fredag den 22. april 2011

Livet er for kort til skvalderkål.

Tingene må tage den tid, som ting tager. Der er intet, som går hurtigt længere, og det er heller ikke meningen, at det skal. Stille og roligt finder jeg frem til mine "gamle" blogvenner igen. Det føles godt og trygt. Jeg håber ikke, nogen kommer til at føle sig snydt, for "opsamlingen" bliver foretaget i en helt vilkårlig rækkefølge fra min side af.

Manden og Konen er iøvrigt kommet til den konklusion, at livet er for kort til skvalderkål. Så i dag har vi nedlagt endnu et bed, her bliver virkelig færre og færre af dem. Alle lupinerne blev gravet op, og hele bedet nedlagt. Det var blevet så invaderet af skvalderkål, at lupinerne ikke havde mange chancer uden en kæmpeindsats fra menneskehedens side. For tale om at sprøjte, det bliver her slet ikke. Det har vi aldrig gjort, og det kommer vi heller ikke til at gøre. Men vi fik da reddet et par planter, som blev flyttet til en bedre, men mindre bolig.

Til gengæld blev eftermiddagen tilbragt udenfor sammen med hunden, Solen og strikketøjet. Og det var da meget bedre end at ligge en hel dag med næsen i skvalderkål.
Lige nu står Manden i køkkenet og steger sine berømte frikadeller. En lang og fredelig aften ligger foran og venter.

4 kommentarer:

kokken sagde ...

Du har så evig ret: Livet er alt for kort til at koncentrere sig om skvalderkål, både i haven og i overført betydning :) Håber I får en dejlig påske - vi holder til i sommerhuset og idag kommer begge vores børn med familie og det glæder vi os til. Det ene hold kommer helt fra Omø og det er da tværs over landet kan man sige - dejligt de gider, men de har jo ungdommens energi og vildskab i behold! Det er værre med os andre ;O) Knus fra det aller-allervestligste danmark .....

Johanne sagde ...

Hej i det aller-allervestligste danmark.

Omø lyder helt bestemt som et herligt sted...men der er garanteret noget andet rart, som venter i vest :-) Hvor lyder det dejligt.
Et par af vores læser jo stadigvæk, og der er som sagt 2, som skal flytte til noget meget større, samt en som arbejder i hele påsken.
Utroligt hvor store og dyre lejlighederne er i storbyen iøvrigt. Nå men...som du siger, de har jo energien, og de bygger rede :-)
Så her hygger vi os og slapper af, for første gang alene i påskedagene, og det er da lidt mærkeligt.
Jeg ønsker dig og familien en rigtig dejlig og hyggelig påske i det dejlige solskinsvejr. Og så skulle jeg hilse fra Manden.
Knus fra sydhavsøen.

Helle K. sagde ...

Det er så sandt så sandt - lad os koncentrere os om det væsentlige her i livet. Nærhed med dem vi holder af :)
Min mand er heldigvis stærk og rask og han laver en bunke i haven, men det skal helst være af lyst og ikke at tvang. Jeg husker at rose ham ;)
God påske til jer i det sydlige Danmark fra Himmerland :)

Johanne sagde ...

Kære Helle. Sådan skal det nemlig være:-)
Jeg ønsker Jer i Himmerland en fortsat god påske, og håber at I nyder vejret.