Lidt opdateringer

Det blev jul, og det blev nytår. Dagene er godt i gang med at blive lysere, og vi har vel efterhånden vænnet os til at skrive 2012 i stedet for 11.       

Det er nu halvanden måned siden, at jeg skrev på bloggen sidst. Jeg ved det jo godt.. og endelig har jeg fået lysten og energien til at blogge igen. Det var sandelig også på tide. Men jeg har ofte læst med hos Jer andre, bare uden at kommentere eller orke at gå i gang med at skrive noget fornuftigt selv. Det er ikke bare lysten, der har manglet, men jeg har simpelthen ikke haft energi til at sætte ordene sammen. Har ikke haft en eneste fornuftig tanke i hovedet, udover de spekulationer, som jeg ikke allesammen ønsker at indvie offentligheden i.

Men kort fortalt, så har vi begge to været syge samtidig. Maveonde, influenza, feber, krampe, lungebetændelse og hoste, hoste, hoste. For mit eget vedkommende sluttet smukt af med at flække en kindtand, da jeg spiste en rosin. Tanden har jeg lige har fået fjernet.

Det er ikke begavet gjort af Manden og Konen at lægge sig syge samtidig. Vi fik ikke købt nye forsyninger ind, men på den anden side gjorde det måske heller ikke så meget. For ingen af os orkede alligevel at få lavet noget, som bare lignede en gang fornuftig mad. Det gik det meste af december måned med. Derfor tabte vi begge to både kræfterne og mælet. Jeg har stadigvæk ingen appetit og har tabt mig 5 kg. Ikke fordi jeg ikke trængte til det – bare ikke på den måde!

Samtidig - har vi været nødt til at rejse frem og tilbage til Middelfart Rygcenter på grund af husbonds nakke- og rygproblemer. Han venter stadigvæk på svar m.h.t. ryggen. Men det er til gengæld nu blevet konstateret, at der ikke kan gøres noget ved nakkesmerterne. Nakkehvirvlerne er vokset sammen på grund af slidgigten, og han kan kun prøve at lindre med forskellige milde øvelser. Måske vil man så kunne undgå, at det bliver værre med årene. Kun måske... ellers må han finde sig i det.  Men det virker da i det mindste, som om de har styr på tingene, hvilket ikke er, hvad vi har været vant til tidligere i andre henseender. Undersøgelserne af selve ryggen er ikke slut endnu, men i fremtiden vil der nu gå længere tid imellem vores udflugter til Middelfart. Det er herligt, for disse dagslange køreture har bestemt også taget på kræfterne. Og hver eneste gang, er der gået et par dage bagefter, før husbond er blevet menneske igen. Ofte sidder han oppe med smerter den halve nat. Det er synd for ham. Og måske også en lille smule synd for mig, for jeg har svært ved at klare tingene herhjemme alene.  

Sådan er det cirka… meget kort… og derfor blev der pludselig fuldstændig udsolgt hos Konen på øen. Hun satte hidsigt sin computer helt væk, og tænkte dengang at det ku´ sku´ da‘ også være lige meget med det hele!! Alting gik i sort.  

Jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem julen, men jeg husker den alligevel som nogle hyggelige dage sammen med de 2 yngste sønner. Jeg ved, at vi sang en enkelt salme og spillede et enkelt spil, som næstyngste havde sørget for til mandelgave. Julegaverne måtte vi droppe i år, fordi vi ikke kom i byen. Men skidt med det, ingen af os mangler noget, vi ikke kan undvære for at kunne være lykkelige mennesker allligevel.  

Heldigvis havde jeg været i god tid med maden til julefrosten, og meget lå allerede i fryseren. Vi kom også nogenlunde igennem madlavningen til selve juleaften, takket være mine 2 hjælpsomme sønner. De blev her i 10 dage, og de gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe til. Men andestegen og de brune kartofler slap jeg ikke for, det er ikke ungdommens spidskompetence. Og man forestiller sig næppe, hvor frastødende en varm andesteg i ovnen dufter, når man har kvalme til op over begge ører!

Dette er den helt korte opdatering af en meget meget længere historie. Og jeg stopper her med alle beklagelserne. For i det store og hele, så er intet af det jo  mere alvorligt, end jeg selv gør det til. Og det meste har vi jo prøvet før. Bare ikke samtidig, i december måned og i så lang tid af gangen.    

Dagen før nytårsaften tog sønnerne hjem for at holde deres egen nytårsfest – og nytårsaften lå husbond og jeg i hver sin ende af sofaen som et par tåbelige og medtaget zombier. Men vi hyggede os alligevel. Småsnakkede og fik tankerne lagt ned i de rigtige skuffer. Skyderi var her intet af, så vi havde det stille og fredeligt og kunne hvile ud i fred og fordragelighed.

Jeg vil nu se frem til et nyt år, der forhåbentlig bliver et helt almindeligt år. Måske endda året, hvor vi kan finde modet til at tage de svære valg i stedet for de nemme. Jeg har tiltro til det nye år, men lige pt. handler det for mig bare om at komme på toppen igen. Og så vil jeg gøre mit bedste for at få en smule liv i bloggen.

Godt nytår til Jer - lidt forsinket, men alligevel lige velment.