Terrassen færdig - næsten.

Jeg har placeret mig hyggeligt i mit skrivehjørne på kontoret. Her kan jeg se ud over haven. Nyder stilheden og min skrivetid alene efter en lang dag i haven, og selvom min fysik ikke er særlig god, så ser haven faktisk ok ud. I hvert fald herfra hvor jeg sidder nu.
I øvrigt sidder jeg her alt for sjældent, men det svært at give sig selv lov. Det er alle de mønstre, man har slæbt med sig igennem livet, og som går ud på aldrig at lade tingene hobe sig op, således at man til sidst ikke magter at følge med. Enten har der været et arbejde, som skulle passes. Børn som har krævet opmærksomhed, eller sygdom der er kommet i vejen for at holde tempoet. Nu kan jeg sagtens give mig selv lov, men har blot glemt hvordan man gør det.

Terrassen er færdig nu - næsten.
Der mangler bare lige et par trin ned til haven samt at reparere lidt på græsplænen foran. Måske lidt planter, hvem ved.
Men den er i hvert fald allerede blevet brugt flittigt på trods af vind og vejr. I går trodsede vi de 14 grader og drak eftermidddagskaffen udenfor. For bruges skulle den - bestemt. For min skyld måtte det alligevel gerne snart blive lidt varmere.

 

 

 

 

Fordi jeg efterhånden er blevet lidt gangbesværet, så har jeg købt mig et par vandrestave. Tænkte at sådan et par kunne hjælpe mig ud og gå.
Ud og nyde naturen udenfor egen matrikel. 
At gå en tur for at få styr på tankerne og genskabe kreativiteten, det savner jeg. Gå en tur ved Havet, nede ved havnen, ud over markerne og mosen, eller op i skoven. Mærke naturens gang på en helt anden måde end i sin egen have. Også fordi det er sundt at få stimuleret sanserne, og fordi det også er det, der skal til for at kunne skrive.   

Sætter lige stikket i....

For her ligger ord og billeder, der skriger på at blive brugt.

I dag har det regnet det meste af dagen. Men når Himlen, som forleden, viser sig fra sin mest maleriske side, så er det svært ikke at gribe fat i sit kamera for at fotografere. I den seneste uges tid har skumringstimerne været ekstra gavmilde med en Himmel i evig forandring.

 

Jeg er et skumringsmenneske, da det er på den tid af dagen, jeg har det bedst. Så falder der ro over Konen. Om formiddagen knokler jeg for meget på med mine forskellige gøremål - men der går det jo godt og så er det svært at lade være! Sidst på eftermiddagen er jeg til gengæld for det meste udmattet. Og faktisk uanset hvor lidt eller hvor meget, jeg har lavet i løbet af dagen.

Selvom jeg i den sidste tid har haft gang i alt for mange ting, så er det stadigvæk haven, der er i centrum. Nu er det her jo ikke specielt en haveblog, men blot en om et ganske almindeligt hverdagsliv med op- og nedture og tanker omkring livet og alderen. Men jeg kan alligevel ikke lade være ved med at fotografere havens blomster igen og igen.

 

Det gælder jo om at nyde dem, imens de er der, og det er virkelig dejligt at kunne gå ud i sin have og plukke ind til vaserne.
 

 

Også selvom mine blomsterbede har set bedre dage, end de gør nu, for jeg må  lære at lægge min perfektionisme bag mig. Er også i fuld gang med at lære det - bare på den hårde måde med et stift knæ, et uregerligt ben på grund af ondt i ryggen samt et par små epileptiske anfald.  

Nogen gange er man nødt til at være fornuftig og passe på sig selv. Men det er altså bare så svært, imens det hele lader til at gå godt.
 
I de sidste 14 dage har jeg deltaget i alt for mange ting. Flest gode ting – og jeg har nydt hvert eneste minut. Et hyggeligt frokostbesøg, skønne Ø-dage med tombolaer, udstillinger og sejlture. Masser af samvær med andre mennesker, maling af vinduerne samt et par dumdristige livtag med vores alt for store have. Desværre, til sidst, endnu en begravelse. Noget siger mig, at vi nærmer os den alder, hvor de sørgelige begivenheder også dukker op.
Men ellers har jeg har virkelig nydt det meste, og har følt mig som et helt menneske. Alting har bare sin pris.
Og nu er det snart midsommer, dagene går på hæld. Inden vi får vendt os omkring, så vil aftenerne være mørke igen.
Men bekymringer om det, er jo bare spild af en god tid. De er som en gyngestol. Bekymringerne holder os beskæftiget, men bringer os ingen vegne.

Til sidst får I lige et billede af hestene, som nyder livet nede ved moseområdet. De tynde vilde buske, som står foran i haven, er mine forholdsvis nye blåbærbuske. De ser ikke ud af meget, men der kommer til gengæld bær på, og det er jo det vigtigste.        

 

Hiver lige stikket ud

Med disse billeder vil jeg træde ind i juni måned.
Og så må jeg ellers lade bloggen hvile lidt, fordi kræfterne skal bruges andre steder. Selvom jeg stadigvæk elsker at blogge, så må dagliglivets små udfordringer trods alt komme i første række.
Jeg vil stadigvæk følge med hos Jer andre - sådan er det bare lige nu.
 

"Mig før Dig" af Jojo Moyes

Det er lidt svært at beskrive denne her bog, for den har så mange aspekter i sig.
I første omgang tror man sikkert, det er en banal kærlighedshistorie, men man opdager snart, at der tager man altså fejl.
Bogen handler først og fremmest om en handicappets hjerteskærende situation, og de pårørendes kamp for at få livet til at fortsætte. 
Den tager også fat på et så alvorligt emne som aktiv dødshjælp. Har alvorligt syge mennesker retten til selv at bestemme?
Og har den syges omgangskreds retten til at tro på, at de alene ved, hvad der er godt eller skidt for den syge?

Will er handicappet fra brystet og ned. Louisa tager modvilligt imod et tilbud om et arbejde som handicapmedhjælper, fordi der ikke er andet arbejde at få. Og de to kommer til at forandre hinandens liv for altid. Om det så er Louise, der kommer til at forandre Will - eller det er Will, som kommer til at forandre Louisa, det vil jeg lade kommende læsere bedømme selv.
Stemningen i romanen er skiftevis melankolsk, komisk og tragisk. Selvom det på mange måder er en trist bog, så er den også livsbekræftende og rørende. Den gav i hvert fald mig mange ting at tænke over. Derfor har jeg måttet læse den langsomt, selvom det er en let læst bog.

Af en eller anden grund så kommer den også til at handle om klasser. Louisa kommer fra en familie med fødderne solidt plantet i en våd cement, således at de er sikre på, at de ikke kan flytte sig. Hvorimod Will med sin overklassebaggrund gang på gang belyser, hvilke muligheder der findes, selvom man ikke har en formue i ryggen. For ham er alting stadigvæk nemt, når bare man er rask og rørig.
Der sker så mange ting, og plottet handler ikke kun om romantik og forelskelse, men også om, hvordan Louisa og Will finder ud af håndtere hinanden. Og om de hver især kan hjælpe modparten med at finde livsglæden igen. 

Selvom den er nem at læse, så har jeg læst min hjerne træt på den bog. Tørret en enkelt tåre væk og prøvet at få pulsen i ro.
For som jeg har læst den, handler den om en stærkt handicappet mand, der er livstræt.
Træt af at omgivelserne blander sig, og tror de ved bedst. Træt af at de på trods af en håbløs situation, hele tiden prøver at få gang i en hyggelig samtale. Træt af at de handler hen over hovedet på ham uden at spørge, hvad han rent faktisk har lyst til. 
Og ikke mindst træt af vores evindelige forsøg på at gøre tingene bedre, end de rent faktisk er.     

 
 

Solnedgang fredag aften

Solnedgang fra hoveddøren fredag aften. Himmelfarver.
Naturen er en dygtig kunstner,  for selvom man ofte ser på det samme billede, så er det alligevel aldrig ens.