Foto-tur

Vi havde noget, som vi måtte rundt med for den lille BIOGRAF, og derfor drog vi ud på tur. Med kaffe og kamera.
Jeg kom hjem med 82 billeder, og her er bare et par stykker. Resten må jeg se nærmere på i morgen. Og måske lærer jeg alligevel mit nye kamera at kende - ting tager jo bare den tid, som ting tager.

På tide

I går blev dagens ret blot til brasede kartofler og spejlæg. En dum følelse af en lurende influenza på vej havde sat sig i kroppen, så jeg følte mig mørbanket og træt.
I dag viser det sig heldigvis, at det hele blot skal forklares som en reaktion på den sidste uges overdrevne aktiviteter og sociale sammenkomster.

Til gengæld blev dagen i går brugt på at strikke et par strømper til mindste barnebarn. Og det var sandelig også på tide, for det er ikke strømpe-strikning, som står forrest i køen lige for tiden. De blev endda også sendt afsted - sammen med en bluse, som jeg købte engang for længe siden på fastlandet. Gad vide om han i det hele taget kan passe den endnu? 

I dag skinner Solen, og Manden og Konen er nu tæt på at ramme sine normale tilstande igen. Gulvene er vasket, aftensmaden er planlagt, støvet er fjernet, og husbond er i gang med at pudse alle vinduerne. For nu kommer sommeren.

Bøger, bøger, bøger

Der har ikke været tid til at fortælle det tidligere ... men det forlyder, at der i løbet af sommeren åbnes en butik i nærheden med antikvariske bøger.
Til stor fryd for mange, inklusive en bogelsker som jeg. Lige på stedet elskede jeg folkene bag projektet - uden at have mødt dem før. For jeg elsker bøger, både gamle og nye.

I påsken solgte de ud fra privatboligen.   
Tusindvis af gamle bøger.... og jeg var på pletten fra morgenstunden af. Der var brugte bøger i flere rum fra gulv til loft, og jeg fik et mindre kulturchok over at se så mange bøger på een gang.       
Bøgerne duftede, som sådan nogle skal, og de lokkede mig langt over evne. 
Men selvfølgelig endte det da med, at jeg tog en stak med hjem.  

Hjemme igen

I går eftermiddags ramte vi hjemmet på øen igen.

Det var en smuk begravelse, farfar fik, men det var hårdt at skulle sige farvel. Nu er det de levendes opgave at lade livet gå videre. At passe godt på minderne og på hinanden.

Efter begravelsen måtte vi tage en ekstra overnatning hos ældste-sønnen og hans gravide hustru. Husbond var efterhånden blevet for træt til at køre bil. Men så fik vi også lige hilst på Lasse-hunden, som flere gange er blevet passet her på øen, og gensynsglæden var stor. 

Et sted på vej til sønnen, måtte vi endda køre ind til siden, for at manden kunne hvile sig. Han følte pludselig, at han var ved at falde i søvn. Det hjalp lidt, og vi nåede frem i god behold. Fandt en stol, spiste lidt mad, så lidt fjernsyn og læste i en bog. Og fik en god seng at sove i, inden vi kørte hjem dagen efter.  

Umiddelbart kan det nu virke formålsløst at fjerne ukrudt og hænge vasketøjet op. Men det er jo det, man gør. - så det gør vi. Og imens vi har været væk, er tulipanerne sprunget ud.

"Lær af i går,

lev i dag 

og håb for i morgen"

(ukendt forfatter)  

Forlænget tavshed ....

Det var egentlig slet ikke det her, min tavshed på bloggen handlede om. Den handlede blot om at få ro på, for at kunne tænkte helt basale boligtanker igennem. Ting, som nu er løst til alles fulde tilfredshed.  

Men - livet er jo skrøbeligt, og derfor blev stilheden med ét forlænget  ....
....
Det er ikke lang tid siden, vi var til 90-års fødselsdag hos børnenes farfar. 
På fredag skal vi desværre til hans begravelse. 
Mandag morgen erfarede jeg, at man altså godt kan pakke sin kuffert på under 20 minutter, for at nå en færge til fastlandet!

Lige nu er vi blot hjemme for en kort bemærkning for at hente tøj og sørge for dyr og planter.
En begravelse er jo altid en sørgelig begivenhed, og vi mennesker ville jo helst være udødelige. Når det er sagt, så blev farfar altså 90 år. Hans hjerne fungerede godt til det sidste. Han havde som sagt lige holdt sin 90-års fødselsdag med sine nærmeste omkring sig. Så - selvom vi selvfølgelig helst ville have beholdt ham, kan man vist ikke forlange sig ret meget mere. Desværre.
Det var bare lige ordene for nu, skrevet i hast.

Rundt og rundt ....

I dag gik turen til byen efter lidt blomster til krukkerne. Nu må vi se, om de bliver plantet i morgen.
For der er ting, som pludselig og hurtigt skal tænkes godt igennem.  
Og derfor vil her ikke blive skrevet på bloggen i et par dage. Ordene slår knuder, og gloserne kører rundt som i en endeløs rundkørsel.
Jeg har simpelthen intet fornuftigt at sige lige nu, og derfor er det nok bedst at lade være. 

Jagttegn?

I morges sad der en lille mejse på vandposten foran køkkenvinduet, men inden jeg fik hentet kameraet, var fuglen fløjet.
Bagefter sad husbond ½ time foran vinduet og ventede på, at den skulle vende tilbage. Men den kom ikke - så intet billede af mejsen denne gang!
I stedet for gik vi så i gang med at rydde op. Opvaskemaskinen kørte, jeg hængte tøj op, og kameraet stod parat på bordet. 
Pludselig kommer en hare løbende langs med vejen. Den er så tæt på, at jeg næsten kan røre ved den. 
Men inden jeg får taget fat i kameraet og får dækslet af, så er haren væk fra vejen. Den løber op på marken og er svær af fotografere med den lille linse. Så jeg skal altså lige skifte linse!
Husbond griber arrigt ud efter apparatet i min hånd, og han løber ud på vejen på strømpefødder.
- Jeg fik den, siger han triumferende bagefter. 
Det er næsten som at gå på jagt!

Helt hen i vejret!

Det sner! Jeg sidder i mit kontor og kigger ud af vinduet, og det sner.
I går aftes spiste vi andesteg, så mør som smør.
Og jeg er da godt klar over, at det ikke er jul - men julen varer jo lige til påske, så hvorfor ikke? Og vi fik altså lyst til and. Uden rødkål, men med pastasalat og brød til.

Men det er da ikke mere end et par dage siden, at vi vågnede op til en skøn rosa morgenhimmel.
Vi kørte til Havet, og Himlen var bare blå og blå, og det grønne græs myldrede op, og folk sejlede og fiskede. 
I dag overvejer jeg at gå i vinterhi foran brændeovnen. 

Men plantesække til drivhuset er da allerede udsolgt (bare rolig, der kommer flere), og turisterne har indtaget øen - i dag dog iført vinterhuer, halstørklæder og vanter.



Hviledag

Indimellem er der meget lidt at fortælle, eller også kan jeg ikke få øje på det. Dagen har været stille. Jeg har ondt i lænden og benene, og kroppen trænger til hvile efter de sidste par dages havearbejde. Men jeg er glad for det lidt, jeg har fået lavet indtil nu.

Til gengæld har jeg i dag siddet med næsen dybt begravet i Merete Pryds Helle´s bog, som du kan læse mere om ude i sidebaren. Bogen er på over 500 sider, og den vil jeg altså nå at læse færdig, inden den skal afleveres på biblioteket igen. Den er besværet værd - for det er såmænd ikke fordi, kroppen bliver mindre øm af at sidde stille en hel dag.
Derfor tager jeg mig nu sammen og går en tur. Opdager pludselig at Solen skinner, gad vide hvor længe den har gjort det.

  

Palme-søndag

Det har været koldt i dag, væmmeligt vejr. I morges var der rim på drivhuset, og den åbne terrassedør blev hurtigt lukket igen. Jeg har flyttet blomsterkrukkerne ind og rejst havestolene op, igen og igen. Nu lader jeg dem ligge.
Alligevel blev det til et kort middagshvil med åbent vindue, solstråler og fuglesang. Det har været sådan en søndag, hvor man ingenting skal og i virkeligheden får lavet en masse.

Jeg har også fået læst lidt. Er blevet færdig med 2 bøger af Aase Schmidt.
Først "Historien om mit hjerte", der er beretningen om en kvinde, som får konstateret en hjertesygdom. 
Bogen beretter om et behandlingsforløb præget af uro og angst. En stærk, vedkommende og eftertænksom historie om at finde sig til rette med sin alder og sine nye livsvilkår. Om at finde sig til rette med tidens ubegribelighed og årenes gådefulde forsvinden. Om afmagt og nødvendigheden af social isolation. 
En stærk bog, som jeg kunne finde meget af mig selv i, og som jeg måske burde have læst på et tidspunkt, hvor humøret i forvejen havde været bedre. Måske vil jeg fortælle mere om den en anden dag, lige nu skal den bare ud af systemet, fordi mange af tankerne var mine egne.

Derefter læste jeg "Himmelfotografen". Bogen er bestemt ingen litterær øjenåbner, og handlingen er så banal, som den overhovedet kan være. Et trekantsdrama, krydret med lidt medynk over et menneske med et handicap.
Til gengæld gav bogen mig lyst til at fotografere meget mere, end jeg gør i forvejen. Fordi en af personerne i bogen fotograferer Himlen hver eneste dag ved solnedgangstid. År efter år har hun taget billeder af Himlen, og billederne har hun gemt og krydret dem med visdomsord. Den handling kan da godt inspirere mig.

Og imens denne Palme-søndag er gået, så har 6 nye høns spankuleret rundt med plirrende øjne. Usikre og forventningsfulde på samme tid over deres nye liv her på matriklen.