Kyndelmisse

I dag står der endelig Kyndelmisse i kalenderen, og så er vi halvvejs fremme ved forårsjævndøgn.
Det er lang tid siden, jeg har skrevet sidst.
For at gøre en lang historie kort, så har det været nødvendigt at slette mit nytårsindlæg, hvori der var lagt en henvisning til min gamle blog. Efterfølgende kom der ubehagelige kommentarer, og man røber vel ikke for meget ved at sige, at der stod en stiv kuling lige ind i mit i forvejen rynkede ansigt.
Det var i hvert fald ikke varme kommentarer, som jeg fik - derfor blev jeg tavs og mistede lysten til at blogge. 
Selvfølgelig koster det at skrive blog. En åben blog er som at stå og råbe ud over byens torv, men det glemmer man (heldigvis) af og til. Jeg vil hellere end gerne stå ved, hvem jeg er, og hvad jeg kan og står for. Og skriver altid fra hjertet. Men jeg vil ikke nedgøres.

I går fik jeg så en mail fra en af mine læsere om, at jeg er savnet her på bloggen. Og sådan noget varmer jo altid. Jeg fik i hvert fald lidt af modet tilbage, og foreløbig har der jo ikke været problemer her på "Mosekonen". Tværtimod, så har jeg altid sat stor pris på hver eneste kommentar, som jeg har fået her.
Den gamle blog har jeg derimod set mig nødsaget til at lukke af for igen.

Alt i alt så må januar måned siges at have været en rigtig møg-måned. 
Mørke, træthed, mathed, irritationer samt sygdom i omgivelserne. En sølle måned der har lignet den snemand, som jeg mødte i dag på vores køretur rundt omkring.

For i dag har Solen endelig skinnet, og mine panderynker glattes langsomt ud. Manden og Konen har nydt det flotte vejr og den blå Himmel med vintersol. Vi har været en tur rundt med kameraet, og for første gang siden Jul har jeg været glad i kroppen. 
Vi fejrede Kyndelmisse i går ved at spise æbleskiver (stadigvæk fra fryseren), selvom traditionen siger pandekager!

Dagens flotte vejr fik også lokket mig på rundtur i haven, og Manden har fundet tilbage til sine brændeknuder.
Naboen har været så sød at lade ham låne sin traktor til at køre grene og brændestykker væk med efterhånden. Ellers skulle han have kørt det hele væk med trillebøren.


  

En mandag i januar

"En mandag i januar".
Hvis det var titlen på en bog, ville jeg straks købe den og håbe, at det ville være en morsom og opmuntrende bog.  
For hvis jeg selv skulle skrive den, ville den blive til en meget trist og vemodig historie.

Januar måned er altid en underlig måned, hvor man sidder træt og mat tilbage efter julen, gæsterne, og hele hurlumhejet med nisser og alt for meget mad.
Det er stadig de mørke timer, som dominerer dagen, og man føler, at der er alt for længe til, at det bliver forår igen. Maven gør knuder efter overspisning, og økonomien gør knuder efter julens budget. Selvom der er rigeligt at glæde sig over hver eneste dag, så er man tilbøjelig til at glemme det i januar. Man leder ligefrem efter melankolien.   
Det har regnet hele dagen i dag, og det regner endnu.
Jeg har vasket tøj, strøget, fjernet lidt støv og lavet en portion frikadeller. Bare for at kunne sige til mig selv, at jeg også i dag har gjort mit bedste. Og så har jeg siddet og læst tilbage på min gamle blog. Det har været underligt at gå tilbage i fortiden på den måde. De særeste minder er dukket op ud af den blå luft.

Og nu vi taler om fortiden, så er jeg næsten færdig med at læse Hanne-Vibeke Holsts roman om sin far, Knud den Store.
Bogen er god, men --  lang.
Velskrevet, men lidt for lang.
Da Knud har erobret alt det, han drømte om, må han kæmpe desperat for ikke at miste sig selv og sætte alt over styr .... og det er så først her, at jeg begynder at vågne lidt op og blive rigtigt interesseret i at læse videre. Det tager bare alt for lang tid, før man når der til.
Jeg er næsten færdig, men kan ikke umiddelbart anbefale bogen. Hvis man er den type læser, der gerne vil være med helt fra starten, så falder man i søvn under bogens første halvdel. Det gjorde jeg i hvert fald.     


  
  

Efterårsdag

 

 

Det er sidste dag i september, og temperaturen udenfor er lige nu 20 grader. Selvom det kan være svært at løsrive sig fra sommeren, så har efteråret en egen ro over sig.
Septemberlyset er blødt, og man nyder stadigvæk sin have. I dag har jeg ryddet lidt op i et par af bedene og gjort plads til fire Hostaer, som skal flyttes et andet sted fra. Det bliver dog ikke i dag.
Græsset trænger stadigvæk til at blive slået, men det blev heller ikke i dag. For husbond har savet et par af de gamle æbletræer af for at give et mere åbent udsyn fra terrassen af. Vi kan ikke få Himmel nok.

 

Og så vil jeg da lige vise Jer noget, som jeg købte på et loppemarked, da vi var på Sjælland. Da vi passede barnebarnet, blev der gået mange ture med klapvognen. Og i parken overfor var der den dag et loppemarked.
Der fandt jeg et hæklet tæppe, som jeg fik for 150,- kr. Fordi....det var en gammel dame, som havde hæklet det, og hun havde ikke nået at hæfte enderne på garnet bagpå tæppet, før hun døde.

Således faldt ordene, da jeg viste interesse for tæppet.
Så er det bare lige, at jeg senere et kommet til at tænke på, hvornår man er en gammel dame?
Hvad mente han mon? Er man en gammel dame, når man er 65, eller når man er 85 eller 95? Hvad gemte der sig mon bagved ordene om den gamle dame, som døde, før hun nåede at gøre sit tæppe helt færdigt?
Men nu er det havnet her hos mig, langt væk fra hvor hun boede. Og jeg skal nok hæfte ender og er iøvrigt superglad for det. Og det er katten åbenbart også. Det er i glade farver, tungt og tykt og ligger dobbelt her på stolen.   

      

Næsten på vej

"Økuller er ikke noget, man får, når man er på en ø. - Det er noget, man får, når man er væk fra sin elskede ø."
(Frit citeret efter et debatindlæg i avisen forleden dag)

I morgen tager Manden og Konen til Sjælland, og så må vi se, hvordan det går. 
Søn og svigerdatter har brug for en barnepige et par dage, og vi får lov til at passe det yngste barnebarn. Det glæder vi os bestemt meget til.
Bagefter har vi fået lov til at låne et sommerhus i Nordsjælland. Der bliver vi i en uges tid og ser os omkring, og selvom vi glæder os, er vi alligevel allerede rastløse, inden vi er kommet af sted her fra øen. En ubeskrivelig tilstand af uro og frustrationer er følelserne, som dukker op, når vi næsten er på vej. Når vi så er kommet af sted, forsvinder det lidt igen, for så atter at dukke op til overfladen igen efter et par dage på fastlandet.
  
Men nu er der altså blevet pakket - og man siger jo også, det er sundt og inspirende at tage hjemmefra en gang imellem for at kunne mærke, hvad man har hjemme.  
Desuden mener husbond godt, han kan køre bil nu, hvilket lige er blevet bekræftet af øjenlægerne på Odense. Der er overhovedet ingen undskyldninger.
Så jeg har altså pakket, forhaven er løbet over for ukrudt, og huset har fået en overhaling. Hønsene bliver passet, og kattene får mad til sædvanlig tid.
Jeg vil ikke have nogen netforbindelse imens, men det forhindrer mig jo ikke i at tage en masse billeder på vejen, som senere vil blive kastet ud på bloggen i tide og utide.
På gensyn, og ha´ det nu rigtig godt så længe.

  

       

Ramt lidt på mit blog-overskud.

 

 

 

 

 

 

Udenfor vinduerne ligger nu de afhøstede kornmarker. Her er stille, og turisterne er på vej væk. Hjem til deres hverdag og alt, hvad de holder af lige præcis der. Jeg har åbnet alle vinduer og døre og kan mærke naturen komme indenfor, netop som jeg elsker den her på en smuk sensommerdag.  Sætter pris på stilheden, den fuldstændige stilhed både ude og inde.

 

Som dagene dog er gået - nu er det langt over en uge siden, at jeg har skrevet på bloggen. Gæster til middag, manglende overskud samt en lokal veninde, der blev syg. Først efter flere undersøgelser blev diagnosen stillet. Heldigvis viste det sig at være falsk alarm, men man kan sørme godt nå at blive bange. Og selvfølgelig har jeg, som jo kender til angsten, været der. Lavet mad, lyttet og været til stede.

Bagefter blev det så mig selv, som fik brug for pause-dage. Stille dage, hvor man lader tingene tage god og langsom tid, og hvor man lader kroppen hvile. Fordi man også selv er et sårbart menneske, der ikke tager noget som helst for givet.

 

I nat har Fuldmånen lyst Himlen op, og som altid forstyrrer den min ellers gode nattesøvn. Ikke fordi det generer mig at ligge vågen lidt, men på den anden side, så kan man jo lige så godt stå op og nyde morgenlyset samt den magiske morgenstund. Derfor - lavede Manden og Konen kaffe og kørte det lille stykke vej ned til den lokale perle, som ligger godt puttet af vejen ved Havet. Der hvor lyset spiller den smukkeste melodi, imens den klare morgenluft strømmer igennem én med samme kraft som Havet lige foran.

Jeg tænker også på, at jeg nok foretrækker at blive i blog-stilheden lidt endnu.

  



Sensommer

Det har regnet i nat. Endelig. Bare en lille smule, men lyden fra nattens regn på de halvt åbne vinduer har været en velsignelse. Jeg har ligget og lyttet til dråberne, samt til mejetærskeren der har kørt til langt ud på natten.

Jeg nyder haven, som blomstrer endnu.
Men selvom kalenderen stadigvæk siger sommer, så er der alligevel et eller andet, der har ændret sig. Luften er anderledes og lyset blødere. Naturens grønne farver bliver mørkere dag for dag, og lyden fra majetærskerne rundt omkring trænger sig ind i stilheden. Jeg elsker den lyd, der har en lang historie gemt i sig. Det er lyden af et landliv, og den er smukkere end den kønneste fuglesang. For mig er det ren meditation, selv når der køres hele natten igennem for at nå at blive færdig, inden regnen kommer. 

Kaprifolien blomstrer.

Sankt hansurten tager snart farve.

Høstanemonerne bliver der plukket af til vaserne.

Hortensiaerne stråler.

Mine blåbærbuske er ikke meget værd i år, de har virkelig taget skade af tørken. Der er kun små indtørret bær, som ikke er værd at plukke.

Turisterne tager hjem, og der går færre og færre vandringsmænd forbi med store rygsække på. Et stykke af øhavs-stien går lige forbi mine køkkenvinduer, og jeg har ellers nydt at holde øje med, hvordan folk i alle aldre har bevæget sig frem mere eller mindre røde i hovederne.
Alt sammen er fornemmelsen af en sensommer.
 




Moder-tanker og drivhus

Ja - så er Manden og Konen lige alene igen et par dage, før næstældste vender tilbage til barndomshjemmet for endnu en lille visit.

Det glæder bare mit moderhjerte SÅ meget, at de unge mennesker, som er opvokset her på øen, de stadigvæk samles flere gange om året.
Uanset hvor i landet, de nu hver især har slået sig ned. Fundet bolig, er under uddannelse og evt. har stiftet familie - så holder man stadigvæk kontakten ved lige. Man holder stadigvæk "øje" med hinanden på afstand, og nyder de stunder, hvor man mødes over fælles interesser. Fuldstændig som det var, da man endnu boede hjemme i det lille ø-samfund.
Jeg tror virkelig på, at dette sammenhold vil vare ved lige indtil de alle sammen er blevet gråhårede... og deres egne børn for længst er flyttet hjemmefra.
Vi har alle brug for en relation. Og det kunne jeg skrive meget mere om, men foretrækker at vende tilbage til emnet en anden dag. For det var egentlig slet ikke det, jeg ville skrive om, da jeg satte mig.
....

Lige i øjeblikket sker der ting og sager i drivhuset. Og så er det jo svært at lade være med at fotografere og sætte billeder ind på bloggen.
Derfor bliver jeg åbenbart ved med at sætte stikket i kontakten igen, selvom det egentlig var min helt alvorlige mening at holde en meget lang sommer-blogpause.
Men man har jo en mening, indtil man blogger en ny!

Egentlig troede vi, det var ganske almindelig agurker, der tidligt blev sat nede i drivhuset. Men det viste sig at blive til små skoleagurker. Kan godt huske nu, at begge dele stod imellem hinanden i butikken, så vi er sikkert kommet til at tage de forkerte. Men skidt med det -  for de smager også godt. Og alle de mange, som vi ikke kan nå at spise nu, de kan også skæres i skiver og gemmes i fryseren til agurkesalat til vinter. Fuldstændig som med almindelige agurker.
Desuden tager jeg små søde sherry-tomater og peberfrugter ind. Alt sammen vellykket og i store mængder. 
Det skønne vejr bliver nydt i pauserne imellem hus- og havearbejdet.
Udsigten er ikke helt, som den har været de andre år. For der plejer at gå 2 heste på marken bagved haven. Men i år går der hele 3 store flotte heste. Husbond har lovet at sørge for, at de får vand hver dag. Hvilket er en opgave som også han har meget stor glæde af.

   

Skumringstanker

  

 

Imens lyset forlader dagen, ånder Konen lettet op.
For da herren i huset var blevet sendt ud for at handle i går, gik bilen pludselig i stå. Heldigvis var den så hensynsfuld, at den stoppede tæt ved værkstedet.
I dag har jeg så gået rundt med et skræk-senarie i hovedet, bestående af endeløse timers buskørsel efter de sidste madvarer til jul.
Jeg forestiller mig nemlig altid det værste. Sikkert fordi livet af og til har kørt mig temmelig meget rundt i manegen. Der har været lidt for mange oplevelser - og næsten altid i december måned. Så selvom det "bare" handler om en bil denne gang, var jeg tæt på at tabe pusten.
Det viste sig heldigvis, at det var der slet ingen grund til. For bilen bliver færdig i morgen.
 
Julen lever endnu, og jeg vil så gerne, den bliver god. De sidste mange år har den nemlig været noget skidt med sygdom hos den ene eller den anden. Alt for ofte er december måned blevet skrevet ind i min historiebog med store vrede bogstaver. 
Men sådan skal det ikke være i år, hvor tre af sønnerne samt den enes kone og vores 3-årige guldklump af et barnebarn, har valgt at tage den lange vej til øen. Så jeg arbejder mig stadigvæk stødt og roligt frem imod målet og nyder forventningens glæder.
De gaver, som skal sendes med posten, er blevet pakket ind i dag. Julekortene er skrevet, og jeg streger mere og mere ud på listerne. 

 

Julefred



 

Jeg er her endnu. Har bare ikke haft tid til at skrive på bloggen, fordi julen står lige udenfor og banker på min hoveddør.

I går fik vi sne for første gang i år, men til gengæld er det meste smeltet væk i dag. I morges vågnede jeg ved lyden af Vinden, der susede udenfor. Det udendørs juletræ står i dag med sin tændte lyskæde og rokker fra side til side. Men inde i huset er der varmt og godt at være, og jeg priser mig lykkelig for den nye varmepumpe. Hukommelsen er godt klar over, hvor koldt her ellers ville have været i køkkenet på sådan en dag som i dag. Vinden arriverer direkte ned fra de åbne marker overfor, kun for at ramme ind imod køkkensiden på det lille hus. Den allerførste vinter, hvor vi boede her, måtte vi sætte plastic indvendigt for vinduerne, og alligevel sneg blæsten sig igennem hver eneste sprække på muren og gennem de gamle vinduer, således at ens hår næsten løftede sig fra hovedet. Men nu 18 år efter - er her både andre vinduer, isolering i væggen samt en varmepumpe. Det er ren luksus.

 

Men tilbage til julen.

Den sidste and ligger i fryseren. Jeg har bagt flere æbleskiver, og der er blevet bagt endnu et hold småkager. Julerengøringen stopper først, når jeg selv siger stop, og det er ved at være tæt på. Jeg har kogt kyllinger til julefrokostens tarteletsovs, og kødet ligger parat i den store fryser. Der er ved at være fyldt op i boksen, så i denne tid spiser vi helst noget, som fylder meget. Ville også gerne have plads til brød og boller.

De fleste julegaver blev klaret over nettet - de sidste bliver købt lokalt. I år har julen været sat i system. Og det hjælper mig helt bestemt igennem en tid på året, hvor jeg normalt er meget træt.

Til gengæld levner december måned ikke særdeles meget energi til at fotografere og skrive. Men jeg håber og tror da stadigvæk på, at jeg også snart magter at kommentere lidt hos Jer andre igen. 

 

I skrivende stund sidder jeg altså ved spisebordet i køkkenet. Husbond gik i seng igen med hovedpine, og jeg benytter lejligheden til at skrive. Kaffen og ostemaden står ved siden af mig, og jeg befinder mig selv i en tilstand af glæde og fred.    

Lykken er ....

Så fik jeg endelig ser det mindste barnebarn, og her er hun. Den skønneste lille prinsesse, som man ikke kan ønske sig bedre. Hun og jeg fik os en fortrolig lille snak om livets tilskikkelser, og hun smilede sødt og sagde, at hun tilgav mig for, at jeg først kunne komme nu.

Den første dag på fastlandet var husbond til "gammel" klassefest – selvom han siger, at jeg ikke må kalde det for en fest. For de er jo trods alt ældre mennesker, som han siger. Men jeg mener altså, at når noget er festligt, så er det da en fest. Imens var jeg hos datteren, hvor jeg nød at være sammen med hende og hendes 2 børn. Vi så ”Husk lige Tandbørsten” i fjernsynet, spiste det obligatoriske fredagsslik og talte om dengang programmet blev vist første gang i tv.

Dagen efter kørte vi så endelig af sted for at se til det lille vidunder, og dejlig var hun. Den unge familie forkælede os på alle leder og kanter med lækker mad og hyggelig snak. Alligevel holdt vi fast på at tage tilbage til øen samme aften, for da var vi alle sammen trætte. 

....  

På hjemturen var en del mennesker med den sidste færge. Som altid på den tid af aftenen, falder der først ro i salonen efter at alle har fundet kørelejlighed fra færgelejet og hjem til egen bopæl. Der kører ingen busser så sent på natten, og derfor må de bil-løse bare håbe på at møde nogen om bord på færgen, som er kørende og gider tage én med hjemad. Men heller ikke i lørdags gik der længe, før aftenens kørsels-puslespil var blevet lagt.

Først derefter falder roen over den lille flok rejsende, og strikketøjet, krydsordene, bøgerne og termokanderne bliver trukket op af taskerne. Selvom de fleste er trætte efter en lang dag, så småsnakker man også hellere end gerne, uanset om man kender hinanden eller ej. Vi har jo trods alt alle sammen noget til fælles.

Det er altid ekstra hyggeligt at sejle med den sidste færgeafgang hjem. Der hviler en stille og hyggelig aftenstemning overalt, når folk falder hen med hver sit. Velvidende at vi alle sammen er på vej hjem, og nok skal komme hele hjem igen. På sædet ved siden af mig sad en dame, som trak et stort stikketøj op af tasken. Hun nåede lige at strikke 4 pinde, før hun faldt i søvn med strikketøjet i skødet. Jeg læste i min bog, blundende lidt, og læste lidt igen. Husbond – han mødte som altid en person, han kender, og absolut måtte tale med.

Siden hjemkomsten har jeg ligget i dvale - men nu er hverdagen blevet pakket ud igen. Formiddagens solrige vejr lokkede med en tur til vandet. Der sad vi så på et af ynglingsstederne med kaffen og ostemaden, og vi blev enige om, at vi er taknemmelige for at bo, hvor vi bor – men sandelig også over, at vi kan prise os lykkelige over at vide, at alle børnene er glade og trives i allerbedste velgående.         

Mosekonens sensommersnak

Sensommerluften er mild, og dagens Himmel har været sprød og klar. En del af de visne stauder er blevet klippet nænsomt tilbage - men heldigvis lever mange i bedste velgående endnu. Der er sensommerstemning over haven.

Vi planlægger en tur til det sjællandske land for endelig at se den lille nye prinsesse, som blev vores barnebarn for snart 1 måned siden.

Troede vi havde overnatningen på plads, men så nemt skulle det alligevel ikke gå. De unge familier har travlt nu om dage. Tja ... det havde vi andre da også i sin tid, men noget var alligevel anderledes.

Nu ender vores sensommer-tur med at blive til bare en enkelt overnatning i weekenden hos datteren. Ingen kommer til at bemærke, vi har været væk.

De unge nybagte forældre har ellers tilbudt sig, men denne gang siger vi pænt nej tak. De er trætte, sover ikke meget om natten, og sønnen har krævende arbejdsdage hjemme.  

Af og til mangler vi en helt personlig base på fastlandet. Et lille sted hvor man også kan finde den alene-tid, som er så tvingende nødvendig for en Kone som mig. Måske magtede jeg så at tage rejsen derover lidt oftere, end vi gør.

Men sådan er det altså. Og lige nu er jeg ærlig talt ikke helt klar over, om jeg glæder mig til rejsen, eller til at komme hjem igen. Nok begge dele. 

Men her og nu trænger jeg vist mest til mad - så jeg vil smutte igen. 

Fuldmånen

Ifølge kalenderen er det først Fuldmåne i morgen. Men i går aftes lyste den så meget, at man ikke kunne undgå at bemærke det. Det lykkedes mig også at tage et billede.
Ved fuldmånetid er jeg nattevandre. Månelyset virker dragende, og det forstyrrer min normale ro og min søvn. I aftes sad jeg udenfor på bænken. Alene, og godt pakket ind i tæpper. Lod mig fange af Månens lys og betragtede denne smukke kugle på Himlen. Samtidig sagde jeg pænt farvel til juli måned, velvidende at vi nu langsomt nærmer os de mørke tider. Men hvor var det mon lige, at den sommer blev af? Der skete så meget, og alligevel så lidt.   

Lys i vinduerne

Vi har haft levende lys i vinduerne for at mindes Danmarks befrielse for 67 år siden. Det er tid til stille eftertænksomhed.
Under krigen havde man hængt mørklægningsgardiner op for at beboelseskvartererne ikke skulle være lysende mål for eventuelle bombefly. Da befrielsen kom, blev gardinerne straks hevet ned og erstattet af stearinlys i vinduerne som symbol for friheden.
Og da jeg er vokset op med en far og en mor, som har fortalt mig meget om krigens tid - så glemmer jeg det aldrig.
Håber du har husket at sætte lys i vinduerne.   

Hjemme igen

I går eftermiddags ramte vi hjemmet på øen igen.

Det var en smuk begravelse, farfar fik, men det var hårdt at skulle sige farvel. Nu er det de levendes opgave at lade livet gå videre. At passe godt på minderne og på hinanden.

Efter begravelsen måtte vi tage en ekstra overnatning hos ældste-sønnen og hans gravide hustru. Husbond var efterhånden blevet for træt til at køre bil. Men så fik vi også lige hilst på Lasse-hunden, som flere gange er blevet passet her på øen, og gensynsglæden var stor. 

Et sted på vej til sønnen, måtte vi endda køre ind til siden, for at manden kunne hvile sig. Han følte pludselig, at han var ved at falde i søvn. Det hjalp lidt, og vi nåede frem i god behold. Fandt en stol, spiste lidt mad, så lidt fjernsyn og læste i en bog. Og fik en god seng at sove i, inden vi kørte hjem dagen efter.  

Umiddelbart kan det nu virke formålsløst at fjerne ukrudt og hænge vasketøjet op. Men det er jo det, man gør. - så det gør vi. Og imens vi har været væk, er tulipanerne sprunget ud.

"Lær af i går,

lev i dag 

og håb for i morgen"

(ukendt forfatter)