onsdag den 19. februar 2014

Som dagene går

 
 Månen hænger som en lampe på Himlen. Månestrålerne giver lys nok til alle rum, så man ikke behøver at tænde lamper. 
Imens det begynder at blive lyst, drikker jeg kaffe og skriver mine morgensider. 3 håndskrevne sider fyldt med de tanker, som umiddelbart rammer forbindelsen imellem hjernen og ned til min hånd. I øjeblikket glider skrivningen let, og der er stof nok til mange romaner. Bare ikke meget, som egner sig til offentliggørelse, og man må så konkludere, at det ikke er romanerne, som skal gøre mig rig. Men så er der så meget andet.




Jeg har været lidt i haven, for det begynder at krible i fingrene. Starter stille og roligt op og holder mange pauser.
I dag bliver her gjort rent, og samtidig starter jeg på pakningen af et par kufferter.
 
For fredag tager vi til ældste sønne-familie på Sjælland, hvor vi bliver i en lille uge. Turen går først og fremmest ud på at gense det mindste barnebarn, men vi håber da, at kræfterne også rækker til at kigge forbi et par andre steder. Der er mange, som gerne vil se os, og vi når sjældent dem allesammen. Børnene er heldigvis søde til at forstå, at vi ikke kan tilgodese alle, hver gang vi er på fastlandet. Ak ja - det er ikke altid nemt at være barn ud af en stor børneflok. Man må dele.
Men måske er det i virkeligheden moderen, der har de største kvaler med at fatte, at hun ikke kan magte det hele på én gang, og allerhelst vil hun jo gerne se dem alle.
  
Når vi så er hjemme igen, regner jeg helt bestemt med foråret. Jeg regner med varme i luften og nye planter, der skal sættes i jorden.
Til den tid haster det også med at få sat nye glas i drivhuset i stedet for dem, der forsvandt i oktober-stormens klare luft.



Og nu vi er ved stormen.... så svinger gemalen stadigvæk saven og øksen lidt hver dag. Stille og roligt skrider projektet fremad. Den tykke stamme samt rodklumpen, bliver vi nok nødt til at have hjælp til - men flere har allerede meldt sig på banen som frivillige medhjælpere. Så det skal nok gå. Det hele virker i hvert fald ikke helt så uoverkommeligt, som det gjorde kort efter, at kæmpen var faldet.       

12 kommentarer:

Fruen i Midten sagde ...

Åh, alle disse dejlige forårstegn :-) Der er godt nok brænde til lang tid i det træ. Har din mand nogen ide om, hvor mange m3 han allerede har savet op?

Johanne sagde ...

Fruen - Han siger: Ca. 10 m3.
Det hele er ikke med på billedet, der ligger også noget på den anden side af stammen. Jow da...der er til nogle år. :-)

anette sagde ...

Vi går en skøn årstid i møde :) Ja mon ikke det er dig der har det værst med at acceptere at man ikke kan nå / overkomme det hele. Jeg kender godt lidt til det :) God tur :)

Anonym sagde ...

åh hvor dejligt at høre, at du skal på en lille familieferie, og I når det I kan, så I skal bare nyde det i fulde drag.
Åh hvor er der meget dejligt træ til brændeovnen, men det er et kæmpearbejde kan jeg godt fornemme.
God tur og pas godt på Jer!
Knus

Johanne sagde ...

Anette - Jeg ved godt, at du kender til det :-) Mennesket er meget ofte sin egen værste fjende.
Tak :-)

Anonym (som har glemt sit navn)
- Tak til dig - vi vil gøre alt vores bedste for at nyde det :-)

Ellen sagde ...

Rigtig god tur til det sjællandske - jeg håber du kan klare så meget, at du ikke har alt for dårlig samvittighed :-)
Jeg satser på forår fra omkring 1. marts, så det passer nok fint med dine forventninger ;-)

Rejen sagde ...

Det er dejligt når det begynder at pible op af jorden og det begynder at minde om forår. God tur til sønne-familien. ;-D

Kisser sagde ...

Ønsker dig og gemalen en skøn tur her til vores ø :-)
God ide - lad os blive enige om, at foråret kommer sådan rigtigt, når I er hjemme på øen igen.

Johanne sagde ...

Ellen - Tak :-) Jamen, så aftaler vi da bare, at foråret kommer den 1.marts. :-)

Rejen - Tak :-) Jeg håber, at du også kan fornemme foråret.

Kisser - Tak - fra den ene ø til den anden :-) Lad os endelig blive enige om det :-)

conny sagde ...

Dine billeder emmer af forårstegn - og der er ikke langt til 1. marts!
Rigtig god tur til den store ø, og husk at nyde nuet. Men det ville være godt, hvis man kunne nå det hele :-)

Bettys blog sagde ...

Dejlige forårsbilleder og en flot måne.
Det er spændende at du har stof til at skrive så meget, synes jeg.
Håber, I har haft en god familietur. Og at du er tilfreds med det, du har kunnet magte.
Sikke da et stort træ og sikke en masse brænde ;-)

Johanne sagde ...

Conny - Det ville det :-)

Betty - Man er nok aldrig helt tilfreds :-)
Ja, brænde har vi nok af til de næste mange år. Hyggeligt at høre fra dig.