Sommer-magi

De 2 yngste sønner er her på ferie. Yngste har været her en uge, men tager snart videre rundt i landet. Der er mange ting, som skal nås, inden man skal tilbage på Universitetet. 

Næst-yngste bliver heldigvis en uge mere. Lige nu har han indtaget mit køkken. Han bager brød i lange baner. 6 lange flutes og 2 store madbrød, som skal spises på en picnic med vennerne. Her dufter himmelsk af nybagt brød, og selvfølgelig har vi fået lov til at smage.  

Men ellers hygger vi os og nyder stilheden og nærværet med hinanden. I aften har de unge mennesker inviteret Manden og Konen ud og spise. Så vi lader op til en dejlig aften.

 

Jeg læser .... 

   

for jeg fandt en dejlig bog på biblioteket, som jeg lige er begyndt på.

Efterfølgeren til "Chokolade" og "Chokoladeheksen". Den første måske mest kendt for filmen fra år 2000 med Johnny Depp og Juliette Binoche i hovedrollerne.

Man mærker straks, at forfatteren også i denne her roman fortsætter den magiske dimension. "Chokolade" var jeg vildt begejstret for at læse i sin tid, og kan stadigvæk huske, hvor mange kopper kakao der blev drukket under læsningen.  

Vianne bor nu sammen med sin Roux og sine to døtre på en flodbåd. Lige nu og her er de i Paris - men hun evner stadigvæk at fornemme sine medmenneskers hemmeligheder og drømme.

I denne her bog tager hun os så med tilbage til den gamle landsby, hvor hun møder gamle venner fra dengang. Men byen har ændret sig ....

Jeg er lige begyndt på bogen, har store forventninger og fornemmer heller ikke, at man bliver snydt. Jeg er kun nået til side 50, men er allerede fanget dybt ind i magien.

 

 

Krydstogtskib

Selvom øen ofte modtager meget store sejlskibe, er det intet mod det fartøj, der i morges ankrede op i byen.
Et krydstogtskib ankom kl. 07 med omkring 600 passagerer om bord.
Da skibet ikke kunne gå til kaj, blev passagererne bragt i land i mindre både, og herefter ventede bus- og cykelture til lokale seværdigheder. Præcis kl. 12 lettede det så igen anker og satte derefter kursen mod Hamborg.

Husbond skulle først til syn med bilen i dag, men bagefter skyndte vi os, således at vi kunne nå at få et glimt af skibet.

Imponerende! Men personligt er jeg glad for ikke at være med, for jeg ville garanteret fare vild ombord.











 



 

Terrassen færdig - næsten.

Jeg har placeret mig hyggeligt i mit skrivehjørne på kontoret. Her kan jeg se ud over haven. Nyder stilheden og min skrivetid alene efter en lang dag i haven, og selvom min fysik ikke er særlig god, så ser haven faktisk ok ud. I hvert fald herfra hvor jeg sidder nu.
I øvrigt sidder jeg her alt for sjældent, men det svært at give sig selv lov. Det er alle de mønstre, man har slæbt med sig igennem livet, og som går ud på aldrig at lade tingene hobe sig op, således at man til sidst ikke magter at følge med. Enten har der været et arbejde, som skulle passes. Børn som har krævet opmærksomhed, eller sygdom der er kommet i vejen for at holde tempoet. Nu kan jeg sagtens give mig selv lov, men har blot glemt hvordan man gør det.

Terrassen er færdig nu - næsten.
Der mangler bare lige et par trin ned til haven samt at reparere lidt på græsplænen foran. Måske lidt planter, hvem ved.
Men den er i hvert fald allerede blevet brugt flittigt på trods af vind og vejr. I går trodsede vi de 14 grader og drak eftermidddagskaffen udenfor. For bruges skulle den - bestemt. For min skyld måtte det alligevel gerne snart blive lidt varmere.

 

 

 

 

Fordi jeg efterhånden er blevet lidt gangbesværet, så har jeg købt mig et par vandrestave. Tænkte at sådan et par kunne hjælpe mig ud og gå.
Ud og nyde naturen udenfor egen matrikel. 
At gå en tur for at få styr på tankerne og genskabe kreativiteten, det savner jeg. Gå en tur ved Havet, nede ved havnen, ud over markerne og mosen, eller op i skoven. Mærke naturens gang på en helt anden måde end i sin egen have. Også fordi det er sundt at få stimuleret sanserne, og fordi det også er det, der skal til for at kunne skrive.   

Sætter lige stikket i....

For her ligger ord og billeder, der skriger på at blive brugt.

I dag har det regnet det meste af dagen. Men når Himlen, som forleden, viser sig fra sin mest maleriske side, så er det svært ikke at gribe fat i sit kamera for at fotografere. I den seneste uges tid har skumringstimerne været ekstra gavmilde med en Himmel i evig forandring.

 

Jeg er et skumringsmenneske, da det er på den tid af dagen, jeg har det bedst. Så falder der ro over Konen. Om formiddagen knokler jeg for meget på med mine forskellige gøremål - men der går det jo godt og så er det svært at lade være! Sidst på eftermiddagen er jeg til gengæld for det meste udmattet. Og faktisk uanset hvor lidt eller hvor meget, jeg har lavet i løbet af dagen.

Selvom jeg i den sidste tid har haft gang i alt for mange ting, så er det stadigvæk haven, der er i centrum. Nu er det her jo ikke specielt en haveblog, men blot en om et ganske almindeligt hverdagsliv med op- og nedture og tanker omkring livet og alderen. Men jeg kan alligevel ikke lade være ved med at fotografere havens blomster igen og igen.

 

Det gælder jo om at nyde dem, imens de er der, og det er virkelig dejligt at kunne gå ud i sin have og plukke ind til vaserne.
 

 

Også selvom mine blomsterbede har set bedre dage, end de gør nu, for jeg må  lære at lægge min perfektionisme bag mig. Er også i fuld gang med at lære det - bare på den hårde måde med et stift knæ, et uregerligt ben på grund af ondt i ryggen samt et par små epileptiske anfald.  

Nogen gange er man nødt til at være fornuftig og passe på sig selv. Men det er altså bare så svært, imens det hele lader til at gå godt.
 
I de sidste 14 dage har jeg deltaget i alt for mange ting. Flest gode ting – og jeg har nydt hvert eneste minut. Et hyggeligt frokostbesøg, skønne Ø-dage med tombolaer, udstillinger og sejlture. Masser af samvær med andre mennesker, maling af vinduerne samt et par dumdristige livtag med vores alt for store have. Desværre, til sidst, endnu en begravelse. Noget siger mig, at vi nærmer os den alder, hvor de sørgelige begivenheder også dukker op.
Men ellers har jeg har virkelig nydt det meste, og har følt mig som et helt menneske. Alting har bare sin pris.
Og nu er det snart midsommer, dagene går på hæld. Inden vi får vendt os omkring, så vil aftenerne være mørke igen.
Men bekymringer om det, er jo bare spild af en god tid. De er som en gyngestol. Bekymringerne holder os beskæftiget, men bringer os ingen vegne.

Til sidst får I lige et billede af hestene, som nyder livet nede ved moseområdet. De tynde vilde buske, som står foran i haven, er mine forholdsvis nye blåbærbuske. De ser ikke ud af meget, men der kommer til gengæld bær på, og det er jo det vigtigste.        

 

Hiver lige stikket ud

Med disse billeder vil jeg træde ind i juni måned.
Og så må jeg ellers lade bloggen hvile lidt, fordi kræfterne skal bruges andre steder. Selvom jeg stadigvæk elsker at blogge, så må dagliglivets små udfordringer trods alt komme i første række.
Jeg vil stadigvæk følge med hos Jer andre - sådan er det bare lige nu.