Det var koldt i morges. Men når Himlen ser således ud, er man forpligtet til at gå udenfor og få vækket sine sanser til live igen.
Jeg elsker julen - men er meget tilfreds med, at det nu er blevet hverdag igen. De sidste mange dage har været mærket af den manglende hvile fra juledagene, samt det faktum at vi har været flere mennesker i huset i mange dage.
Jeg har været træt og langsom, og har allermest haft lyst til at lægge mig på sofaen og bare vente på foråret.
Nytårsaften lavede Manden og Konen lækker mad til sig selv - men orkede ikke at spise den. Vi sov os igennem hele aftenen foran tv´et.
Nytårskoncerten den 1.januar er jo en fast tradition. Så der kom lidt gode rester på en frokosttallerken, og så ind foran tv og lytte. Og det var akkurat lige så hyggeligt, som det plejer at være.
Vi har også en fast aftale med noget skihop bagefter - men her faldt jeg atter i søvn i stolen - så det oplevede jeg ikke meget af.
Til gengæld nåede jeg at vågne tids nok til at se filmen om Marie Krøyer, som netop blev vist på en anden kanal. Og den var god nok til at holde mig vågen.
Efterhånden er dagene heldigvis blevet mere og mere almindelige.
Manden og Konen kan atter stå oprejst og gå på sine 2 ben. Juletræet er fjernet, og alle kasser båret på loftet. Hvis nogen nu finder en Nisse her, så er det i hvert fald ikke med vilje.
I dag har vi været i byen for at handle, køleskabet skulle fyldes op igen.
Det mærkes, at hverdagene vender tilbage, for folk er atter begyndt på at snige sig ud deres huse igen. Der var trafik på vejene - hvilket vil sige mere end 3 biler af gangen. Vi kom til at køre efter noget så hverdagsagtigt som en traktor, og derfor blev vi tvunget til at give os god tid. Det var lige præcis, hvad jeg havde brug for i dag.
Nu er husbond så gået i gang med noget så hverdagsagtigt som at ordne hønsehuset, imens jeg skriver dette blogindlæg. Om et øjeblik drikker vi kaffe og spiser æbleskiver, for fryseren er fyldt med æbleskiver. Gad vide hvem i alverden der har været dum nok til at lave alle dem!
Hverdagene er tilbage - livet er godt.
10 kommentarer:
Jul og andre højtider er dejlige...men hverdagen er absolut det bedste :)
Jeg er glad for at vi nu igen er tilbage i almindeligt tempo :)
Nøj, den flotte morgen fik jeg ikke her på Vestegnen. Måske fordi mit vindue ved min skærm vender mod syd. Jeg kan godt forstå du måtte ud.
Jeg er egentlig også glad for, at alle juleløjerne og -pligterne er overstået, og at der stadig er to hele dage tilbage, før jeg skal på arbejde igen. De skal bruges til at planlægge første halvår af 2014, så jeg kan sige 'Nej, du må finde en anden', når nogen be'r mig gøre noget, der ikke står i planen. Det kan jeg mærke, mit liv trænger til :)
Mette
Anne - Helt bestemt - og et godt nytår til dig :-)
Mette - Jeg måtte hurtigt ud i nattøj og gummistøvler :-)
Held og lykke med din planlægning. Jeg håber virkelig, at det vil lykkes for dig, for jeg ved, at det er noget af det sværeste at lære.
Sådan en flot morgen må man bare ud at nyde. Jeg er også glad for, at hverdagen sniger sig ind på os og er i gang med "afpyntning". Det tager sin tid, for jeg har svært ved at holde koncentrationen på oprydning :-)
Jul er dejligt, men kan også være anstrengende, så det er dejligt når hverdagen vender tilbage. Her er det kun mig der hører nytårskoncert, selvom Jimmi ikke kan undgå at høre den, men så må han tage høreværn på! Rester på nytårsdagen er heller så dårligt, og hamburgerryg smager godt. ;-D
Conny - "Afpyntningen" kan jeg godt koncentrere mig om - det kan ikke gå hurtigt nok :-)Så får alt andet lov til at vente.
Ønsker dig en dejlig dag - her skinner Solen.
Rejen - Ja, SÅ må han tage høreværn på, den kære mand.
Og hamburgryggen smagte for resten super godt - i virkeligheden var den nok meget bedre end dagen før :-)
Ønsker dig en dejlig solskinsdag.
Hahaha... ja hvem har været så dum at bage alle de æbleskiver. Her er fryseren også fyldt med alt for meget kage, men det er Allan slet ikke ked af :-)
Her blev juletræet smidt ud i går, og de sidste nisser fjernet i dag. Det hele har fået lov at komme med ind i det nye år denne gang. Det plejer det ellers ikke. Hverdagen er den allerbedste, også selvom det betyder afsted på job hver dag.
Ja, hahaha..., Pia :-) Hvem mon? Og hvem mon har bagt alt det kage, som Allen nu skal spise sig igennem? Kan godt forstå, I skulle have en ny fryser!!!
Hvis han ikke har kage nok, så har jeg også masser af småkager stående her!
Knus, og en god søndag til dig.
Højtider er godt - i passende mængder, så mon ikke de fleste af os er rimeligt godt tilfredse med lidt hverdag igen :-) Her er det kun juletræet, der er komme ud. Resten af julepynten bliver pakket væk lidt efter lidt. Det haster ikke så meget. Endnu. Jeg kunne nu godt tænke mig at have lidt æbleskiver liggende i fryseren. Det har vi ikke, men vi har da stadigvæk lidt brunkager, vi kan fornøje os med.
Kære Frue - Jeg tror, du har ret :-)
Brunkager har vi så ikke her - men ganske almindelige småkager :-) Dem blev der ikke spist mange af til jul. Det havde jo været smart om vi kunne bytte :-)
Send en kommentar