"Glasslottet" af Jeanette Walls

Faktisk er jeg i fuld gang med at læse bogen om Det syvende Barn. Men så kom jeg til at tage "Glasslottet" ned fra reolen, og læse starten i bogen:

"Der er gået ild i mig. Dette er min første erindring. Jeg var tre år gammel, og vi boede i en trailerpark syd for en eller anden obskur by." ....

 Så blev jeg bare nødt til at læse videre i bogen!
....

Jeannette Walls fortæller om sin barndom og opvækst med en stærkt alkoholisk far samt en mor, som var kunstner. Eller i hvert fald gjorde sit bedste for at bevise, hun var det. I mange år har Jeannette Walls løjet om sin barndom, fordi hun har været bange for at fortælle sandheden, og først som 40-årig finder hun mod til at hive barndommens spøgelser frem. Det resulterede så i bogen om ”Glasslottet”.

Bogen gør ikke noget forsøg på at forsvare forældrenes opførsel, hun går linen ud og fortæller om et par totalt uansvarlige forældre og deres fire misrøgtede børn. Familien flytter bestandigt fra sted til sted på flugt fra ubetalte regninger og krav fra myndighederne. Ofte bor de i saneringsmodne campingvogne og andre gange i slumlignende lejligheder eller huse, hvis de da ikke sover under åben himmel. Forældrene er arbejdssky, og de lukker helt øjnene for børnenes basale behov. Faderen har mange drømme, som det aldrig lykkes at komme videre med og trøsten er hver eneste gang flasken. Han svigter totalt igen og igen. 

Forfatterens hukommelse løber over af erindringer om gabende tomme køleskabe, rotter i sengen, manglende strøm og vand, vinterkulde, støvler og bukser fyldt med huller. Der er ingen tvivl om, at i Danmark ville ægteparret blive betegnet som uværdige til at være forældre. De er slet ikke modne til at påtage sig et fast arbejde med de forpligtelser, det giver. Den alkoholiske  far formår sjældent at holde sig ædru i lang tid af gangen, ligesom moderen også er fraværende og svigter sine børn, der sulter og mistrives.  Men under det hele er der alligevel ingen tvivl om de hjertevarme bånd, som der er i familien. Det viser sig flere gange undervejs og ikke mindst til sidst. Jeg er slet ikke i tvivl om, at forældrene virkelig gør alt, hvad de kan. De kan blot ikke mere. 

Fortællingen er meget gribende, og den holdt mig totalt fanget i nuet. Jeg brugte en dag på at læse den, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Undervejs i læsningen blev jeg  trist, vred, bitter og harmfuld.  Men – da jeg endelig lagde bogen fra mig, da var jeg alligevel opstemt. Man bliver godt underholdt - og hvis man er heldig også en hel del klogere på mennesker. Stor respekt til Jeannette Walls for at turde indvie os andre i sit liv, og en bog som jeg på det varmeste kan anbefale andre at læse.