Efterårsjævndøgn

Der findes en slags træthed, som man ikke kan sove væk. 
For den har taget fat i alle ens muskler og knogler samt hver eneste lille celle i ens hjerne.  
Man har ondt alle vegne og orker dårligt det mest basale, og man vandrer rundt som om, man har fået forkerte briller på med en helt forkert styrke.
   
Den træthed rammer mig med mellemrum, men mest når jeg har foretaget mig noget udover det sædvanlige.
Når jeg f.eks. har været sammen med flere mennesker i mange dage, har opholdt mig i uvante omgivelser, eller har koncentreret mig om andre ting end de vante.
Når min hjerne eller min krop kommer på overarbejde, så rammes den svulst, der sidder så uheldigt inde i min hjerne. Og svulsten holder åbenbart af at sende signaler ned til resten af kroppen med besked om, at det skal gøre ondt alle vegne, samt at jeg bør tage det med ro, for at det hele ikke skal blive endnu værre.  
Trække mig helt tilbage og ikke foretage mig noget som helst. Ikke længere være social, ikke læse, ikke skrive, ikke gå nogen steder hen, ikke gøre rent eller ordne haven. - Men bare vente, indtil den invaliderende træthed slipper lidt af sit tag igen.   
En del af de nævnte gener skyldes så samtidig alle mine mange år med epilepsi-piller, der langsomt nedbryder ens knogler.
Derfor - skal jeg altid overveje nøje om en større aktivitet eller en rejse er det værd.

Vi har været hjemme i en hel uge nu - og denne gang har det bestemt været det værd.
Selvom de mange oplevelser på Sjælland har været krævende, så har jeg ikke et øjeblik fortrudt, vi tog af sted. 
For vi fik hygget med barnebarnet og samtidig set ældste-sønnens nye hus. 
Kørte rundt alene sammen, besøgte svigermor, og havde til sidst et par meget dejlige dage sammen med svoger og svigerinde. 
Det har været en rigtig fin tur - men alligevel var det selvfølgelig godt at komme hjem igen til trygheden og de vante rammer.

Nu sidder jeg så i mine egne stuer igen.
Da vi var hjemme søndag aften gik jeg en hurtig tur i haven, hvor man kunne undre sig over, hvor meget farverne havde ændret sig på én eneste uge. Men samtidig glæde sig over, at alting ellers var, som det skulle være.
Og i dag er det så efterårsjævndøgn, hvor dag og nat er lige lange. Og nu undrer jeg mig så over, hvor hurtigt sommeren er gået.
For nu åbner vi igen op til det mørke halvår med stearinlys i vindueskarmen. Det er dagene, hvor mørket for alvor tager fat, selvom mange af os slet ikke er parate til det endnu.
Så er det netop, at man skal huske at nyde naturens mange smukke farver samt de hyggelige stunder indendørs. Og så vupti - så er det jul, og det hele går den anden vej igen.



            
 
 

Næsten på vej

"Økuller er ikke noget, man får, når man er på en ø. - Det er noget, man får, når man er væk fra sin elskede ø."
(Frit citeret efter et debatindlæg i avisen forleden dag)

I morgen tager Manden og Konen til Sjælland, og så må vi se, hvordan det går. 
Søn og svigerdatter har brug for en barnepige et par dage, og vi får lov til at passe det yngste barnebarn. Det glæder vi os bestemt meget til.
Bagefter har vi fået lov til at låne et sommerhus i Nordsjælland. Der bliver vi i en uges tid og ser os omkring, og selvom vi glæder os, er vi alligevel allerede rastløse, inden vi er kommet af sted her fra øen. En ubeskrivelig tilstand af uro og frustrationer er følelserne, som dukker op, når vi næsten er på vej. Når vi så er kommet af sted, forsvinder det lidt igen, for så atter at dukke op til overfladen igen efter et par dage på fastlandet.
  
Men nu er der altså blevet pakket - og man siger jo også, det er sundt og inspirende at tage hjemmefra en gang imellem for at kunne mærke, hvad man har hjemme.  
Desuden mener husbond godt, han kan køre bil nu, hvilket lige er blevet bekræftet af øjenlægerne på Odense. Der er overhovedet ingen undskyldninger.
Så jeg har altså pakket, forhaven er løbet over for ukrudt, og huset har fået en overhaling. Hønsene bliver passet, og kattene får mad til sædvanlig tid.
Jeg vil ikke have nogen netforbindelse imens, men det forhindrer mig jo ikke i at tage en masse billeder på vejen, som senere vil blive kastet ud på bloggen i tide og utide.
På gensyn, og ha´ det nu rigtig godt så længe.

  

       

Regatta-dag

 

Det siges, at der var for omkring halvanden milliard kroner både i Havnen i går. Som altid var det et fantastisk syn, og stemningen var fuld af fest og farver. Og så var vi endda lige ved at komme for sent til alle herlighederne, fordi vi havde fejlvurderet den kraftige vind, som havde ført skibene fra Tyskland langt hurtigere frem end tidligere. Men hvad ved sådan nogle landkrabber som os om det?
Men det holdt tørvejr, og jeg nåede at få en hel masse billeder samt at suge stemning og udrejsedrømme til mig.
Og det sidste sidder jeg så her og påstår med store armbevægelser, - velvidende at selvom det usandsynlige skulle ske, at jeg ville få tilbuddet, så ville jeg pænt takke nej tak og foretrække at blive, hvor jeg er.
- Havet er smukt og beroligende at se på og lytte til, siger den ene landkrabbe til den anden.

Om aftenen var der arrangeret festmiddag og musik, og det har varet til langt ud på natten. Og selvom en stor del af de gode sejlermennesker garanteret er gået til ro med hovedpine, så var havnen alligevel tom i formiddags ved 9-tiden.
Ved den tid var Manden og Konen nemlig inde for at handle i Netto og kunne ved selvsyn konstatere, at alting igen så ud, som det plejer.

Efterårslys og Regatte-dag

Ikke ret meget kan måle sig med sådan en sensommermorgen, hvor jeg sidder ved spisebordet i køkkenet og skriver lidt. Alt imens morgenlyset langsomt forandres udenfor, og september måned gør opmærksom på sig selv med efterårets gyldne og støvfyldte stråler.

Jeg håber, det gode vejr holder. For i dag er det REGATTA-DAG , og vi skal som sædvanlig på denne tid af året ind til Havnen for nyde stemningen samt synet af de mange millioner kroners både, der vil ankomme i løbet af eftermiddagen. Denne weekend vil den gamle Havn atter blive fyldt op i den største privat arrangerede sejlerregatta, som jeg har fortalt om i flere tidligere indlæg. Og denne dag er altid en af dem, som vi specielt nyder.

Så imens kornet stadigvæk ligger i stakke, jeg drager til Regatta-dag, og tiden ellers bare går så forfærdelig hurtigt, vender mit overskud og min lyst til at blogge garanteret langsomt tilbage.  
  


  

Ramt lidt på mit blog-overskud.

 

 

 

 

 

 

Udenfor vinduerne ligger nu de afhøstede kornmarker. Her er stille, og turisterne er på vej væk. Hjem til deres hverdag og alt, hvad de holder af lige præcis der. Jeg har åbnet alle vinduer og døre og kan mærke naturen komme indenfor, netop som jeg elsker den her på en smuk sensommerdag.  Sætter pris på stilheden, den fuldstændige stilhed både ude og inde.

 

Som dagene dog er gået - nu er det langt over en uge siden, at jeg har skrevet på bloggen. Gæster til middag, manglende overskud samt en lokal veninde, der blev syg. Først efter flere undersøgelser blev diagnosen stillet. Heldigvis viste det sig at være falsk alarm, men man kan sørme godt nå at blive bange. Og selvfølgelig har jeg, som jo kender til angsten, været der. Lavet mad, lyttet og været til stede.

Bagefter blev det så mig selv, som fik brug for pause-dage. Stille dage, hvor man lader tingene tage god og langsom tid, og hvor man lader kroppen hvile. Fordi man også selv er et sårbart menneske, der ikke tager noget som helst for givet.

 

I nat har Fuldmånen lyst Himlen op, og som altid forstyrrer den min ellers gode nattesøvn. Ikke fordi det generer mig at ligge vågen lidt, men på den anden side, så kan man jo lige så godt stå op og nyde morgenlyset samt den magiske morgenstund. Derfor - lavede Manden og Konen kaffe og kørte det lille stykke vej ned til den lokale perle, som ligger godt puttet af vejen ved Havet. Der hvor lyset spiller den smukkeste melodi, imens den klare morgenluft strømmer igennem én med samme kraft som Havet lige foran.

Jeg tænker også på, at jeg nok foretrækker at blive i blog-stilheden lidt endnu.