Dagen i går blev en såkaldt skyggedag. En af de dage, som ingen gider høre om og allermindst mig selv. For jeg vil være rask og frisk og bliver så irriteret hver gang, hjernen slår fra, og kroppen går i baglås. Har lyst til at skrive en hel masse bandeord, men lader pænt være for ikke at skræmme mine læsere væk. Desuden bliver ingenting jo bedre af det.
I dag gik jeg til gengæld i gang fra morgenstunden af, for Konen var stadigvæk irriteret, og julen hang langt ud af halsen.
- Ud med skidtet, tænkte hun. Lukkede munden og pakkede al julepynten væk. Også juletræet er væk nu. Tilbage står kun de juledekorationer, der ikke er brændt ned.
Heldigvis er her også et stk. herlig søn tilbage på matriklen endnu - og ham vil jeg hellere end gerne holde fast på så længe som muligt.
Senere skulle vi til Netto for at købe ind. Der var foråret lige pludselig til at få øje på....
Se - det hjalp så meget, at planer om bøger, der skal læses, projekter der skal skrives, og håndarbejde der skal laves, lige pludselig står i kø.
Vi gik en tur. Jeg trak huen ned omkring ørerne og tørklædet helt op til næsen.
Havet er som et åndehul, og lyden fra vandet overdøver næsten alt.
Men ikke mere end at far og søn sagtens kan gå og hygge sig med at få ordnet hele verdenssituationen imens. De var også søde til at vende om, da de mærkede, at Konen var ved at blive træt.
Hvor var det dejligt med lidt kold og frisk luft.
Den 23.dec. kom lige sne nok til en snemand. At han så havde tabt
hovedet dagen efter gjorde ikke spor, når bare man vidste, han havde været der.
Og senere - da det var blevet helt mørkt udenfor - da bankede det på terrassedøren. Det var Julemanden, som havde sat en sæk med gaver udenfor døren. Der var en enkelt gave til os hver i sækken.... jow jow, vi har en meget betænksom julemand her på egnen, og det gjorde ikke spor, at man ikke nåede at se ham. Hovedsagen var, han nåede at komme her forbi. For han har jo travlt sådan en julemand, derfor er ikke altid, man kan nå at få øje ham. Og vi hørte jo allesammen godt, at han bankede på.
Skønne dage har det været.
Ænderne blev gode, og flæskestegen næsten ikke spist.
I dag var så julefrokosten med de traditionelle tarteletter fyldt med aspargessovs og kylling, samt den varme leverpostej og frikadellerne.
Børnene er her endnu. Forspiste, hjælpsomme, glade og smilende.
Den lille Guldklump er lagt i seng, og de unge mennesker spiller Matador, som var dette års mandelgave.
Imens puster Manden og Konen ud. Hvilket helt nøjagtigt betyder, at Manden er faldet i søvn foran fjernsynet, imens Konen har sat sig ved computeren med den gode kaffekop og en skål juleslik tæt ved siden af.
Julefreden har sænket sig.
Verden gik ikke under, så vi kan godt ånde lettet op.
Julen er ikke aflyst.
Derfor vil jeg ønske mine læsere samt deres familie og andet godtfolk en rigtig glædelig Jul.
Her er juletræet lige blevet pyntet, og der er fred og ingen fare. Sønnerne besøger gamle venner, som også er landet på øen i anledning af Julen. De søde unge mennesker benytter altid lejligheden til at mødes på kryds og tværs, og det er bare hyggeligt, at de holder ved.
Manden og Konen de benytter lejligheden til at slappe af.
Jeg ønsker Jer en rigtig dejlig Jul.
Jeg har tandpine...eller rettere sagt, så har jeg det ikke alligevel. Det er min medicin, der generer mit tandkød, lige så snart det bliver koldt udenfor. Men det føles altså som tandpine i hele den ene side af munden, og den eneste kur er at blive inde i varmen.
Selvom jeg efterhånden også er ved at være godt gammeldags træt, så lykkedes det mig alligevel at få lavet dekorationer i formiddags. Ikke fordi jeg behøvede - men fordi jeg faktisk godt kan lide at lave dem.
Og så ikke flere julerier nu. For i morgen vil jeg bare slappe af og pleje mig selv, inden de to yngste kommer på fredag.
På fredag er det også Vintersolhverv.
Det er årets korteste dag. Der er noget magisk over datoen, som er den sidste dag i mayaernes kalender. Normalt plejer Manden og Konen at fejre dagen ved at tænde bål i haven, men jeg tror nok, vi springer over i år og bliver inde i varmen med Konens ømme tænder.
Det vigtigste er jo også bare at være opmærksom på, at det er lysets dag, og at dagene herefter igen bliver længere.
Lyset vender langsomt tilbage, og jeg glæder mig grænseløst til mere lys.
Jeg glæder mig til fuglestemmer og de første grønne spirer.
Jeg glæder mig til at komme mere ud, og jeg glæder mig til alt andet end tandpine og det tunge og kolde vejr, som det har været i dag.
