torsdag den 31. oktober 2013

Efter stormen


Først i dag har vi haft tid til at køre lidt rundt for at se stormen i øjnene.
 
Først og fremmest gjaldt det jo om at få sikret vores drivhus og få sat et par tagsten på plads. På længere sigt vil taget over staldbygningen ikke være tæt, men det kan ikke gøres bedre nu.
Campingvognen har også hoppet lidt, så den får lige et par stormpløkker i morgen, hvis der skulle komme mere stormvejr.
Hvis man ser godt efter på billedet, så kan man se en lille mand, som tager en alvorlig snak med et meget stort træ. (tryk evt. på billedet) 
Og hvordan kommer man så lige igennem sådan et træ???
- Som man spiser en elefant, siger Konen og prøver at muntre ham lidt op.
- Én bid af gangen.
Men der er vist bidder nok til mange år frem i tiden.

Vores køretur blev et sørgeligt syn.
Den vestlige side af øen er hårdt ramt. Jeg havde taget kameraet med for at tage billeder, men man kan simpelthen ikke tillade sig at udstille andre folks ulykker offentligt.
Her er tage, som er blæst helt væk. Og jeg mener helt væk.
Husgavle, der er styrtet sammen, og flere steder er det endda gået ud over stuehuset. Utallige træer og utallige havehegn. Campingvogne, hvoraf en enkelt er blevet slået til pindebrænde og ligger til ukendelighed sammen med skabe og skuffer.
Lade-bygninger der er styrtet sammen, vinduer der er blæst ud, og beboelsesejendomme som har lidt stor skade.
Mange drivhuse er simpelthen forsvundet helt ud i den blå luft.

Efter køreturen kunne jeg lade være med at blive ked af det, og vi skal bestemt ikke klage her.
For træet ligger fint, hvor det ligger. Det ligger på den jord, hvor vi engang havde køkkenhave. Og for allerførste gang er jeg glad for, at vi ikke har magtet den længere. Det havde da været ærgerligt, hvis alle porrerne havde stået nede under træet!

 





5 kommentarer:

Rejen sagde ...

Godt at I ikke fik store skader, men trist for dem der bliver ramt, der kan jo gå lang tid før folk kan flytte hjem igen. Knus

Johanne sagde ...

Rejen - Mange er slet ikke flyttet væk, men har presenninger over, eller er rykket sammen til den ene ende af huset. Eller også står husene tomme i forvejen. Men oprydningen er i fuld gang.

Fruen i Midten sagde ...

Jeres ellers så fine ø har været hårdt ramt. Man hører eller læser bare ikke noget om det, synes jeg. Det der kæmpetræ - kan man ikke sælge det i ét stykke? Jeg mener, det er da næsten synd, hvis sådan en flot stamme skal skæres i småstykker og puttes i jeres brændeovn, hvis man i stedet kunne fremstille bådemaster eller plankegulve af det.

Madame sagde ...

Uha, det lyder sørgeligt, Johanne!
Det var godt, at I ikke har store skader hos jer selv. Her i Halsnæs er det primært træer, der er væltet.
Klem!

Johanne sagde ...

Fruen - Man hører næsten aldrig om vores ø - fordi medierne ikke gider/har råd til at tage herover for at reportere eller filme :-)
Og øboerne selv går som regel stille med dørene :-)
At sælge stammen i eet stykke er en mulighed, som er værd at vende.
Lige nu taler vi om borde...og har allerede bestillinger på 4 bordplader!
En dejlig dag til dig.

Madame - Træer kan skam også være alvorligt nok, særligt hvis de rammer noget forkert. Men her har stormen desværre også raseret andre steder.
En dejlig dag til dig.