Efterårsjævndøgn

Der findes en slags træthed, som man ikke kan sove væk. 
For den har taget fat i alle ens muskler og knogler samt hver eneste lille celle i ens hjerne.  
Man har ondt alle vegne og orker dårligt det mest basale, og man vandrer rundt som om, man har fået forkerte briller på med en helt forkert styrke.
   
Den træthed rammer mig med mellemrum, men mest når jeg har foretaget mig noget udover det sædvanlige.
Når jeg f.eks. har været sammen med flere mennesker i mange dage, har opholdt mig i uvante omgivelser, eller har koncentreret mig om andre ting end de vante.
Når min hjerne eller min krop kommer på overarbejde, så rammes den svulst, der sidder så uheldigt inde i min hjerne. Og svulsten holder åbenbart af at sende signaler ned til resten af kroppen med besked om, at det skal gøre ondt alle vegne, samt at jeg bør tage det med ro, for at det hele ikke skal blive endnu værre.  
Trække mig helt tilbage og ikke foretage mig noget som helst. Ikke længere være social, ikke læse, ikke skrive, ikke gå nogen steder hen, ikke gøre rent eller ordne haven. - Men bare vente, indtil den invaliderende træthed slipper lidt af sit tag igen.   
En del af de nævnte gener skyldes så samtidig alle mine mange år med epilepsi-piller, der langsomt nedbryder ens knogler.
Derfor - skal jeg altid overveje nøje om en større aktivitet eller en rejse er det værd.

Vi har været hjemme i en hel uge nu - og denne gang har det bestemt været det værd.
Selvom de mange oplevelser på Sjælland har været krævende, så har jeg ikke et øjeblik fortrudt, vi tog af sted. 
For vi fik hygget med barnebarnet og samtidig set ældste-sønnens nye hus. 
Kørte rundt alene sammen, besøgte svigermor, og havde til sidst et par meget dejlige dage sammen med svoger og svigerinde. 
Det har været en rigtig fin tur - men alligevel var det selvfølgelig godt at komme hjem igen til trygheden og de vante rammer.

Nu sidder jeg så i mine egne stuer igen.
Da vi var hjemme søndag aften gik jeg en hurtig tur i haven, hvor man kunne undre sig over, hvor meget farverne havde ændret sig på én eneste uge. Men samtidig glæde sig over, at alting ellers var, som det skulle være.
Og i dag er det så efterårsjævndøgn, hvor dag og nat er lige lange. Og nu undrer jeg mig så over, hvor hurtigt sommeren er gået.
For nu åbner vi igen op til det mørke halvår med stearinlys i vindueskarmen. Det er dagene, hvor mørket for alvor tager fat, selvom mange af os slet ikke er parate til det endnu.
Så er det netop, at man skal huske at nyde naturens mange smukke farver samt de hyggelige stunder indendørs. Og så vupti - så er det jul, og det hele går den anden vej igen.