - nu må jeg virkelig tage mig sammen og slippe tankerne omkring filmen fra i tirsdags. 

Derfor kommer her nu en lille beretning.
Den foregår hen over morgenbordet et sted langt ude på landet. En Mand og en Kone sidder og spiser de sædvanlige boller med ost på, samtidig med at de lægger planerne for dagens gøremål. 

- Nu vil jeg gå ud og skære grenene af juletræet, siger Manden, og ser virkelig ud som om, han er godt og grundig træt af julen.

- NEEJ, skriger Konen. - Hvor skal jeg så hænge alle julehjerterne?
Hun ser for sit indre blik en nøgen træstamme, der stå midt i stuen juleaften.

- Nå nej - jeg mente bare de nederste grene, ler Manden. - Bare så træet passer ned i juletræsfoden.
Og så griner de begge to - og glemmer helt at det var en mørk dag i går og et surt vejr i dag.

"Sorg og Glæde"

 

Sorg og Glæde.
Der er lidt af hvert til os alle sammen - men desværre mere til nogen end til andre.
I går aftes var Manden og Konen i biografen for at se filmen "Sorg og Glæde".
Jeg var forberedt på at skulle hulke mig igennem de 107 minutter og tørre tårer væk fra kinderne hele vejen hjem.
 
Det skulle jeg bare ikke - for det er ikke en film om død - men en film om kærlighed.
At turde fortælle den historie til os andre er så stor en gave, at man burde bøje sig dybt i støvet og takke for tilliden. Og man burde ikke bare takke Niels Malmros - men også hans kone, Marianne. Filmen har virkelig rørt ved så mange ting i mig, at den har rumsteret i min hjerne siden i går aftes og gør det endnu. Det er en af de film, som jeg aldrig glemmer.
Den er meget svær at skrive en anmeldelse om, men i forvejen havde jeg lovet mig selv, at det ville jeg gøre. Uanset hvad.


Med en sjælden nænsomhed skildrer Niels Malmros sit livs tragedie. Han gør det helt uden underlægningsmusik, for på den måde at prøve på skabe en bestemt stemning hos publikum. Det lader han os selv om.  
Niels Malmros skildrer sin egen og hustruens ulykke, fuldstændig som den skete i virkeligheden. 
Og virkeligheden kan jo somme tider være barsk på den ene eller den anden måde. Det kan den også for andre.
Det er også sådan i virkeligheden, at hvis den ene bryder sammen - og man pludselig står alene med problemerne/opgaverne - så holder man sig oppe. Fordi man skal, og der ikke er anden udvej. Så fortrænger man sine egne behov til fordel for den anden.

Jeg mener, og har altid ment, at man skal være meget varsom med at fordømme nogen.  
For selvfølgelig kan man altid sige, at den ene skulle have gjort dit og den anden dat. Der var tidspunkter i biografens mørke, hvor jeg sad og blev rasende. På manden.
Men hvor går grænsen imellem hvad man skal og ikke skal - eller hvad man kan og ikke kan? Mange af os andre har vel også ulykker eller spøgelser af en eller anden karakter godt skjult bagved vores hække og hoveddøre.

Efter at have set filmen er jeg mest blevet glad for at konstatere at medmenneskeligheden eksisterer endnu.
For selvfølgelig er det en skrækkelig tragisk og sørgelig ting at dræbe sit eget barn. Men - Marianne var altså i psykose og handlede udenfor sin egen bevidsthed.  
Man KAN ikke sige, at det var nogens skyld. Det var - og er - en stor sorg, som de stakkels mennesker skal leve med i resten af deres liv.

Og det er der nu kommet en smuk film ud af, som mest drejer sig om en hyldest til kærligheden.


Ægteparret har valgt at blive boende i huset efter tragedien for 30 år siden. Det var ikke noget egentlig valg, som de tog fra starten af, men sådan blev det bare. De har levet et stille liv sammen. Med dagligdagens velsignede gentagelser til at holde alting oppe. Og jeg er sikker på, at de har været lykkelige sammen, så godt som det nu engang har ladet sig kunne gøre.

 

Filmen "Amour"

Mange vil sikkert huske Michael Hanekes guldpalme-vindende drama: "Amour".

Fordi Manden og Konen nu har tegnet et abonnement på Viasat, så fik jeg endelig set en af de film, som jeg ellers var gået glip af. 
Dengang filmen blev vist i biograferne, var det i perioden, hvor husbond havde så dårlige øjne, at han ikke kunne køre bilen. Og ingen bil - ingen biograf.

Nu fik jeg til gengæld set filmen i fjernsynet, og jeg kan slet ikke lade være med at gøre opmærksom på den, selvom jeg godt ved, at den er en gammel nyhed. 
Men det er jo simpelthen en fremragende film.

Den handler om ægtefællerne Georges og Anne, som begge har passeret de 80 år, og nu nyder deres otium i lejligheden i Paris, hvor de tilsyneladende har boet hele livet.
Et skønt og kultiveret pensionistpar, der elsker hinanden betingelsesløst og som har besluttet at følge deres lange kærlighedsforhold til dørs i en gensidig fredsommelighed og med høflig ømhed.

Men hverdagen vendes fuldstændig på hovedet, da Anne får et slagtilfælde, som gør hende lam i højre side af kroppen og medfører begyndende demens.
Ganske langsomt skærer filmen helt ind til benet og viser os, hvilken urimelig pris nogle mennesker i sidste ende kommer til at betale for et levet liv.

Filmen er meget rørende. 
Her oplever man virkelig, hvordan filmmediet kan bruges som et værktøj, der kan afdække alle detaljernes poesi. Der er blød musik i billederne og hele måden historien er bygget op på.
Jeg var vild med nærbilledernes sentimentale tyngde, samt den vidunderlige ro, man oplever hele vejen igennem filmen.
Hvert eneste billede fortæller, hvad filmen drejer sig om: Et levet liv, mens døden observerer et sted i baggrunden. 
Den afmagt der står malet i personernes ansigter, det er billeder man sent glemmer.
Måske er jeg bare selv en sentimental gammel Kone. Men jeg vil alligevel anbefale filmen, hvis der skulle være nogen, som ikke har set den endnu. 

Så længe det knager, så holder det ....

Selvom det har knaget og braget i hele huset, så overlevede vi alligevel stormen. Vindstødene kom slet i nærheden af det, som vi oplevede sidst.
Ingen væltede træer, løse tagsten eller knuste drivhuse. Sådan...
Blot lidt vand ned i nakken på et tidspunkt, hvor vindretningen ledte regnvandet ind under et par af tagpladerne.
Men det tager forsikringen sig af - senere. Vi satte bare et par spande under, indtil vinden drejede om.

Men det lød alt sammen vældig dramatisk inde fra varmen af, og jeg havde svært ved at sove om natten.
Halvt i søvne drømte man om gamle brædder, der løsnede sig. Vinduer der blæste ud, lofter der faldt ned, samt et gammelt hus, der faldt fuldstændig fra hinanden. Den vilde susende lyd af blæsten var svær at lægge fra sig.
Så det blev kun til et par timers søvn den nat.
På et tidspunkt stod jeg op for at smutte hen og se ud på vejret. Det gjaldt om at holde godt fast på vinduet, så det blev kun til et hurtigt kig. 
Da vinden så endelig lagde sig ned og faldt til ro hen på morgenstunden, kunne jeg endelig sove - og pludselig blev det enormt hyggeligt at krybe sammen og tænke på naturens vidunderligheder. Lige ude på den anden side af væggene. Sådan noget er jo altid hyggeligt, når man selv ligger under en dyne inde i varmen.

I dag har Solen så skinnet. Det er stille, vandet er vendt tilbage nede i havnen, så færgerne atter kan sejle. 
Post har vi ikke fået noget af endnu, men det får vi sikkert på mandag. Den skal i hvert fald nok komme - en eller anden dag. 
  

Imens vi venter på storm

 

De sidste julesmåkager er bagt, og jeg har vinket farvel til kageformen for denne gang og sat den allerbagerst i skabet. Det var en god fornemmelse.
Mangler stadigvæk at købe lidt julegaver, men dem som skal sendes, de er i hus.
Sukker dybt og inderligt og siger: - Så langt, så godt.
Det er stadigvæk ikke julestemningen, som står forrest i køen.

Nu sidder jeg så her i kontoret og venter på stormen. Har allerede tappet vand af i en stor mængde flasker samt sat stearinlys parat, hvis strømmen skulle forsvinde. 
Udenfor hyler blæsten allerede, og regnen slår imod de små ruder. Det lyder voldsomt, og jeg kan tydeligt mærke, at her er mere fodkoldt end normalt. Gamle huse og stormvejr er ikke nogen god kombination.

Det indkøbte juletræ er blevet tøjret godt fast til rækværket, og alle løse genstande er båret ind. Campingvognen er blevet flyttet, således at den ikke vælter ned i terrassen - hvis den altså vælter.
Her er båret brænde ind til resten af dagen, og køleskabet er fyldt op til de næste par dage. Hønsenes æg er allerede samlet, selvom det er noget, som normalt bliver gjort sidst på dagen.
Alle øens færger er indstillet og forskellige arrangementer er aflyst. Man beder folk blive hjemme.
Det gør vi også hellere end gerne. I går hentede jeg bøger på biblioteket, og på mit bord venter flere sokker på at blive strikket færdig.
Vi har lige tilmeldt os den viasat-pakke, som indeholder alle filmkanalerne, så måske vil der også være noget, som lokker der.
Så længe hustaget bare bliver liggende over vores hoveder, så skal det nok gå. Det store træ i haven kan i hvert fald ikke vælte mere end én gang.


 

 

Mosekonens november

I år har det været en god november. Ja, det har det faktisk - selvom det er mange år siden, at jeg er kommet med den udtalelse. 
Den ene dag har bare taget den anden - og hovsa, så er man pludselig igennem den måned, som normalt volder mig så store kvaler.
Måneden, hvor tiden nemt kan stå stille, og man svæver i et ingenmandsland, der hverken er vinter eller forår.

Mange dage har været brugt inden døre. Jeg har bagt franskbrød, og det er også blevet spist igen.
Da Brugsen havde tilbud på Amo mel til 10,- kr., gik jeg lidt amok og købte 15 poser. Så i fremtiden skal her bages - mere! Overvejer at anskaffe mig en fryser til.

 

Her er blevet strikket sokker til en svigerdatter samt næstyngste barnebarn, og her er planer om mange flere. For det gik jo også meget godt, når bare man fik taget sig sammen til at begynde.

Vintertid er ikke havetid.
Hvem har lyst til at bruge kræfter i haven, når det er koldt og blæser og regner. Det er i hvert fald ikke sundt for en gammel Mosekone.
Så er det langt bedre at hente brænde ind til brændeovnen eller stå i køkkenet og lave mad. Så det har jeg også gjort, og der ligger nu mange færdigretter i fryseren lige til at tage op på dage, hvor det kniber med kræfterne eller lysten.   
I dag er julepynten så kommet på plads i stuerne. Sammen med nisserne sniger fornemmelsen af december måned sig langsomt på. Min egen julestemning har jeg ikke fundet endnu - men den ligger nok gemt et sted nederst i julekasserne.  



 

"Livet efter dig" af Lise Genova

Mange kender Lisa Genova fra bogen "Stadig Alice".
En barsk roman om en kvinde, der får Alzheimer.

Men i august udkom hun også med bogen "Livet efter dig", og jeg var heldig at få den hurtigt på biblioteket.
Det er en fortælling om to kvinders liv, der flettes ind i hinanden sammen med drengen Anthonys korte liv. Anthony er autist, og netop derfor får historien et helt særligt lag over sig.

Det er en god historie.
Om Beth, som smider sin utro mand ud for derefter at genoptage sin gamle drøm om at skrive. Og som skriver historien om en ukendt autistisk dreng.
Samt om Olivia, der er blevet separeret, efter at hendes autistiske søn er død, og som hver eneste dag lige siden har ledt efter svaret på, hvorfor sønnen i det hele taget har haft sin gang her på jorden. Blot for at blive taget fra hende igen.
De to kvinders historie fortælles hver for dig.
Men sløjfen på det hele kommer til syne fra den autistiske Antonys tankeverden, som beskrives meget rørende.

Bogen er virkelighedsnær og brugbar. Det er en bog, som både kan bruges til dem, der gerne vil vide mere om autisme - eller dem, som ikke ved noget som helst i forvejen.
Men den kan helt bestemt også bare læses som en rigtig god historie.
Selvom den aldrig vil komme op på højde med "Stadig Alice", er det alligevel en rigtig god fortælling. Den rokker nemlig ikke ved, at Lisa Genova skriver godt, og man bliver grebet af de to kvinders skæbner samtidig med, at man får en troværdig indføring i et autistisk barns verden.
Jeg blev i hvert fald grebet af historien og kan helt klart anbefale bogen.

Ikke meget kommer af sig selv.

 

 

Efter vi malede køkkenet, har gemalen været halvskidt.
Nu er det ellers gået rimeligt længe - men når tingene går godt, så tror man jo straks, at man kan det hele. Og malerarbejde er altså noget af det, som giver ham de største problemer, så egentlig burde han holde sig helt væk fra den slags beskæftigelse. Ting bliver bare ikke gjort af sig selv. Det eneste, som kommer af sig selv, det er lommeuld.    
Derfor har han nu ligget med smerter i nakke og ryg, samt en rigtig dum følelse af svimmelhed lige siden.  Dagene har været stille, og vi har holdt os hjemme.
Men i dag sidder han op igen.
Og når Manden sidder op, så vender Konens energi også tilbage. 

Så 2.hold æbleskiver er bagt, og nu bliver der altså ikke lavet flere æbleskiver i år. Hønsene har lige fået resterne fra sidste år!

Så hønsene er glade, og katten fandt sig en plads i Solen, som har skinnet ind ad terrassedøren.

Og imens dagen lige er gået ned i orange farver, har jeg hentet hjemmelavet lasagne op af fryseren. 
Fangede lige dette smukke øjeblik fra min stue af og måtte fotografere det. For selvom man har set det så mange gange før, så kan jeg aldrig få nok.
Tænk bare, at sådan et syn, det kommer rent faktisk helt af sig selv. Her behøver vi slet ikke at gøre noget som helst andet end at nyde det.    

 

    

Måske en anden dag!

Efter en hyggelig valgaften hjemme, hvor vi sad alt for længe oppe for at følge slagets gang, så kom jeg lidt sent op denne morgen.
Alligevel knasede græsset under fødderne, da jeg gik udenfor - så det må have været en kold nat.
Skyndte mig at redde den sidste lille morgenfrue ind fra kulden. Den har det bedst i mit køkkenvindue.

 

Det har hele tiden været min mening at lave æggepaté i dag.
Ikke til jul - men bare til os to gamle, fordi hønsene har lagt alt for mange æg.
Bagefter havde jeg store planer for strygetøjet.
 
Strygetøjet blev bare ikke til noget.
For imens var gemalen blevet færdig med at male et par af væggene i køkkenet, og jeg havde lovet at stille på plads på de åbne hylder bagefter.
Den ene hylde tager så den anden, ligesom kluden på den ene nips-ting tager kluden videre til den anden. For derefter at vandre videre til køkkenskabene ud- og indvendigt, og til sidst ligger man også og rydder op under køkkenvasken. 
Pludselig ser man så sig selv i gang med den helt store køkken-rengøring, hvilket absolut ikke var meningen. Men skønt at få gjort.
Og nu er jeg absolut for træt til at stryge i dag.
  

Denne dag

Nu er det blevet sen aften, og Himlen er oplyst af en klar Måne samt blinkende Stjerner.
Men dagen har været strålende med Sol i øjnene og plads til magien.

Vi har været på tur - taget billeder og drukket kaffe uden at møde et eneste menneske.
Lukket resten af verden ude og mærket, at november måned også kan være et ret betagende syn.
Sommerturisterne har forladt øen i løbet af efteråret, så nu er her stille.  
Man kan næsten høre, naturen ånde lettet op.
 

Ingen rift om bænkene og ingen trafik på trappen ned til vandet.
Vi får det hele, fuldstændig som vi vil have det.
Stilhed og duften af saltvand.
Ellers ikke noget særligt i dag - bare en usandsynlig smuk novemberdag. 

Julesmåkager - igen igen....

Julen kan alt for hurtig blive en travl tid.
Selvom jeg ikke regner med, at vi skal være så mange til jul i år, så kan jeg alligevel bedst lide, at tingene er nogenlunde, som de plejer. Det modsatte kan tids nok komme.

Og så kan det da godt være, at alting alligevel ikke er helt som førhen, for år efter år er forskellige ting blevet opgivet. 
Men i dag fik jeg i hvert fald bagt julens første småkager, og de ligner heldigvis  SIG SELV.
Det ville være synd at sige, at bagningen gik fuldstændig som smurt. Men næsten.
Så jeg er glad - og træt - og ligner ikke mig selv. Derfor har husbond lovet at hente grillmad til i aften, for så bliver man frisk igen bagefter. 


  

Save save brænde ....

 

 

Solen skinner stadig, og det er jo dejligt.
I søndags spiste vi andesteg, selvom jeg måtte købe mig til anden i år. At have ænder gående selv, hører til en af de ting, som er bortfaldet her på matriklen. Men andestegen smagte godt alligevel, og jeg nød i fulde drag ikke skulle finpille den selv.

Efter et par stille dage på langs med henholdsvis en dårlig ryg samt et rundtosset hoved, så er Manden og Konen klar igen.
Husbond knokler på med sit brænde og siger, at han nyder det.
For selvom det som regel ender med smerter og et større pilleforbrug end normalt, så minder det ham om hans yngre dage. Dengang hvor han gik i skoven hele vinteren for at hente brænde hjem til vores daværende gamle koks-kedel, som holdt os med varme i et meget stort hus.
Nu har vi et mindre hyggeligt hus, og en god lille brændeovn. Og han saver målrettet og flittigt omkring 2 timer hver dag. Flere har allerede været forbi og tilbudt at fjerne hele molevitten for os uden beregning - ingen har tilbudt at betale for det.
Men der er altså virkelig for rigtig mange penge i det kæmpe træ, så derfor har vi valgt at beholde det selv. Det løber jo ingen steder. Alle grenene bliver savet op, og stammen får lov til at ligge et år, hvorefter den kan blive savet ud til bordplader, som der også er rift om.
Hvis det skulle tage gemalen mange år at komme igennem det hele, så gør det jo heller ikke noget. Vi har tid nok - og nu er her seriøst styr på brændeforsyningen et par år frem i tiden.

 

I dag besluttede jeg mig ellers for at lave porretærte til julefrokosten. Imens den bagte, sad jeg på min bænk i haven og nød udsigten til den blinkende lille sø, som villigt samler sig nede i mosen. Det er flot og smukt. 

     

Solskin i november

 

Det har været solskin i dag. Solskin i november og stort set vindstille.
Lige fra morgenstunden af har Solen strålet.
I dag var vi nødt til at indse, at græsset var vokset meget, siden det blev slået sidst, og maskinen blev sat væk for vinteren. Men naturens mange solskinsdage skal man bestemt ikke brokke sig over. Tværtimod, så endte vi på terrassen med eftermiddagskaffen i hånden.
   
Imens manden slog græsset, nød jeg i fulde drag at have terrassedøren stående åben. Og det har været rigtig hyggeligt i dag at bage det første hold æbleskiver til julen i smukt solskinsvejr samt til lyden fra en græsslåmaskine.

November

November måned hører bestemt ikke til min ynglingsmåned. Denne mørke, regnfulde, og lange måned, hvor melankolien er min faste følgesvend. 
I dag vælter regnen ned udenfor, og mørket hænger tungt ned over landskabet, hvor stormen har sat sine tydelige spor. 
I går købte jeg de første hyacinter. Jeg købte mig til den allerførste duft af jul samt en lille smule af et kommende forår. For selvom vi blev kastet ind i november måned med hvirvelstorm, og min planlagte blogpause på den måde blev forstyrret, så kan man jo lige så godt prøve at få glæden trukket indendørs. Og når man ser på hyacinterne samt tænder stearinlysene, kan man da ikke lade være med at blive en lille smule glad indeni. Man bliver også tilfreds af at foretage sig noget meningsfuldt.  
 

Så i dag har jeg bagt boller til at lægge i fryseren.
Der ligger en del i forvejen, men for mig er det vigtigt at få fyldt op til julen over. Så ved jeg, det er i orden, inden jeg begynder på æbleskiverne, alle julesmåkagerne, samt det lune til de mange juledage. For planlægning er en meget vigtig ting, når alderen trykker, og de fysiske skavanker blander sig i ens eget verdensbillede.              

Efter stormen

Først i dag har vi haft tid til at køre lidt rundt for at se stormen i øjnene.
 
Først og fremmest gjaldt det jo om at få sikret vores drivhus og få sat et par tagsten på plads. På længere sigt vil taget over staldbygningen ikke være tæt, men det kan ikke gøres bedre nu.
Campingvognen har også hoppet lidt, så den får lige et par stormpløkker i morgen, hvis der skulle komme mere stormvejr.
Hvis man ser godt efter på billedet, så kan man se en lille mand, som tager en alvorlig snak med et meget stort træ. (tryk evt. på billedet) 
Og hvordan kommer man så lige igennem sådan et træ???
- Som man spiser en elefant, siger Konen og prøver at muntre ham lidt op.
- Én bid af gangen.
Men der er vist bidder nok til mange år frem i tiden.

Vores køretur blev et sørgeligt syn.
Den vestlige side af øen er hårdt ramt. Jeg havde taget kameraet med for at tage billeder, men man kan simpelthen ikke tillade sig at udstille andre folks ulykker offentligt.
Her er tage, som er blæst helt væk. Og jeg mener helt væk.
Husgavle, der er styrtet sammen, og flere steder er det endda gået ud over stuehuset. Utallige træer og utallige havehegn. Campingvogne, hvoraf en enkelt er blevet slået til pindebrænde og ligger til ukendelighed sammen med skabe og skuffer.
Lade-bygninger der er styrtet sammen, vinduer der er blæst ud, og beboelsesejendomme som har lidt stor skade.
Mange drivhuse er simpelthen forsvundet helt ud i den blå luft.

Efter køreturen kunne jeg lade være med at blive ked af det, og vi skal bestemt ikke klage her.
For træet ligger fint, hvor det ligger. Det ligger på den jord, hvor vi engang havde køkkenhave. Og for allerførste gang er jeg glad for, at vi ikke har magtet den længere. Det havde da været ærgerligt, hvis alle porrerne havde stået nede under træet!

 

Der var engang et træ

 

Der kommer kun billeder nu. Ordene kommer senere.
For vi har travlt med at se til sommerhusene og give de respektive ejere besked. Og vi kan forsikre dem om, at her er sket ting og sager.