Rap-ænder

Ænderne vokser og vokser.

Når man ikke har været ude før, kan det i første omgang godt virke lidt skræmmende med alt det grønne græs. Så i begyndelsen vovede de sig ikke langt væk fra andehuset.

 Men der gik ikke lang tid, før det ændrede sig.  

Nu er de ude i en stor indhegning hele dagen - går selv ind om aftenen, når mørket falder på. Vi skal bare ud og give mad og lukke døren indtil næste morgen.
Og nu siger de ikke længere pip - men rigtigt RAP!

Mosekonens sensommersnak

Sensommerluften er mild, og dagens Himmel har været sprød og klar. En del af de visne stauder er blevet klippet nænsomt tilbage - men heldigvis lever mange i bedste velgående endnu. Der er sensommerstemning over haven.

Vi planlægger en tur til det sjællandske land for endelig at se den lille nye prinsesse, som blev vores barnebarn for snart 1 måned siden.

Troede vi havde overnatningen på plads, men så nemt skulle det alligevel ikke gå. De unge familier har travlt nu om dage. Tja ... det havde vi andre da også i sin tid, men noget var alligevel anderledes.

Nu ender vores sensommer-tur med at blive til bare en enkelt overnatning i weekenden hos datteren. Ingen kommer til at bemærke, vi har været væk.

De unge nybagte forældre har ellers tilbudt sig, men denne gang siger vi pænt nej tak. De er trætte, sover ikke meget om natten, og sønnen har krævende arbejdsdage hjemme.  

Af og til mangler vi en helt personlig base på fastlandet. Et lille sted hvor man også kan finde den alene-tid, som er så tvingende nødvendig for en Kone som mig. Måske magtede jeg så at tage rejsen derover lidt oftere, end vi gør.

Men sådan er det altså. Og lige nu er jeg ærlig talt ikke helt klar over, om jeg glæder mig til rejsen, eller til at komme hjem igen. Nok begge dele. 

Men her og nu trænger jeg vist mest til mad - så jeg vil smutte igen. 

En fototur

Jeg går som en gammel pukkelrygget heks, mangler blot tørklædet om hovedet og kosten i hånden.
Jeg er heller ikke spundet ind i spindelvæv, for det lykkedes da at komme igennem en støvsugning af stuerne med en lille smule hjælp fra manden.
Kort sagt, så har jeg ondt i ryggen og i benene.

Jeg er heller ikke mere heks, end at han gerne ville have mig med ud på en fototur senere - og vi havde selvfølgelig kaffen med, som vi plejer.

En almindelig efterårsdag

Den forsvundne sommer kan jeg ikke lave om på, men jeg da kan nyde efteråret og de ting, som venter forude.
I dag har været en flot og stille efterårsdag. Der kommer nye farver på naturen, og her ånder fred og ro. Vasketøjet har hængt ude, og dørene kan stadigvæk stå åbne hele dagen igennem. I disse dage maler vi vinduerne indvendigt, og benytter os af det gode vejr.
Agurkplanterne i drivhuset er blevet fjernet for at give mere lys til tomaterne. (det er vand-pletter på billedet) Tomater er her til gengæld i overflod endnu.

Krukkerne foran huset er blevet skiftet ud med noget mere efterårsagtigt end de døende Spanske Margueritter.

Og så fik jeg bagt i dag. Når årstiderne skifter, er der altid ting, som bliver gjort anderledes. F.eks. at bage - noget jeg ikke er så god til at få gjort om sommeren. Nu glæder jeg mig til gengæld til at komme i gang med bageriet igen.

Bare lidt på en skøn og almindelig efterårsdag. 

"Glasslottet" af Jeanette Walls

Faktisk er jeg i fuld gang med at læse bogen om Det syvende Barn. Men så kom jeg til at tage "Glasslottet" ned fra reolen, og læse starten i bogen:

"Der er gået ild i mig. Dette er min første erindring. Jeg var tre år gammel, og vi boede i en trailerpark syd for en eller anden obskur by." ....

 Så blev jeg bare nødt til at læse videre i bogen!
....

Jeannette Walls fortæller om sin barndom og opvækst med en stærkt alkoholisk far samt en mor, som var kunstner. Eller i hvert fald gjorde sit bedste for at bevise, hun var det. I mange år har Jeannette Walls løjet om sin barndom, fordi hun har været bange for at fortælle sandheden, og først som 40-årig finder hun mod til at hive barndommens spøgelser frem. Det resulterede så i bogen om ”Glasslottet”.

Bogen gør ikke noget forsøg på at forsvare forældrenes opførsel, hun går linen ud og fortæller om et par totalt uansvarlige forældre og deres fire misrøgtede børn. Familien flytter bestandigt fra sted til sted på flugt fra ubetalte regninger og krav fra myndighederne. Ofte bor de i saneringsmodne campingvogne og andre gange i slumlignende lejligheder eller huse, hvis de da ikke sover under åben himmel. Forældrene er arbejdssky, og de lukker helt øjnene for børnenes basale behov. Faderen har mange drømme, som det aldrig lykkes at komme videre med og trøsten er hver eneste gang flasken. Han svigter totalt igen og igen. 

Forfatterens hukommelse løber over af erindringer om gabende tomme køleskabe, rotter i sengen, manglende strøm og vand, vinterkulde, støvler og bukser fyldt med huller. Der er ingen tvivl om, at i Danmark ville ægteparret blive betegnet som uværdige til at være forældre. De er slet ikke modne til at påtage sig et fast arbejde med de forpligtelser, det giver. Den alkoholiske  far formår sjældent at holde sig ædru i lang tid af gangen, ligesom moderen også er fraværende og svigter sine børn, der sulter og mistrives.  Men under det hele er der alligevel ingen tvivl om de hjertevarme bånd, som der er i familien. Det viser sig flere gange undervejs og ikke mindst til sidst. Jeg er slet ikke i tvivl om, at forældrene virkelig gør alt, hvad de kan. De kan blot ikke mere. 

Fortællingen er meget gribende, og den holdt mig totalt fanget i nuet. Jeg brugte en dag på at læse den, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Undervejs i læsningen blev jeg  trist, vred, bitter og harmfuld.  Men – da jeg endelig lagde bogen fra mig, da var jeg alligevel opstemt. Man bliver godt underholdt - og hvis man er heldig også en hel del klogere på mennesker. Stor respekt til Jeannette Walls for at turde indvie os andre i sit liv, og en bog som jeg på det varmeste kan anbefale andre at læse.