Det er lidt svært at beskrive denne her bog, for den har så mange aspekter i sig.
I første omgang tror man sikkert, det er en banal kærlighedshistorie, men man opdager snart, at der tager man altså fejl.
Bogen handler først og fremmest om en handicappets hjerteskærende situation, og de pårørendes kamp for at få livet til at fortsætte.
Den tager også fat på et så alvorligt emne som aktiv dødshjælp. Har alvorligt syge mennesker retten til selv at bestemme?
Og har den syges omgangskreds retten til at tro på, at de alene ved, hvad der er godt eller skidt for den syge?
Will er handicappet fra brystet og ned. Louisa tager modvilligt imod et tilbud om et arbejde som handicapmedhjælper, fordi der ikke er andet arbejde at få. Og de to kommer til at forandre hinandens liv for altid. Om det så er Louise, der kommer til at forandre Will - eller det er Will, som kommer til at forandre Louisa, det vil jeg lade kommende læsere bedømme selv.
Stemningen i romanen er skiftevis melankolsk, komisk og tragisk. Selvom det på mange måder er en trist bog, så er den også livsbekræftende og rørende. Den gav i hvert fald mig mange ting at tænke over. Derfor har jeg måttet læse den langsomt, selvom det er en let læst bog.
Af en eller anden grund så kommer den også til at handle om klasser. Louisa kommer fra en familie med fødderne solidt plantet i en våd cement, således at de er sikre på, at de ikke kan flytte sig. Hvorimod Will med sin overklassebaggrund gang på gang belyser, hvilke muligheder der findes, selvom man ikke har en formue i ryggen. For ham er alting stadigvæk nemt, når bare man er rask og rørig.
Der sker så mange ting, og plottet handler ikke kun om romantik og forelskelse, men også om, hvordan Louisa og Will finder ud af håndtere hinanden. Og om de hver især kan hjælpe modparten med at finde livsglæden igen.
Selvom den er nem at læse, så har jeg læst min hjerne træt på den bog. Tørret en enkelt tåre væk og prøvet at få pulsen i ro.
For som jeg har læst den, handler den om en stærkt handicappet mand, der er livstræt.
Træt af at omgivelserne blander sig, og tror de ved bedst. Træt af at de på trods af en håbløs situation, hele tiden prøver at få gang i en hyggelig samtale. Træt af at de handler hen over hovedet på ham uden at spørge, hvad han rent faktisk har lyst til.
Og ikke mindst træt af vores evindelige forsøg på at gøre tingene bedre, end de rent faktisk er.
Solnedgang fra hoveddøren fredag aften. Himmelfarver.
Naturen er en dygtig kunstner, for selvom man ofte ser på det samme billede, så er det alligevel aldrig ens.
Jeg sidder og kigger ud over haven. Regnen skyller ind på ruden, og alting udenfor er vådt. Er lidt bekymret for de mange krukker med blomster, som jeg lige har plantet til. Vi har tændt op i brændeovnen for at gøre eftermiddagen hyggelig.
I formiddags var der trængsel mellem reolerne på biblioteket i anledning af, at man nu kan kalde sig for "åbent bibliotek". Det blev fejret ved en reception med taler samt lidt godt til ganen, og fra nu af vil sygesikringsbeviset åbne døren fra 7 morgen til 22 aften. Og her vil nogen nok tænke, at det da ikke er noget særligt, for jeg fik fortalt af en ansat, at vi er et af de sidste biblioteker i landet, som endelig er nået så langt.
I dag var vi til gengæld rigtig mange, som havde trodset den silende regn. Og der var store smil på trods af vådt tøj og våde paraplyer. Vi glæder os rigtig meget til at tage rummet i brug.
Jeg valgte ikke at tage mit kamera med, fordi jeg forventede, at pladsen ville blive trang, og det viste sig at være en klog beslutning. Derfor kun et billede af de bøger, som lå og ventede på mig.
Selv er jeg himmelhenrykt over de nye åbningstider, som vil gøre det muligt for mig nu at besøge biblioteket, når husbond alligevel skal køre ind til byen i et af sine ærinder i de foreninger, som han er en del af. Jeg glæder mig, men lige nu vil jeg smutte ind ved siden af brændeovnen og læse i en af de bøger, som blev hentet frem igennem menneskemængden i dag.
På denne her årstid findes der mange flotte billeder af rapsmarkerne rundt omkring i landet. Så her kommer mine bidrag, der er taget fra det ene vindue oppe på 1.-salen. Billederne er taget hen over dagen, derfor er lyset forskelligt.
Hvert eneste år lader jeg mig betage af synet, og det er næsten så man får ondt i øjnene af den klare gule farve.
I går og i dag har jeg taget livtag med et af bedene. Man siger, at man skal vælge sine kampe med omhu. Det mener jeg også selv, at jeg gør, selvom Manden i huset ofte mener det modsatte. Men så bliver der bare ikke lavet mere den dag. Og bagefter kan man jo så sidde udenfor og være tilfreds med, hvad man har udrettet. Jeg elsker at være ude, jeg holder af ro og åben Himmel. Og mener stadigvæk at arbejdet i haven er det hele værd.
Til sidst kommer her lige lidt billedspam fra dagens tur rundt i haven. Så nu er I advaret.
I dag er det mandens fødselsdag, så vi kørte en tur. Ud i det blå lige efter frokosten. Ud og få Vind i håret og Sol på kinderne. Den Sol man oplever, når man er ved Havet, for vi endte, som så mange gange før, nede ved Havnen. Der er kommet mange små både og mange turister, så vi måtte ligefrem stå i kø for at få os en is. Noget vi ellers sjældent gør.
Sol får den kære mand også lige nu. For i fødselsdagsgave har han vundet retten til at kravle rundt og grave mælkebøtter op af græsplænen. Men han lader da til at være ganske godt tilfreds med det, og nyder selvfølgelig resultatet bagefter.
