Livet er for kort til skvalderkål.

Tingene må tage den tid, som ting tager. Der er intet, som går hurtigt længere, og det er heller ikke meningen, at det skal. Stille og roligt finder jeg frem til mine "gamle" blogvenner igen. Det føles godt og trygt. Jeg håber ikke, nogen kommer til at føle sig snydt, for "opsamlingen" bliver foretaget i en helt vilkårlig rækkefølge fra min side af.

Manden og Konen er iøvrigt kommet til den konklusion, at livet er for kort til skvalderkål. Så i dag har vi nedlagt endnu et bed, her bliver virkelig færre og færre af dem. Alle lupinerne blev gravet op, og hele bedet nedlagt. Det var blevet så invaderet af skvalderkål, at lupinerne ikke havde mange chancer uden en kæmpeindsats fra menneskehedens side. For tale om at sprøjte, det bliver her slet ikke. Det har vi aldrig gjort, og det kommer vi heller ikke til at gøre. Men vi fik da reddet et par planter, som blev flyttet til en bedre, men mindre bolig.

Til gengæld blev eftermiddagen tilbragt udenfor sammen med hunden, Solen og strikketøjet. Og det var da meget bedre end at ligge en hel dag med næsen i skvalderkål.
Lige nu står Manden i køkkenet og steger sine berømte frikadeller. En lang og fredelig aften ligger foran og venter.