tirsdag den 25. december 2012
Roen har sænket sig
Den 23.dec. kom lige sne nok til en snemand. At han så havde tabt
hovedet dagen efter gjorde ikke spor, når bare man vidste, han havde været der.
Og senere - da det var blevet helt mørkt udenfor - da bankede det på terrassedøren. Det var Julemanden, som havde sat en sæk med gaver udenfor døren. Der var en enkelt gave til os hver i sækken.... jow jow, vi har en meget betænksom julemand her på egnen, og det gjorde ikke spor, at man ikke nåede at se ham. Hovedsagen var, han nåede at komme her forbi. For han har jo travlt sådan en julemand, derfor er ikke altid, man kan nå at få øje ham. Og vi hørte jo allesammen godt, at han bankede på.
Skønne dage har det været.
Ænderne blev gode, og flæskestegen næsten ikke spist.
I dag var så julefrokosten med de traditionelle tarteletter fyldt med aspargessovs og kylling, samt den varme leverpostej og frikadellerne.
Børnene er her endnu. Forspiste, hjælpsomme, glade og smilende.
Den lille Guldklump er lagt i seng, og de unge mennesker spiller Matador, som var dette års mandelgave.
Imens puster Manden og Konen ud. Hvilket helt nøjagtigt betyder, at Manden er faldet i søvn foran fjernsynet, imens Konen har sat sig ved computeren med den gode kaffekop og en skål juleslik tæt ved siden af.
Julefreden har sænket sig.
Etiketter:
Julen,
Stjernedrys
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Rigtig glædelig jul til jer Johanne, I lyder til at have hygget jer :-)
Lige sådan skal en juleaften være..;-D
Kære Lene - Tak og i lige måde :-)
Rejen - Det skal den :-) og jeg er tilfreds.
Skøn juleaften. Dejligt at læse, at der stadig gives gode gammeldags spil i mandelgave.
Send en kommentar