onsdag den 25. december 2013

Mere Jul


Det blev en rigtig skøn juleaften, en af dem som vil blive husket med stor glæde. Tiden løb fra os, for vi sad længe omkring bordet. 
Først kl. 21 gik vi omkring juletræet og sang alle de julesalmer, der hører sig til her i huset. 
Os 4 brummere - hvor ingen af os ejer en eneste tone i livet, men alligevel ikke er bange for at synge højt! 
Hvis nogen havde hørt os udefra, var de sikkert løbet skrigende væk. Men ingen hørte os - for vi er de eneste hjemme på vejen i hele julen. Og vi mente iøvrigt også selv, at det lød perfekt. 
 
Bagefter delte vi gaver ud. Spiste slik og drak kaffe eller rødvin.  
Gav os god tid med gaverne, for at påskønne det, som andre har gjort sig umage med at vælge til os. Manden og Konen fik den sauterpande, som de har ønsket sig længe. Og jeg fik en skøn blomsterbog samt små poser med blomsterfrø fra en trofast blogveninde. Så nu kan foråret virkelig godt komme an, stemningen er i hvert fald til stede.
 
Denne 1.juledags aften, er de unge taget til julefrokost hos en kammerat, som samler alle "de gamle" kammerater her fra øen omkring sig. Noget, der er ved at blive til en hyggelig tradition.  
Manden ser tv (el. sover?), og Konen pusler. 
Jeg har fået tømt opvaskemaskinen (igen) og har atter fyldt den. Ovnen er rengjort, og en maskine tøj er hængt til tørre.
Jeg har læst lidt og strikket lidt. 
I morgen venter en 2.juledag med julefrokost, men her ligger det meste jo parat i fryseren.
 
Solen har skinnet hele dagen, og fuglene har kvidret.
1.juledag bliver lukket ned med et brag af en solnedgang. 
  


11 kommentarer:

Lene sagde ...

wow for en solnedgang. Synge skal man og ikke bekymre sig om kvaliteten :-) God 2. juledag til jer

Johanne sagde ...

Kære Lene - Tja.... selvom du ikke ville have nydt det, så havde du nok accepteret det :-) Tænkte i øvrigt på dig :-)
Også en god 2.juledag til Jer.

Hyggetrold sagde ...

Kære Mosekone :)
Lige et lille pip, for andet orker jeg ikke lige nu, men jeg vil lige give mig tilkende og ikke nøjes med, at sidde og stene...som jeg er slem til. Det er en stor glæde at læse og se at i har haft "julelykkestunder" :). Og ved du hvad: "enhver fugl synger jo med sit næb - uanset, hvordan vi ellers synes, at det lyder :). Hygge herfra...Imorgen er jeg med på handel og i stald, men jeg vender tilbage andensteds, lige så snart, jeg kan :)

Johanne sagde ...

Kære Hyggetrold - Godt at høre fra dig :-) Takker for din kommentar og ønsker Jer en dejlig fredag.

Ellen sagde ...

Jeres solnedgang var noget kønnere end vores - som slet ikke var der.
Pyt med sangevnerne, vigtigst er, at I har hygget, og det har I uden tvivl. Det må også være bedre, når ingen i selskabet kan synge, end når man som mig er den eneste ... så tør man ikke synge ret højt :-)

Johanne sagde ...

Ellen - Hyggede - det gjorde vi i hvert fald :-) Og så kan jeg da glæde mig over, at INGEN af os kan synge :-)

conny sagde ...

Det lyder som en juleaften efter mit hoved. Jeg håber, I stadig nyder juledagene, der langsomt er ved at gå over i nytårsforberedelser.

Johanne sagde ...

Conny - Bortset fra mandens tandpine - så nydes dagene stadig :-)Har lige læst hos dig, og det lader til, at vores Jul ser nogenlunde ens ud :-)

conny sagde ...

Åh ja, den tandpine. Jeg så godt indlægget i oversigten i Bloglovin', men jeg er håbløst bagud i bloglæsning. Den stakkels mand - ondt i tænderne er bare noget af det værste!

Anonym sagde ...

Det ser ud som om at I har haft en dejlig jul med lidt af familien. Det er frygteligt med tandpine (her taler du med en der har prøvet det i egen mund) Jeg har været igennem et skrækkeligt efterår, og har fået lavet 3 implantater, dvs. det bliver først ffærdigt i begyndelsen af det nye år. Jeg håber, at det bliver godt, men er også temmelig træt af at være den der koster penge. Vi må så bare være glade for at Williams tænder er gode som i gode, men han har til gengæld så mange andre dårligdomme, som jeg slet ikke har.
Dejligt at høre, at du har købt nogle gode bøger.
Klem Marianne

Johanne sagde ...

Marianne - Stakkels dig - Jeg hader selv tandlægen noget så grusomt :-) William er heldig - men det er han jo så ikke alligevel.
I det mindste bliver dårligdommene da lidt fordelt imellem Jer, for vi slipper nok ikke helt :-)
Jeg købte bl.a. en bog som hedder: "Kunsten i Marie Krøyers liv."
Det er en, som man kan gå til og fra.
For nu her ligger her vist efterhånden alt for mange bøger, som venter på at blive læst :-)
Jeg håber, at I har haft en dejlig Jul.