Smukke dage

 

Et vidunderligt vejr i dag. 
Sidste år ved samme tid, lå der store snedriver ude foran huset, og i år er jeg allerede begyndt lidt i haven.
Har ordnet et enkelt bed og ryddet mere op i drivhuset.
Nu lover de ændringer i vejret - men bare ikke her.

 

I dag drak jeg kaffe på terrassen, da benene trængte til en lille pause. Sugede fornemmelsen af forår og solskin helt ind i hjertekulen.    
   

Og i går var vi ved Havet. 
Det smukke Hav, der ustandselig forandrer sig, således at man aldrig bliver træt af at se på det. Jeg kunne sagtens sidde der i mange timer af gangen, det er den bedste balsam for sjælen.   
Billederne er taget ikke langt fra, hvor vi bor. Man kan sagtens gå, hvis man altså har gode ben. Sådan et par supergode gå-ben - som jeg ikke er den lykkelige ejer af. 
Men det er gamle damer jo sjældent. Til gengæld er der nogen, som er så heldige at have en mand, der altid gider at køre. Og det har jeg.


    

Smukke martsdage

Efter mine tidligere meget uheldige billeder så kommer her lige en stribe fra i går.



Det er koldt om morgenen. Græsset knaser under fødderne, men lyset falder fantastisk smukt ned over landskabet. Hvis det ikke var, fordi man er så kuldskær, som jeg er, så burde man virkelig drikke sin første kop kaffe udenfor. Måske i mit næste liv!!

 

Det blev først sidst på dagen at kom vi af sted på den køretur, som var aftalt. Men det gjorde ikke noget, for lyset og landskabet ventede.

 

I Marstal var der stille.

 Jeg tænker, at de små påskelam er tidligt på færde i år?

 

Vi kørte længe rundt, og jeg tog mange billeder. Alt for mange. 

 

Manden og Konen endte med at blive trætte og sultne, og derfor kørte de til sidst hjem. Med aftensolen lige i øjnene. Det var en lang dag med havearbejde og grundig sæbebehandling af det nye gulv.

Jeg gemmer resten af billederne til en anden gang.

 

Morgenstund



Jeg var på tur med kameraet i går - herom senere.

 

Lige nu vil jeg bare sige, at det er en dårlig idé at lade sit kamera blive ligge på bordet med den lange linse på. Min eneste undskyldning er, at vi kom sent tilbage og var meget sultne! Derfor blev kameraet bare liggende, hvor jeg lagde det!

Men da jeg så skulle skynde mig at fotografere ud igennem vinduet tidligt i morges, så var der ikke tid til at skifte linse. For rådyr venter ikke.  Desuden lå morgentågen endnu tæt hen over haven, og tågen venter heller ikke. Derfor  kan jeg kun beklager disse uskarpe billeder.

 

Men det var da forsøget værd, og i virkeligheden vist også sådan, at det hele så ud.





Gulv og firkanter

Jeg har lukket mig inde på kontoret. Helt alene - og der opholdt jeg mig også det meste af dagen i går.
Ikke fordi jeg har gjort noget, som jeg ikke måtte... men fordi der hamres og saves ude i køkkenet.
Så der ville jeg alligevel bare gå i vejen.
Og mændene derude de lyder virkelig som om, de hygger sig gevaldigt alene. Der er noget særligt imellem mænd, som laver noget sammen. Noget som indbefatter rockwool, en sav og en boremaskine. Samt en masse regnestykker for at beregne de rigtige længder på brædderne.

  
Men det ser ud som om, at de bliver færdige inden frokosttid i dag. Og jeg sidder og glæder mig.
Har fået ryddet op på mine hylder og fundet gamle projekter frem igen. Ting, der var lagt væk, og som jeg ellers havde opgivet. Bl.a. en masse oldemorfirkanter, som jeg aldrig fandt ud af at hækle sammen. 
Sådan er jeg endt - med fastmasker. Jeg er ikke tilfreds, men må nok accepterer, at det er det, jeg kan. Ved ikke, hvad jeg ellers havde forestillet mig, men nok noget mere elegant af en slags. 

Som dagene går

 

 Månen hænger som en lampe på Himlen. Månestrålerne giver lys nok til alle rum, så man ikke behøver at tænde lamper. 

Imens det begynder at blive lyst, drikker jeg kaffe og skriver mine morgensider. 3 håndskrevne sider fyldt med de tanker, som umiddelbart rammer forbindelsen imellem hjernen og ned til min hånd. I øjeblikket glider skrivningen let, og der er stof nok til mange romaner. Bare ikke meget, som egner sig til offentliggørelse, og man må så konkludere, at det ikke er romanerne, som skal gøre mig rig. Men så er der så meget andet.

Jeg har været lidt i haven, for det begynder at krible i fingrene. Starter stille og roligt op og holder mange pauser.
I dag bliver her gjort rent, og samtidig starter jeg på pakningen af et par kufferter.
 
For fredag tager vi til ældste sønne-familie på Sjælland, hvor vi bliver i en lille uge. Turen går først og fremmest ud på at gense det mindste barnebarn, men vi håber da, at kræfterne også rækker til at kigge forbi et par andre steder. Der er mange, som gerne vil se os, og vi når sjældent dem allesammen. Børnene er heldigvis søde til at forstå, at vi ikke kan tilgodese alle, hver gang vi er på fastlandet. Ak ja - det er ikke altid nemt at være barn ud af en stor børneflok. Man må dele.
Men måske er det i virkeligheden moderen, der har de største kvaler med at fatte, at hun ikke kan magte det hele på én gang, og allerhelst vil hun jo gerne se dem alle.
  
Når vi så er hjemme igen, regner jeg helt bestemt med foråret. Jeg regner med varme i luften og nye planter, der skal sættes i jorden.
Til den tid haster det også med at få sat nye glas i drivhuset i stedet for dem, der forsvandt i oktober-stormens klare luft.

Og nu vi er ved stormen.... så svinger gemalen stadigvæk saven og øksen lidt hver dag. Stille og roligt skrider projektet fremad. Den tykke stamme samt rodklumpen, bliver vi nok nødt til at have hjælp til - men flere har allerede meldt sig på banen som frivillige medhjælpere. Så det skal nok gå. Det hele virker i hvert fald ikke helt så uoverkommeligt, som det gjorde kort efter, at kæmpen var faldet.