"En mandag i januar".
Hvis det var titlen på en bog, ville jeg straks købe den og håbe, at det ville være en morsom og opmuntrende bog.
For hvis jeg selv skulle skrive den, ville den blive til en meget trist og vemodig historie.
Januar måned er altid en underlig måned, hvor man sidder træt og mat tilbage efter julen, gæsterne, og hele hurlumhejet med nisser og alt for meget mad.
Det er stadig de mørke timer, som dominerer dagen, og man føler, at der er alt for længe til, at det bliver forår igen. Maven gør knuder efter overspisning, og økonomien gør knuder efter julens budget. Selvom der er rigeligt at glæde sig over hver eneste dag, så er man tilbøjelig til at glemme det i januar. Man leder ligefrem efter melankolien.
Det har regnet hele dagen i dag, og det regner endnu.
Jeg har vasket tøj, strøget, fjernet lidt støv og lavet en portion frikadeller. Bare for at kunne sige til mig selv, at jeg også i dag har gjort mit bedste. Og så har jeg siddet og læst tilbage på min gamle blog. Det har været underligt at gå tilbage i fortiden på den måde. De særeste minder er dukket op ud af den blå luft.
Og nu vi taler om fortiden, så er jeg næsten færdig med at læse Hanne-Vibeke Holsts roman om sin far, Knud den Store.
Bogen er god, men -- lang.
Velskrevet, men lidt for lang.
Da Knud har erobret alt det, han drømte om, må han kæmpe desperat for ikke at miste sig selv og sætte alt over styr .... og det er så først her, at jeg begynder at vågne lidt op og blive rigtigt interesseret i at læse videre. Det tager bare alt for lang tid, før man når der til.
Jeg er næsten færdig, men kan ikke umiddelbart anbefale bogen. Hvis man er den type læser, der gerne vil være med helt fra starten, så falder man i søvn under bogens første halvdel. Det gjorde jeg i hvert fald.
8 kommentarer:
Du bekræfter mine anelser om Holsts bog, så den vil ikke blive købt af mig.
Det har regnet meget, men her østpå fik vi en fantastisk solopgang :-)
Ellen - Dine anelser holder altså stik. Det er ofte sådan med de bøger, som får alt for stor omtale allerede inden udgivelsen.
Januar er bare en laaaang måned, hvor man skal komme sig efter julen og nytåret. Jeg har i det hele taget svært ved at koncentrere mig om læse i øjeblikket, så det er nok ikke en bog jeg går i gang med. ;-D
Ja, man skal passe på med januar. Jeg tror, det er en god ide at give sig selv nogle opgaver, som fx frikadellestegning :-), så man føler, man får noget fra hånden.
Jeg kan godt lide Hanne-Vibeke Holst - i små doser, og den Knud-bog virker meget omfangsrig, så det kan godt være, man skal have god tid i starten, så man kan tage et ordentlig hug på én gang.
De lilla Saintpaulia lyser rigtig godt op på en regnvejrsdag - og så kan man plante dem ud bagefter.
Januar kan let blive en lang, trist og grå affære. Jeg trives dog bedre med mildt og gråt vejr end med kulde, så jeg synes, januar er startet ret godt. Nu er det allerede d. 7. januar, og vinteren kan umuligt blive lige så lang og træls som de foregående år. Og jeg har set forårsspirer i min have :-)
Rejen - Ja, selvfølgelig har du svært ved at koncentrere dig om at læse. Hvem ville ikke have det i din situation.
Og når du en dag, om ikke så længe, går i gang med læsningen igen, så er det ikke den her bog, du skal begynde med.
Conny - Ja, ved at gøre noget, så bliver man lidt tilfreds med sig selv :-)
Jeg prøvede også at tage et ordentlig hug på én gang af bogen - men faldt altså i søvn flere gange. Nu er jeg ved sidste halvdel - og nu har bogen endelig fanget mig.
Fruen - Det titter også op i haven her - og jeg ser længselsfuldt ud på terrassen og drømmer om havestole og kaffedrikning.
Åh ja - januar er en trist måned - måske især fordi december er så hyggelig, og så er der jo alle de hyggelige timer man tilbringer i midten af den store familie i juledagene.
Nå jeg fryder mig over, at jeg i år ikke går rundt med et brækket ben, og at jeg nu er færdig med det ubehagelige i forbindelse med mine tandimplantater, nu drejer det sig "bare" om finpudsningen.
Jeg læser "En velbevaret hemmelighed! af Kate Morton - den er let spændende og hyggelig. Til gengæld har vi til næstelæsekreds Hallgrimur Helgasson´s "Lejemorderens guide til et smukt hjem" den er jeg absolut ikke glad for.
Klem fra Marianne
Kære Marianne - "En velbevaret hemmelighed" har jeg læst, og ja - den er god og hyggelig læsning. Jeg fik den fra Gyldendals Bogklub.
Her har jeg også bogen "Knud den store" fra, som bare bliver bedre og bedre. Tror måske at det er noget for dig - hvis du bare holder ud længe nok til at blive fanget ind i universet fra fortidens (store) navne.
Jeg kan godt huske dit brækkede ben sidste år, der gjorde juledagene så "bøvlet". Kan også godt forstå at du er glad for at være færdig med tandarbejdet, for ØV, hvor jeg selv hader det.
Klem tilbage til dig.
Send en kommentar