Det har regnet i nat. Endelig. Bare en lille smule, men lyden fra nattens regn på de halvt åbne vinduer har været en velsignelse. Jeg har ligget og lyttet til dråberne, samt til mejetærskeren der har kørt til langt ud på natten.
Jeg nyder haven, som blomstrer endnu.
Men selvom kalenderen stadigvæk siger sommer, så er der alligevel et eller andet, der har ændret sig. Luften er anderledes og lyset blødere. Naturens grønne farver bliver mørkere dag for dag, og lyden fra majetærskerne rundt omkring trænger sig ind i stilheden. Jeg elsker den lyd, der har en lang historie gemt i sig. Det er lyden af et landliv, og den er smukkere end den kønneste fuglesang. For mig er det ren meditation, selv når der køres hele natten igennem for at nå at blive færdig, inden regnen kommer.
Kaprifolien blomstrer.
Sankt hansurten tager snart farve.
Høstanemonerne bliver der plukket af til vaserne.
Hortensiaerne stråler.
Mine blåbærbuske er ikke meget værd i år, de har virkelig taget skade af tørken. Der er kun små indtørret bær, som ikke er værd at plukke.
Turisterne tager hjem, og der går færre og færre vandringsmænd forbi med store rygsække på. Et stykke af øhavs-stien går lige forbi mine køkkenvinduer, og jeg har ellers nydt at holde øje med, hvordan folk i alle aldre har bevæget sig frem mere eller mindre røde i hovederne.
Alt sammen er fornemmelsen af en sensommer.
6 kommentarer:
Man kan godt mærke at lyset forandrer sig, men jeg håber da at vi får en dejlig sensommer med nogle lune aftener. ;-D
Rejen - Det håber vi da.... men jeg bliver altid en smule vemodig på denne årstid :-)
Sensommer er også lig med høst, begyndende travlhed og høstanemoner her. Tak for dine skønne ord, god dag til dig :-)
Lene - Det var så lidt :-) Ønsker også dig og landmanden en dejlig dag.
Lyden - og lugten af høst, det ændrede lys og de mørke men heldigvis ofte lune aftener gør alt sammen august til noget særligt. Godt, regnen endelig nåede til jeres ø :-)
Fruen - August er en dejlig måned...sådan lidt sommer og lidt efterår.
Vi er nok utaknemlige...men vi har altså ikke fået mere regn end den ene nat, så send gerne mere :-)
Send en kommentar