Selvom Margit Sandemo har skrevet et utal af bøger, så tror jeg, at de fleste kender hende bedst fra "Sagaen om Isfolket". De 47 forskellige bøger i serien har gjort hende til Nordens mest solgte forfatter med et oplæg på 37 millioner bøger.
I april 2011 udkom så Margit Sandemos længe ventede selvbiografi "Livsglæde". Jeg var spændt på at læse den, men måtte pænt vente, indtil biblioteket fik den hjem. Og det blev så nu.
I bogen kommer man helt ind under huden på barnet/pigen/kvinden/og den pæne ældre dame. Man bliver klogere på, hvad der har inspireret hende til at skrive så mange fantastiske historier.
Romanforfatteren Margit Sandemo fortæller om sit eget dramatiske og indholdsrige liv, bl.a. flere voldtægter og oplevelsen af at have overnaturlige evner. Bogen er en dramatisk rejse gennem et liv fyldt med barske, sjove, sørgelige og spændende oplevelser, og den er mindst lige så spændende som alle hendes andre bøger.
At læse biografier er altid en fornøjelse. Jeg synes selv, det er fornøjeligt og inspirerende, at læse om andres liv og levned. Men at læse en, som er skrevet af en nu 85-årig dame, det er bare helt fantastisk.
Allerede som 7-årig begyndte Margit Sandemo at se syner, hvilket førte til, at hun senere flere gange blev indlagt på et psykiatrisk sygehus. Hun påstår selv, at det var de meget tidlige overgreb imod hende, som førte til evnerne på det synske område.
For overgrebene fortalte hun ikke om til nogen. Hun lærte derimod at leve med dem alene ved at finde sin egen måde at overleve alt det forfærdelige på. Det er barsk læsning for sarte sjæle.
Meget senere fik hun heldigvis et godt liv - men først som 40-årig begyndte hun at skrive. I historierne kunne hun forsvinde fra denne verden, og gå ind i et helt trygt land. Og det var lige, hvad hun havde brug for.
Margit Sandemos livshistorie tog mig i sit greb og holdt mig fast, jeg blev meget optaget af hendes meget stærke livsfortælling. Hvis man kender bare lidt til Sandemo´s bøger, så kan bogen bestemt anbefales. Og kender man hende ikke, så får man rig lejlighed til det her.
4 kommentarer:
Kære Mosekone. Efter at have læst din dejlig fyldige boganmeldelse, har jeg godt nok fået endnu mere besvær med at holde ud, at vente på bogen, som jeg har reserveret på biblioteket :). For her er helt sikkert noget, at glæde sig til - kan forstå. Jeg har læst mange af hendes fantastiske romaner og jeg glæder mig meget til at læse biografien. Hygge herfra:)
Hej Hyggetrold. Netop fordi du har læst en stor del af hendes romaner, vil du kunne lide hendes biografi. Man bliver klog på, hvorfor hun skriver, som hun gør. Så glæd dig bare :-)
Det lyder interessant. Måske er det et fødselsdag ønske for mig. Jeg må lige tænke!
Jeg har også læst Sølve. Hvad synes du om den?
Hej Anita - og god torsdag morgen.
Jeg kunne godt lide Susanne Bryggers Sølve. Den er en sjov blanding af fortællinger m.m. Og så kunne jeg lide bogen, fordi den hylder udkantsdanmark :-) Bogens stemning er god.
Send en kommentar