lørdag den 27. april 2013

Morgenstundens magi


De magiske øjeblikke eksisterer. Jeg nyder f.eks. de stille morgener i fulde drag. I dag skinnede Solen tilmed, så jeg lavede en hurtig kop kaffe og satte mig til at skrive mine Morgensider. For de eksisterer stadigvæk - selv når jeg siger, at jeg ikke skriver, så bliver morgensiderne skrevet. De er medicin for sjælen.
 
I dag skrev jeg om lykke, om hverdagens lykke. Om solopgangen og om stilheden her, som er så ubeskrivelig.
Det er stadigvæk ikke lykkedes for mig at sætte de rigtige ord på stilheden. Ingen støj og forstyrrende elementer, kun duften fra kaffen samt den svage lyd fra blyanten, der glider hen over mit papir. Uanset hvor meget umage, jeg gør mig, så kan jeg ikke fornemme andet. Hele verdens baggrund er stille her, og et enkelt dryp fra vandhanen kommer som en stor overraskelse. Jeg har prøvet på at beskrive den stilhed igen og igen - og så kan det jo kun være fordi, den betyder så meget for mig.
Kom til at tænke på, hvor mange morgener, jeg efterhånden har filosoferet over sådan en fredelig og blid morgenstund. Det er blevet til mange, og de har alle sammen været lige magiske.    

3 kommentarer:

Lene sagde ...

Men jeg kan følge dig i beskrivelse af stilheden, jeg nyder den også :-)
God weekend til jer

Johanne sagde ...

Det er jeg sikker på, at du gør, Lene :-)
Og en dejlig søndag til Jer.

conny sagde ...

Du skrev i hvert fald, så jeg kunne falde hen i roen, muligvis ikke stilhed, men ro.
Tænk, du har skrevet morgensider siden 2007 - boksen må være stor nu.